Klumme

Jeg trives i undtagelsestilstanden. Her lyser livet op og bliver lidt mere meningsfuldt

I undtagelsestilstanden træder den højere mening i fællesskabet og hverdagen tydeligere frem. Dødens stemme er den smukkeste, fordi den synger livets melodi i mol, skriver forfatter Sofie Jama i denne klumme
Det hele minder mig om krigen i Somaliland, da jeg var barn. Jeg er vokset op i undtagelsestilstand. Måske befinder jeg mig bedst i den. Sammenholdet, den højere mening i fællesskabet og hverdagen, der træder tydeligere i karakter, skriver forfatter Sofie Jama.

Det hele minder mig om krigen i Somaliland, da jeg var barn. Jeg er vokset op i undtagelsestilstand. Måske befinder jeg mig bedst i den. Sammenholdet, den højere mening i fællesskabet og hverdagen, der træder tydeligere i karakter, skriver forfatter Sofie Jama.

Miriam Dalsgaard

20. marts 2020

Jeg tænker mere på døden, har jeg opdaget, som om jeg kan se afslutningen på mit liv klarere nu. Jeg overvejer, om det ville give mening at dø, om jeg har udrettet det, jeg skulle. Hvad hvis regnskabet skulle gøres op nu?

Jeg er ikke en af de typer, der får kuldegysninger, når nogen nævner døden, og som drejer samtalen hen på noget andet, fordi det gør mig urolig. Jeg har aldrig været bange for døden. Alligevel er det hele lidt anderledes i coronaens skygge.

Jeg vågner om natten og kan fornemme virussens nærvær, den stille hvisken i luften, den usynlige fjende udenfor på gaderne, der truer med at sive gennem vinduerne og ind i kroppene. I Netto, når jeg er ude at handle, tænker jeg på døden, når jeg står ved kassen. Afbetaling, regnskabet, der skal gøres op.

Måske er der en af de andre foran mig eller bagved mig, der er smittet. Måske er jeg selv. Vi kigger diskret på hinanden, smiler for at dække over bekymringen, over den utætte båd vi pludselig alle befinder os i, på ukendt oppisket vand. Det siver ind, uundgåeligt. Jeg er allerede våd. Drukner jeg?

Jeg tænker på min mors død. Hun er i det såkaldt udsatte segment med sin alder, sin vejrtrækning, sin medicinering. Hvad er jeg uden mor, nu hvor min far allerede er gået bort sidste forår? Så er jeg sidste led allerede? Jeg tænker på ham igen, min far, hvor han er, hvor han blev af. Alt det, jeg ikke nåede.

Jeg tænker på min datter, hun skal nok klare sig. Det rammer jo ikke børnene så hårdt, siger de. Men hvad nu hvis jeg selv …? Kan hun klare det uden mig? Konstant tænker jeg et led op, et led ned, og mig i midten af livet. Eller måske i enden? Alting er pludselig måske og hvad nu hvis.

Jeg taler med mine venner og familie. De er bekymrede for mig, fordi de ved, jeg er særligt udsat. De fortæller mig, at jeg muligvis snart skal dø. De er ikke sikre, men måske.

Mit immunforsvar er svækket efter tuberkulose, to gange malaria, årevis med blodmangel og flere indlæggelser. Samtidig skal jeg passe særligt på, fordi jeg er gravid, siger de, som om jeg var generalen i mit eget immunforsvar. Som om jeg kan gøre noget mod en usynlig fjende.

Men jeg er bare en tilskuer, og det er også helt fint. Jeg har aldrig været bange for at dø. Men hvad med min datter og min mor, og den lille, der hver dag gør krumningen på min mave lidt mere markant?

Dødens stemme

Det hele minder mig om krigen i Somaliland, da jeg var barn. Jeg er vokset op i undtagelsestilstand. Måske befinder jeg mig bedst i den. Sammenholdet, den højere mening i fællesskabet og hverdagen, der træder tydeligere i karakter.

Midt i døden, omringet af den, som vi er det på mere klar vis nu, lyser livet op og bliver lidt mere værdifuldt, smukt. Coronavirus, den selvisolering, jeg har underlagt mig selv og min datter, gør det hele lidt mere meningsfuldt og fantastisk.

Måske fordi dødens stemme er steget fra det tavst hviskende til det højlydt forstyrrende. Og dødens stemme er den smukkeste, fordi den synger livets melodi i mol. Måske fordi frygten for udslettelse eller endda længslen efter døden tager til, når den kollektive bevidsthed åbner indad mod mørket og efterlivet.

Vi kigger normalt fremad og udad, vi tænker karriereforløb, fremtid, forestående hændelser, det, vi skal om et halvt år, når ferien kommer, når det projekt, vi er i gang med nu, er slut. Når børnene er voksne. Men pludselig er der kommet et stort ’hvad nu hvis’ ind i ligningen.

En gammel bekendt snakker nogle gange om det.

»Jeg håber, der snart bliver krig igen,« siger hun. Hun er i den alder, hvor det sociale filter er flosset, og tankerne og ordene er en og samme bevægelse. Og selv om børn og unge ikke kan tåle at høre, at det bedste ved livet er døden, coronaen på værket, fortæller hun det vidt og bredt.

Krigen, hungersnøden, vanviddet, som jeg engang levede med, indtil det blev for meget, og vi flygtede hele vejen hertil, er nem at savne sommetider. I undtagelsestilstanden falder tingene undtagelsesvist på plads. Mennesker bliver pludselig ens og lige, ens foran smerten, ens i døden, som i profeternes idealiserede ord, som i drømmernes smukke digte.

Sofie Jama er forfatter.

Antallet af patienter med COVID-19 stiger ganske langsomt på Hvidovre Hospital. De ansatte er begyndt at forberede sig mentalt. Dette er den anden i en række dagbøger fra overlæge Gitte Kronborg fortalt til journalist Sebastian Abrahamsen
Læs også
De lukkede skoler, daginstitutioner og fritidstilbud kan bringe udsatte børn og unge i en sårbar position. På Rantzausminde Skole i Svendborg Kommune var der mandag den 16. marts kun to børn i nødpasning.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Tommy Clausen
  • Anders Olesen
  • ingemaje lange
  • John Fredsted
  • Lisbeth Glud
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Arne Albatros Olsen
  • Christian Mondrup
  • Steffen Gliese
  • Uffe Gammelby
  • Freddie Vindberg
Eva Schwanenflügel, Tommy Clausen, Anders Olesen, ingemaje lange, John Fredsted, Lisbeth Glud, Claus Bødtcher-Hansen, Arne Albatros Olsen, Christian Mondrup, Steffen Gliese, Uffe Gammelby og Freddie Vindberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor smukt skrevet. En tilflytter, der mestrer sproget - og måske livet - bedre end de fleste af os indfødte.

David Joelsen, Tommy Clausen, ingemaje lange, Lisbeth Glud, Nette Skov, Henrik Hesselholdt, Arne Albatros Olsen, Uffe Gammelby og preben pedersen anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

19/mar/2020

Kære Sofie Jama,
tak for et smukt og følelsesfuldt
indlæg - jeg forstår dig til fulde :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Lisbeth Glud, Søren Thade Petersen, Nette Skov, Henrik Hesselholdt, Arne Albatros Olsen og Uffe Gammelby anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Sofie Jama er forfatter - og digter - gudbenådet.

Eva Schwanenflügel, Tommy Clausen, ingemaje lange, Lisbeth Glud, Nette Skov, Pia Myrthue, Christian Mondrup og Uffe Gammelby anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Endelig et indlæg, hvor der er noget på spil. Endelig et psykologisk-eksistentielt indlæg. Et varmt tak for det. Det skal vi have meget mere af. Hvis sådan eftertænksomhed, som her udvises, kunne spire i hjernekasserne på langt flere moderne mennesker som følge af denne krise, ja, så var der kommet noget rigtig godt ud af den. Men mon? Jeg er bange for, at det moderne menneske, når corona-krisen er over, rimelig hurtig vil vende tilbage til den ekstrovert foretagsomme flugt væk fra sig selv. Men man kan da i det mindste nære et håb, ikke mindst som følge af dette indlæg.

Eva Schwanenflügel, Freddie Vindberg og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

I undtagelsestilstanden er vi alle ens.

Det stille flertal bliver til en ensartet æltet masse, beskyttet af moder stat.
Alt imens borger- og frihedsrettigheder er sparket til hjørne.
7 drenge der spiller foldbold bliver meldt til politiet.
Welcome to DDR - stikkersamfundet vandt. Giv mig Danmark tilbage.

Krigens vinde blæser igennem gaderne - hvem er fjenden ? Svaret blæser i vinden.
Der er stille på savannen. Dyrene er flygtet i skjul, for rovdyrene jagter megabytte.
Når krigens vinde har lagt sig, er den store skare af forarmede og desperate mennesker der har været på 'standby' klar til et run imod bundlønninger, og tvang, tvang.
Vil enhver tåre blive tørret fra ethvert øje? Tag en tudekiks.
For viser man tænder, risikerer man at blive trukket baglæns igennem kloakkerne...
Betændt ?

@ Freddie Vindberg

Du spørger om jeg er bekymret ?
Jo, jeg er bekymret for coronavirus. Men alt er relativt. Hvis vi ofrer hårdt tilkæmpede borger- og frihedsrettigheder på corona-altret, så hår vi overladt vores børn til et Danmark som jeg ikke ønsker for nogen. Hvorfor skal jeg føle at jeg udsætter mig selv for en stor risiko ved at skrive i mit eget navn -- men på samme tid at det også er en form for 'livsforsikring'. Hvis du havde spurgt mig for 10 år siden havde jeg aldrig troet at det skulle komme så vidt. Ytringsfriheden er under pres. Min far græder i sin grav..

Jørgen Larsen

WOW hvilken mester af det danske sprog. Jeg er født her og er ikke engang i nærheden af en sådan beherskelse af det danske sprog. Respekt ... ;-)

Freddie Vindberg

@ J. Tychsen

Jeg tror at der er mange der elsker dig. Tænk dig om.

Min far smiler i sin grav - fordi han er stolt af mig.

Jeg trives ikke i undtagelsestilstand. Så forklar mig hvorfor jeg skal 'tænke mig om'. Når jeg siger at min far græder i sin grav, så hentyder jeg til den forangående sætning, hvor jeg skriver at ytringsfriheden er under pres. Min far var en forkæmper for ytringsfrihed.
Og hvor ved du fra, at der er mange der elsker mig ? Jeg kender dig ikke.

John Fredsted

"Og dødens stemme er den smukkeste, fordi den synger livets melodi i mol."

Nu har jeg lige læst denne sætning igen. Det er en smuk sætning. Af sind har jeg nok det meste af mit været melankolsk anlagt - levet mit liv i en grundstemning af "mol", for nu at bruge forfatterens ordvalg - og derfor vækker denne sætning genklang hos mig. Jeg har nok aldrig været i stand til at begejstres over livet på samme måde, som mine medmennesker tilsyneladende er i stand til det. For mig ligger der en større form for autenticitet i melankolien - fordi en spade der normalt er en spade - end i en kultur som vores, hvor den positive psykologis spændetrøje indhylder tingene i en overartikuleret tomhed og falskhed.