Læserbrev

Det er uetisk, at det er gratis at brække armen, men dyrt at få hjælp til sindet

Hvis jeg øver saksespark ude i haven og brækker armen, betaler staten med største selvfølgelighed min behandling. Men hvis jeg har ondt i sindet, er historien en helt anden. Det skaber ulighed, skriver Jonas Brandt i dette debatindlæg
Debat
9. marts 2020

Én ud af fem danskere bliver årligt ramt af psykisk sygdom. Samtidig er én ud af tre danskere pårørende til en psykisk syg. Dette omfatter altså en stor del af befolkningen, og heldigvis er opmærksomheden om det også stor og stigende. Alligevel oplever jeg en ulighed, som jeg her vil sætte spørgsmålstegn ved.

For hvis jeg går ud i min baghave og øver saksespark, og jeg lander forkert og brækker noget i forsøget, betaler staten min behandling. Hvis jeg dog samtidig vokser op i et miljø og har en genetik, der tilsammen udløser nogle tunge psykiatriske diagnoser – uden at jeg selv har indflydelse på det – står jeg selv med en stor del af regningen for min behandling. En behandling, som er dyr og kan strække sig over lang tid. Dertil undrer det mig, at vi i en velfærdsstat som vores oplever netop dette. Gør det for ondt på statens økonomi at sidestille psykiatri med somatik? Eller er den for nærig?

Problemet med egenbetalingen er, at den rammer socialt skævt. For en sociologistuderende er det alment kendt, at borgere i lavere sociale klasser oplever dårligere fysisk og psykisk helbred sammenlignet med borgere i højere sociale klasser. Hertil kommer de unge, da de oftest ikke medregnes i de sociale klasser, men er overrepræsenteret i statistikker om psykisk sygdom. Begge befolkningsgrupper vil opleve vanskeligheder ved selv at skulle betale for behandlingen.

Det er et problem, når de, der har mindst råd til behandlingen, også er dem, der har mest brug for den. For kan du ikke betale, kan du ikke få, og det gør, at vi efterlader en stor del af dem, der har brug for behandling. Dette har ikke kun konsekvenser for personen selv, men også for samfundet.

Det er ikke kun problematisk, at den del af befolkningen med mindst kapital og som oplever problemet hyppigst, havner i en afdeling baseret på egenbetaling. Det er også uetisk, når vi på den anden side, i det somatiske, kan få kørepenge, når vi skal til og fra hospitalet. Det er de stærkestes pligt i samfundet at løfte de svageste. Prædiker vi lighed, er vi nødt til at leve op til idealet. Er der ikke økonomi til at gøre behandling gratis, er vi nødt til at finansiere det gennem de stærkeste i samfundet.

Jonas Brandt, sociologistuderende på SDU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Clausen

Tak Jonas, du har meget ret, stor er uligheden i dette land, specielt i sundhedssystemet. Der er sparet på den psykiske behandling hele tiden fra 2001 og frem til i dag. Derfor disse kæmpe forskelige forhålende i systemet. Det kan du takke neo- liberalisterne for.

Ete Forchhammer

Endnu et betydningsfuldt modsætnings-par om sygdom og handicap: synlig / ikke-synlig!

I omtalen af psykiske problemer/lidelser/sygdomme i forhold de somatiske ditto ligger det implicit, at psykiatrien (med eller uden den enkeltes egenbetaling) skulle være løsningen. Teorien, om at psykologiske problemstillinger er forårsaget af kemiske ubalancer i hjernen, er netop en teori - som langt hen ad vejen mangler evidens.
Men dels kunne man også på dette område gøre langt mere i forhold til forebyggelse, og dels kunne man også gøre behandling hos en psykolog gratis.

Jørgen Pedersen

Jeg har været i kontakt med psykiatrien siden jeg var 22 år - i dag er jeg 68. Jeg har aldrig betalt fem flade øre for en behandling, der bl.a. har bestået i flere langvarige indlæggelser (over et halvt år), og jeg er den dag i dag stadig i gratis behandling. Herudover fik jeg tilkendt førtidspension for adskillige år siden, hvilket har betydet, at jeg aldrig har haft problemer af økonomisk art og har kunnet leve et "normalt" socialt liv trods sygdom.
Selvfølgelig har jeg haft oplevelser indenfor psykiatrien, som jeg kunne have undværet, men i det store hele har jeg mødt både en stor faglighed og en høj grad af empati.
Dette er selvfølgelig kættersk tale i en tid, hvor psykiatrien må stå for skud fra alle vinkler. Det er et gammeldags ord, men det der bedst udtrykker min holdning i dag er faktisk taknemmelighed. Taknemmelighed i forhold til et samfund og en psykiatri, der har givet mig mulighed for at leve et liv med en meningsfuld hverdag og uden for meget brok. Jeg tør ikke tænke på, hvor meget dette har kostet samfundet rent økonomisk, men det er naturligvis ikke småpenge. Til gengæld ved jeg slet ikke, hvilken afdeling jeg skal henvende mig på for selv at få lov til at betale.