Kronik

Europas ledere bør gribe ind og stoppe det sundhedsfarlige og udemokratiske valg i Polen

Den polske regering insisterer på at gennemføre landets præsidentvalg den 10. maj, selv om det hverken er sundhedsmæssigt eller demokratisk forsvarligt. EU, WHO og de europæiske statsledere bør opfordre til, at valget udskydes, skriver Piotr Buras, i dette debatindlæg
Jaroslaw Kaczynski, formand for det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), under parlamentsvalget i oktober 2019.

Jaroslaw Kaczynski, formand for det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), under parlamentsvalget i oktober 2019.

Wojtek Radwanski

1. maj 2020

Hvis Ungarn er det første coronaautokrati i EU, ser Polen ud til at blive nummer to. Den polske regerings plan om at afholde et præsidentvalg den 10. maj er en hån mod demokratiet og udgør en enorm sundhedsrisiko for millioner af mennesker. Hvis det gennemføres, vil valget være et nådestød til demokratiet i Polen og kaste landet ud i en politisk krise af hidtil usete dimension. Men det er ikke for sent at stoppe det, og Europa må ikke se passivt til.

Det kommende valg er længe blevet set som knald eller fald for Polens demokrati. Siden 2015 har regeringen omdannet landet til et illiberalt demokrati. Det er blevet gjort med støtte fra den uafhængige præsident, Andrzej Duda, der med kaldenavnet »Kaczyńskis pen« har gjort det til en vane at underskrive alle forslag fra det polske regeringsparti, Lov og Retfærdighed (PiS), der har Jaroslaw Kaczynski i spidsen som formand.

Valget af en præsident fra oppositionsrækkerne ville kunne blive en game changer, da han eller hun kunne benytte sin vetoret til at stoppe PiS-lovgivningen. Derfor er regeringen så fast besluttet på at afholde afstemningen efter planen på trods af det stigende antal coronasmittede og dødsfald i Polen, som truer med at overvælde landets dårligt udstyrede sundhedsvæsen.

Regeringens mål er at sikre Dudas sandsynlige sejr, før det er for sent, for hvis afstemningen udsættes, vil en virusforårsaget økonomisk krise sandsynligvis skabe vrede mod det regerende parti og reducere Dudas chancer for at blive genvalgt betydeligt.

Sundhedsfarligt valg

Ikke desto mindre kan afstemningen ikke finde sted uden at bringe folks liv i fare. I en tale i parlamentet forrige mandag indrømmede premierminister Mateusz Morawiecki, at antallet af smittede i Polen ville toppe i maj eller juni. Derfor er det ikke forsvarligt at samle cirka 50 procent af Polens 30 millioner vælgere ved stemmeurnerne som ved det sidste præsidentvalg i 2015.

Men selv hvis pandemien på mirakuløs vis forsvinder i løbet af de næste ti dage, ville de alvorlige sundhedsrisici ved en menneskeforsamling af denne størrelsesorden ikke forsvinde. For at gennemføre valget som planlagt skulle de polske myndigheder have været i gang med forberedelserne i månedsvis. De lokale myndigheder er ved lov forpligtet til at arrangere valget, men de kunne vise sig at være ude af stand til eller uvillige til at gøre det, hvis dette ville true borgernes liv.

Den 6. april reviderede parlamentet derfor valgloven, og myndighederne vil i stedet gennemføre hele valget via en brevafstemning. Selv denne forholdsregel vil imidlertid ikke fjerne den alvorlige sundhedsrisiko. Valgkomiteerne skal være på plads for at tælle stemmerne, og 25.000 postarbejdere er nødt til at aflevere og hente stemmerne. Dette vil skabe millioner af nye kontaktpunkter mellem mennesker, hvilket sandsynligvis spreder virussen på et tidspunkt, hvor begrænsningen af den stadig vil være af største betydning.

Anerkend nødsituationen

Valget skaber også alvorlige bekymringer over de grundlæggende demokratiske standarder. Vigtigst er det, at valgkampagner ikke kan finde sted som normalt, mens offentlige forsamlinger er forbudt, at situationen favoriserer premierministeren, der præsenterer sig selv som en energisk krisestyrer, og forfatningen forbyder endvidere ændringer i valgloven i de seks måneder, der fører op til et valg.

Polakkerne har meget lidt erfaring med at brevstemme, da kun handicappede har fået lov til at bruge denne fremgangsmåde ved tidligere valg. Loven om en universel brevafstemning træder tidligst i kraft den 7. maj efter at have gennemgået den parlamentariske standardprocedure, og det er administrativt umuligt at arrangere et valg inden for tre dage uden en stor risiko for valgsvindel.

Der er dog en direkte måde, man kan respektere både de demokratiske standarder og folks liv på. Regeringen kan erklære en naturkatastrofe, så et valg ikke kan finde sted. Dette ville normalt gælde i en måned, men med parlamentets samtykke kunne regeringen forlænge den, så længe situationen kræver det. Hvis pandemien trækker sig tilbage, kan myndighederne afholde valget om et par måneder.

Med lukning af skoler og restauranter, omfattende konkurser, håndhævet fysisk afstand og store bøder til dem, der samles i grupper, er denne nødsituation allerede en kendsgerning. Alle oppositionspartier og præsidentkandidater – fra venstre til højre – har opfordret regeringen til at formalisere dette. Men Kaczyński er fortsat fast besluttet på at gribe muligheden for at konsolidere sin magt.

Europa må ikke være tavst

Regeringer i hele Europa har skabt bekymring ved at indføre restriktioner og andre nødforanstaltninger til bekæmpelse af coronapandemien. Særlige udøvende beføjelser kan faktisk være farlige, hvis de bliver ved at stå ved magt permanent. Lande med stabile demokratiske institutioner og uafhængige domstole vil sandsynligvis kunne kontrollere denne trussel mod den liberale orden.

Men i Polen, hvor regeringen allerede har fjernet centrale søjler i den liberale demokratiske orden, er indsatsen for coronarelaterede politikker højere, end den er andre steder. Der handler kampen ikke om omfanget af borgerrettigheder, men nærmere demokratiets fremtid på et mere fundamentalt niveau.

Derfor er det ikke nu, at Europa skal være tavst. Internationale organisationer skal være deres ansvar bevidst. For eksempel bør Verdenssundhedsorganisationen, WHO, udsende en advarsel om, at valg, der afholdes midt under pandemien, udgør en risiko for folkesundheden.

Europarådet, der overvåger situationen i Polen, bør give et klart signal om, at et valg under de nuværende forhold ikke ville være i overensstemmelse med de demokratiske standarder. Hverken rådets repræsentanter eller observatører fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa kan rejse til Polen for at overvære valget.

På europæisk niveau skal der være mere end blot udtryk for bekymring fra Europa-Kommissionens side. EU’s præsident og formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, bør omgående sætte skarpt ind over for situationen i Polen og i Ungarn, som begge allerede er omfattet af artikel syv om suspension af visse rettigheder i EU.

Endelig bør europæiske ledere og offentlige myndigheder åbent opfordre regeringen i Warszawa til at udsætte valget med henvisning til den polske forfatning. At holde sig til den nuværende tidsplan er ikke kun udemokratisk, men også amoralsk.

Bekæmpelse af coronapandemien er et fælles europæisk ansvar. PiS-regeringen risikerer ikke kun polske statsborgeres liv, men undergraver de bestræbelser, som EU udfører som helhed. Så hvis Andrzej Duda genvælges den 10. maj, bør ingen give ham hånden.

Piotr Buras er direktør for Warszawakontoret i tænketanken Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR)

Kronikken er oversat fra engelsk

Den siddende præsident Andrzej Duda står til at vinde i hvert fald første valgrunde ved valget i Polen, som efter planen skal afholdes søndag, men næppe bliver det.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anker Heegaard
  • Hans Larsen
Anker Heegaard og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anker Heegaard

Der er vist flere lande i EU, som trænger til et demokratisk eftersyn. Både Polen og Ungarn bevæger sig med høj hastighed væk fra styreformer, som bør give adgang til EU's hellige haller - og pengekasse.
Selvfølgelig skal EU tage sig af det snarest, men EU har også dette forår vist os, at foreningen ikke kan handle hurtigt nok, på de katastrofer der opstår.
Derfor bør EU også kigge på egne begrænsede evner til, at agere under pandemier og de sidste mange års flygtningepolitik.
Som EU fungerer i kriser for nuværende, så kan de for min skyld godt lukke ned - et EUXIT.