Kommentar

Bygningssnedker: De udenlandske arbejdere bliver taberne i OK20, og derfor stemmer jeg nej

Coronaen ændrede styrkeforholdene i overenskomstforhandlingerne fuldstændig. Nu ser jeg ingen anden udvej end at stemme nej for at vise, at vi stadig vil have ordentlige vilkår for alle, der arbejder i Danmark, skriver bygningssnedker Bodil Signe Wedele i dette debatindlæg
Dansk Byggeri og 3F Byggegruppen forhandlede i marts overenskomst i byggeriet som en del af de private overenskomstsforhandlinger 2020. Demonstranter var mødt op foran forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i København for at vise deres opbakning til forhandlerne fra 3F Byggegruppen.

Dansk Byggeri og 3F Byggegruppen forhandlede i marts overenskomst i byggeriet som en del af de private overenskomstsforhandlinger 2020. Demonstranter var mødt op foran forligsinstitutionen på Sankt Annæ Plads i København for at vise deres opbakning til forhandlerne fra 3F Byggegruppen.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
14. april 2020

Overenskomstforhandlingerne blev som alt andet fanget i en fuldstændig umulig situation, da coronapandemien ramte Danmark. En døgnbemandet forligsinstitution, masser af aktiviteter i støbeskeen – for første gang i lang tid var vi rigtig tæt på at stå med én stærk stemme i fagbevægelsen på det private område: Løft bunden!

Et reelt solidarisk krav, hvor dem, der ligger allerlavest i lønspektret, får et markant løft. Et krav, der, efter hvad jeg har hørt på vandrørene, var bred opbakning til at gå i konflikt på – hvis altså coronaen ikke lige var kommet i vejen.

Men Danmark blev lukket ned og al unødig aktivitet frarådet – med kæmpe konsekvenser for økonomien til følge. Overenskomstforhandlingerne blev til alles overraskelse ikke udskudt, og områder, hvor der ikke var landet forlig, måtte forhandles videre med smittesikker afstand mellem parterne og et ekstra tungt pres fra arbejdsgiverne.

Skulle forhandlingerne have været udskudt? Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, og Dansk Arbejdsgiverforening mente, det var bedst at lande et hurtigt forlig. Det er umuligt at spå om fremtiden og derfor også umuligt at vide, om det var den rigtige beslutning. Men en fair forhandling kan man ikke kalde det.

Havde det ikke været for de hundredvis af bygningsarbejdere, der i de foregående måneder troligt var troppet op til diverse arrangementer for at vise støtte til forhandlerne, så havde vi ikke stået i den stærke position, vi stod i – nu måtte vi ikke engang møde op. Og mere fatalt: Strejkevåbnet var (og er delvist stadig) de facto sat ud af kraft.

Vi blev taget på sengen i en situation, vi på ingen måde kunne have forudset. Vi havde ingen coronaplan, og vores forhandlere var sat i en umulig situation, for lige meget hvad de valgte at gøre, så ville vi stå med en splittet fagbevægelse. Den brede opbakning til at gå i konflikt på mindstelønnen i byggebranchen var væk.

Mindstelønnen i byggebranchen er blevet et tal på et stykke papir, som man ikke går særligt meget op i, fordi lønnen bliver forhandlet lokalt. Men med social dumping er mindstelønnen blevet en ladeport for Dansk Byggeris medlemmer til at underbyde danske arbejdere. Mindstelønnen er ikke fulgt med den generelle lønudvikling, og vores udenlandske kolleger er derfor sakket meget langt bagud.

Byggeriarbejdernes forhandlere tilbød at veksle procentstigninger på søn- og helligdagekontoen til et løft af mindstelønnen. Men arbejdsgiverne i Dansk Byggeri har stået meget stærkt på deres ideologiske kamp om at holde mindstelønnen nede, og med coronaen som rygstød lykkedes det dem.

Stem nej

Nu har vi fået et overenskomstforlig, der giver mere til dem, der i forvejen har mest. Vi har vænnet os til, at stigninger i løn kommer som procentvise stigninger. Men det er faktisk virkelig uretfærdigt, at vi altid giver mere i kroner og øre til dem, der i forvejen har mest.

Kravet om et løft af bunden ville en til en give mest til dem, der har mindst. Og en forbedring af søgnehelligdagskontoen vil ikke komme de udenlandske kolleger til gode, der stempler ind og ud af det danske arbejdsmarked, ikke kender deres rettigheder og ofte bliver snydt for netop feriepenge, pension og søn- og helligdagsbetaling. Det er svært at kommunikere reglerne på det danske arbejdsmarked, men et løft af bunden er til at forstå for alle.

Hvis vi stemmer nej til forliget og får en konflikt nu, er det med stor risiko for, at det kommer til at gå ud over de mange metalarbejdere, HK’ere og andre, som er mere tilfredse med deres forlig. Men jeg står fast på solidariteten med de migrantarbejdere, der med coronaen nu bare er havnet i en endnu værre situation.

På byggepladserne har vi set mange eksempler på, at arbejdsgiverne ikke laver de fornødne foranstaltninger for at undgå smitte, så folk bliver nødt til at sidde mange sammen til frokost osv. Det er næppe med til at bremse antallet af smittede. Og det viser med al tydelighed, hvorfor det er et problem for os alle, når dele af arbejdsmarkedet er totalt ureguleret, og de ansatte de facto ikke har rettigheder og muligheden for at sætte foden ned, når vilkår og sikkerhed ikke er i orden.

Derudover er mange af mine udenlandske kolleger ansat hos udenlandske underentreprenører, som ikke har adgang til de økonomiske hjælpepakker. Få af dem har ret til dagpenge, og mange har mistet deres arbejde og deres mulighed for at se deres familie i hjemlandet.

Vil en konflikt løse deres problemer? Næppe, men skulle det komme dertil, så håber jeg, at nogen har hørt efter, hvad vi prøver at sige: Vi vil have værn mod social dumping! Vi vil have, at alle, der arbejder i Danmark, får en ordentlig løn!

Vi var villige til selv at give noget ved forhandlingsbordet, men ingen tog imod – det er mangel på samfundssind!

Bodil Signe Wedele er bygningssnedker og aktiv i 3F

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Agnete La Cour

Ja, forbløffende hurtigt sivede luften ud af demokratiet i alle samfundsforhold og på alle niveauer, da coronakrisen lukkede for al faglig aktivitet mht OK20 og for enhver borgerinddragelse i al national og kommunal politik, ikke mindst på klima- og miljøområdet. Toppen i bredeste forstand tog over, holdt op med at spørge og lytte til stemmer fra befolkningen, formentligt fordi, den ikke mere var nødt til det, men sikkert også fordi en del af den var bange for ikke at kunne håndtere den vanskelige situation på bedste vis. Bygningsarbejdernes kamp mod social dumping via en højere mindsteløn kunne ikke mere bakkes op af demonstrationer, borgermøder i kommunerne om bedre miljø i al almindelighed og en - på trappen lige nu - progressiv Kommuneplan 2020-32 i særdeleshed med plads til mere natur og større biodiversitet er droppet, og al snak om borgerinddragelse på det nationale niveau ikke mindst i klimapolitikken er forstummet. Vi havde nok håbet, at partier og fagforeninger kunne føre en politik, som støttede op om alle de folkeligt funderede krav, vi har set udvikle sig i de seneste år, krav om større lighed, krav om effektiv kamp mod klimaforandringer og krav om bedre miljø og større biodiversitet – for at nævne nogle af de vigtigste. Sådan skulle det jo desværre ikke gå – ikke fordi store dele af Toppen ikke gerne vil, men fordi den ikke kan lave politik for OS uden OS. Ledere er nødvendige, men de kan ikke lede uden inspiration fra dem, de leder. Det er vist ved at være på tide, at vi kræver vores demokrati tilbage. Ikke mindst for at støtte demokratisk indstillede ledere. Og vi har jo ikke formelt mistet alle demokratiske rettigheder. I "Bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og forbud mod adgang til og restriktioner for visse lokaler i forbindelse med håndtering af Coronavirussygdom 2019 (COVID-19)" af 17. marts forbydes som bekendt arrangementer med mere end 10 deltagere (§1 og §2). Men dette forbud gælder IKKE alle arrangementer. I § 3 hedder det: "§§ 1 og 2 gælder ikke for forsamlinger med et politisk eller andet meningsbefordrende øjemed." Vi kan altså demonstrere fuldt lovligt, og tiden er vel også kommet til, at vi bør gøre det, hvis vi bare sørger for at holde passende afstand til hinanden og i det hele taget opfører os fornuftigt.