Klumme

Corona kaster et hårdt projektørlys på den diskrimination og ulighed, der præger vores samfund

Det siges, at virussen ikke gør forskel på høj og lav, men det er ikke sandt. Ulighed, racisme og sexisme betyder, at der er meget stor forskel på, hvordan og hvor hårdt vi rammes af pandemien, uanset at smitterisikoen er et fælles vilkår, skriver forfatter Rebecca Solnit i dette debatindlæg
I USA står det klart, at sorte er mere udsatte for at blive alvorligt syge og dø af COVID-19, fordi deres helbred ofte er ringere. Her står folk i kø for at blive testet på et hospital i Brooklyn, New York.

I USA står det klart, at sorte er mere udsatte for at blive alvorligt syge og dø af COVID-19, fordi deres helbred ofte er ringere. Her står folk i kø for at blive testet på et hospital i Brooklyn, New York.

Angela Weiss

21. april 2020

I teorien er vi alle lige sårbare over for coronavirus, for vi kan alle blive smittet, men der er store forskelle på vores chancer for at komme godt igennem. Dette beror ikke kun på forskelle i helbredstilstand, men i nok så høj grad på økonomiske, sociale, politiske og racemæssige uligheder. Pandemien, som også er en økonomisk krise, sætter nu disse uligheder i et endnu grellere lys.

Måske har de senere års forsøg på at tænke intersektionelt – det vil sige forstå, hvordan personers identitet og erfaringer bestemmes af flere forskellige, men samvirkende faktorer – gjort os bedre i stand til at forstå, hvor ulige vi rammes, både af sygdommen selv og af de foranstaltninger, der er sat i værk imod den.

Eksempelvis har nedlukningerne vidt forskellige følgevirkninger for forskellige mennesker. Nogle har mistet jobbet. Andre, som udfører kritiske funktioner, må møde op og passe deres job, selv om det indebærer øget smittefare: hospitalspersonale, brandmænd, chauffører, fødevareproducenter, kasseassistenter osv. Andre igen, især i den administrative klasse, kan arbejde i sikkerhed fra hjemmekontorer og sommerhuse.

I mange lande har folk fået besked på at blive hjemme. Hvad karantæne indebærer for majoriteten i de fattige lande, som bor mange sammen på trang plads, kan være svært at fatte. Hvad stiller en familie på otte op i to værelser med lerklinet gulv, begrænset madforråd og intet rindende vand?

Nogle byer har gjort en indsats for at finde trygt logi for hjemløse borgere ved at rekvirere hotelværelser, mens andre byer bare har ladet smitten brede sig i overfyldte herberg med fatale konsekvenser.

Da skolerne lukkede, var de familier, som havde computere, iPads og gode internetforbindelser begunstiget i forhold til hjemmeundervisning. For enlige forældre, der var tvunget til at arbejde fuldtid, hjemme eller ude, var den nye hverdag desto vanskeligere, ligesom de mange dage med ensomhed har udløst fortvivlelse og depression hos mange af dem, der bor helt alene.

For andre er det tvungne konstante samvær med en voldelig partner problemet. I alle de nedlukkede samfund meldes vold i hjemmet at være steget til nye dramatiske højder.

Merdødelighed

Kønsforskelle gør sig også gældende: Mænd har højere dødelighed, hvilket ser ud til at være biologisk betinget. Men også mænds ringere tilbøjelighed til selvomsorg, mindre hyppige håndvask og mindre agtpågivenhed over for tidlige symptomer siges at spille ind.

Især for kvinder kommer der til gengæld øgede byrder til i form af det, som sociologen Arlie Russell Hochschild kalder the second shift’ – det arbejde, der udføres i hjemmet ved siden af det lønnede arbejde uden for hjemmet. For med karantænen øges også mængden af husarbejde, madlavning og børnepasning.

I USA står det klart, at sorte er mere udsatte for at blive alvorligt syge og dø af COVID-19, fordi deres helbred ofte er ringere. Sukkersyge og forhøjet blodtryk sættes i forbindelse med den stress, der kommer af at være udsat for racisme. Fattigdom og diskrimination betyder også generelt ringere adgang til lægehjælp og sunde fødevarer.

En anden slags racisme kommer til udtryk, når amerikanere med kinesisk baggrund – eller alle, der bare ser asiatiske ud – holdes ansvarlige for virussen ud fra vanvittige vrangforestillinger om kollektiv skyld. Særligt vanskeligt er det i sagens natur for de millioner af illegale migranter, der er afskåret fra adgang til hjælp eller foretrækker ikke at bede myndigheder om hjælp.

Næsten alle mennesker i verden vil på den ene eller på den anden måde blive påvirket af pandemien, men der er enorme forskelle på hvordan. Nogle rammes af økonomisk ruin, nogle af os bliver alvorligt syge eller dør. Nogle oplever at blive udsat for racisme, andre oplever at blive udsat for partnervold.

Pandemien er som en projektør, der kaster sit lys over de mange underliggende problemer – økonomisk ulighed, racisme, patriarkalske strukturer. Skal vi tage os af hinanden, må vi have blik for disse forskelle. Og når vi på et tidspunkt kommer ud på den anden side af coronakrisen, vil disse problemer stadig være der, og vi skal stadig bekæmpe dem. Det er de kroniske sygdomme, der svækker os som samfund.

(C) The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Beck-Lauritzen
  • Jens Frederiksen
  • David Zennaro
  • Agnete La Cour
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Tommy Clausen
  • Eva Schwanenflügel
  • Troels Ken Pedersen
Peter Beck-Lauritzen, Jens Frederiksen, David Zennaro, Agnete La Cour, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Eva Schwanenflügel og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kent Nørregaard

Det er så upassende som noget kan være.

"Gender assumed many roles in this pandemic. Cisgender men were more likely to die from the virus, which seemed to be about inherent vulnerabilities of those with XY chromosomes. Anecdotally, less effective self-care, from handwashing to avoiding contact to less responsiveness to early symptoms, was said to be a factor. Women, on the other hand, had other burdens. If they live with male spouses, children, or both, they are already likely to be saddled with what sociologist Arlie Russell Hochschild calls “the second shift” – the housework, food preparation and childcare, all of which intensify when life takes place almost entirely at home."

Mænd dør men husk nu at kvinder påtager sig ekstra byrder!

Troels Ken Pedersen

Der er forskel på upassende og usandt, og som hun skriver er det mange, meget forskellige skævheder, pandemien belyser og påvirker.

Arne Albatros Olsen

Pandemien er som et halucinogen, der forstørrer alle ulighederne til det helt extreme , borer sig ned i alle samfundet revner og furer og flår dem op. Efterskælvene vil nok blive endnu voldsomere.