Kronik

I 2050 vil du stadig have brug for at tænke over, hvad der vil ske i 2080

»Enhver fortælling fortæller vi til os selv, kaster os ind i fremtiden for at se, hvor lidt vi ved, hvor lidt vi ved om det, der allerede omgiver os.« Sådan skriver forfatter Caspar Eric i kronikserien om, hvordan fremtiden ser ud i 2050
»Enhver fortælling fortæller vi til os selv, kaster os ind i fremtiden for at se, hvor lidt vi ved, hvor lidt vi ved om det, der allerede omgiver os.« Sådan skriver forfatter Caspar Eric i kronikserien om, hvordan fremtiden ser ud i 2050

Sofie Holm Larsen

Debat
11. april 2020

Kære A

Om lidt bliver du 33 og lige så gammel, som jeg var, mens jeg skrev det her, og det er 2050, og Danmark klarede den, og den danske model klarede den, vi blev klimaneutrale, selvfølgelig fordi vi outsourcede vores klimatunge produktion og langsomt redefinerede, hvad kloden ville sige, de grønne egne, den frodige skov, der stadig kunne reddes, hvor I nu ruller rundt på rulleskøjter drevet af solenergi, ligesom arbejderne ruller rundt i produktionsapparaterne, de bedste opfindelser sker i effektiviseringens navn, men du behøver ikke lade mig rose kapitalismen som sådan, hvis jeg begynder at sidde og belære dig om alt det, Bill Gates gjorde, at jeg savner elguitarer, at jeg går ind og sætter Coldplay på og snakker om rigtige følelser, jeg har sikkert bare glemt det, hvor generisk det var, hvor effektivt det var, hvor designet det var.

Det tager tid for øret at vende sig til de skæve toner, men jeg er glad for den in-ear, du gav mig sidste sommer, så jeg stadig kan høre bøger, inden jeg falder i søvn, også selv om jeg ikke fatter alt det med stemmekommandoerne, at jeg skal tale til mit køleskab, at jeg skal tale til min ovn, hvis du hører mig sige, at verden er blevet sindssyg, er det sikkert bare, fordi jeg ikke længere forstår den, jeg har brug for hjælp, men jeg kommer ikke til at indrømme det, at jeg ikke kan smage de bøffer, jeg siger, jeg savner, at jeg ikke kan kende forskel på fibrene i mundhulen, men jeg savner så meget, det er ikke noget nyt, har altid gjort det, måske er det noget med reklameindustrien, at den alligevel fik mig, mere end jeg troede, godt, at I afskaffede det lort til fordel for donationerne.

Der er masser af grunde til at hylde økonomien, at I krævede af oligarkerne, at de bidrog til samfundet, til samfundsudviklingen, gav tilbage til folket til gengæld for licens til at investere deres penge, men jeg savner kontanter, jeg savner sort arbejde, jeg savner skildpadden, jeg er et sentimentalt røvhul.

Hvis du hører mig snakke om arbejdsløshedsraterne, at de var bedre engang, så husk at minde mig om dem, de utallige skodjobs, som folk omkring mig blev tvunget ud i, hvor meget vi har sparret på sygehusudgifter, at ingen længere behøver køre rundt i mørket på cykler, der ekser, mens de slider deres menisk for at dele mad ud til de mennesker, der ikke selv orker at træde ud i vindene.

Fortæl mig om vejret, at det er blevet mere uforudsigeligt, at vejrudsigterne nu er quizprogrammer, bare mind mig om det hele, men husk ikke at bebrejde mig, ikke for meget, jeg er et stædigt røvhul, bare mind mig om Ødipus, der ligger og tænker på øen, efter at hans skæbne har udspillet sig, at det ikke er min skyld, men at jeg ikke er uden ansvar, mind mig om alle de mennesker, der døde i periferien af eposserne.

Fortæl mig, at der stadig er masser at gøre, at jeg kan investere i de nye kooperativer, at de sørger for at købe aktier i arbejdsrobotter og distribuere robottens løn videre til de såkaldte ofre for automatiseringen, indtil der kommer basisløn, fortæl mig om strejkerne, der begynder at brede sig i de udtørrede områder, at basisløn er prisen for at undgå strejker og lort, og at det ikke virker helt dumt med de nye valutasystemer, som begynder at spire frem.

Fortæl mig om alt det, der begynder at spire frem. Planterne på husmurene, en fælles vrede over venner, der blev ofret under fødevarekrisen, og at den digitale kærlighed også udvidede venskaber, skubbede til grænserne for de lokale relationer, hudens grænser, spejlneuronernes grænser. Grin af min kørestol, se, hvor latterlig den er, hvor svært noget kan være at optimere, hvis man ikke er mange nok, et lille vidnesbyrd om teknologiens skævvridninger.

Og hvad ved jeg om noget, måske er jeg allerede død, måske står kørestolen i et hjørne, i et kælderlokale som det sidste minde, ja, jeg var en idiot, jeg røg for meget, jeg gjorde det med åbne øjne, ud fra forældede principper om frihed og autonomi.

Mennesket er dumt, men vi har brug for det dumme, vi har brug for at pege og at henvende os til de tabte. Enhver fortælling fortæller vi til os selv, kaster os ind i fremtiden for at se, hvor lidt vi ved, hvor lidt vi ved om det, der allerede omgiver os.

Her, hvor jeg sidder, er du en lille dreng, du har slået dit øje, du kan bruge en iPhone, men du fatter stadig ikke, at din mor er min søster. At du er min nevø, at man kan have flere titler.

Det er dumt med titler, men også smukt, på én gang at være bundet helt fast til verden og samtidig vide, at vi også er alt muligt andet. At nevø også bare betyder efterkommer, som en fælles skæbne, og jeg håber virkelig, at du befinder dig i et efter.

At der, hvor du sidder, kan du se, at der er et efter, og at intet efter kom af sig selv. Hvis du føler dig ung og fortvivlet, så kan alt stadig ske, det var jeg også, det var jeg virkelig, og lad mig ikke glemme det, lad mig ikke glemme dem, der betalte prisen for, at verden kunne køre videre, hvor heldige vi er at kunne sidde i et nyt her, hvor meget det har krævet, du er ikke alene, og hvis du er rig og lykkelig, så husk på det held, husk, at alt stadig kan ske, det er ikke nemt, det kræver træning og øvelse at tvivle på sine guder og samtidig indrømme, at det meste bare var held.

Stjernerne virker mattere for tiden, det er ikke en metafor, de konkurrerer med lyset fra aktieindekser og desperate hoteller, men det er ikke umuligt at opfinde nye lampeskærme, nogle gange er det de dumme små ting, der gør en forskel, det er fanme latterligt, men også sandt, hvor vild en maskine kroppen allerede er.

Og nå ja, fuck økofascisterne, dem, der taler om den store udskiftning og nødvendige pandemier, bekæmp dem med alt, hvad du har, de er bange for den mest grundlæggende fantasi: at ingen fortjener at dø for det fælles gode. Kære A, held og lykke.

PS: I går vågnede jeg ved at slå en gigantisk prut i søvne, den information kan du bruge, som du har lyst til, jeg er rimelig sikker på, at du får brug for den.

Caspar Eric er forfatter.

Serie

Vi springer frem til 2050: I en klimaomstillet verden

Året er 2050. Danmark har nået målet om klimaneutralitet. Kloden er reddet. Men hvordan ser det omstillede samfund ud? Har vi stadig råd til velfærd? Hvilken levestandard og livsstil har vi? Har vi ofret hensynet til social retfærdighed på vejen? I denne kronikserie har Information bedt kronikørerne forestille sig fremtiden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Fortællere på platforme og medier forestiller sig, at de kan begribe størrelser såsom: 'sådan har kvinder det på bunden af samfundet', 'hvis nu dyr kunne tale ville de sige sådan noget som....', 'på det afrikanske kontinent forholder det sig sådan og sådan med dit og dat', 'Grønland i 1800 tallet', 'sandheden om finanskrisen', 'politiske beslutningsprocesser fra A til Z', 'mulige udviklingsscenarier for samfundsudviklingen i den vestlige verden'. Det er svært at tro på, at det kan lade sig gøre på noget kendt niveau. Eller at det er vejen at gå for moderne fiktion og fakta.