Læserbrev

350.000 var allerede svært ensomme før coronakrisen. Ræk ud - og husk dem på den anden side

Coronakrisen er godt for noget: Vi taler om ensomhed. Men før krisen var tusindvis af danskere også ensomme 365 dage om året. Så ring til en, der sidder alene, ræk ud til kollegaen, eller bliv frivillig. Fællesskaber slår ensomheden, skriver Majken Lundberg fra Folkebevægelsen mod Ensomhed i dette debatindlæg
Debat
23. april 2020

Mange kender kun ensomheden flygtigt. Men nu sidder vi på vores hjemmearbejdspladser og får ikke dækket vores behov for nære sociale relationer. Vi begynder måske at opleve en snert af ensomhed. Men mange af os er heldige, for vi har fællesskaber, der venter.

Sådan er det ikke for alle. Mange er ensomme 365 dage om året.

Ensomhed koster ifølge Sundhedsstyrelsen samfundet otte milliarder kroner årligt. 350.000 voksne lider under den i svær grad. Den er skyld i 770 dødsfald årligt. Står man uden for arbejdsmarkedet, er man pårørende til en alvorlig syg, eller har man et handicap, er den ofte en følgesvend. Den rammer specielt unge og de ældste ældre.

Coronakrisen er godt for noget. Vi taler om ensomhed. Vi rækker ud. Vi er opmærksomme på dem, der er i risiko for at blive ensomme. Vi bliver telefonvenner, synger, spiser og dyrker motion sammen via Skype. Det skal vi holde fast i.

Vi skal være der alle 365 dage for dem, der føler sig ensomme 365 dage om året. De, der ikke har nogen, de kan ringe op, skype med eller holde to meters afstand til.

Vi skal huske de folkevalgte på, at bekæmpelsen af ensomhed skal foregå hele året, så de fremtidssikrer de midler, der nu gives til ensomhedsbekæmpelse blandt sårbare grupper.

Vi bør også give os selv en daglig reminder om at se dem, vi normalt ikke ser. Dem, der ikke er gode til sniksnak, dem, der altid går lige hjem, dem på studiet, der ikke er en del af læsegruppen.

Derefter skal vi handle. Se på dine fællesskaber. Kan de rumme et par stykker mere? Den ensomme skal række ud, og du skal give noget af dig selv. Hør, om din arbejdsplads eller dit studie ikke skulle sætte gang i fællesskaberne. Og om foreningerne, der bekæmper ensomhed, kan bruge flere frivillige. Det kan du give dem.

Ligesom coronakrisen skal ensomhed bekæmpes af fællesskabet. Også selv om vi skal holde afstand i lang tid endnu, skal vi, når Danmark åbner for alvor, se dem, der står udenfor, og blive ved med at række ud og åbne vores fællesskaber.

Så kan vi slå ensomheden.

Majken Lundberg er koordinator i Folkebevægelsen mod Ensomhed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her