Klumme

Begrænsning af bevægelsesfrihed er ikke først kommet med coronaen i Storbritannien

Mange af de grønne områder i Storbritannien er privatejede og dermed utilgængelige som rekreative arealer for den brede befolkning. De private jorder bør åbnes for offentligheden. Det vil gøre os til den frie nation, Boris Johnson praler af, skriver den britiske journalist George Monbiot i dette debatindlæg
Politibetjent patroljerer i St James Park i London.

Politibetjent patroljerer i St James Park i London.

Henry Nicholls

27. april 2020

I frihedens navn eksponeres Storbritannien nu for en morderisk pandemi i større grad end nogen anden europæisk nation. I en tale fra februar revsede premierminister Boris Johnson de regeringer, der var »gået i panik« over coronavirussen med »unødig økonomisk skade« til følge. Hans egen regering, lovede han, ville derimod gå i brechen for menneskers ret til at »købe og sælge frit hos hinanden«.

Som så ofte før er den erklærede kærlighed til frihed blandt dem, som repræsenterer de riges interesser i politik, yderst selektiv. Hvis den konservative britiske regering satte frihed så højt, som den hævder, ville den gøre, hvad den kunne for at udvide den slags friheder, vi kunne nyde godt af uden at risikere en forøget smittefare.

Med andre ord: Den ville imødekomme opfordringerne til at åbne Londons golfbaner for offentlig adgang. I London-området er der 131 golfbaner, der tilsammen dækker over 4.500 hektar jord, men disse grønne områder er kun åbne for dem, der betaler medlemskontingent. Imens smelter millioner i deres trange lejligheder eller kanter sig omkring hinanden i små parker, desperate efter lys, luft og frihedsfølelse.

Regeringen burde også åbne for offentlig adgang til andre privatejede grønne anlæg og naturskønne områder.

Men et hovedformål for konservatisme er ikke bare at forsvare den private ejendomsret imod offentlig brug, men også at udvide den til at gælde for områder, der førhen var tilgængelige for alle.

Allemandsret

Ingen form for velstand er så omstridt som jordbesiddelse, og udelukkelse fra adgang til jord har historisk været en hovedårsag til konflikt. Sådan er det også i dag. Før pandemien brød ud, var den britiske regering på vej med skærpede straffe for indtrængen på privat grund – den modsatte tendens ser vi i lande som Sverige, hvor den såkaldte allemandsret i vidt omfang gør det muligt at strejfe om i naturskønne områder.

I dag er meget af det, som ligner offentligt rum i britiske byer, reelt privatejet. Mange af disse pseudooffentlige rum patruljeres af sikkerhedsvagter, der håndhæver uigennemskuelige regler. Kun de færreste bemærker forskellen mellem privatejede og de offentligt ejede rum, men som en hjemløs mand for nylig sagde til The Guardian: »For mig er den forskel altafgørende, for jeg er den slags person, som de ikke vil have her.« På de privatejede områder får hjemløse besked på at smutte, ligesom musik og politiske sammenkomster er forbudt. Nogle steder er den eneste tilladte aktivitet tilsyneladende at bruge penge.

Sidste år afslørede The Guardian, at nogle private boligkomplekser i London bortviste udefrakommende børn fra legepladser, der var forbeholdt børn af de velhavere, der boede der. Og selv om der i et af disse tilfælde kun var givet tilladelse til en legeplads i lokalplanen, hvis den var åben for alle, var der rejst et gitterhegn for at udelukke ikkevelkomne børn.

Mere oplagt kunne det så være at søge den rekreative frihed på landet.

Landdistrikterne har i århundreder været skueplads for eksklusion og uretfærdighed. Indhegninger og jordkonfiskationer fra småbønder berøvede mange mennesker deres frihed. Fattige landarbejdere var frem til sidst i 1800-tallet ofte henvist til at bo mange på trang plads i usle og snavsede forfaldne rønner, der kunne ligge en times gang fra de marker, hvor de arbejdede.

Selv i dag er hele 92 procent af England lukket land for offentligheden, og langt det meste tilgængelige land ligger i den nordvestlige del af landet og dermed langt væk fra de store byer, hvor de fleste af os bor.

Lige nu må vores frihed underlægges restriktioner. Men når nedlukningen er overstået, bør vi fejre dette ved at kræve retten til at strejfe frit rundt på åbne arealer i byer og på landet.

Vi har brug for en juridisk definition på, hvad der udgør offentlige rum, og for at knæsætte en universel ret til fredelig brug og forsamlingsfrihed i disse. Retten til adgang til rekreative områder bør være lige så fundamental som retten til ytringsfrihed.

Når pandemien er slut, må udfordringen være at gøre Storbritannien til den frie nation, som Boris Johnson praler af.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Agnete La Cour
Agnete La Cour anbefalede denne artikel

Kommentarer

Agnete La Cour

Denne artikel burde egentligt ikke være relevant for danskere, fordi vi ligesom svenskerne, der nævnes i artiklen, har fri adgang til de fleste parker og naturområder. Det er den ikke destomindre alligevel, fordi private helt imod loven mange steder søger at holde offentligheden ude af deres 'private' paradis. Jeg er selv den lykkelige ejer af en lille strandgrund, men det giver mig faktisk kun pligter, ikke specielle rettigheder. Jeg kan ikke holde mennesker borte fra stranden. En sommerdag i 2019 lå nogle turister og solede sig på 'min' strand. De blev pinligt berørte, da jeg dukkede op - mente vist ikke, de havde ret til at ligge der. Jeg fortalte dem, at det havde de. Danske strande er tilgængelige for offentligheden. Men i disse menneskers hjemkommune - et sted i Nordsjælland - er det ikke muligt at gå en tur langs stranden. Det forhindrer afspærringer mellem grundene - hegn og mure, der rækker langt ud i vandet. Noget sådant er ikke udpræget i min egen kommune, men det ses. Ikke så få markveje ned til naturskønne områder er mærket med PRIVAT VEJ. Skilte holder hverken mig eller mange andre borte fra såkaldt 'private' veje, men et hegn ud i vandet klares ikke så let. Hvad skal vi gøre ved den slags unoder? Det kunne jo skabe præcedens! Og intet bør kunne give danskerne dårlig samvittighed over at gå en tur i et naturskønt område. Det er alles ret.

Peter Mikkelsen, Trond Meiring og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar