Kronik

Du skal ikke være ekspert for at tale med dit barn om Instagram. Bare sæt dig ned og spørg

Vi behøver ikke et kursus i konflikthåndtering for at hjælpe vores børn i en skolegårdskonflikt, så hvorfor skulle vi have brug for et kursus for at snakke om digital adfærd? Nu må vi gøre op med berøringsangsten, skriver forfatter og foredragsholder Lykke Møller Kristensen i dette debatindlæg
Det virker som om, vi er gået fra at tale om samtalens svære kunst til at tale om den svære kunst overhovedet at samtale, skriver dagens kronikør.

Det virker som om, vi er gået fra at tale om samtalens svære kunst til at tale om den svære kunst overhovedet at samtale, skriver dagens kronikør.

Christian Lindgren

5. marts 2020

I de seneste uger har vi været vidner til afsløringer af hemmelige digitale netværk, der samler – og i nogle tilfælde inspirerer – unge til selvskade og selvmord.

I dokumentaren Døde pigers dagbog dokumenterer DR digitale netværk, hvor sårbare og selvmordstruede unge ikke kun deler tanker, ideer og mistrivsel, men også konkrete billeder af selvskadende adfærd og værktøjer til at begå selvmord.

Dokumentaren viser ikke kun, at noget er galt i unges digitale liv, men også at der er noget fundamentalt galt i vores håndtering af og tilgang til det digitale rum. Det virker, som om vi er gået fra at tale om samtalens svære kunst til at tale om den svære kunst overhovedet at samtale.

For det er ikke selve begrebet selvskade, der er nyt. Vi kender det fra verdenslitteraturen igennem mange år – det kan man læse om i den glimrende gennemgang af Finn Skårderud og Bente Sommerfeldt i sidste uges bogtillæg.

Så selv om historien om netværket er et af de grelle eksempler på, hvad især børn og unge bruger nettet til, så er det desværre ikke en overraskende konsekvens af de digitale muligheder og den digitale omstilling, vi i disse år er vidner til. 

Nyt og skræmmende

De hemmelige grupper for selvskadende unge er endnu et bevis på, at vi slet ikke er i nærheden af at forstå eller løse udfordringerne, som sociale medier giver vores børn og unge og resten af vores samfund. Problemet er, at dette nu igen bliver anledning til flere advarsler om digitale medier, til en masse løftede pegefingre, sporadiske politiske kommentarer og forslag til delløsninger, der ikke for alvor løser problemet.

Vi kommer sikkert til igen at høre mange udsagn som: ’Nu må nogen simpelthen gøre noget!’, ’vi ved ikke nok om det der digitale liv’, eller endda ’vi er for gamle til at forstå det’.

Det sidste udsagn er især relevant i forhold til DR-dokumentaren, hvor ledende psykiatrioverlæger efterfølgende har udtalt, at de simpelthen er »for gamle« til at forstå det digitale liv, som børn og unge har. At de simpelthen ikke ved nok om sociale medier.

Dette er en tilgang, som jeg ofte møder, når jeg holder foredrag og workshops for forældre, skoler, fagpersonale. Man føler ikke, man ved nok, og kalder i stedet på en ekspert. Sådan er hele diskussionen om digital adfærd blevet ekspertificeret

Forskere, læger, psykologer, techeksperter og forfattere som jeg selv er blevet ophøjet til at have de vise ord, gode råd og et serum, der kan minimere risici. Men det er ikke tilfældet. Og selv om det måske er bekvemt at tænke sådan, så er det direkte skadeligt. 

Vi har endnu ikke formået at facilitere en samtale om det digitale – vores nyeste rum for omgang med hinanden. Men den måde, vi bedst håndterer udfordringerne på, er netop ved at turde tale om det, stille spørgsmål og bruge vores egne erfaringer.

Almindelige relationer

Den digitale revolution har måske nok forandret den mellemmenneskelige præmis, men ikke det mellemmenneskelige udgangspunkt. Relationer, fysisk kontakt, øjenkontakt, dialog og nogen at spille bolden op ad en gang imellem er stadig afgørende for menneskers velvære. Det er, som det altid har været.

Alligevel er manglen på samtale tydelig at se, når jeg er ude som interviewer, forfatter og foredragsholder. Børn og unge italesætter savnet og siger blandt andet: »Jeg ville ønske, de voksne ville spørge mere,« »jeg gad godt dele de her ting med nogen« og »det er jo ikke hemmeligt, men det er bare ikke noget, vi taler om«.

Samtalen mangler også i erhvervslivet, hvor små digitale dilemmaer slet ikke er en del af for eksempel fredagsmøderne, men en stor del af arbejdsbyrden eller tvivlen i hverdagen.

Generelt møder jeg oftere og oftere mennesker, der savner mere dialog om det digitale. At nogen er tæt på, ved siden af, interesseret og grundlæggende bare nærværende og spørger hvordan, hvorfor og hvad man gør, og hvad man oplever.

For det er en menneskelig egenskab at være interesseret i hinanden. Det skal der ikke eksperter til at lære os. Det virker, som om vi i digitaliseringens kølvand har forandret os fra folk til fæ i en kollektiv automatisering.

Vi skal ikke længere kun have at vide, hvad vi skal klikke på, hvor vi skal swipe hen, men nu også hvordan vi gebærder os som mennesker – en kunst vi ellers har udviklet over mange tusinder år. Nu skal vi enten bruge Google eller spørge en ekspert, før vi gør noget så basalt som taler sammen om livet, der hvor det leves.

Derfor ryster det mig, at flere psykatrioverlæger udtaler, at de ikke ved nok om det digitale liv. På samme måde, som da jeg for seks år siden holdt mit første foredrag om emnet og fandt ud af, hvor få fagpersoner, der overhovedet tog det her alvorligt. 

For eksempel var jeg overrasket over, at selv for få år siden spurgte trivselspsykologer på ungdomsuddannelser end ikke ind til unges digitale liv, når de havde dem til samtale på grund af stress eller præstationsangst.

Der er heldigvis sket en positiv forandring hos mange af de fagpersoner, jeg har mødt. Men lad mig slå fast, at det ikke handler om at vide noget om det digitale aspekt, for livet digitalt er en individuel størrelse. Det handler derimod om at ville vide noget om de menneskers liv, man har i hænderne.

Stil spørgsmål

Som forældre, fagpersoner, politikere behøver vi ikke et kursus i konflikthåndtering, bare fordi vi skal hjælpe vores børn i en skolegårdskonflikt, så hvorfor skulle vi have brug for det for at snakke om digital adfærd?

Det er afgørende, at man snakker om det med menneskerne omkring en, fordi vi i den digitale verden ikke kun er kollektivt digitaliseret. Vi er også individuelt digitaliseret. Der er ikke et one size fits all-svar på de digitale udfordringer. 

Eksperter kan give nogle overordnede råd, men det at være tæt på hinanden, have dialog, mærke og prøve regler, rammer og muligheder af løbende er langt vigtigere end et ekspertråd, der måske er godt i dag, men forældet i morgen.

Eksperter som mig kan holde nok så mange oplæg på Christiansborg og skrive nok så mange bøger, men måske har vi kompliceret noget, der egentlig er helt enkelt.

Samtalen og nærværet er i forvejen udfordret i takt med, at vi alle er blevet mere optaget af vores smartphones. Når vi endelig har samtaler, selv med psykologer, så inddrages det digitale liv slet ikke. Det er tilfældet med de sårbare unge i DR’s dokumentar.

Nogle unge oplever det, som om at et helt fysisk rum bliver udeladt fra samtalen, på samme måde som hvis man altid ungik at spørge ind til hjemmelivet, skolen, vennerne eller fritiden. 

Mit bedste råd er derfor ikke, at hverken ledende psykiatrioverlæger eller almindelige forældre skal ringe efter en digital ekspert, men bare sætte sig ned og begynde at spørge. Tale med kolleger, venner, familie, unge, alle.

For jeg har lært, at det er samtalen, der betyder noget. Hvert spørgsmål gør os klogere, hvert svar kan være en potentiel samtalestarter. Det handler i langt højere grad om at ville vide noget om mennesker, deres liv og færden end om, hvorvidt det foregår digitalt eller ej.

Hvis vi ikke ved nok om det digitale, så ved vi i det mindste noget om det at være menneske, og det er et godt og vigtigt udgangspunkt for den samtale, som jeg ved, mange unge savner, at vi tør tage.

Tør vi ikke det, overlader vi den store opgave, der er børns opdragelse, til børnene selv, og vi efterlader de åbenlyse tomrum, der opstår, fordi vi alle befinder os på hver vores digitale ø.

Samtalen har alle dage bragt mennesker tættere på hinanden.

Lykke Møller Kristensen er journalist, forfatter og foredragsholder om digital adfærd.

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Ervin Lazar
Alvin Jensen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Margit Johansen

Nemlig, den medmenneskelige samtale er det vi alle sammen har lige ved hånden på tværs af alle vores forskelligheder. Eksperter, fagfolk og specialister kan give gode råd i svære sager. Og råbe vagt i gevær, når vi dummer os, ikke lever op til vores medmenneskelige ansvar og når vi ikke kan være flere steder på samme gang fx på arbejdsmarkedet og hjemme hos de små, syge svage osv.. Den medmenneskelige samtale er med til at udvikle vores velfærdssamfund. Helt enormt.