Kommentar

Bankerne spinder ikke guld på hjælpepakkerne – de løber en risiko for samfundet

For at hjælpe de hårdt ramte virksomheder udsteder bankerne usikre lån og må regne med tab. Hjælpepakkerne gør det muligt for bankerne at løbe den risiko for samfundets skyld, skriver cheføkonom og underdirektør i Finans Danmark, Niels Arne Dam, i dette debatindlæg
Debat
15. april 2020

I en kronik i Information den 31. marts skriver Ivan Breinholt Leth, at regeringen har valgt en forkert strategi, når det gælder om at holde hånden under økonomien og de danske virksomheder, og at bankerne kan »spinde guld« på den. Det forstår man godt, hvis man følger hans logik og tror, at regeringens strategi er »at give bankerne mulighed for at tjene penge på coronakrisen«.

Men Leths logik er forfejlet fra start til slut. Bankerne kommer ikke til at spinde guld på coronakrisen. Tværtimod. Bankerne løber en risiko for at hjælpe kunderne – en risiko, som kan vise sig at blive dyr, men den er nødvendig, hvis Danmark skal godt igennem. Den risiko er bankerne villige til at løbe.

For bankerne står også til at lide tab under krisen – simpelthen fordi hele samfundsøkonomien står over for et alvorligt tilbageslag, som uundgåeligt vil føre til konkurser og en betydelig stigning i de forventede tab, som bankerne må tage på lån, der ikke bliver betalt tilbage. Bankerne forbereder sig ved at justere deres forventninger til nedskrivninger på udlån – Jyske Bank har allerede været ude med et skøn på en milliard kroner i ekstra nedskrivninger som følge af coronakrisen.

Det er netop den store økonomiske usikkerhed og udsigten til flere tab, der gør, at bankerne nu har suspenderet deres forventninger til årets indtjening. Og det er derfor, at de nu genovervejer planlagte udbytter og aktietilbagekøb under hensyntagen til forretningsmodel, ejerformer og investorbase.

Hjælper virksomheder

Rigtig mange virksomheder står over for voldsomme fald i omsætningen. Her spiller bankerne en nøglerolle i forhold til at hjælpe virksomhederne igennem med lån og kreditter. Det tager bankerne på sig som en naturlig del af deres samfundsansvar. Som det fremgår af Finans Danmarks fælles erklæring med regeringen, har bankerne givet håndslag på at strække sig så langt, de kan, for at hjælpe de ramte virksomheder.

Bankerne er altså i arbejdstøjet og taler i disse dage med tusindvis af virksomheder om, hvilke løsninger der kan findes. Men bankerne har samtidig et ansvar for ikke at strække sig for langt, så den økonomiske krise også udvikler sig til en finansiel krise. Så det er en balance, og det er ikke alle virksomheder, der kan reddes – det gælder især de virksomheder, der også var pressede før coronaudbruddet.

Leth undrer sig over ophævelsen af den kontracykliske kapitalbuffer. Men den er jo – i modsætning til de andre nye kapitalkrav – netop designet til, at den kan frigives, når der er ved at opstå pres i det finansielle system for at sikre, at vi undgår en kreditklemme. Derfor er det helt efter bogen, at den nu frigives for at give bankerne endnu flere kræfter og dermed endnu bedre muligheder for at give lån til sunde kunder, som er midlertidigt hårdt ramt. Det er i det lys, vi skal se regeringens mange tiltag.

Finanskrisen understregede vigtigheden af at have en robust finansiel sektor. Derfor har sektoren også støttet op om de senere års øgede kapital- og likviditetskrav. Bankerne står i dag langt bedre rustet end før den finansielle krise. Bankerne har derfor et solidt afsæt for at hjælpe de ramte virksomheder igennem den kommende tid.

Sund kreditpolitik

Leth roder desværre også rundt i statens nye garantiordninger. Sandheden er, at de skal give bankerne mulighed for at hjælpe flere af de hårdt ramte virksomheder med nye lån. Det sker ved, at bankerne kan købe garanti af staten for 70 procent af det tab, der måtte komme på de nye lån til virksomhederne. De 30 procent af tabsrisikoen står bankerne selv med. Det sikrer det sunde princip, at bankerne selv har penge på spil i de nye lån til virksomhederne. Dermed er incitamenterne til en sund kreditpolitik intakt.

Når det gælder garantiordningen til de små og mellemstore virksomheder, tager staten så lav en pris for garantierne til bankerne, at den kalkulerer med at tabe penge på bankernes garanterede lån til virksomheder, der ikke kan betale tilbage – deraf tabsrammen på 5,4 mia. kr. for denne ordning. Statsgarantien til virksomhedslån giver bankerne mulighed at hjælpe flere virksomheder med nye lån til lavere renter, end det ellers havde været muligt.

Det vil føre for vidt at gennemgå alle de øvrige fejlslutninger og misforståelser i Leths kronik. Lige nu handler det i stedet om, at vi alle står sammen om at få de danske virksomheder og familier mest skånsomt gennem de svære måneder. Her er bankerne klar til at tage deres del af ansvaret.

Når vi er ude på den anden side, skal vi have dansk økonomi op i gear igen og så i øvrigt komme videre med den langsigtede udfordring: At få ny økonomisk vækst til at gå hånd i hånd med en bæredygtig fremtid.

Niels Arne Dam, cheføkonom og underdirektør i Finans Danmark

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ivan Breinholt Leth

Det er ikke overraskende, at Niels Arne Dam ser frem til, at dansk økonomi kommer ”op i gear igen” og skaber ny økonomisk vækst. Han tilføjer ganske vist, at væksten skal være bæredygtig, og det kan derfor ikke udelukkes, at han mener grøn vækst. Men spørgsmålet er, om grøn vækst overhovedet er realistisk, for mens der utvivlsomt vil være vækst i sektoren for alternativ energi, så er der andre sektorer, som skal afvikles, hvis vi skal leve op til Paris aftalens mål. Det gælder primært hele den fossile industri, så samlet set bliver der næppe tale om nogen vækst. Også hele transportsektoren skal omlægges, fordi en større del af vores produktion skal være lokal.

Men bortset fra det, så har den sektor, som Niels Arne Dam repræsenterer brug for vækst mere end nogen anden sektor. Danskerne er nemlig verdens mest forgældede folk, hvis man udelukkende ser på den private gæld (private husholdninger og virksomheder). 281 procent af vores disponible indkomst skylder vi bankerne ifølge en OECD opgørelse. https://data.oecd.org/hha/household-debt.htm Så hvis der ikke kommer gang i væksten igen, vil Niels Arne Dam, og de banker han repræsenterer komme i knibe. Dvs. nogen af dem vil komme i en større knibe end andre, for staten har besluttet, at holde hånden over de største banker med noget som mest ligner en implicit permanent statsgaranti, ved at tildele disse banker SIFI status. De banker, som fik tildelt den eftertragtede SIFI kan låne billigere på interbank markedet end banker uden SIFI status. Når Niels Arne Dam påpeger, at Jyske Bank allerede har anmeldt en milliard kroner i ekstra nedskrivninger som følge af corona-krisen, kan han hilse ledelsen i Jyske Bank og sige, at de kan sove trygt om natten. Jyske Bank har Danmarks Nationalbank som back-up og banken kan derfor kun gå bankerot, hvis den danske stat går bankerot. Hvilken anden privat virksomhed har et så udsøgt privilegium? Staten stiller med 70 procents garanti for de netop aftalte corona-lån? Hvilken anden privat virksomhed har det udsøgte privilegium, at staten garanterer for 70 procent af investeringen? De virksomheder, som staten ønsker at hjælpe med kompensation, skal miste mindst 30 procent af deres indtægter for at komme i betragtning. Hvis bankerne skal lide et lignende tab med disse 'corona-lån', forudsætter det, at alle de virksomheder, som bankerne udlåner til skal misligholde deres lån. Hvor sandsynligt er det? Den kæmpestore risiko som bankerne ifølge Niels Arne Dam løber med de 30 procent, som staten ikke garnterer for, lyder mest som uhensigtsmæssig jammer.

I kølvandet på finanskrisen krakkede 62 banker i Danmark – det relativt største antal krakkede banker i EU på daværende tidspunkt. Eftersom finanssektoren er vokset siden krisen, kan det kun betyde, at mindre banker er blevet fusioneret med de store. Derfor har vi nu en situation, hvor Danske Bank besidder en kapital, som udgør omkring 150 procent af Danmarks BNP. For den største Wall St. bank er tallet ca. 20 procent af det amerikanske BNP. Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Nykredit besad i 1997 en kapital, der svarede til 126 procent af Danmarks BNP. I 2017 var tallet vokset til ca. 300 procent af Danmarks BNP. (Magnus Barsøe: Gud bevare afdragsfriheden s. 212-214) Til sammenligning besidder de seks største Wall St. banker en kapital, som udgør 65 procent af det amerikanske BNP. https://www.politifact.com/factchecks/2011/oct/06/bernie-sanders/bernie-... Niels Arne Dam kan måske komme med et godt råd til, hvordan staten skal bære sig ad med at bail out sådanne banker, hvis eller når corona-krisen bliver til en finanskrise.

Den danske finansielle sektor er ganske enkelt blevet for stor, og måske kunne det første skridt være, at følge et råd fra et mindretal i Rangvid-udvalget (2012) om at tvinge bankerne til at frasælge realkreditvirksomheden. Det vil genetablere den demokratiske kontrol, som husejerne havde med deres egen gæld. På lidt længere sigt skal der formentlig mere radikale tiltag til såsom opsplitning af bankerne og/eller nationalisering af de største, for der er ingen tvivl om, at hvis corona-krisen udvikler sig til en finanskrise med risiko for en decideret depression, så er den danske økonomi for alvor på spanden – især pga. den meget store finanssektor og den meget store private gæld.

Mit beskedne forslag var blot at omlægge en del af den private pengeskabelse til statslig pengeskabelse og bruge disse midler til at holde de mange små og mellemstore virksomheder flydende uden at øge statens gæld. Mht. ophævelsen af den kontracykliske kapitalbuffer undrer jeg mig mest over, at staten ønsker at frigøre flere midler til at øge danskernes gæld. Det er ikke kontracyklisk. Tværtimod. Den store gæld kan medføre, at en evt. finanskrise kommer til at ramme Danmark hårdt.. Det jeg undrer mig over er, at staten ikke beslaglægger en del af bankernes pengeskabelse i stedet for at ophæve bufferen og stille 200 mia kroner mere til rådighed, som bankerne kan udlåne.

Hvis Niels Arne Dam synes, at mit forslag er radikalt, vil jeg anbefale ham at læse en artikel i New York Times 25. marts af Mario Draghi. Draghi skriver: ”Bankerne har et stort netværk i hele økonomien og kan skabe penge øjeblikkeligt ved at tillade overtræk eller ved at åbne kreditfaciliteter. Bankerne skal meget hurtigt udlåne midler til nulpris til virksomheder, der er parate til at redde arbejdspladser. Da de på denne måde bliver et middel til offentlig politik, skal den kapital, de har brug for til at udføre denne opgave, stilles til rådighed af regeringen i form af statsgarantier på alle yderligere overtræk eller lån.” Altså skal bankerne ifølge Draghi omdannes til
ekspeditionskontorer for staten. Ganske vist med en statsgaranti på 100 procent. Bankernes indtjeningsmulighed i forbindelse med corona-krisen er dermed elimineret – men det er bankernes eventuelle tab også. Draghis forslag er faktisk så tæt på statslig pengeskabelse og begrænsning af bankernes ret til pengeskabelse som man kan komme uden at gøre det formelt. https://www.ft.com/content/c6d2de3a-6ec5-11ea-89df-41bea055720b?fbclid=I...
Ikke en gang den danske venstrefløj ønsker gå så radikalt til værks som Draghi. Det kan Niels Arne Dam vælge at glæde sig over.

Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Randi Christiansen, Agnete La Cour og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Bare to spørgsmål fra en civilist : hvad er det rigtige i at udbetale mia stort udbytte til aktionærer i en tid, hvor staten støtter samme bank med ca samme mia beløb?

Og du forholder dig ikke til bankernes rolle i den overordnede samfundsforvaltning, som pt er at facilitere og understøtte en meget skæv formuefordeling (ref piketty og andre) og med et ikke bæredygtigt økologisk aftryk til følge.

Randi Christiansen

Spørgsmålene er selvf til niels arne dam

Freddie Vindberg

Banker har ikke nogen hjerne. Banker er et produkt.