Klumme

Storbritannien har fået en ny syndebuk: humanister

I Storbritannien bliver statsfinansierede humanistiske kandidater kørt i stilling som yndlingsaversionen, der kan styrke koalitionen af neoliberale frimarkedsfundamentalister og reaktionære nationalister, skriver sociolog William Davies i dette debatindlæg
Den konservative chefstrateg Dominic Cummings har aldrig lagt skjult på sin foragt for humaniora. I en berygtet hvervekampagne, hvor han efterlyste dataloger og ’nørder’ til besættelse af embedsmandsstillinger i det britiske udenrigsministerium, afviste han eksplicit »kandidater i engelsk, som sludrer om Lacan ved middagsselskaber«.

Den konservative chefstrateg Dominic Cummings har aldrig lagt skjult på sin foragt for humaniora. I en berygtet hvervekampagne, hvor han efterlyste dataloger og ’nørder’ til besættelse af embedsmandsstillinger i det britiske udenrigsministerium, afviste han eksplicit »kandidater i engelsk, som sludrer om Lacan ved middagsselskaber«.

Hannah McKay

Debat
5. marts 2020

En ondartet ny konservatisme er rykket ind i de britiske regeringskontorer. Dens særkende er at drive utrættelig klapjagt på formodede fjender.

De britiske public service-kanaler BBC og Channel 4’s licensfinansiering er bragt i fare. Og højrefløjens tænketanke og aviser har nu udvidet kampzonen til universiteterne – senest med en rapport, der på et spinkelt grundlag får tænkt sig frem til, at der skulle være en generel »tillidskrise« mellem universiteter og offentlighed.

For skud står bussemandsideologien wokeness – en indbildt fjende, der har konservative meningsdannere og ’ytringsfrihedsaktivister’ som ophavsmænd. Det egentlige ærinde synes at være et opgør med kritisk tænkning og problematiseringer af det bestående.

De målrettede udfald indskriver sig i en større kulturkrig, hvor de demografiske og uddannelsesmæssige skillelinjer, som Brexit blotlagde, bliver tegnet skarpere op for at kunne udnyttes politisk.

Illoyale

Efter Anden Verdenskrig udviklede Storbritannien en unik model, hvor politiske, uddannelsesmæssige og kunstneriske institutioner gik sammen i et gigantisk folkeoplysningsprojekt på humanistisk grundlag. British Academy og BBC satte en standard for efterkrigstidens optimistiske æra med ikoner for massekulturel modernitet som Arts Council, BBC2, Open University og nye universiteter, der kastede yderligere frugter af sig inden for kunstformidling, kulturstudier og mediemangfoldighed.

Bærende for den kulturpolitiske satsning var det princip, at offentligheden har indlysende interesse i oplysning, idé- og værdidebat og kunst- og kulturtilbud.

Den konservative chefstrateg Dominic Cummings har aldrig lagt skjult på sin foragt for humaniora. Hans projekt er at opgradere de hårde fag (naturvidenskab, teknologividenskab, ingeniørvidenskab, matematik og så videre) på bekostning af humaniora. I en berygtet hvervekampagne, hvor han efterlyste dataloger og ’nørder’ til besættelse af embedsmandsstillinger i det britiske udenrigsministerium, afviste han eksplicit »kandidater i engelsk, som sludrer om Lacan ved middagsselskaber«.

Humanistiske fag er skydeskive for både de neoliberale og de reaktionære nationalister. Frimarkedsfundamentalisterne har svært ved at finde fælles fodslag med nationalisterne, især i forhold til indvandring. Skal koalitionen tømres sammen, hjælper det at udpege en fælles fjende.

Statsfinansierede humanistiske kandidater, hvis kulturelle kapital giver dem privilegeret adgang til ’kultureliten’, køres i stilling som yndlingsaversionen, der kan fodre den paranoide fantasi, uden hvilken højrefløjen øjensynligt frygter at miste momentum.

Den neoliberale position er, at humanistiske uddannelser er spild af penge. Vil nogle studere kunsthistorie (frem for datalogi), er de en højrisikoinvestering for staten, fordi der findes så få velbetalte job til færdige kandidater. Går interesser eller karrierevalg i den retning, må man selv betale, er tankegangen.

Den nationalistiske position handler om de seneste 50 års formodede dårlige indflydelse fra kontinental filosofi. For de, som køber konspirationsteorier om ’kulturmarxisme’ og er angst for ’postmodernismen’, er humanistiske kandidater en indre fjende – en liberal elite, der er blottet for loyalitet mod nationen.

Posthumanisme

En ting, som nyliberalister og nationalister kan enes om, er, at alle, der har taget en uddannelse eller gjort karriere i offentligt finansierede institutioner og vover at tale på vegne af den offentlige interesse, er svindlere. Johnsonismens folkelige appel ligger i dens udtrykte antipati over for denne elite.

Dominic Cummings vil lade esoteriske former for rationalisme vælte humaniora af piedestalen. Ikke blot dataloger, men også spilteoretikere, kognitionsforskere, softwareudviklere og ’folk, der aldrig har gået på universitetet’, skal styre regeringens tænkning.

Det er en vision om et samfund, der er som en programmerbar maskine – en posthumanisme, som afviser, at kultur eller historie bedst tolkes af dertil uddannede. Der skal blot bruges data, som matematiske modeller kan fodres med. Målet er at lade naturvidenskaben tage over fra de sociale og humanistiske videnskaber.

Den korte historiske periode, hvor man kunne blive undervist i litteratur – og sågar Lacan – på statens regning som et tilbud, der var universelt tilgængelig for interesserede, vil da være forbi.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kent Nørregaard

Fordi at Cummings søger efter “weirdos” behøver elitære humanister såmænd ikke føle sig truffet på deres wokeness eller privilegier. De har kun godt af at blive se hvordan de øvrige 99% lever og tænker.

Fra den originale artikel:
“But in favour of what exactly? The Cummings plan is for esoteric forms of rationalism to topple the humanities: not just data scientists but game theorists, cognitive scientists, software developers and “people who never went to university” should shape government thinking.“

Hvad skulle der nu være i vejen med at folk uden universitetsuddannelser former regeringers arbejde? Er det værre end at universitetsuddannede folk der aldrig har haft et arbejde former regeringens arbejde?

Cummings er trist når han angriber BBC men Davies er ligeså trist når han afviser at der skulle være nogen form for woke movement eller at den har det stramt med ytringsfriheden. Men sådan er det jo at være elitær. Det er indgroet i den elitære tankegang både på højre- og venstrefløjen at den er totalt privilegieblind... altså lige når det kommer til dens egen gruppe.

Christian Mondrup

Retorikken genkender jeg kun alt for godt fra vores eget land. Den har levet i bedste velgående i det mindste siden AFRs regeringstid, formodentlig langt længere tilbage. Og den stortrives stadig på højrefløjen, dele af Socialdemokratiet inklusive ... siger en elitær pladderhumanist og halalhippie.

Pietro Cini, Anders Reinholdt, olivier goulin, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Jørgen Mathiasen, Jan Nielsen, Pia Nielsen, Lars Løfgren, Gert Romme, Alvin Jensen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Marie Jensen og Jane Doe anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nu er 'et rigtigt arbejde' jo ikke forbeholdt folk, der har gået 9 år i skole og ender som håndlangere på en byggeplads.
Jeg er ind til benet demokrati; men det kræver nu engang, at det folk, der skal styre, tager ansvaret på sig og måske ikke er så optaget af forbrugsmuligheder som at udvikle sig, deltage og bidrage til fællesskabet igennem institutionerne.

ingemaje lange, Alvin Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Frimarkedsfundamentalisterne mobiliserer i disse tider.

Neoliberalisterne adskiller sig bl.a. fra almindelige liberale (dem som er tilhængere af minimalstaten som A.F.Rasmussen ) ved at de ikke er modstandere af statens indblanding. De ønsker tvært imod en stærk stat, men en stat som er i deres tjeneste. Bevægelsen opstod i 40erne og skildte sig ud fra de klassiske liberalister.

"From the 1940s onward, the distinguishing characteristic of neoliberal doctrines and practice is that they embrace this prospect of repurposing the strong state to impose their vision of a society properly open to the dominance of the market as they conceive it. Neoliberals from Friedrich Hayek to James Buchanan to Richard Posner to Alexander Rüstow (who invented the term Vitalpolitik, which became Foucault’s “biopolitics”) to Jacques Rueff, not to mention a plethora of figures after 1970, all explicitly proposed policies to strengthen the state."

De skaber gerne forvirring og benævner ikke sig selv som neoliberalister. Der eksisterer er en kreds af udvalgte medlemmer (en loge) som lægger planerne og organiseringen - bl.a. en ungdomsorganisation, foruden en række tænke tanke. Lyder det som en konspirationsteori - men det er det ikke.

Philip Mirowski er historiker og har bl.a. skrevet denne artikel om fænomenet.
Hvor han forsøger at besvare spørgsmålene:

"Why do people think the “neoliberal” label is so very awful? Is it possible to pin down what neoliberalism signifies, and how you can tell a neoliberal when you encounter one? Do neoliberals often tell the truth about their doctrine? And, finally, can a working understanding of neoliberalism illuminate contemporary epistemic issues, such as the project to displace old-school science with “open science”?"

De ønsker bl.a. at kunne kontrollere videnskaben og her synes Cumming jo at passe godt ind. Det er klart at en sådan bevægelse gerne lukker de videnskaber ned som netop afdækker sådanne forhold.Skulle han monstro være et af de håndplukkede medlemmer.

Philip Mirowski s artikel fra American Affairs, spring 2018, Vol. 2, no. 1. (der er 1 gratis artikel på denne side):
https://americanaffairsjournal.org/2018/02/neoliberalism-movement-dare-n...

Mirowski kan også findes på youtube. Han har en lidt speciel facon - underholdende mimik - men man fornemmer han er meget engaseret og vidende.

De holder møde i norge i 2020 https://mpsoslo.org/

Steffen Gliese

Der er brug for et kraftigt opgør med tanken om noget-for-noget: vi lever i en verden, hvor få kan fremstille det, der efterspørges, men hvor der af samme grund produceres enorme mængder, der ender med at blive kasseret eller oplagret i årtier.
Vi må indse, at det produktive menneske er blevet for dygtigt, og at vi derfor ikke længere kan bruge al for meget tid, energi og ressourcer på at tilfredsstille fiktive 'behov' og i stedet samles om det, der gør os godt.

Anders Reinholdt og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

I december sidste år valgte briterne en notorisk løgner som premierminister. En kendsgerning, som sætter Corbyns nederlag i relief.
Ingen anden har en så klar indsigt i de usandheder, den britiske regering underholder med, som Michel Barnier i Bruxelles. Han fortæller dagligt omverdenen, at Johnson har accepteret indførelsen af en toldgrænse i det irske hav, mens premierministeren og Cummings forsøger at bilde briterne det modsatte ind. Det har de ikke haft held med i Nordirland, men i det mindste vandt man stemmerne i "den røde mur". Hvis man afleder opmærksomheden med angreb på BBC og humanister, kan man få nogle vælgeres tid til at gå med det.

Det har også den rationelle baggrund, at Johnson må regne med at skulle give flere indrømmelser for at begrænse de negative nationaløkonomiske virkninger af Brexit, og bagefter benægte eksistensen af dem. Den konservative presse kan spille alle de grammofonplader, de har, men hvis man kan få BBC til at pynte på forhandlingsresultatet, så har det en helt anden virkning.

Ligesom isbjerge under atmosfærens opvarmning brækker og styrter i havet, sørger Johnson, Gove, Cummings for, at Storbritanniens omdømme styrter i havet. Måske gør UK det også. Det bekymrer næppe Johnson ret meget, hvis bare det konservative parti kan beholde magten, og målt på den dømmekraft briterne har lagt for dagen siden 2016, kan det godt lykkes.

Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Anne Henk Johnson og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Vi skulle nok tilføje et aspekt til artiklen: Johnson og hans rådgivere ser endnu mere kritisk på den britiske centraladministration end på humanisterne. (Den britiske regering er omgivet af selvudnævnte fjender.) Det vil i danske forhold sige, at medlemmerne af DJØF står til en hårdere beskydning end medlemmerne af AC. Grunden er dels, at Civil Service har svært ved at se visdommen i Brexit, og dels at nogle af dem producerer de økonomiske rapporter, som viser, hvad UK står med.

Eva Schwanenflügel og Anne Henk Johnson anbefalede denne kommentar
Helle Degnbol

Med al respekt for artikelforfatteren William Davies og oversætteren Niels Ivar Larsen:

Er det her mon ikke den mest ulæselige artikel, man har set i avisen i et stykke tid?

Outsidere ville måske kalde sproget for "informationsk".

Prøv lige, efter læsning af 1. og 2. afsnit, at analysere og dermed forstå 3. afsnit:

"For skud står bussemandsideologien wokeness – en indbildt fjende, der har konservative meningsdannere og ’ytringsfrihedsaktivister’ som ophavsmænd. Det egentlige ærinde synes at være et opgør med kritisk tænkning og problematiseringer af det bestående."

Nu med spørgsmål fra læreren:

For skud står bussemandsideologien (hvad er det? og hvem er bussemand for hvem?) wokeness (hvad er det?) – en (for hvem?) indbildt fjende (for hvem?), der har konservative meningsdannere (okay, jeg er med) og ’ytringsfrihedsaktivister’ (hm) som ophavsmænd ('ophavsmænd' til hvad?). Det egentlige ærinde (for hvem?) synes at være et opgør med kritisk tænkning og problematiseringer af det bestående (hvad for et led i sætningen er 'problematiseringer af det bestående' og hvad er 'det bestående', der problematiseres?).

Ikke-Informationslæseren kan ved mødet med sådan en artikel tænke, at den er for de indforståede.

Informationslæseren finder den måske også lige lovlig indviklet. Det gør jeg i hvert fald. Og man kommer jo til at spekulere på, om det kringlede sprog dækker over uklar tankegang?

På den anden side ser jeg her i kommentartråden, at de garvede læsere forstår en hel masse og kaster sig ud i diskussionen. Sejt.

Ikke desto mindre vil jeg opfordre Information (NIL) til at skrue ned for sværhedsgraden, til at "klare" en tekst som denne, som man klarer en suppe. Så kan læseren med større fornøjelse - eller fortvivlelse - komme ind i det britiske samfund.

PS.
Det hjælper heller ikke avislæseren, at artikelen i papiravisen kun har den afstumpede overskrift

"En ny syndebuk"

hvorimod netavisen, som så ofte ved klummen på side 2, har den længere og hjælpsommere overskrift

"Storbritannien har fået en ny syndebuk: humanister".

Helle Degnbol

Kan Information ikke med bitte små bogstaver lægge links til relevante artikler?
eller fx til radio/fjernsynsudsendelser, som der skrives om i avisen?
i dette tilfælde til den fyldigere og muligvis klarere artikel i The Guardian
https://www.theguardian.com/commentisfree/2020/feb/28/humanities-british...

Venlig hilsen, h.