Kronik

Xenofobien får frit spil i Storbritannien nu, hvor døren til Europa er lukket

Selv om Storbritannien teknisk set har forladt EU, står Brexits skillelinjer stadig – nu har debatten blot muteret til en optrappet kulturkrig om indvandring, suverænitet og multikulturalisme, skriver britisk journalist og forfatter Paul Mason i dette debatindlæg
For de britiske højrepopulister er det ikke godt nok, at Storbritannien har forladt EU. De helmer ikke, før alle spor af det multietniske globaliserede samfund er visket ud, skriver dagens kronikør. På billedet fjernes det britiske flag fra Det Europæiske Råds bygninger i Bruxelles på dagen for Brexit.

For de britiske højrepopulister er det ikke godt nok, at Storbritannien har forladt EU. De helmer ikke, før alle spor af det multietniske globaliserede samfund er visket ud, skriver dagens kronikør. På billedet fjernes det britiske flag fra Det Europæiske Råds bygninger i Bruxelles på dagen for Brexit.

Olivier Hoslet

16. marts 2020

Foran to millioner seere og senere seks millioner på de sociale medier kastede et medlem af publikum i BBC’s politiske talkshow Question Time sig for et par uger ud i en rablende tirade mod indvandrere, spækket med overdrivelser og usandheder. 

»Vi burde lukke grænserne totalt,« docerede den rasende kvinde.

»Vi ser mennesker oversvømme landet, som ikke taler engelsk … I NHS (det offentlige sygehusvæsen, red.) bliver alt skrevet på udenlandsk nu … man kan bare ankomme med fly ... straks åbner vi for de offentlige kasser, og så kan man ellers gå i gang med at avle babyer.«

Det overraskede ikke nogen, at kvinden senere viste sig at være en af højreekstremistlederen Tommy Robinsons trofaste følgere. Selv om andre medlemmer i diskussionspanelet gik i rette med hende, er hendes udfald blevet definerende for britisk politiks nye tilstande.

For to måneder efter Brexit-nattens chauvinistiske cirkus er Storbritanniens fremmedfjendske højrefløj stadig ikke tilfreds. Mere vil have mere. Mens kandidaterne til Labours formandspost forsøger at overbevise britiske arbejderklassevælgere om, at ’diskussionen må være slut’, kører skænderierne videre med de samme skillelinjer som før.

Suverænitetshævdelse

For de britiske højrepopulister er det ikke godt nok, at Storbritannien har forladt EU. De helmer ikke, før alle spor af det multietniske globaliserede samfund er visket ud.

I en tale holdt i Bruxelles den 17. februar advarede Storbritanniens Brexit-chefforhandler, David Frost, således om, at Storbritannien påtænker at trække sig fra den handelspolitiske dialog, medmindre EU går med til at tilbyde en handelsaftale på samme præmisser som Canada ved transitionsperiodens udløb til december.

Storbritannien vil indføre lavere standarder end EU’s, især når det gælder fødevaresikkerhed, arbejdsmarkedsregler og finansiel regulering. Alle krav om at indrette sig efter fælles EU-standarder afvises til fordel for, hvad Frost betegner som »suverænitetshævdelse«. 

I sin tale forkastede Frost grundlaget for et multilateralt globalt system og sagde:

»Suverænitet, der giver mening, betyder, at vi selv fastsætter reglerne, så de bliver til gavn for os.«

Positionen blev ikke blødt op, da Storbritannien den 27. februar præsenterede sit forhandlingsdokument for Europa-Kommissionen. Også her var tonen hård og ultimativ over for EU-Kommissionen, til dels også for at lefle for hjemmepublikummet – noget den racistiske kvinde i Question Time og hendes meningsfæller nok skal påskønne.

Ny kulturkrig

I ugevis har analytikere spekuleret over, hvordan det traditionelt så beskatningsmodvillige konservative parti, hvis refleks er at sky såvel statsinterventioner som social omfordeling, skal levere varen til de forarmede postindustrielle byer, hvis vælgere i december slog hånden af Labour og gav Johnson valgsejren.

Frosts tale viser, at Johnson-regeringen snarere end øget velfærd primært kommer til at levere en intensiveret kulturkrig til disse byer, hvor EU og dets institutioner skal fremmanes som den ydre fjende og indvandrere som den indre.

Parallelt med sin stejle tilgang til EU har Johnson-regeringen løftet sløret for en drakonisk ny udlændingelovgivning, der skal aktiveres, når transitionsperioden er forbi. Den vil ikke blot gøre op med europæisk bevægelsesfrihed, men rette et frontalangreb på hele den måde, fri bevægelighed har fungeret på siden EU’s udvidelse i 2004.

For at få midlertidig arbejdstilladelse i Storbritannien skal europæiske borgere fremover tale flydende engelsk og desuden dokumentere ventende jobtilbud til årslønninger på over 185.000 kroner og have minimum en uddannelse som faglært.

Selv hvis den konservative regering af politiske grunde har et ønske om at markere et demonstrativt ophør af fri bevægelighed, kunne man stadig have udarbejdet et pointbaseret system, der favoriserede de eksisterende migrationsmønstre.

I stedet går man efter at designe, hvad Theresa May i sin tid som indenrigsminister kaldte et ’fjendtligt miljø’. Selvsagt vil EU-Kommissionen og de enkelte EU-medlemslande blive fristet til at gengælde disse skridt med tilsvarende modskridt.

Det er altså let at forudsige, hvordan de næste ti måneders britisk politik vil tage form: Der vil komme konstante konfrontationer med EU om ’suverænitet’, og de vil blive fulgt op af skarp retorik mod Labour, de skotske nationalister og liberaldemokraterne, når de stemmer imod ny udlændingelovgivning. 

Desværre slikker Labour stadig sårene efter nederlaget og er ringe rustet til at gå ind i kampen.

Labours kollaps

Siden Jeremy Corbyn tabte valget, har partiets hårde venstrefløj stadig ikke erkendt sit medansvar for Labours mislykkede appel til arbejderklassens brede vælgerskare og forsøger i stedet at skyde skylden på Labours proeuropæiske fløj – og dermed indirekte på de 80 procent af Labours medlemmer og vælgere, som var imod Brexit.

Store dele af Labours venstrefløj vil ikke anerkende, at debatten om Brexit nu blot er muteret til at blive en debat om suverænitet og indvandring.

Formålet med Johnsons retorik er ikke at presse Europa til at få en god aftale – det er som hidtil at skabe folkestemning til en no-deal Brexit til december og at stigmatisere Labour og dets allierede som kosmopolitiske globalister.

I en tid, hvor dele af venstrefløjen forsøger at genopbygge deres renommé som økonomisk ansvarlige, er der en reel fare for, at Labour vil kollapse moralsk i mødet med Johnsons antieuropæiske propaganda. 

Partiets strategi ligger klar: Den går ud på at kritisere regeringens forhandlingsposition med ultimative krav, at udvikle et nyt, strategisk tæt forhold til EU, at modsætte sig den nye restriktive udlændingelovgivning og at række solidarisk ud til de tre millioner EU-borgere, der stadig bor og arbejder i Storbritannien.

Men af de tre tilbageværende kandidater til at lede Labour er det kun Keir Starmer, der har forpligtet sig til at kæmpe for princippet om fri bevægelighed. Og for at hævde dette princip, er det nødvendigt at gå op imod de påtænkte nye udlændingelove og kræve dem ændret, så EU-borgere får ekstra points, sprogrestriktioner opblødes og arbejdstagere, der allerede befinder sig i landet, får fuld statsborgerskabsret i Storbritannien, herunder også stemmeret.

Det er på tide, at den britiske venstrefløj gør sig klart, hvad den står over for. Jeg kan forstå, hvorfor mange politikere er tilbageholdende med at tage dette tema op, men det er uafviseligt, at for nogle af de 900.000 Labour-vælgere, der skiftede til Det Konservative Parti, var racisme en faktor. Corbyns person og Labours ultraradikale økonomiske program spillede selvfølgelig også en rolle, men Boris Johnson er den første konservative leder siden Thatcher, der har spillet på imperienostalgisk racisme.

Vi må bekæmpe denne drejning moralsk og politisk. I Question Time anslog den unge asiatiske venstreintellektuelle Ash Sarkar den moralske kamp på forbilledlig vis. Hun sagde til den racistiske kvinde, at »fakta er ligeglad med dine følelser«, og forsvarede indvandring – og ikke kun af hensyn til økonomisk vækst:

»Det er en menneskelig historie, der er så værdifuld, at den ikke kan måles i BNP.«

Konfrontationen i debatprogrammet tydeliggjorde en konflikt, som vil vare ved længe endnu. Venstrefløjen må forberede sig på at gå i offensiven i denne konflikt – for hvis vi dukker os, vil vi helt sikkert lide et nyt nederlag.

Paul Mason er engelsk journalist og forfatter. © The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Frank
  • Erik Fuglsang
  • Gert Romme
  • Christian Mondrup
  • Finn Jakobsen
  • Erik Karlsen
  • Troels Ken Pedersen
  • Eva Schwanenflügel
  • Maj-Britt Kent Hansen
Ole Frank, Erik Fuglsang, Gert Romme, Christian Mondrup, Finn Jakobsen, Erik Karlsen, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Steffensen

Ok. Så vælgerne havde altså en forståelse af verden, der fik dem til at stemme for Brexit.

Det er jo ekstremt overraskende efter, at vi i en årrække har hørt, at de bare var forvirrede, ikke mente det, ikke ville betale for det eller bare ikke forstod nogetsomehelst.

Hver dag skal man lære noget nyt...

Henrik Peter Bentzen, Finn Thøgersen, Erik Fuglsang, Bjarne Bach Madsen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Nogle er for EU men endnu flere er imod. Så lad dog briterne gøre, hvad de helst vil overfor EU og EU-borgere, så kan vi gøre det samme overfor britere.

Vi i EU vil klare os uden briterne, selv om det for nogle virksomheder kræver en omstilling af markedsindsatsen. Og - i hvert fald på sigt - vil briterne da også klare sig uden os.

Men når festen er forbi, og det igen bliver hverdag på den anden side af Dover-strædets hvide klinter, kan det jo være, at briterne og EU finder hinanden i et jævnbyrdigt samarbejde.

Men hvil i fred indtil da.

Mikkel Zess, Erik Fuglsang, Jesper Sano Højdal, Hans Larsen, Bjarne Bach Madsen, Jan Nielsen, Pietro Cini og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

"Boris Johnson er den første konservative leder siden Thatcher, der har spillet på imperienostalgisk racisme."

Det er desværre ikke klart om der her menes racisme, sådan som almindelige menesker forstår det. Eller om det er racisme i den bøjelige, smidige,altid brugbare version som anvendes af alle tilstrækkeligt "woke" pseudo-intelektuelle, postmoderne, venstreorienterede journalister.

Steffen Gliese

Lars Steffensen, du mener den i dag anerkendte racismedefinition, som Hitler uforvarende kom til at skabe, da han gjorde jøderne til en race i stedet for bare et religiøst mindretal?

Lars Steffensen

"Lars Steffensen, du mener den i dag anerkendte racismedefinition, som Hitler uforvarende kom til at skabe, da han gjorde jøderne til en race i stedet for bare et religiøst mindretal?"

Ja. Det er enten den form for rasisme.

Eller også er det den form for rasisme, der angår et utiltrækkelig politisk korrekt knæfald for identitetspolitisk idioti. Som f.eks. hvis det er et problem at man synger at "Den danske sang er en ung, blond pige".

Der er jo en del forskel, og det er måske godt at afklare, hvad der menes.

Carsten Hansen

Britterne tror stadig, at UK ved udmeldelsen af EU, kan bevare alle fordele og slippe for alle ulemper.

Det er ingen fordel for EU at tryne UK, men forhåbentlig vil EU ikke give efter for briternes arrogance og misforstået overlegenhed og storhed.
Vis dem hvor skabet står og lad dem deltage på de vilkår EU kan acceptere.

Gert Romme, Bjarne Bach Madsen, Jan Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

Man føler for det undertrykte Skotland og det delte Irland. Englænderne kan vi være ligeglade med, de valgte det selv, men de andre burde vi støtte 100% i deres selvstændighedskampe.

Torben Arendal, Kurt Bay, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hvis man ser på, Dominic Cummings, der har været særlig rådgiver for Boris Johnson, så er der vist ingen tvivl om, at der er tale om racisme.

Boris Johnsom har sagt direkte, at han foragter politikere, der går imod hans form for udmelding af EU-fællesskabet. Men det er faktisk intet mod det, som Dominic Cummings har fremført siden 2015. Og det er dette makkerskab, der er farligt for briterne.

Til gengæld vil Skotland nok fortsætte i EU. De har jo en klar aftale med Torry om at kunne melde sig ud af statsfællesskabet, hvis de vil. Også selv om Torry på dette tidspunkt nok ikke troede, det ville kunne blive aktuelt. Nordirland har til gengæld et alvorligt problem med en meget opdelt befolkning, men her er mange jo blevet irske borgere i det sidste års tid. Og Whales var jo samme med Grimsby-fiskerne selve kærnen bag brexit-tanken.

Lars Steffensen, forskellen imellem at være forvirret og mene noget er ikke altid åbenbar. De fleste mennesker er i egen optik ganske fornuftige.

Khuram Bashir

"... hvordan det traditionelt så beskatningsmodvillige konservative parti, hvis refleks er at sky såvel statsinterventioner som social omfordeling, skal levere varen til de forarmede postindustrielle byer, hvis vælgere i december slog hånden af Labour og gav Johnson valgsejren."
"... at Johnson-regeringen snarere end øget velfærd primært kommer til at levere en intensiveret kulturkrig til disse byer, hvor EU og dets institutioner skal fremmanes som den ydre fjende og indvandrere som den indre."

Det er jo ikke meget anderledes end højrefløjen fungerer i resten af verden:
Den økononisme højrefløj sælger gerne ud moralsk for at give deres sponsorer skattelettelser og den værdimæssige højrefløj forringer gerner levevilkårene for deres hvide vælgere for at gøre livet surt for de brune. Match made in heaven :)