I 2050 kører bilerne selv, og vi ler af dengang, folk havde skabe fulde af ubrugt tøj

Jeg husker ikke præcis hvornår, men i 2020’erne indså flertallet endelig det dobbeltmoralske i at tale som Greta Thunberg, men handle som hendes modbillede, den nølende klimaskeptiker præsident Trump. Coronapandemien i begyndelsen af årtiet blev et vendepunkt. Da den hærgede hele verden, viste vi endelig, at vi kunne handle vidtgående og omgående.

Klimahykleriet stod på samme tid krystalklart: Man kunne ikke være grøn på sort energi. Og det var ikke nok at gøre ’noget’ for at bremse klimakrisen – vi skulle gøre nok. Endelig tog vi klimakrisen lige så alvorligt, som vi havde gjort med finanskrisen i 00’erne.

I dag i 2050 er Trump for længst død, hvilket i sig selv har sænket dramaniveauet i verden. Thunberg er leder af Verdensparlamentet, som blev oprettet i forlængelse af FN i bestræbelserne på at adressere globaliseringens grænseoverskridende udfordringer: klimakrisen, biodiversitetskrisen og den galopperende ulighed. Parlamentet er det smukkeste resultat af de store demokratiske forandringer, der er sket i dette århundrede. Det globale syd er nu lige så meget værd, som de rige vestlige lande var tidligere.

I dag virker det helt komisk, hvor svært det var at få det magtfulde Klimaborgerting oprettet i 2020, for nu går de repræsentative demokratier hele tiden nye veje og afprøver nye demokratiske metoder.

En gave i forklædning

Mange frygtede, at en ambitiøs klimaindsats ville ødelægge vores samfund, udpine vores velfærd og ramme socialt skævt. I stedet blev det en unik mulighed for at gøre op med den gamle, syge kapitalisme og den samfundsindretning, der havde ødelagt vores natur, vores miljø, vores klima – selve de livsbetingelser, som altid har været en forudsætning for gode og trygge liv for mennesker på Jorden.

Klimakrisen, som især i 2010’erne og begyndelsen af 2020’erne virkede uoverstigelig, viste sig at være en gave i forklædning. Den blev en mulighed for at skabe et bedre samfund. En mulighed, som ikke stod helt klart for de fleste til at begynde med.

I dag har Europa været klimaneutralt i et årti. Det er lykkedes, fordi vi allerede i midten af 2030’erne drev vores samfund på 100 procent vedvarende energi. Vi vidste, vi skulle løfte vores ansvar som en del af den vestlige verden, der havde grovædt en skammeligt stor del af det globale CO2-budget, og vi ville inspirere resten af verden som den grønne foregangsunion.

Olieefterforskningen i Nordsøen blev stoppet, da vi fik aflyst ottende udbudsrunde, tilbagetrukket licenserne i syvende udbudsrunde og stoppet al olie- og gasudvinding omkring 2030. Vi fik lagt en klimaafgift på al udledning af CO2, så prisen på alt fra oksekød og flybilletter til cowboybukser og softice afspejlede den faktiske påvirkning, produktionen af varerne havde på klimaet. I 30’erne spiste en del mennesker stadig oksekød, men forbruget dalede støt til det minimale forbrug, vi kender i dag, hvor kun aldrende aficionados sætter tænderne i den slags.

Vi satte tophastigheden ned til 100 kilometer i timen på motorvejene, så sikkerheden kom op, og klimapåvirkningen fra datidens benzin- og dieselbiler faldt. Vi fremmede delebilordninger, reserverede motorsvejsspor til de biler, der havde mere end én passager, og vi fik forbudt salget af nye benzin- og dieselbiler og fjernede afgifterne på elbiler.

Selvkørende biler og fire dages arbejdsuge

I dag bor vi jo i huse, der primært er bygget med træ, men de gamle højhuse og betonhuse, som stadig står, er et vidnesbyrd fra tiden inden omstillingen. Solceller blev allerede i 20’erne en synlig del af alt nybyggeri, men er nu integreret i alle bygninger, så vi knap bemærker dem.

Den offentlige transport, som engang var ganske kostbar, er gratis, og tognettet er udbygget og moderne, så vi kan komme rundt i landet og ud i verden langt hurtigere end for få årtier siden. I et par årtier fløj vi mindre på grund af klimakrisen. Nu flyver flyene på solenergi og andre vedvarende energikilder uden det store negative klimaaftryk fra tidligere.

Det er mærkeligt at tænke på, at de fleste mennesker stadig ejede deres egen benzinbil i 2020’erne, som man ovenikøbet selv skulle køre. Mange af os ældre har stadig det såkaldte førerbevis liggende i en skuffe. De færreste tænker over, at biler ikke altid har været selvkørende og er blevet ladet op af asfalten.

Dengang arbejde man også stadig fem dage om ugen. I dag er det fire, for det er nemmere at dele arbejdet med andre end at gøre det hele selv. Måske er vi blevet lidt dovne?

Til gengæld forbruger vi klogt. Brug-og-smid-væk-samfundet er fortid, og alt vores affald bliver genbrugt. Lovgivningen sørger for, at alt, vi køber, er bæredygtigt produceret og ikke efterlader negative økologiske aftryk, uden at vi har luppen med i butikken for at læse det med småt.

Men det er nu ikke meget nyt, vi køber, for når moden skifter, får vi designerne til at lave vores tøj om, så det, vi har i forvejen, holder gennem mange sæsoner. Tænk, at det var normalt med hele skabsvægge i soveværelset, der bugnede af tøj, vi kun havde brugt syv-otte gange. I dag er tøj noget, der er individuelt, passer perfekt og er lige os.

Vores nuværende landbrug er det, man engang kaldte ’økologisk’. I dag kalder vi det bare landbrug, for de miljøbelastende dyrkningsformer er for længst forsvundet. Landbruget er primært plantebaseret, og det kød, der ikke produceres i laboratorier, er af høj kvalitet, og der tages store hensyn til dyrevelfærden. Den del af kloden, der bruges til landbrug, er langt mindre end tidligere, fordi der ikke længere skal produceres foder til så mange dyr. Det frigav plads til vild natur, og biodiversiteten er stadig i fremgang.

Det er kun ti år siden, at luften i byerne var så forurenet, at tusindvis hvert år døde for tidligt. Man glemmer det til hverdag, men flere steder i de større byer var der store veje, hvor der nu er parker. Skiftet skete, fordi bilerne kom til at fylde mindre i bybilledet, mens cykler og offentlig transport fik mere plads.

Det vanvittige paradoks

I dag har vi forstået, at rammerne om vores hverdag skal defineres af alt det, der øger vores livskvalitet – ikke dikteres af alt det, der instrumentaliserer os som små tandhjul i et system, vi ikke selv er med til at skabe.

Vi har indset, at vi ikke skal være slaver af økonomien, men at økonomien kun er til for vores skyld. Den er ikke et mål i sig selv, selv om det i mange år var en dominerende logik, der ikke bare førte til en udpining af den planet, der er vores hjem, men også betød, at hundredtusindvis af danskere blev stressede og syge af at leve i det samfund, vi havde skabt.

Vi var faretruende tæt på at ofre vores velbefindende og kommende generationers mulighed for rige og meningsfulde liv på vækstøkonomiens alter. Men heldigvis forstod vi endelig, at de vigtigste ting i livet netop ikke er ting, man kan købe, men relationerne mellem mennesker og til naturen.

At klimakrisen viste sig at være en gave, betød ikke, at vi tog let på den. Det betød, at vi greb den som en mulighed, som en sidste livline. Vi undgik de dommedagsscenarier, som FN’s klimapanel med stadigt stigende bekymring havde fremlagt gennem årtier. Vi undgik det vanvittige paradoks, det ville have været, hvis vi som verdenshistoriens mest intelligente art med åbne øjne havde taget livet af os selv.

Rasmus Nordqvist, løsgænger i Folketinget, tidligere politisk ordfører for Alternativet