Klumme

50 år efter rødstrømpernes første aktion er der stadig en kønskamp at kæmpe

Jeg var med, da rødstrømperne gik op ad Strøget iført kunstige patter og røde hatte for 50 år siden. Der er sket store fremskridt siden vores oprør mod husmorproletariatet, men selv den dag i dag er det især kvinder, der ender deres liv i fattigdom, skriver journalist Karen Syberg i dette debatindlæg
Karen Syberg var en af de 12 kvinder, som den 8. april 1970 gik op ad Strøget i København, iført parykker, kunstige patter, sorte netstrømper og røde hatte i protest mod datidens kvinderolle.

Karen Syberg var en af de 12 kvinder, som den 8. april 1970 gik op ad Strøget i København, iført parykker, kunstige patter, sorte netstrømper og røde hatte i protest mod datidens kvinderolle.

Jesper Stormly Hansen

Debat
6. april 2020

På onsdag er det 50 år siden, at rødstrømperne aktionerede for første gang. Der er anledning til at gøre status.

Jeg var selv med, jeg var en af de 12 kvinder, som den 8. april 1970 gik op ad Strøget, iført parykker, kunstige patter, sorte netstrømper og røde hatte i protest mod datidens kvinderolle.

Vi var døtre af 1950’ernes hjemmegående husmødre, og den hjemmegående husmor var af gode grunde et skræmmebillede. ’Vask kun din egen sok, nu har du sgu vasket nok,’ lød et af vores slogans på Strøgaktionen.

Jeg tror ikke, det giver mening i dag. Det gav det dengang.

Min daværende kæreste, der ligesom jeg selv var fra provinsen, sendte sit vasketøj hjem til mor i Nyborg, han kunne ikke drømme om selv at vaske det. Selv studsede jeg ikke engang over det, det var bare sådan, verden var indrettet.

1950’erne var husmorens epoke. Tove Ditlevsen, der i en årrække bestyrede Familie Journalens brevkasse, gav i Ekstra Bladet i 1962 følgende beskrivelse af husmødres lod i »forsørgerægteskabet«, som hun kaldte det:

»Det almindeligste er, at han med en grandios mine afleverer 500 kr. om måneden som sit eneste accepterede bidrag til forsørgelse af en familie på sjældent under fem personer, ofte flere. Det hedder ’husholdningspenge’, og beløbet er fastsat for 10 eller 20 år siden og har hverken fulgt hans stigende indtægt eller de stigende priser. Det skal dække alles fornødenheder. Det kan med nød og næppe sikre en nogenlunde forsvarlig kost ...

Følgen er en konstant mangel på rede penge og en hverdag, hvor denne økonomiske invaliditet spærrer hele kvindens horisont og blokerer hendes tankeverden totalt. Følgen er i sin yderste konsekvens en mand med solid, borgerlig position, omgangskreds og bankbog, men hvis familie lever i det ejendommelige, skjulte proletariat, som er langt mere belastende end reel fattigdom.«

Karen Syberg var med til at starte rødstrømpebevægelsen i 1970. Den 8. april er det 50 år siden bevægelsen aktionerede for første gang.

Privatfoto

Nu var de første rødstrømper alle studerende, vi mødtes på mit institut, Litteraturvidenskab, som vi under studenteroprøret i 1970 holdt besat i månedsvis. Vi var således alle i gang med en lang uddannelse og havde udsigt til interessante job senere. Husmorskæbnen truede os ikke.

Men vi var samtidig tidstypiske. Staten var begyndt at investere massivt i uddannelse, ligesom der også i hele samfundet uden for de akademiske snirkler var nye tider under opsejling. Fra midten af 1960’erne var kvinderne begyndt at komme ud på arbejdsmarkedet, og selv om det ikke skete uden sværdslag, svandt afhængigheden af manden som forsørger ind.

Ikke kun fremskridt

For nogen tid siden skulle jeg fortælle om Tove Ditlevsens brevkasse i radioen. I sådanne tilfælde bliver man først ringet op af en researcher, der skal finde ud af, hvad studieværten skal spørge om.

Jeg fortalte blandt andet den unge kvinde, at husmødre i 1950’erne fik husholdningspenge. Og så spurgte hun: »Hvor fik de husholdningspenge fra?« For hende var det lige så utænkeligt, at konen allernådigst fik skænket sine penge af ægtemanden, som det må være, at voksne mænd sendte deres vasketøj hjem til mor! Noget er der da sket.

Ikke alt er dog utvetydige fremskridt. Singlelivets eksplosive vækst, der er et af resultaterne af, at kvinder kan forsørge sig selv, har efterladt en stribe ’tabermænd’, som hverken får kone eller børn.

Manderollen er under forandring, men i to retninger: Der har nok ikke før fandtes så mange ligestillede par og omsorgsfulde fædre som nu, men de mænd, der ikke kan finde ud af at følge med i privatlivets omkalfatringer, ryger af i svinget.

Det kønsopdelte arbejdsmarked er ligeledes et uløst problem. Kvindefag er dårligere lønnet end mandefag, og vi har ikke øremærket barsel til mænd. På de to afgørende punkter er der ikke ligestilling. Kvinder lever ikke længere i et ejendommeligt, skjult proletariat, men manglen på ligeløn og de ulige fordelte barselsperioder giver mange kvinder en ringere livsindkomst og derved også ringere pension. Resultat: Flere kvinder end mænd havner i reel fattigdom, når de bliver gamle.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

Singlekvinder er stærke og uafhængige.

Singlemænd er 'tabermænd'!?

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, Karen Syberg - det er bestemt værd at huske, hvad I satte i gang i 1970.

Jeg er selv datter (f. 1953) af en husmor (f. 1928). Min far tjente pengene, og min mor fik som hjemmearbejdende (det hed det endnu ikke dengang) husholdningspenge og lommepenge.

Lommepengene var ikke store. Der var vel højst til betaling for strømper og opmaskning af samme, når de var løbet.

Min mor har berettet for mig om kvinder, der måtte aflægge regnskab til ægtemanden over, hvad husholdningspengene var blevet brugt på. Og stemte regnskabet ikke, måtte der kreativitet til, for at få det til at gå op.

Et bundt purløg, en dusk persille osv.

Kent Nørregaard

I mange traditionelle samfund med gammeldags kønsroller er det sådan at konen er fri til at finde en ny mand og far til hendes børn hvis levestandarden ikke er tilfredsstillende.

Freddie Vindberg

At der ikke er skabt ligeløn endnu, er ufatteligt og må tilskrives
manglende fokus fra kvinder.