Thomas Piketty har med sin nye bog Kapital og Ideologi givet nogle konkrete bud på, hvordan samfundet skal se ud, hvis vi skal give alle borgere »adgang til de grundlæggende goder i videst mulig forstand«.
Det er en god formulering af, hvad et velfærdssamfund skal kunne, men det interessante ligger selvfølgelig i, hvad de grundlæggende goder er, og hvordan man bedst udbreder dem til alle.
Piketty har gjort det til sit varemærke at konstruere lange historiske dataserier og flyve højere, end de fleste økonomer tør. Han lader sig ikke hæmme af praktiske problemer eller virkelighedens kompleksitet. Man kan sige, at han er en fritænker, ikke fintænker.
Og hans ideer er stilet til hele verden. Danmark – af alle verdens lande – er nok det land, hans tanker mindst er henvendt til. Det skal man have i baghovedet, når man vurderer hans konkrete bud på, hvordan det retfærdige samfund ser ud.
Hans forslag til at sikre alle en værdig indkomst er langtfra lige så effektive som den danske arbejdsmarkedsmodel, men på områder som den grønne omstilling, uddannelse og kapitalskatter har han alligevel gode og spændende bud – også i en dansk kontekst.
Pikettys bud på, hvordan vi gennemfører den grønne omstilling på en fair måde, består af to velkendte komponenter: en skat på CO2-udledninger tilsat en grøn check, der fordeler noget af skatteprovenuet tilbage til borgerne afhængigt af deres indkomst. Det er en god idé.
CO2-skatten skal få virksomhederne til at gøre deres produktion mere klimavenlig og få borgerne til at dreje deres forbrug i en grønnere retning. Men det vil som udgangspunkt ramme de fattigste hårdest. Derfor skal vi føre statens indtægter fra skatten tilbage til borgerne på en måde, der især kompenserer dem med lave indkomster.
Piketty understreger, at en CO2-skat ikke skal stå alene. Den skal følges af offentlige tilskud og investeringer i grøn forskning, klimavenlig infrastruktur og energieffektivisering og af offentlig regulering og produktstandarder. Det er nødvendigt for at sætte fart på omstillingen, fordele byrderne på flere skuldre og forhindre CO2-lækage til andre lande.
Løft uddannelserne i bunden
Pikettys analyse bekræfter desuden, at hvis vi skal sikre reelt lige muligheder, skal vi gøre det nemmere at tage en uddannelse for dem, der ikke kom med på uddannelsestoget i første omgang.
De samlede uddannelsesudgifter er naturligt skævvredet i retning af dem, der tager de længste uddannelser og får de højeste lønninger. Men i de senere år er ulighederne i uddannelsesudgifterne blevet større. Det gælder også i Danmark.
Piketty foreslår en form for klippekort, hvor man får ret til ekstra uddannelseshjælp – for eksempel ekstra SU – hvis man først som voksen går i gang med en uddannelse. Det er en rigtig god idé.
Ifølge en analyse har cirka hver sjette 25-årige i Danmark kun en folkeskoleuddannelse. Derfor skal det være nemmere for ufaglærte at tage en uddannelse som voksne. Tilsvarende skal faglærte have bedre muligheder for at bygge videre på deres kvalifikationer.
Samtidig foreslår Piketty dog, at alle skal have en lille million kroner i 25-årsfødselsdagsgave, som man kan bruge, som man vil – det er ikke et godt forslag. Man får mere ud af statens midler, hvis man målretter dem til uddannelse.
Det er dét, vi i Danmark gør med SU’en. På den måde understøtter vi, at folk uddanner sig. Det er en afgørende motor for både den sociale mobilitet og for den generelle produktivitet.
Højere formuebeskatning
Pikettys store slagnummer er formueulighed og de skævheder, det afstedkommer. Derfor foreslår han for eksempel at beskatte formuer direkte og ikke kun via arveafgifter og skatter på kapitalindkomst, som vi gør i Danmark.
Han er med på, at det vil få folk med store formuer til at flytte deres penge ud af landet. Populært sagt bliver en formueskat dermed til en beskatning af de røde og de dumme – altså dem, der ikke flytter deres formuer. Derfor slår Piketty fast, at formueskatter ideelt set skal gælde for alle EU-lande.
Han mener, at Frankrig ville kunne indføre det alene. Det mener vi til gengæld, at Danmark er for lille til. En europæisk formueskat ville være et godt skridt, men dansk enegang skubber bare formuer ud af landet.
Det danske skattesystem med relativt høje skatter på kapitalindkomster er i fravær af en fælleseuropæisk formueskat en effektiv måde at bremse formueakkumulationen på. Desuden betyder vores arbejdsmarkedspensioner, at lønmodtagerne i Danmark allerede i dag er medejere af de store danske virksomheder og får del i deres afkast. Det bidrager til at sænke formueuligheden.
Ikke desto mindre kunne kapitalskatterne godt trænge til en overhaling. Piketty påpeger, at beskatningen af formuer på nuværende tidspunkt er lavere på de højeste formuer end på middelklassens formuer, fordi lån ikke trækkes fra husets værdi, når boligskatterne opgøres. Det gælder også i Danmark.
Derudover er selskabsskatten for multinationale selskaber fundamentalt fejlkonstrueret, fordi selskaberne selv kan flytte deres overskud til lande med lav skat. Derfor har han ret i, at der er brug for objektive kriterier for, hvordan selskabsskatten skal fordeles.
Flexicurity er mere progressivt
Men når det kommer til at sikre alle en værdig indkomst og gode muligheder i livet skal vi til gengæld ikke skele til Pikettys forslag om, at staten skal toppe folks indkomst op, hvis den er på under 60 procent af gennemsnitslønnen. Den danske arbejdsmarkedsmodel med en høj mindsteløn og målrettede offentlige overførsler er nemlig en langt mere effektiv og fleksibel måde at sikre alle en værdig indkomst på.
De kollektive overenskomster har vist sig at være en uhyre effektiv måde at sikre, at lønmodtagere får del i velstanden, uden at konkurrenceevnen lider overlast. Samtidig har vi målrettet de offentlige overførselsindkomster til folk uden et job og ledsaget dem af rådighedskrav. Det skal sikre en balance, hvor ydelsesniveauet på den ene side er forholdsvist højt, mens den samlede regning på den anden side er forholdsvist lav.
Den danske arbejdsmarkedsmodel, flexicuritymodellen, er derfor uhyre velegnet til at afstemme de forskellige hensyn på arbejdsmarkedet. Det skal vi holde fast i og passe på ved at stoppe de løbende dagpengeforringelser – men ikke ved at indføre et langt mere primitivt ydelsessystem.
Når Piketty foreslår et mere primitivt system, skyldes det, at hans forslag ikke er henvendt til de skandinaviske lande. Det danske overenskomstsystem bygger på en lang forhandlingstradition, og de offentlige ydelser kan kun målrettes, fordi vi har en offentlig sektor, der er supereffektiv og har gode oplysninger om borgerne. Derfor er det langtfra alle lande, der kan gå Danmarks vej.
Pikettys forslag er inspiration til verdenssamfundet. I en dansk kontekst er Pikettys forslag på områder som klima, uddannelse og beskatning af multinationale selskaber rigtig gode. Og hans tanker om beskatning af formue er interessant i en EU-kontekst.
Men den danske arbejdsmarkedsmodel er med et aftalebaseret arbejdsmarked, arbejdsmarkedspensioner og et stærkt socialt sikkerhedsnet bedre egnet til at afstemme de mange hensyn på arbejdsmarkedet end Pikettys borgerløn og 25-årsfødselsdagsgaver.
Lars Andersen er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Jon Nielsen er senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
Kan vi lære af Pikettys politik i Danmark?
Stjerneøkonomen Thomas Piketty kommer i sin nye bog med et bud på en »deltagersocialisme« og en række radikale politiske forslag, som skaber lighed og bekæmper klimaforandringerne. Men er franskmandens forslag også relevante for den danske samfundsmodel? I denne kronikserie har vi bedt skribenterne vurdere Pikettys politik i en dansk kontekst.
Seneste artikler
Cevea: Piketty viser vejen for en ny demokratisk socialisme – og Danmark bør lade sig inspirere
13. maj 2020Centrum-venstre i Danmark bør lade sig inspirere af enmandshæren Thomas Pikettys kamp mod den syge kapitalisme, den destruktive ulighed og rovdriften på klodens ressourcer. Han revitaliserer troen på, at progressiv politik kan flytte verden, skriver direktør og kommunikationschef i Tænketanken Cevea i kronikserien, der sætter den franske økonoms politik ind i en dansk kontekstPiketty er inspireret af Skandinavien, men nogle af hans forslag virker ekstreme i Danmark
6. maj 2020Pikettys utopia byder på uddannelse til alle, midlertidigt ejerskab frem for permanent og mere fokus på miljø- og sociale hensyn. Især finansieringen af forslagene er ikke uden problemer, og nogle af dem er dyre uden at leve op til deres formål, skriver ulighedsforsker Birthe Larsen i kronikserien, der sætter den franske økonoms politik ind i en dansk kontekstNej, Arzrouni, man bliver rig af at eje, ikke af at arbejde. Derfor skal vi omfordele mere
4. maj 2020Ingen er tjent med for store indkomstforskelle. Derfor er mit forslag, at man konfiskerer alle indkomster over to millioner og fordeler provenuet mellem dem, der har under 400.000 kr. Gør vi intet, vil fordelingen etablere sig selv på en grim måde, skriver Fin Egenfeldt-Nielsen i dette debatindlæg
Flexicurity er mellem dagpengeforringelser og straffeorienteret, systematisk fornedrelse af arbejdsløse reduceret til en stavrende genganger, der består af en masse fleksibilitet for arbejdsgivere og ret begrænset sikkerhed sikkerhed for arbejdstagere, som til gengæld er behæftet med skyld, skam og straf. Men mindre vi har tænkt os at rent faktisk reparere på konceptet, bør vi nok ikke holde det op som et lysende eksempel til efterfølgelse.
Må jeg i den forbindelse henvise til weekendens artikel fra Information.
https://www.information.dk/moti/2020/04/professor-bag-begrebet-bullshit-...
Vi får aldrig nedlagt de nytteløse jobfunktioner, så længe de er betingelsen for tusinder af menneskers forsørgelse - nogle gange er det en lille dreng, der kan se, at kejseren ikke har noget tøj på, andre gange en professor fra London. Pointen er den samme.
Derfor har vi brug for en sikret forsørgelse, der ikke stavnsbinder til meningsløst arbejde, men frisætter til at nytænke. Der er masser af arbejde, der skal gøres, men klimakrisen sætter en øvre grænse for produktionen. Høj produktivitet betyder derfor færre nødvendige - og tilladelige - arbejdstimer. Så lad os dele det arbejde, som er nødvendigt, og giv os herefter fred og ro til at tænke og finde på nyt (der ikke sviner) i stedet for at stresse og herse på et arbejdsmarked, hvor ethvert arbejde er "helligt", uanset hvor unyttigt - eller ligefrem skadeligt - det måtte være.
Hvis man har en hammer ser man søm alle vegne - på samme måde kan det måske være vanskeligt at se andet end "arbejde", når man sidder i Arbejdernes erhvervsråd. Det er vel ikke så underligt - men prøv med et lidt bredere pespektiv! Borgerløn har faktisk også meget for sig i en dansk kontekst!
PS
Jeg så, at der i går blev lagt et forslag om borgerløn på borgerforslag.dk. Her er også anført en række gode grunde til at diskutere modellen, som kan være interessante at se på, uanset hvordan man pt forholder sig til spørgsmålet - eller til de konkrete detaljer i forslaget. Som forslagsstillerne (som jeg ikke kender) selv skriver, er forslaget tænkt til at få den realpolitiske drøftelse i gang - alle detaljer er naturligvis til forhandling.
Det er rigtigt, at flexicurity-systemet i princippeer fremragende - men efterhånden er det blevet undergravet så meget at det kan diskuteres, om det stadig er effektivt. Jeg synes kronikørene har for lidt blik på at forringelserne af dagpengene, førtidspension og sygedagpenge sammen med en beskæftigelsesindsats, der mere har karakter af kontrol og straf end nytte, bør forbedres straks.
Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, og senioranalytiker Jon Nielsen må have befundet sig i dvale på The Dark Side of the Moon de sidste 20 år.
Meget underlig artikel. Den ignorerer kontanthjælpsmodtagerne, som nu om dage er kastet ud på arbejdsmarkedet til trods for at de ikke kan klare sig der. Det er jo derfor de er på kontanthjælp stort set. Der er knap nok sikkerhed for dem. Sanktioner og 225 timers regel og kontanthjælpsloft. Jeg tror heller ikke en enlig kontanthjælpsmodtager finder ydelsen høj. Tværtimod.
Det handler om en magtbalance, som blev voldsomt skadet af, at vi overgik til 'flexicurity' i stedet for retten til kompensation ved arbejdsløshed.
Det er så smukt, Annette Hjort Knudsen, og overset: hvis man vil sætte sine interesser igennem, må man kunne afstå. Kampen for for alt i verden at skaffe og sikre arbejdspladser må vendes på hovedet, vi må overveje, om det er nyttige, nødvendigt og/eller uskyldigt lystfyldt, når vi overvejer nødvendigheden af at bruge vores sparsomt afsatte levetid på det.
Her skal vi ikke forfalde til en universel model, efter hvilken vi altid har måttet et eller andet, men lineært forstå, at computeren er opfundet, ligesom en masse andet, der konkret vil kunne lette os i stedet for at opfinde nye, ligegyldige, hvis ikke skadelige, opgaver.
Kim Brinckmann fra Københavns Universitet har lige forsvaret sin egen DJØF-status ved at forklare, at han f.eks. hjælper forskerne med at finde steder, de kan søge om penge; men her er hele problemet jo, at man har ødelagt universiteternes helt nødvendige uafhængighed ved at gøre forskerne afhængige af eksterne midler, eller midler, som nogen skal bevilge dem på baggrund af et projekt, de kan godkende.
"De kollektive overenskomster har vist sig at være en uhyre effektiv måde at sikre, at lønmodtagere får del i velstanden, uden at konkurrenceevnen lider overlast. Samtidig har vi målrettet de offentlige overførselsindkomster til folk uden et job og ledsaget dem af rådighedskrav. Det skal sikre en balance, hvor ydelsesniveauet på den ene side er forholdsvist højt, mens den samlede regning på den anden side er forholdsvist lav."
Sådan taler økonomer. Vellønnede økonomer, vel at mærke. Vellønnede økonomer, som ikke for sig selv mærker nogen presserende risiko for via omskolingsprogrammer og efteruddannelse - som et akrobatisk slangemenneske - at skulle evigt tilpasse sig et konstant foranderligt arbejdsmarked, drevet frem af den 'kreative destruktion', som de neoliberale hylder som vækstgeneratoren over dem alle.
Sådan taler neoliberale økonomer, uden 'skin in the game'.
Sådan taler konformt skolede økonomer, med deres på det tørre: For dem er mennesker blot 'ressourcer', der kan og skal evigt 'optimeres', hvis 'markedet' fortsat skal generere 'vækst', udmålt som en stigning i BNP.
Og 'markedet' SKAL generere 'vækst', udmålt som en stigning i BNP: For en konformt skolet økonom er BNP nemlig det eneste mål for et samfunds velfærd. De regner det sågar for et 'videnskabeligt' mål. idet det kan tælles til sidste øre, ren empiri. Hvad mere kan man ønske sig?
Well, til en start kan man jo stille sig selv det spørgsmål, om det vitterligt er i alle menneskers interesse således at blive betragtet som en 'evigt optimer-bar ressource'? Om det vitterligt er i alle menneskers interesse at være evigt 'omstillingsparat', evigt leve under kravet/truslen om at skulle 'genopfinde' sig selv, dikteret af markedets luner?
Man kan stille sig selv det spørgsmål, om neoliberale økonomer monstro er blevet så optaget af markedets kreative potentiale, at de helt har mistet blikket for den destruktive side af ligningen? Man kan spørge sig selv, om økonomer mon overhovedet er klædt på til at vurdere den egentlige, menneskelige værdi af de økonomiske tiltag de foreskriver? Og måske kan man endda let finde svaret på dette sidste spørgsmål, hvis man bekendtgør sig blot en smule med det økonomer beskriver som 'negative eksternaliteter'..
At Arbejderbevægelsens [sic] Erhvervsråd i det store og hele slutter op om den neoliberale ideologi, er en ikke overraskende men derfor dog stadig tragisk ironi.
Hvad skal vi i grunden med en 'tænketank' [sic], hvor man slet ikke evner at 'tænke uden for boksen'..?
Når de siger, at der skal indføres borgerløn i et land, handler det i virkeligheden om at fjerne fattigdommen. Det er bare en anden måde at udtrykke sig om, at når der er så store formuer i et rigt land som det danske f.eks. - så er det skammeligt at mennesker er pressede ud i strukturel hjemløshed, eller at de er nødt til at tigge ude på Facebook, fordi de ikke har råd til at købe medicin eller mad. Det skal man have i baghovedet, når man vurderer konkrete bud på, hvordan et retfærdige samfund ser ud.
Skribenternes forslag til at sikre de fattige en værdig indkomst er langtfra lige så effektive som Pickettys. Derfor handler det ikke så meget om at føre statens indtægter fra skatten på CO2-udledning tilbage til borgerne på en måde, der især kompenserer dem med lave indkomster. Nej vi skal totalt fjerne fattigdommen, det er mere simpelt, og det er nødvendigt at fordele byrderne på de hovedriges skuldre og fjerne de alvorlige økonomiske problemer i bunden af samfundet, i et af verdens rigeste lande.
Skal de fattige have en million kroner i 25-årsfødselsdagsgave? Hvis man spørger en person der har flere millioner i formue om der skal en omfordeling af formuerne i Danmark, siger vedkommende nej, stor overraskelse. Gud vide hvad en direktør eller en analytiker tjener om året, eller hvor mange millioner de har akkumuleret for sig selv. Hvilke mennesker omgiver de sig med? De aner simpelthen intet om hvad der foregår i bunden af samfundet.
Spørger man en fra overklassen angående hvordan lønningerne i DK er, vil han sige at de er fantastiske. Hvad havde man forventet? Det er skræmmende. Hvorfor ikke bare skrive at; os i overklassen har det skide godt. Vi andre har råbt og skreget i årtier og alligevel har de i elfenbenstårnet intet hørt. Sådan går det når fine mennesker udtaler sig om hvordan det går i Danmark, de vil svare at; det går fint. Men sundhedsvæsenet da, hvordan går det der? Svar: Vi har et rigtigt godt sundhedsvæsen. Ja gu har I så. Jamen skal vi så have en progressiv stigende skat herhjemme? Naturligvis ikke, siger de rige, lad os vente og se hvad de andre 200 lande finder på.
De uddannedes ide med at alle bare kan tage en uddannelse går heller ikke, det er ikke den måde man fjerner fattigdommen på. Det har været en tankegang, som har stået i vejen for at fjerne fattigdommen i årtier. Man har fokuseret på akademisering af samfundet, men kun 8 % er akademikere, dvs. at man ikke er i stand til at se den reelle virkelighed. Samme problem i Folketinget, halvdelen er akademikere. Hvad har det med demokrati at gøre? Nej, man får ikke mere ud af statens midler, hvis man målretter dem til uddannelse. Den sociale mobilitet er systematisk saboteret, og kun få fattige når nogensinde op på at have en million i formue, tværtimod. Det har generelt mest gavnet de veluddannedes børn.
At konkurrenceevnen lider overlast - denne tankegang har været en afgørende motor for både den konstant øgede økonomiske ulighed og for den generelle fattigdomsskabelse.
Dem som tjener 1,3 millioner om året eller mere, er i en klasse for sig. Dem findes der 180.000 af i Danmark. De fleste af dem mener vel alle at: "Målrettede offentlige overførelser er en effektiv og fleksibel måde at sikre en værdig indkomst på." Det er skammeligt at fagforeningernes top ikke ved hvordan det går i bunden af samfundet, men alligevel udtaler sig derom.
Fjerner man overklassen fra magtpositionerne, får vi et helt andet samfund. De vil gøre alt hvad de kan for at bevare uligheden, formuerne og fattigdommen. Vi skal have fundamentalt ændret samfundet og især overførelsesindkomsterne her i landet, og vi venter ikke længere på at de rige fatter det.
Vi venter især ikke på at de lande som sender mest CO2 ud i atmosfæren, nemlig USA EU-landene, Indien, Kina, Brasilien, tager sig sammen. De venter alle på hvad de andre lande gør. Vi sigter nu på et scenarie af 3,5 graders stigning hvilket betyder klimakaos. Og så er der naturligvis ikke medregnet dominoeffekterne af de såkaldte tipping points. Vi venter ikke længere, det er slut.
Multinationale koncerner, som ikke, gennem skatterne, ønsker at bidrage til det velfærd, som det i Danmark lukrerer på, bør forbydes adgang til forretning her i landet. Den åbenbart udbredte opfattelse af økonomisk retfærdighed blandt neoliberale er, at skattetrykket skal sænkes (helst helt afskaffes) for multinationale koncerner, hvis det skal kunne betale sig for dem at lave profit i Danmark.
Opretholdelsen af velfærdsstaten må så hente pengene hos lønmodtagerne (arbejdskraften) og mindre samt mellemstore virksomheder, som ikke kan føre deres overskud i skattely til et udenlandsk skuffeselskab.
Piketty's forslag om borgerløn og progressiv beskatning af indkomst og profit for multinationale selskaber, før værdierne føres i skattely, er bestemt relevante også i Danmark.
"men indretningen af arbejdsmarkedet har vi allerede løst bedre selv, skriver direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen," men hen glemmer hvor mange den model hælder ned af brættet. Jeg håber vi i EU kan blive kvit med skattelyselskaber om de er danske eller amerikanske. Det er mere vigtigt end den danske model.
Det er decideret besynderligt at hylde den danske flexicuritymodel, når den reelt ikke længere eksisterer. Med dagpenge- og arbejdsmarkedsreformerne har man sikret sig, at en del af arbejdsstyrken er henvist til at være ekstremt fleksible, men uden nogen sikkerhed. Skal modellen igen give mening, er det således ikke nok at stoppe forringelserne, da de er gået så langt, at det kræver en omfattende genopretning.
Netop, Michael Waterstradt, man overser det ene: at samfundets interesse i de virksomheder ofte alene er det, de kan bidrage med til statskassen.
Lykketoft sagde i sin anmeldelse af Pikettys Kapital og Ideologi, at denne måtte være pligtlæsning for alle socialdemokrater. Man må håbe bogen bliver ny tilrængt inspiration for socialdemokrater, men der er ingen tvivl om, at den udfordrer det socialdemokratiske idégrundlag frontalt, især mantraet “gør din pligt, kræv din ret”. Lars Andersen og Jon Nielsen hævder i kronikken 15/4, at den danske flexicuritymodel er mere progressiv end Pikettys borgerlønsmodel, men har slet ikke øje for, at Pikettys model er langt mere frisættende for den enkelte borger. For Piketty er borgerlønnen en menneskeret, der kommer før alle pligter, og den kræver ikke, at den enkelte står til rådighed for arbejdsmarkedet. Der er tale om en universel ydelse på 60 procent af gennemsnitslønnen efter skat, altså 11.750kr udbetalt om måneden, en “borgerarv” på 897.000kr på borgerens 25 års fødselsdag, og derudover alle øvrige sociale ydelser. Det bliver interessant at se, om socialdemokraterne bider til bolle.
Ingen anbefaler denne artikel, ingen overhoved.
jeg er rystet over den virkeligheds fjerne verden, de to herre, Lars og Jon kommer fra. De er bare indbegrebet af systembevare, der lever afsondret i en osteklokke.
Tak for alle de gode indlæg og gode argumenter, der er kommet frem her i debatten. I er med til at bringe håb for menneskeheden.
Jeg synes, at vi - for at komme alle borgerlige indvendinger i forkøbet - skal konstruere, hvad der jo i bund og grund er andel i udbytte, som en borgerdividende, hvor man én gang om året modtager en stor udbetaling. Piketty er jo godt klar over det behov, siden han vil give en stor sum ved de 25 år; men for mange vil det være mere nyttigt i det hele taget at kunne disponere for et år, hvis man f.eks. skal anskaffe bolig, begynde virksomhed eller rejse i længere tid.
Indvendingen er, at nogle ikke kan finde ud af at holde på pengene; men dels vil de fleste jo ikke udelukkende skulle leve af den årlige udbetaling,men tjene penge undervejs på vanlig vis, dels må man jo hjælpe dem, der har de vanskeligheder.
Det her er jo en ufrivillig gravskrift over Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - og intellektuel striptease når så central en aktør tydeligvis ikke aner, hvordan "flexicurity" fungerer ude i virkeligheden.
En af Pikettys centrale pointer er i øvrigt, at det, han kalder "den socialdemokratiske koalition" siden 1980'erne har vist sig ude af stand til at formulere et modsvar til neoliberalismen, og at man i høj grad selv har deltaget i og skabt den nye eskalerende ulighed, der også manifesterer sig i den totale udhuling af den flexicuritymodel, AE her roser. Så måske er det her indlæg i virkeligheden udtryk for den sædvanlige socialdemokratiske "vi alene vide"-form, hvor al kritik fejes af bordet for partiets skyld?
Morten Isaksen, du skal være opmærksom på, at i den oprindelige klassiske socialdemokratiske ret og pligt-tænkning kom ret før pligt. Det er meget vigtigt at holde sig det for øje. Det er nemlig her, at de moderne socialdemokrater arbejder på et helt andet ideologisk grundlag end deres forgængere (som de i øvrigt hele tiden henviser til). Man har vendt op og ned på ret og pligt-tænkningen, og det har meget store konsekvenser for den førte politik og hele velfærdsstatens indretning.
Problemet er, at vi alle sammen - og særlig vores elendige presse - arbejder ud fra den antagelse, at partiet grundlæggende er det samme parti, og det er en ideologisk fælde, der forhindrer os i at forstå nutidens politiske dynamikker.
Socialisternes våde drøm,kan ikke realiseres,uanset om man hedder Thomas Piketty,Karl Marx eller Pelle Dragsted,
for så længe det drejer om andres penge,vil de fleste være med,men når det drejer sig om egne penge står de fleste af.