Kommentar

Uffe Elbæk & Co. er stadig min stemme i Folketinget: Tak, fordi I tager mandatet med

Mange af Alternativets medlemmer raser over, at de fire folketingsmedlemmer, der har forladt partiet, tager deres mandater med sig. Men medlemmernes interne stemmer vejer ikke tungere på demokratiets vægtskål end alle os, der stemte Å til folketingsvalget, skriver Rikke Vindberg i dette debatindlæg
Ingen alternativister havde et problem med afhoppere, dengang de kom fra andre partier og tilførte mandater til Alternativet. Så forargelsen over, at det kan gå den anden vej, klinger hult, skriver Rikke Vindberg. Billedet er fra Alternativets ekstraordinære landmøde den 1. februar 2020, hvor partiet valgte ny politisk leder.

Ingen alternativister havde et problem med afhoppere, dengang de kom fra andre partier og tilførte mandater til Alternativet. Så forargelsen over, at det kan gå den anden vej, klinger hult, skriver Rikke Vindberg. Billedet er fra Alternativets ekstraordinære landmøde den 1. februar 2020, hvor partiet valgte ny politisk leder.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

16. marts 2020

I kølvandet på sidste uges dramatiske exit, hvor Uffe Elbæk, Rasmus Nordqvist, Sikandar Siddique og Susanne Zimmer udvandrede fra Alternativet med deres mandater, føler mange medlemmer sig forrådt og trådt over deres demokratiske retfærdighedssans.

Det har forståeligt nok bragt stærke følelser i kog, at fire af partiets fem folketingsmedlemmer har valgt at forlade Alternativet og fortsætte som løsgængere i Folketinget oven på den seneste måneds interne konflikter.

Alternativet står i flammer, og blandt medlemmerne er splittelsen total.

Mens nogle respekterer de fire folketingsmedlemmers personlige valg om at forlade partiet og tage mandaterne med sig, raser andre over manglende respekt for demokratiet og mener, at de burde nedlægge deres mandater og give plads til andre, der støtter op om den nyvalgte politiske leder.

Men hvor demokratisk er den ukritiske opbakning til Josephine Fock egentlig?

Det er netop en af demokratiets spilleregler, at partiets mandater lægges i de valgte kandidaters varetægt – med de risici, det nu engang indebærer. Ingen alternativister havde et problem med afhoppere, dengang de kom fra andre partier og tilførte mandater til Alternativet. Så forargelsen over, at det kan gå den anden vej, klinger hult.

Nogle ærgrer sig særligt over at have stemt personligt på en af de fire, der nu har forladt partiet, og dermed have støttet det mandat, de nu tager med sig som løsgængere. Omvendt kan jeg personligt sige, at jeg aldrig ville have stemt på Alternativet som parti, hvis jeg havde vidst, at en lille medlemsskare med Josephine Fock i spidsen ville kapre dets politiske dagsorden otte måneder senere.

Den medlemsdemokratiske navle

Løfter man blikket fra sin egen medlemsdemokratiske navle et øjeblik, blev de fire folketingskandidater faktisk valgt af folket med 12.000 personlige stemmer tilsammen. I alt 105.000 danskere stemte på et Alternativet, der opstillede Uffe Elbæk som statsministerkandidat og under ingen omstændigheder ville støtte Mette Frederiksens (S) kandidatur på bekostning af den grønne agenda.

Josephine Fock derimod blev hentet ind fra højre med støtte fra blot 936 medlemmer i et internt valg.

Med sig tog hun en dagsorden om at føre Alternativet tættere på Mette Frederiksen og skrive sig ind i de samme tomme hensigtserklæringer, som De Radikale, SF og Enhedslisten har ladet sig spise af med i forståelsespapiret. Og som lige nu tillader regeringen at tage let på Klimarådets anbefalinger til den grønne omstilling, fordi de vil være socialdemokrater først og grønne derefter.

Havde det nødvendigvis været mere demokratisk, hvis de fire betroede folkevalgte havde overladt deres mandater til en ledelse, der vil pille det alternative ud af Alternativet? Og som ikke troværdigt repræsenterer de kerneværdier, partiet så gerne vil vogte om? Eller er man faktisk mere tro mod sit mandat ved at tage det med sig og fortsætte med at føre politik i den ånd, mandatet blev givet?

Under alle omstændigheder er det et drastisk valg at gå med sit mandat. Selvfølgelig i særdeleshed når hele fire folketingsmedlemmer – inklusive to partistiftere, hvis hjerteblod har været Alternativet – vælger at gå på én gang.

Så meget desto mere undres jeg over, at så mange medlemmer udtrykker blind tillid til Josephine Fock og ukritisk køber ind på alverdens konspirationsteorier rettet mod afhopperne, selv om de kun har et overfladisk kendskab til hendes person og de konkrete konflikter.

Især når den ene profil efter den anden med personlig erfaring med Fock er trådt frem og ud af partiet på baggrund af de kritiske episoder, og når hele 41 procent af Alternativets hovedbestyrelse ikke kunne stå bag en tillidserklæring til hende. Det ligner et skrøbeligt demokrati baseret på kæft, trit og retning.

Hvis medlemmerne oprigtigt tror, at folketingsmedlemmernes afgang kan koges ned til manglende respekt for valget af en ny politisk leder koblet med helt ordinære samarbejdsvanskeligheder og forsmåede egoer, er det enten vældigt naivt – eller også må de tage på deres kappe, at man har udvist ufattelig dårlig dømmekraft i valget af spidskandidater. Og dermed ligger man igen, som man selv har redt i demokratiets navn.

God vind til Alternativet – og til Uffe Elbæk, Rasmus Nordqvist, Sikandar Siddique og Susanne Zimmer, der fortsat repræsenterer min stemme i Folketinget.

Rikke Vindberg, Cand.mag. i engelsk og kommunikationskonsulent

I afskedsbrevet til medlemmerne skriver Uffe Elbæk, at tiden for ham er kommet til, »at jeg hopper af bussen og over på min egen grønne cykel for alene at sætte kursen i min egen videre politiske rejse«.
Læs også
Josephine Fock var leder af Alternativers folketingsgruppen i en periode hvor partiets politiske sekretatiat var meget sammensat, og lederskab kan skabe personkonflikter. Det sker over alt.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Hedegaard Laursen Pind
  • David Zennaro
Jens Hedegaard Laursen Pind og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nanna Andersen

"Mens nogle respekterer de fire folketingsmedlemmers personlige valg om at forlade partiet og tage mandaterne med sig, raser andre over manglende respekt for demokratiet og mener, at de burde nedlægge deres mandater og give plads til andre, der støtter op om den nyvalgte politiske leder."

Hvorfor handler det ikke om at bakke op om politikken og bevægelsen? Årsagen til at jeg stadig er medlem, er pga netop de forhold, og at begge dele, stadig er levende og relevante for vores samfund.

Christa If Jensen, Herdis Weins, Ditte Kanstrup og Ingrid Olsen anbefalede denne kommentar
Ditte Kanstrup

Der stilles flere spørgsmål end godt er i dette debatindlæg, og den gennemgående præmis er at enten er med for JF eller også er man imod, enten er man forarget over de 4 frafaldne eller også accepterer man deres valg. Og det gennemsyrer debatindlægget, at vi der er tilbage, mindst må have en skrue løs, når vi har tillid til ny PL. ET fakta er at f.eks. Susanne Zimmers mandat fik hun på listestemmer og ikke på personlige stemmer - de udgjorde UNDER 0,1% af Alternativets stemmer - det betyder at hun kom ind på stemmer fra personer der ønsker at se Å i folketinget og det samme gør sig gældende med Sikandar og Rasmus. Det er derfor helt naturligt at stille spørgsmålstegn ved at 3 personer der tilsammen har under 5% af Ås stemmer, smutter med 80%!!

Christa If Jensen, Kim Øverup, Morten Pedersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

"... Ingen alternativister havde et problem med afhoppere, dengang de kom fra andre partier og tilførte mandater til Alternativet."

Sikken påstand! Jeg har og har altid haft det uhyre problematisk med partihoppere, hvad enten det gavner 'mine holdninger' eller det modsatte. Det er rent principielt. Uanset hvor mandatet eller mandaterne lander. Jeg kan til nød anerkende det lavpraktiske i at der kan opstå løsgængere i Folketinget, men jeg finder at der burde indføres en solid regel om at man bare ikke kan skifte parti og tilføre medbragte mandater indenfor gældende valgperiode! Når jeg bliver demokratisk diktator vil jeg finde det fornødne flertal for dét! :-)

Rikke Vindberg

Nanna - jeg er helt enig med dig i, at bevægelsen og politikken stadig er relevant i samfundet; og jeg har stor respekt for dem, der stadig bærer Alternativets værdier og ideologier i hjertet. Desværre er jeg på ingen måde overbevist om, at de stadig lever i Alternativet, slet ikke i den resterende top. Jeg reagerer alene på dem, der raser uden overhovedet at være åbne for at sætte afhoppernes valg i perspektiv; ikke mod dem, som helt naturligt ærgrer sig og havde ønsket et andet udfald. Det kunne jeg såmænd også. Og håber i mit stille sind, at Torsten Gejl kan få den lysegrønne fane til at blafre igen - om nogen tror jeg, han er manden :) Hvis han får lov.

Ditte :) For det første, det er bestemt ikke skørt at have tillid som udgangspunkt i forhold til PL, hvis man ikke selv har noget konkret at bygge det modsatte på. Det er sympatisk at lade tvivlen komme enhver til gode. Til gengæld er det helt skævt at gå direkte fra tillid til en enkelt person til konspirationsteorier om smædekampagner rettet mod de mange. Jeg er med på, at jeg sætter tingene på spidsen med mit indlæg, og at ikke alle er i den lejr - men det har klart været den holdning, jeg har oplevet mest udtalt. For hver kommentar, der har udtrykt respekt eller forståelse for Uffe & co. - eller blot udtrykt oprigtig interesse for at komme til bunds i sagerne i stedet for at afskrive hele affæren som personhetz og manglende respekt for valget af PL - har 10-20 stykker hånet, udskældt og latterliggjort. Derfor dette indspark helt fra den anden grøft.
For det andet er det ikke mig, der har trukket linjerne op og sagt, at man enten er for eller imod - det har de medlemmer, der har sat lighedstegn mellem tillid til JF og fuld mistillid til enhver, der har noget kritisk at indvende; HB med deres hang til erklæringer om "fuld tillid" (det er godt nok unuanceret de givne omstændigheder taget i betragtning); og Københavns Storkreds med deres ultimatum til Uffe (du skal ikke bare rette ind, du skal aktivt udtrykke din fulde opbakning, selvom vi alle ved, det er løgn - ellers er du ude). Jeg spiller bare på den bane, der er kridtet op.
For det tredje vil jeg faktisk ikke anfægte, at det ER fuldstændigt naturligt at stille spørgsmålstegn ved, at de 4 løber med 80 % af stemmerne. Og jeg kan sagtens forstå ærgrelsen. Jeg påpeger blot, at det dels er spillets regler - dels at det i et vist omfang er rimeligt at antage, at mange af partiets stemmer netop skyldtes den kompromisløse grønne dagsorden. Ikke mindst fordi selv internt i partiet endte splittelsen med at stå mellem JF og Scavenius. Og at det derfor er lige lovligt sort-hvidt at springe direkte til at erklære demokratisk forræderi.
Men jeg stiller netop så mange spørgsmål for at indikere, at synspunkterne kan diskuteres. Min holdning behøver ikke nødvendigvis være mere rigtig end andres, men perspektivet eksisterer og har en vis berettigelse.

Kim, fair nok! Jeg tillader mig at tro, du var en af de få - og at de fleste af os klappede i hænderne dengang :) Jeg vil på ingen måde afvise, at det kunne være mere demokratisk - og politisk - korrekt, at mandaterne tilhørte partierne; jeg påpeger blot, at det nu engang ikke er sådan pt., og at det tidligere er kommet Alternativet til gode. You win some, you lose some. Held og lykke med diktaturet! :D

Jens Hedegaard Laursen Pind og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Rikke Vindberg

@John nu var det Kim, der skrev, at han gerne vil være "demokratisk diktator" - lidt gensidig humor mellem kritikere er der vel ikke noget galt med :)