Klumme

Jeg tror på, at vi skal gøre, hvad der bliver sagt. Alligevel har jeg trykken for brystet

Kampen mod corona handler om at bevare et civiliseret samfund, og det vil jeg gerne kæmpe for. Men de tomme gader giver uhyggelige associationer, og det kræver meget ikke at se det hele som kollektivt vanvid, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
’I de her dage er alle ens. Vi oplever det samme. Vi frygter det samme. Når man går rundt i de tomme gader, er det som at være i en diktaturstat. Det, som rydder gaderne, er ikke en politisk ideologi, men hensynet til folkesundheden. Alligevel giver ligheden nogle uhyggelige associationer,' skriver Katrine Wiedemann i sin klumme.

’I de her dage er alle ens. Vi oplever det samme. Vi frygter det samme. Når man går rundt i de tomme gader, er det som at være i en diktaturstat. Det, som rydder gaderne, er ikke en politisk ideologi, men hensynet til folkesundheden. Alligevel giver ligheden nogle uhyggelige associationer,' skriver Katrine Wiedemann i sin klumme.

Sarah Hartvigsen Juncker

26. marts 2020

Jeg har på det seneste haft en tung følelse i brystet. Jeg føler mig indsnævret, kan ikke trække vejret frit.

Det er gået op for mig, at det ikke er corona og heller ikke angsten for corona. Der en anden angst: Jeg har opdaget, at jeg ikke er et frit menneske.

Hvorfor er jeg ikke fri? Fordi jeg adlyder ordrer. Jeg gør det, fordi jeg tror, det er det klogeste. Jeg siger til mig selv, at jeg frivilligt vælger denne strategi. Men i virkeligheden er jeg styret og har ikke længere min personlige frihed. Og værst af alt: Jeg ønsker ikke at have den.

Jeg ønsker ikke noget, når det ikke længere er muligt. Sådan er mennesket nemlig indrettet, har jeg læst. Når noget er uundgåeligt, gør man det til sit eget. Man accepterer, og jo hurtigere man accepterer eller underlægger sig tingenes tilsyneladende urokkelige tilstand, jo bedre fungerer man i fællesskabet.

Man går i takt frem for at risikere at blive gal, ekskluderet eller efterladt i en grøft, blødende fra et nakkeskud. Det er på den måde en klog strategi. En evolutionær overlevelsesmekanisme.

Endnu er vi ikke blevet et samfund så truet af udryddelsesangst, at staten tillader nakkeskud på anderledes tænkende. Men man mærker faren ved, hvis der bliver for mange vantro, og statsministeren ikke længere kan rose danskerne for ansvarsfulgt at passe på hinanden.

Skal vi så have væbnet politi på gadehjørnerne, som de oplever det i andre lande?

Mere end livet på spil

De fleste af os har stået i kø i et supermarked i disse dage og stresset over én, der gik for tæt på. Jeg har oplevet det med ældre mennesker især. Hop, hop, hen over stregen på gulvet, med en replik om, at de synes, det er massehysteri. De, der skulle være mest bange, synes mindre respektfulde over for statens forholdsregler.

Nogle har svært ved at underlægge sig. Det gælder både hippiegenerationen og dem, som har oplevet Anden Verdenskrig. Deres livserfaringer og politiske overbevisninger har gjort dem kritiske over for alt, der har præg af totalitarisme. Også selv om de er i højrisikogruppen.

De ved, at der er noget andet på spil end livet for dem og deres jævnaldrende: Den frie tanke og vores personlige frihed.

Hvis man tænker lidt ud over den umiddelbare glæde over, at vi reagerer så smukt og forenet, kan de jo have ret i, at det i fremtiden kan have skræmmende sideeffekter.

De seneste uger viser, hvor hurtigt det kan gå med at rette hele verden ind under ét mål. Det er angsten, der styrer, og dens store råderum muliggør politisk kontrol i en hidtil uset grad.

Ensretning

I de her dage er alle ens. Vi oplever det samme. Vi frygter det samme. Når man går rundt i de tomme gader, er det som at være i en diktaturstat. Det, som rydder gaderne, er ikke en politisk ideologi, men hensynet til folkesundheden.

Alligevel giver ligheden nogle uhyggelige associationer. Man kan sige, at det er dårligt for fællesskabet at følge associationerne og i det hele taget bruge sin fantasi. Men man kan også overveje, om det er farligt at lade være.

Man skal huske, at man er i hænderne på mennesker, ikke på sandheden selv. Man er altid i hænderne på mennesker. Lige nu vurderer verdenssamfundet, at vi skal lukke ned. Det er svært at være kritisk eller uenig. Så stor en strøm kan du ikke gå imod.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi skal gøre, hvad der bliver sagt. Og alligevel har jeg trykken for brystet. Det er angstskabende, når den indre og ydre virkelighed ikke passer sammen.

Vi ved med vores fornuft, at pandemien er farlig, men vi kan ikke se det. Vi ved, vores adfærd er forebyggende, men vores sanser er forvirrede. Hvor er bomberne, hvor er de døde, hvor er truslen, der berettiger en så radikal forandring af vores liv?

Den diskrepans skaber skizofreni. Det kræver meget at holde hovedet koldt. Det kræver meget ikke at se det hele som kollektivt vanvid.

Kampen mod corona handler ikke kun om at redde nogle gamle og svages liv. Det handler om at bevare et civiliseret samfund, hvor ingen sundhedsarbejder skal tvinges til at stå i døren og vælge, hvem der skal leve og dø. Det vil jeg gerne kæmpe for.

Det voldsomme, overraskende og foruroligende er, at vi er en fælles organisme. Det har vi aldrig været før. Det er også en mulighed for ensretning.

Ensretning er vigtig, når en hel klodes befolkning skal følge en antipandemisk kur. Men det store positive fællesskab kan vendes og bruges til sin modsætning. Det er ikke kun virussen, der kan løbe løbsk.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Freddie Vindberg
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kim Øverup
  • Tommy Clausen
  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
Carsten Mortensen, Freddie Vindberg, Lise Lotte Rahbek, Kim Øverup, Tommy Clausen, Eva Schwanenflügel og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Nielsen

Jeg kalder det solidaritet, ikke ensretning. Solidaritet er som nu hvor vi fælles og disciplineret optræder som en flok, fordi vi har et fælles mål. Bagefter kan individualiteten blomstre igen og tro mig - det vil den gøre. Forhåbentlig på et lidt lavere mig-mig-mig niveau. God dag til alle

Ete Forchhammer , Steffen Gliese, Søren Dahl, Hans Houmøller, Freddie Vindberg, Helle Degnbol og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar

Ja, alting bliver meget klart lige nu.
I denne tid med fake news bliver det hele pludselig - meget brat - virkelig alvor.
Og for os allesammen. Hele Jorden rundt.
Og det sandhedens stål, vi må hvæsse vores skelneevne mod, må - hele tiden - være spørgsmålet: "Hvad er kærligt her?"
Således kan det være det kærligste, der kan gøres i en alvorlig situation som denne, at lade ganske få personer overtage magten og hele kontrollen - og så stole på, at de gør deres bedste.
Og det er lige præcis dét, jeg fornemmer sker over hele Jorden nu.
Fra at have levet os godt og grundigt ind i en adskillelseskultur med indbyrdes konkurrence og mistillid er vi nu pludselig i en fælles dybt alvorlig situation.
Og helt andre menneskemuligheder står i kø for at åbne til Hjertets Dør.
Det er i sandhed en tid for de dybeste erkendelser.

Steffen Gliese, Hans Houmøller og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Det ærgrer mig at opleve, at nogen (bl.a.. klummeskriveren) gør situationen til en kamp mellem generationer. På adressen her er vi nu på tredje uge blevet hjemme på bopælen, så vi kan ikke kommentere på de beskrevne oplevelser af køkulturen i forretningerne, da vi jo ikke kommer der. Derimod kunne jeg da godt bidrage til nævnte kamp og nævne medborgere i andre alderssegmenter, der ikke helt følger de anbefalede retningsliner, men det undlader jeg, da helst ikke vil opildne til splid og yppe kiv, men håber på en fælles indsats mod covid-19 og en fuldstændig genetablering af frihedsrettighederne, når vi kommer på den gode side af pandemien.

Marianne Ljungberg

Ensretning...nu be'r jeg Dem, Fru Heilbunt, har De glemt det tyvende århundrede? Ensretning, hvor?
Er det omkring søerne, De tænker på? Tag det roligt, Frue...De har stadig deres kunstneriske frihed!

Henrik Ljungberg

Steffen Gliese

Jeg orker ikke rigtigt at blive angst eller ligefrem panisk, vi opholder os i min husstand såvidt muligt i hver sit rum, men vi går også så sjældent ud, at der på nuværende tidspunkt ikke ville være overlevende smitte tilbage.