Kronik

I 2050 kører bilerne selv, og vi ler af dengang, folk havde skabe fulde af ubrugt tøj

I 2050 står det klart, at klimakrisen var en gave i forklædning. Den gav os mulighed for at skabe et retfærdigt verdenssamfund, hvor livskvalitet er i højsædet, flyene flyver på vedvarende energi, og arbejdsugen er på fire dage, skriver en af Folketingets nye løsgængere Rasmus Nordqvist i kronikserien om, hvordan fremtiden ser ud i 2050
I 2050 står det klart, at klimakrisen var en gave i forklædning. Den gav os mulighed for at skabe et retfærdigt verdenssamfund, hvor livskvalitet er i højsædet, flyene flyver på vedvarende energi, og arbejdsugen er på fire dage, skriver en af Folketingets nye løsgængere Rasmus Nordqvist i kronikserien om, hvordan fremtiden ser ud i 2050

Sofie Holm Larsen

4. april 2020

Jeg husker ikke præcis hvornår, men i 2020’erne indså flertallet endelig det dobbeltmoralske i at tale som Greta Thunberg, men handle som hendes modbillede, den nølende klimaskeptiker præsident Trump. Coronapandemien i begyndelsen af årtiet blev et vendepunkt. Da den hærgede hele verden, viste vi endelig, at vi kunne handle vidtgående og omgående.

Klimahykleriet stod på samme tid krystalklart: Man kunne ikke være grøn på sort energi. Og det var ikke nok at gøre ’noget’ for at bremse klimakrisen – vi skulle gøre nok. Endelig tog vi klimakrisen lige så alvorligt, som vi havde gjort med finanskrisen i 00’erne.

I dag i 2050 er Trump for længst død, hvilket i sig selv har sænket dramaniveauet i verden. Thunberg er leder af Verdensparlamentet, som blev oprettet i forlængelse af FN i bestræbelserne på at adressere globaliseringens grænseoverskridende udfordringer: klimakrisen, biodiversitetskrisen og den galopperende ulighed. Parlamentet er det smukkeste resultat af de store demokratiske forandringer, der er sket i dette århundrede. Det globale syd er nu lige så meget værd, som de rige vestlige lande var tidligere.

I dag virker det helt komisk, hvor svært det var at få det magtfulde Klimaborgerting oprettet i 2020, for nu går de repræsentative demokratier hele tiden nye veje og afprøver nye demokratiske metoder.

En gave i forklædning

Mange frygtede, at en ambitiøs klimaindsats ville ødelægge vores samfund, udpine vores velfærd og ramme socialt skævt. I stedet blev det en unik mulighed for at gøre op med den gamle, syge kapitalisme og den samfundsindretning, der havde ødelagt vores natur, vores miljø, vores klima – selve de livsbetingelser, som altid har været en forudsætning for gode og trygge liv for mennesker på Jorden.

Klimakrisen, som især i 2010’erne og begyndelsen af 2020’erne virkede uoverstigelig, viste sig at være en gave i forklædning. Den blev en mulighed for at skabe et bedre samfund. En mulighed, som ikke stod helt klart for de fleste til at begynde med.

I dag har Europa været klimaneutralt i et årti. Det er lykkedes, fordi vi allerede i midten af 2030’erne drev vores samfund på 100 procent vedvarende energi. Vi vidste, vi skulle løfte vores ansvar som en del af den vestlige verden, der havde grovædt en skammeligt stor del af det globale CO2-budget, og vi ville inspirere resten af verden som den grønne foregangsunion.

Olieefterforskningen i Nordsøen blev stoppet, da vi fik aflyst ottende udbudsrunde, tilbagetrukket licenserne i syvende udbudsrunde og stoppet al olie- og gasudvinding omkring 2030. Vi fik lagt en klimaafgift på al udledning af CO2, så prisen på alt fra oksekød og flybilletter til cowboybukser og softice afspejlede den faktiske påvirkning, produktionen af varerne havde på klimaet. I 30’erne spiste en del mennesker stadig oksekød, men forbruget dalede støt til det minimale forbrug, vi kender i dag, hvor kun aldrende aficionados sætter tænderne i den slags.

Vi satte tophastigheden ned til 100 kilometer i timen på motorvejene, så sikkerheden kom op, og klimapåvirkningen fra datidens benzin- og dieselbiler faldt. Vi fremmede delebilordninger, reserverede motorsvejsspor til de biler, der havde mere end én passager, og vi fik forbudt salget af nye benzin- og dieselbiler og fjernede afgifterne på elbiler.

Selvkørende biler og fire dages arbejdsuge

I dag bor vi jo i huse, der primært er bygget med træ, men de gamle højhuse og betonhuse, som stadig står, er et vidnesbyrd fra tiden inden omstillingen. Solceller blev allerede i 20’erne en synlig del af alt nybyggeri, men er nu integreret i alle bygninger, så vi knap bemærker dem.

Den offentlige transport, som engang var ganske kostbar, er gratis, og tognettet er udbygget og moderne, så vi kan komme rundt i landet og ud i verden langt hurtigere end for få årtier siden. I et par årtier fløj vi mindre på grund af klimakrisen. Nu flyver flyene på solenergi og andre vedvarende energikilder uden det store negative klimaaftryk fra tidligere.

Det er mærkeligt at tænke på, at de fleste mennesker stadig ejede deres egen benzinbil i 2020’erne, som man ovenikøbet selv skulle køre. Mange af os ældre har stadig det såkaldte førerbevis liggende i en skuffe. De færreste tænker over, at biler ikke altid har været selvkørende og er blevet ladet op af asfalten.

Dengang arbejde man også stadig fem dage om ugen. I dag er det fire, for det er nemmere at dele arbejdet med andre end at gøre det hele selv. Måske er vi blevet lidt dovne?

Til gengæld forbruger vi klogt. Brug-og-smid-væk-samfundet er fortid, og alt vores affald bliver genbrugt. Lovgivningen sørger for, at alt, vi køber, er bæredygtigt produceret og ikke efterlader negative økologiske aftryk, uden at vi har luppen med i butikken for at læse det med småt.

Men det er nu ikke meget nyt, vi køber, for når moden skifter, får vi designerne til at lave vores tøj om, så det, vi har i forvejen, holder gennem mange sæsoner. Tænk, at det var normalt med hele skabsvægge i soveværelset, der bugnede af tøj, vi kun havde brugt syv-otte gange. I dag er tøj noget, der er individuelt, passer perfekt og er lige os.

Vores nuværende landbrug er det, man engang kaldte ’økologisk’. I dag kalder vi det bare landbrug, for de miljøbelastende dyrkningsformer er for længst forsvundet. Landbruget er primært plantebaseret, og det kød, der ikke produceres i laboratorier, er af høj kvalitet, og der tages store hensyn til dyrevelfærden. Den del af kloden, der bruges til landbrug, er langt mindre end tidligere, fordi der ikke længere skal produceres foder til så mange dyr. Det frigav plads til vild natur, og biodiversiteten er stadig i fremgang.

Det er kun ti år siden, at luften i byerne var så forurenet, at tusindvis hvert år døde for tidligt. Man glemmer det til hverdag, men flere steder i de større byer var der store veje, hvor der nu er parker. Skiftet skete, fordi bilerne kom til at fylde mindre i bybilledet, mens cykler og offentlig transport fik mere plads.

Det vanvittige paradoks

I dag har vi forstået, at rammerne om vores hverdag skal defineres af alt det, der øger vores livskvalitet – ikke dikteres af alt det, der instrumentaliserer os som små tandhjul i et system, vi ikke selv er med til at skabe.

Vi har indset, at vi ikke skal være slaver af økonomien, men at økonomien kun er til for vores skyld. Den er ikke et mål i sig selv, selv om det i mange år var en dominerende logik, der ikke bare førte til en udpining af den planet, der er vores hjem, men også betød, at hundredtusindvis af danskere blev stressede og syge af at leve i det samfund, vi havde skabt.

Vi var faretruende tæt på at ofre vores velbefindende og kommende generationers mulighed for rige og meningsfulde liv på vækstøkonomiens alter. Men heldigvis forstod vi endelig, at de vigtigste ting i livet netop ikke er ting, man kan købe, men relationerne mellem mennesker og til naturen.

At klimakrisen viste sig at være en gave, betød ikke, at vi tog let på den. Det betød, at vi greb den som en mulighed, som en sidste livline. Vi undgik de dommedagsscenarier, som FN’s klimapanel med stadigt stigende bekymring havde fremlagt gennem årtier. Vi undgik det vanvittige paradoks, det ville have været, hvis vi som verdenshistoriens mest intelligente art med åbne øjne havde taget livet af os selv.

Rasmus Nordqvist, løsgænger i Folketinget, tidligere politisk ordfører for Alternativet

Serie

Vi springer frem til 2050: I en klimaomstillet verden

Året er 2050. Danmark har nået målet om klimaneutralitet. Kloden er reddet. Men hvordan ser det omstillede samfund ud? Har vi stadig råd til velfærd? Hvilken levestandard og livsstil har vi? Har vi ofret hensynet til social retfærdighed på vejen? I denne kronikserie har Information bedt kronikørerne forestille sig fremtiden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Peder Nielsen
  • Kurt Nielsen
Jens Peder Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Peder Nielsen

Yes ! Lad os starte nu, når vi alligevel er lagt ned af Corona: Med at geare ned i tempo – Det vil være godt for klimaet, grøn omstilling – og velfærd. Ikke helt ned, bare fra 4 til 3 gear. - Skal vi sige 10% ? - Til at starte med.

Der er, i normale tider, enormt fart på det danske samfund. Alle pisker rundt for at betale regninger, for at få flere materielle ting, for karrieren, for at præstere, for at være lige så god som de andre…. For at blive lykkelig…. Vi stresser rundt og køre stærkt i vores biler. Arbejder meget.

Geare ned: I trafikken fx: Mindre fart, lavere hastighed, mindre kørsel = Mindre forurening og CO2 udledning. Mindre stress, færre ulykker, færre sygehusudgifter = Mindre affald, mindre plastforbrug på sygehusene fx.

Forbruge mindre, arbejde roligere, måske arbejde mindre = Mere frihed. Tid til andre ting. Fx til at tage stofposen med i Netto/Irma i stedet for at købe plast pose.

10% mindre tid foran computeren. - Er lig med mindre strømforbrug. Computeren holder måske længere. Mindre elektronikaffald. - Og tid til gåture eller afslapning, hvilket er CO2 neutralt…..

Hvad nu hvis vi geare lidt ned med alt ting ? Inden naturen tvinger os til det. - Eller tvinger os til at bruge tid på en masse ubehagelige ting. Så som oversvømmelser og hedebølger. Bygge diger. Tage os af (eller kæmpe imod) klima flygtninge. Skaffe mad og rent drikkevand….

10% mindre nyt tøj, 10% mindre kødspisning, 10% mindre……. You name it.

Grøn omstilling ser ud til at komme til at koste, på den ene eller anden måde. Men det behøver ikke at betyde ringere livskvalitet og glæde….. Det hele hænger sammen. Alt og alle er afhængige af hinanden 100%

Steffen Gliese, Kim Vildnis og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Da du satte thunberg i spidsen for verdensparlamentet, må jeg indrømme, at jeg stod af rasmus.

Nu må det være slut med denne idolisering af enkeltpersoner, hvor fremragende de end måtte være. Kun ganske få mennesker har kunnet bære at være forbillede for os alle.

I stedet bør vi øve os på at blive den bedste udgave af os selv og besinde os på det uomgængelige faktum, at vi er en flok individer, som er del af et globalt kollektiv. Hvorledes gribes det nu bedst an? Jo, selverkendelse er det første skridt til foredring. Vi skal arbejde sammen. Punktum.

Og vi skal være meget bevidste om vort økologiske aftryk, som bør minimeres. Og vi bør forholde os til parameteret for overlevelsesressourcer i den givne habitat. Men allerførst bør vi nok i fællesskab adressere den fejlslagne ideologi, som i overvejende grad har hersket på planeten, siden mennesker gradvis indtog den. Og her tænker jeg naturligvis på den neoliberalistiske, privatkapitalistiske konkurrencestat, som har lokket folket i fordærv og sat den ene procent på en illegitim trone af kontrol med resten og dette vha rigtig grimme metoder.

Det rovdriftsregime må forlade scenen, før vi kan komme videre med dine i øvrigt udmærkede tanker og visioner.

Steffen Gliese

Jeg tvivler meget på, at vi har et begreb om arbejde, der ligner det vi har, og som belønnes med en begrænset forbrugsmulighed efter andres tilfældige vurdering af arbejdets værdi. Eller at vi kan få fire dage til at gå med det.

Der endnu ingen - inkl. "Alternativet" der har taget udfordringerne med hastigt ændrede levebetingelser på kloden alvorligt. Der er ord, men ingen handling. Skønmalerier om dette lands position, men ingen realisme. VI er blandt de mest forurenende på jorden - Men flertallet tror vi er i front på klimadagsordenen. Vi har et erhvervsliv som ikke vil fravige en vækstdagsorden og som før corona udfordringerne ikke var villige til at forstå eller betale - Er der nogen der tror på at det ændrer sig post corona?