Du går ned ad gaden og opdager pludselig, at der er ild i et hus. Et barn råber om hjælp fra et vindue, så du kaster dig ind i flammerne, som allerede slikker op ad væggene.
Om få sekunder vil det hele brase sammen, ved du. Barnet sidder på gulvet på sit værelse, du kan redde det, men pludselig opdager du noget andet: Et stort Picasso-maleri hænger på væggen i stuen.
Du træffer en hurtig beslutning. Du ignorerer barnets skrig, griber maleriet fra væggen og når lige præcis ud af bygningen, før den eksploderer, og barnet dør.
Nogle uger senere sælger du maleriet på auktion, det indbringer 100 millioner dollar, og du donerer pengene til organisationen Giving What We Can, der har som erklæret mål at redde flest mulige liv for færrest mulige penge.
De køber myggenet for hele beløbet og sender dem til Congo og Niger, hvor nettene ifølge deres beregninger redder 27.000 børn fra at dø af malaria (det koster 3.700 dollar at redde ét liv, mener organisationen).
Har du truffet den rigtige beslutning?
Lige nu diskuterer hele verden, om vi prioriterer rigtigt i kampen mod corona: Skal vi redde liv på kort sigt, eller skal vi redde økonomien og samfundslivet på langt sigt?
Kuren må ikke være værre end sygdommen, som Donald Trump og Lars Løkke Rasmussen har sagt, for nedlukningen skaber fattigdom, angst og forkortet levetid, som især vil ramme de svageste. Er vi i gang med at redde barnet, selv om vi burde redde Picasso-maleriet?
Mange har påpeget, at modsætningen mellem sundhed og økonomi er falsk.
Hvis vi åbnede samfundet op i morgen, ville økonomien alligevel bryde sammen, for hvis folk dør i titusindvis, vil landet alligevel gå i stå, og grænserne ville alligevel lukke i, for ingen lande ville handle med os, før smitten var under kontrol. Det er indlysende rigtigt, men det løser ikke dilemmaet – det gør det bare sværere.
For selv om det ikke er et nulsumsspil mellem økonomi og sundhed, er det stadigvæk et spil med tabere og vindere: For hvad gør vi, når vi om lidt skal åbne samfundet op igen? Må restauranter være åbne, må frisørerne? Hvem må arbejde, hvem skal blive hjemme?
De konkrete beslutninger vil blive en afvejning mellem sundhed og samfundsliv, hvor nogle vil vinde, og andre vil tabe. Vi kan ikke undslippe dilemmaet. Derfor kan kampen imod corona heller ikke overlades til epidemiologer og økonomer, for der findes ikke et faktuelt svar. Problemet er politisk i sin natur.
Det paradoksale ved politik i den moderne velfærdsstat er, at vi på den ene side har lovet hinanden, at vi aldrig kunne finde på at redde maleriet frem for barnet. Og på den anden side gør vi netop det hver eneste dag.
Mere på spil end menneskeliv
I en tv-debat under valgkampen i 2015 blev Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt spurgt, om danske hospitaler bør skele til prisen, når de indkøber medicin.
Nej, sagde de begge, der er ingen grænser, når det handler om at redde liv. Men alle ved, at det ikke passer.
Medicinrådet laver den slags prioriteringer hele tiden, og det samme gør vi som samfund: 25.000 europæere dør i trafikken hvert år, men det får os ikke til at forbyde biler. Nytten og glæden overstiger risikoen, mener vi.
Problemet er, at cost-benefit-analyser kun virker, hvis man kender costs og benefits, og det gør vi ikke med coronasmitten. Som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sagde i Politiken mandag, er der mere på spil end menneskeliv.
Kampen mod pandemien er blevet den store fortælling om vores samfund. Om forholdet mellem stat og borger, om tillid og sammenhold. Det ændrer præmisserne.
Efter terrorangrebene i Paris i 2015 fik franske skolebørn lov til at ryge i skolegården, så de ikke skulle hænge ud på gadehjørnerne i store grupper, der kunne være lette mål for terror. Selv om rygning statistisk set er mere dødelig end terrorisme, var kampen mod terror vigtigere for Frankrig både politisk og moralsk. Sådan er det nu også med corona.
Det store problem med at redde Picasso-maleriet frem for at redde barnet er naturligvis, at ingen har lyst til at leve i et samfund, hvor man gør sådan. Vi er ikke robotter. Det, der gør os menneskelige, er netop de irrationelle bånd til andre, og respekten for det konkrete liv er udgangspunktet for vores moral.
Vi kan ikke undslippe dilemmaet, men vi kan vælge side. Vi bør redde barnet, ikke Picasso-maleriet.
Du løber ind i det brændende hus og kan redde 3 børn eller en svækket ældre person.
Det er dilemmaet nu. Ikke et fucking dyrt "Picasso maleri". Dream on.
Hvad er det lige præcist vi redder nu? Sæt ord på og peg på de mennesker det hjælper. Giv dem navne, adresser og liv.
Men det gør vi aldrig med noget. Bl.a. fordi costs er en konstruktion.
Selvom jeg reder barnet er der stadig en person, der har 100 mio til overs.
Der må være enorme summer bundet i private formuer.
I et samfund som det danske kan man kun bruge cost/benefit modellen hvis benefit-siden er en hel generation med udgangspunkt i rettidig omhu.
Sophie's Choice.... livet er fuld af umulige valg...
Det er bydende nødvendig at indse, at valg samtidig er et fravalg.
Corona er bekymrende, men der er mange andre vigtige ting i samfundet.
Frygten for at dø NU for den enkelte, overskygger hvordan samfundet har det imorgen. Lad os se om nogle uger.
Livet er altid valg og spørgsmålet er så er hver enkelt menneske til en hver tid ansvarlig for sit valg?
De valg vi skal træffe forandrer sig konstant og ja livet vi har nu forsvinder altid til en frelse eller næste liv eller til intet helt afhængig af troen. Men den stopper og skal vi i vores egoisme for velstand ofre mennesker,som alligevel er ældre?
Når mennesker så går i krig-forstå det hvem der kan- hvor ligger ideen om liv så?
Lige nu i denne globale krise synes menneskeheden vist nok at undlade at slås eller hører vi ikke om det?
Kunne corona krisen så måske få os til ikke at genoptage dette vanvid,så ville der trods alt være håb!
Søren Kramer, valget er ikke så svært med det eksempel du har sat op. Det bliver sværere hvis du står med valget mellem at redde 1 barn, eller 3 aldersdomssvækket ældre?
Jeg ville uanset vælge barnet, også selvom jeg snart tilhører gruppen med de 3.
"Det bliver sværere hvis du står med valget mellem at redde 1 barn, eller 3 aldersdomssvækket ældre?"
Men det er ikke det, valget står i mellem. Det er mellem økonomien og tusinder af liv, gamle som unge. Vi har rigeligt råd til en livreddende indsats et godt stykke tid endnu - lyt bare til overvismand Dalgaard. Det handler om, at der er grådige, som ikke vil undvære noget velstand og formue for at andre kan redde livet.
Vi skal ikke lade os narre - det er det, det handler om. Hvad skal vi med al vor velstand, om ikke redde liv? Hvad kan være vigtigere at bruge pengene og solidariteten til, når de basale samfundsbehov -infrastruktur og den slags - er dækkede?
Har netop læst,at Merete Eldrup har fået 7 millioner i gyldent håndtryk, selv om hun selv har sagt op. De er de seneste mange år stort set ikke gået en dag uden lignende historier - samt enorme skattehuller og andre fiduser, som de hygger sig med i samfundstoppen. Et samfund der har råd til at fungere på den måde, har også råd til at redde borgernes liv. Hylet om, at vi ikke har råd, kommer fra pengemændene, som har ondt i investeringerne og aktieproteføljene - lad dem have ondt et godt stykke tid endnu.
Ha ha ha, nej der er selvfølgelig ikke noget at grine af, - og måske alligevel, for selv om Trump taler om over 100 - 200.000 er smittet af Corona virus, og mere end 2 mio. kan risikere at dø af heraf, så lader det samtidig til at ledighedstallet på over 6 mio. amerikanere er vigtigere og omtales med endu større ærefrygt.
Tør regeringen/myndighederne lægge DERES cost-benefit-analyse frem, så det bliver tydeligt, at man sandsynligvis kører efter økonomiske kriterier, ligeså meget som efter medmenneskelige/sundhedsfaglige?
https://www.berlingske.dk/ledere/der-er-et-missing-link-i-den-danske-cor...
Har befolkningen ikke krav på at få sandheden?
Og hvorfor bliver Brostrøm ved med at ignorere, at der i det fleste eksperters øjne - herunder formanden for praktiserende lægers, og sygeplejerskeformandens - ER evidens for, at de kan begrænse smittespredning at bruge mundbind? Hvad er meningen med det? Hvis den egentlige grund er ressourceproblemer,har man så ret til at forholde befolkningen sandhenden om det? Eller er det fordi, man i virkeligheden ikke ønsker at stoppe smitten FOR meget?
Og har man lov til at stille den slags spørgsmål nu, eller ryger man direkte i fængsel?
Kan vi ikke få nogen klare svar, så vi ved både, hvad der er videnskabeligt hold og almindelig sund fornuft i, og hvad der nu er lovligt at diskutere?
Analogien er lidt letkøbt? Er valget ikke Abrahams? Skal vi ofre våres børns existensvilkår for at sikre de 75+ får et par år til?
Cost-benefit analyser hører til i en verden, hvor man kan rangordne, prioritere og vælge mellem alternativer. Men sådan er Corona epidemien ikke helt skruet sammen. Skal vi lade folk dø nu fordi det fremtidigt kan koste liv ikke, at lukke samfundet ned? Hvad er et liv værd?
Vi kender end ikke epidemiens udvikling 14 dage frem - eller kan skue ind i fremtidige økonomiske kriser. Ud fra stort set samme logik kunne man måske næsten i enhver situation beslutte sig for, at det ikke kan betale, at redde fordi det var for dyrt.
Man kunne så også vende den om, og spørge om man har råd til, at lade være. Selv om vi ikke skulle lukke samfundet ned ville Corona formentlig medføre en økonomisk krise, og mortaliteten ville blive uacceptabelt høj
Det er da fair nok, at ville have et mål for hvad man får ud de kroner man giver ud. Men den slags beslutninger er der mere rum for når man kan træffe dem i ro og mag - og langt mindre rum for når der er ild i ens hus.
Man skal heller ikke glemme, at der kommer flere og flere meldinger om, at der er alvorlige følgesygdomme for en del, der bliver smittede: Nedsat lungefunktion, alvorlige hjerne-, nyre- og andre skader, langvarige rekonvalcensforløb. Og hvad er risikoen for gravide?
Ud over det umenneskelige i det kan det blive en dyr satsning at satse på flokimmunitet. Det er som at købe katten i sækken.
Anne-Marie Krogsbøll: Jeg tror ikke vi kommer ud over, at betragte flokimmunitet som en del af løsningen mht. Corona. Corona er sluppet løs i verden, og det tegner jo til, at COVID 19 kan blive en sygdom vi kan komme til, at døje med år ud i fremtiden
Skal man tro Peter Qvortrup Geisling så regner man med, at ca. 10% af den danske befolkning vil blive smittet i første bølge og mellem 1500 og 5600 danskere vil dø i kølvandet på epidemien. Men de 10% er jo langt fra nok, til at vi opnår flokimmunitet. Så det kan heller ikke rigtigt kaldes en strategi.
Men hvad vi i bedste fald kan håbe på, er at den strategi vi har lagt for dagen kan købe os mere tid til, at finde brugbare behandlingsformer mht. sygdommen - eller få udviklet en vaccine, som jo sidste ende kunne medføre flokimmunitet på sigt
Forhåbentlig bliver man som smittet bedre stillet med tiden, når vi får andre løsninger på bordet mht. behandling
Skulle vi alene satse på flokimmunitet gennem smitte som det er nu ville det ligegodt kræve mange ofre og døde. Deri har du ret.
Jan Boisen:
Tak for svar.
Forskellen er for mig at se, om man satser på, at en pæn del SKAL smittes - eller om man satser på at bekæmpe epidemien af alle kræfter. Jeg mener, at vi skal satse på det sidste. Det første er jo netop at have flokimmunitet som strategi - og det er både for farligt og for kynisk.
Vi bliver klogere og dermed bedre i stand til at behandle og beskytte os imod sygdomme, når vi sætter kræfterne ind på det. Og det må alt andet lige være vigtigere end en økonomi, der i forvejen er kørt af sporet i forhold til at kunne vurdere skæg fra snot og satse sine ressourcer på det første og geare ned for det sidste.