Kronik

Her er de fire mest fortærskede argumenter mod identitetspolitik, og hvorfor de ikke holder

De samme banale, ansvarsfraskrivende og fordrejende argumenter går igen, når folk kritiserer identitetspolitik. Det gælder lige fra komikeren Linda P til essayisten Mathilde Walter Clark, men det har Information ikke opdaget, skriver studerende Klaus Brix Andersen i dette debatindlæg
De samme banale, ansvarsfraskrivende og fordrejende argumenter går igen, når folk kritiserer identitetspolitik. Det gælder lige fra komikeren Linda P til essayisten Mathilde Walter Clark, men det har Information ikke opdaget, skriver studerende Klaus Brix Andersen i dette debatindlæg

Sofie Holm Larsen

21. april 2020

Mathilde Walter Clark fortæller »den store historie om identitetspolitikken i USA og i Danmark, som vi endnu ikke har fået den«, skrev Informations litteraturredaktør, Peter Nielsen, i en leder om Mathilde Walter Clarks essay »Gorillaen i Corsicana«, som avisen havde bragt den 27. marts.

Essayet tager afsæt i en anekdote om en gammel gorillaskulptur på en legeplads i den amerikanske by Corsicana, som en kvindelig studerende i byen efter sigende mente var racistisk. Skulpturen skulle være udtryk for hvide menneskers syn på sorte, og derfor krævede hun den fjernet.

I modsætning til litteraturredaktøren mener jeg, at Clarks essay mere præcist kan karakteriseres som en ensidig automatkritik af ’identitetspolitikken’.

Det kræver ikke meget andet end at orientere sig i, hvilke diskussioner der udspiller sig i de mere populærkulturelle luftlag, før man indser, at det er tilfældet.

Et udmærket eksempel på dette kunne være Ekstra Bladets artikel »Lagt for had: – Jeg beklager meget«. Her er det komikeren Linda P, der i sit forsøg på at undskylde for sit instagramopslag, der opfordrer til at begå vold mod kinesere, ender med at gå til angreb på folk, »der bestemmer, hvornår man er racist, fordi det står i en eller anden bog«.

Denne kritik synes i næsten forbløffende grad at benytte sig af samme logik som Clarks essay. Jeg ved selvfølgelig ikke, om Linda P har læst essayet, men jeg tillader mig at gå ud fra, at det ikke er tilfældet.

Derfor følger der her en liste over de fire mest fortærskede argumenter, som jeg mener, at Clark, Linda P og mange andre benytter sig af i en grov misrepræsentation af de ’identitetspolitiske’:

1. De identitetspolitiske ser spøgelser

De identitetspolitiske ser ting, som ikke er der, fordi de har læst det i en bog.

Clark påstår, at identitetspolitikken først »var blevet udviklet på universitetet«, hvorefter den »havde spredt sig til populærkulturen«.

Dette bliver dog aldrig til mere end en påstand. Hvorfra hun ved det, fremgår ikke. Alligevel er det hendes udgangspunkt, når hun anklager identitetspolitikken for udelukkende at betjene sig af »færdiglavede udtryk og vendinger«.

Ifølge Clark er det også derfor, at visse mennesker pludselig er begyndt at se racisme og undertrykkelse i ting, der jo ellers altid – det ved vi jo alle – har været harmløse. For eksempel kulturelle stereotyper, der vedligeholdes igennem kulturelt approprierende udklædninger.

Linda P er lidt mere vag i sin anklage og »giver ikke en skid« for »de unge mennesker, der har lært i en bog, hvornår de skal blive forargede på andres vegne«.

Og hun fortsætter: »Jeg tænker, de har haft mere travlt med at nå at screenshotte opslaget (…) end de rent faktisk tænker over, om jeg reelt er en ond racist, hvilket naturligvis ikke er tilfældet.«

Clark og Linda P argumenterer i virkeligheden for det samme: Hvis bare de unge mennesker ikke støttede sig så meget til bøger, ville de kunne se, at der ikke er tale om racisme. Det, de har læst i en bog, får dem til forhastet at drage den konklusion, at man er racist.

2. Man er kun racist, hvis man kalder sig det

At sige, at man ikke er racist, er det samme som ikke at være det.

Linda P synes altså ikke selv, at hun »reelt« er en ond racist. Først og fremmest fordi hun selv siger det. Hendes logik er, at det er op til den enkelte at afgøre, om man er racist. Det handler om intention, intet andet.

Det er nogenlunde samme tankegang, Clark bruger, men frem for kinesere er det bare de ’identitetspolitiske’, der står for skud hos hende. Hun skriver om sig selv, at hun ikke er en, der tænker i »sort-hvid«, men hun anklager dem for ikke at kunne »udtrykke sig med egne ord«, at være farlige for den »demokratiske samtale«, ligefrem »primale«, men hele vejen igennem citerer hun dem ikke én eneste gang.

3. De identitetspolitiske er ikke 'ægte' udsatte

Der findes ægte udsatte, men det er ikke de identitetspolitiske.

Linda P indrømmer i Ekstra Bladet, at »der var nogle mennesker, som blev rigtig kede af det, da de mente, opslaget kunne afføde mere vrede for dem, der lige nu bliver udsat for hatecrime … Og det er SÅ rigtigt«.

At denne ’ægte’ udsatte gruppe kunne være sammenfaldende med gruppen af ’identitetspolitiske’, hun anklager for at reagere på noget, de har læst i en bog, er dog udelukket.

Samme figur findes i Clarks essay. Hun dedikerer ligefrem et helt afsnit til at vise, at hun godt ved, at der eksisterer racisme, fordi »man kunne se den i tallene, der dækkede over en helt konkret virkelighed med levende mennesker«.

Dog løber vi ifølge hende ind i et problem, når det kommer til de ’identitetspolitiskes’ ønsker og krav: »Et af de talløse problemer med sammenrendet af kategorier og følelser, krav og anklager, var, at der (…) kunne sidde nogen som vitterlig var blevet gjort uret.«

Hvordan hun har tænkt sig at skelne imellem, hvem der er blevet gjort ’ægte’ uret, og hvem der bare er identitetspolitiske, kommer hun dog ikke ind på.

4. De identitetspolitiske er uhyre magtfulde

De identitetspolitiske er en magtfuld gruppe, der udsteder forbud og helt urimelige krav.

I en variation af ’fordi det står i en bog’, forklarer Linda P, hvorfor hun tog sit instagramopslag ned:

»Der er en masse i dagens Danmark, der bestemmer, hvornår man er racist, fordi det står i en eller anden bog. Og derfor er jeg nødt til at forklare, at jeg har slettet opslaget, fordi jeg har simpelthen vaskeægte ikke lyst til at tæve nogen – til dem, der skulle være i tvivl om det.«

De mennesker, der læser nogle bestemte bøger, bestemmer altså, hvornår man er racist. De har ifølge Linda P en slags definitionsret på racismebegrebet. Hvem disse mennesker er, hvad de siger, eller hvordan de bestemmer det, melder historien imidlertid ikke noget om.

Dog må vi forstå, at det er denne overmagt, Linda P med sine 282.000 facebookfølgere kæmper imod. Hun underkaster sig også overmagten af frygt for at blive misforstået, selv om det jo er indlysende, at det at skrive, at man har lyst til at tæve nogen, betyder, at man ikke vil gøre det.

I Clarks tilfælde er det i hendes omtale af en berygtet video af en samling minoritetsstuderende på det amerikanske universitet Yale, der står i en rundkreds om en professor, at samme strategi kommer i spil. Det er her, der sker et brud på den »demokratiske samtale«.

Hun skriver endda, at »det blev mere og mere uklart, hvem der egentlig var ’de udsatte’«.

At påstå dette er at give de studerende en magt, de ikke har. I sidste ende er det professorerne/ledelsen, der er de almægtige, når det kommer til beslutninger på et universitet. Det er ikke demokratisk.

Hvad der til gengæld er demokratisk er at benytte sig af sin forsamlingsfrihed og stille sine ledere til ansvar.

Samtidig er det eneste, disse studerende er ude efter, en undskyldning. Dette ønsker de, fordi professoren nægtede at bruge sin magt til at beskytte dem mod stereotyp, latterliggørende udklædning til halloween. Er det virkelig et brud på den demokratiske samtale?

En genkendelig historie

Litteraturredaktøren går i Informations leder den 31. marts så langt som til at sige, at Clarks essay er en af de »tekster, som tilsyneladende fortæller en genkendelig historie, men undervejs … får os til at indse, at det, vi hidtil har set, kun var en begrænset horisont«.

At Peter Nielsen først nu har fået øje på de banale og ansvarsfraskrivende argumenter, der så ofte fyres af mod mennesker, der kæmper for minoriteters rettigheder, siger dog langt mere om ham, end det gør om kvaliteten af Clarks essay.

Allerhøjst er dette endnu en anledning til at gøre sig klart, hvad majoritetens primære magtmiddel er: ikke at lade minoriteterne komme til orde.

Klaus Brix Andersen læser litteraturvidenskab

Med dette som afsæt fortæller forfatter Mathilde Walter Clark den store historie om identitetspolitikken i USA og dens sejrrige gang også i Danmark
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • ingemaje lange
  • Steffen Gliese
  • Troels Ken Pedersen
Niels Duus Nielsen, ingemaje lange, Steffen Gliese og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kent Nørregaard

Er det lidt det samme som når identitetspolitiske forkæmpere læser motiver og hensigter ind i hvad andre mennesker gør uden på noget tidspunkt at spørge dem hvorfor de gør det?

Steffen Gliese

Kent Nørregaard, det handler netop ikke om motiver, men om handling, der kan være bevidst eller bare dum.
Et eksempel på en afværget dum handling var, da studerende på KU ville lave en fest med mexikanertema som afslutning på deres introforløb. Hvorfor var det dumt? Fordi instituttet i samme semester modtog mexikanske udvekslingsstuderende. Så kunne de fulde danske studerende rende rundt og gøre sig til grin og udstille alskens nationale fordomme om mexikanere som optakt til studieåret. Mere malplaceret bliver det ikke. - Man kunne dog have reddet den lynsnart ved at inddrage de ægte mexikanere i forberedelserne, så det var blevet en mere autentisk og lærerig begivenhed.

Niels Duus Nielsen, Anna Regine Irgens Bromann, Knud Lindholm Lau, Mikkel Møldrup-Lakjer, Trond Meiring, Per Klüver, Karsten Lundsby og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Camilla Bank Andersen

Har forfatteren virkelig læst Mathilde Walter Clarks essay eller er kritikken pr. automatik mon primært rettet mod Peter Nielsen, Linda P og andre mulige modstandere? Man kan komme i tvivl da argumenterne virker generaliserede, fortærskede og forholder sig meget lidt til den seriøse og velbegrundede kritik som essayet ”Gorillaen i Corsicana” rejser. Jeg opfatter ikke at Mathilde W. C. afviser identitetspolitikkens berettigelse. Hun iagttager og beskriver situationer hvor den bruges i en uheldig og fejlagtig fortolkning af en kontekst. Hvilket er helt sagligt og legitimt. Kan Klaus Brix Andersen virkelig garantere identitetspolitikkens ufejlbarlighed, eller er der en lille bitte chance for at der måske kan opstå misforståelser hen ad vejen når teori møder praksis? Kronikken oser af, ’Enten er du med os eller imod os’ retorik, hvilket virker usagligt i forbindelse med ovennævnte essay. Ville det ikke være klogt at være mere lydhør når kritikken faktisk har reel og brugbar substans?

Jens Thaarup Nyberg, Karsten Aaen, Finn Thøgersen, Rasmus Knus, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, ulrik mortensen, Michael Rasmussen og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Marianne Ljungberg

Klaus Brix Andersen, er romanfiguren Huckelberry Finn racist? Ja eller nej!

Henrik Ljungberg

Jakob Knudsen og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Sven-Åge Westphalen

jeg har selv været yderst famlende og frustreret over identitetspolitikkens omfang. I forhold til de store og meget tydelige uligheder i forhold til køn, race, rigdom, uddannelse og seksualitet, har det været svært for mig i samme omfang at forholde mig til stadig mindre grupper af borgere, der oplever diskrimination af det omgivende samfund. Ikke fordi jeg underkender den enkelte persons ret til egenidentitet uden et fordømmende samfund men fordi jeg synes, at jo bedre samfund løser de uretfærdigheder, der overgår de største befolkningsgrupper, desto bedre vil vi også løse de uretfærdigheder, der overgår mindre befolkningsgrupper. Det gør ikke mindre minoritetsgruppers kamp mindre vigtig eller mindre rigtig end majoritetsgruppers kamp, men majoritetsgruppernes kamp vil gavne flere mennesker og - ideelt set - også bedre minoritetsgruppernes position.
Jeg læste Mathilde Clarks essay og følte stor genkendelse i forhold til, om noget er blæst ud af proportioner. fx i forhold til at nogle minoritetskampe - hvor vigtige de end er for den enkelte, der oplever det - nogle gange blev så små grupper til del, at den politiske/mediemæssige opmærksomhed ikke står mål med problemets omfang. Hvis man bliver ved med at dele op i undergrupper ender man jo til sidst i en uendelig mængde grupper bestående af én person, og så træder de generelle menneskerettigheder og det, som Løgstrup kaldte den etiske fordring, nemlig respekten for det enkelte menneske frem foran synliggørelse af enkeltgruppers ret og krav på det, som alle har ret og krav til.

Karsten Aaen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Camilla Bank Andersen anbefalede denne kommentar
Esben Skytte Christiansen

EN NY ERASMUS MONTANUS
Kronikken er udtryk for rent volapyk og Erasmus Montanus-logik. Den studerende har forlæst sig, men ikke på discipliner som eksempelvis logik, retorik og semantik. Kronikøren er blevet så meget svirrens, at man som læser føler sig hensat til miljøet i folkeeventyret Kyllerylle, et eventyr der er helt ude i skoven. Et enkelt eksempel illustrerer det. Den vankundige studerende harcelerer over, at ”det er op til den enkelte at afgøre, om man racist” for, som det hedder ”at sige, at man ikke er racist, er det samme som ikke at være det” – det skal andre ellers nok vurdere, f.eks. vores studerende. En holdning som i øvrigt ikke er fremmed under mere autoritære og autokratiske styreformer, som den studerende således tilslutter sig. Er den pågældende studerende ved Københavns Universitet, er han sikkert bekendt med universitets retningslinjer for håndtering af krænkende adfærd mv. Heri hedder det specifikt, at ”det er medarbejderens eller den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd, der er udgangspunktet” – altså netop ikke andres oplevelse, som kronikøren ellers er stærk fortaler for. Kronikøren synes derfor at advokere for så megen meningskontrol, at enhver selverklæret minoritet uimodsagt kan sætte dagsordenen i den offentlige samtale. En slags minoritetsdiktatur, som vi kender det til hudløshed fra det meste af menneskehedens nyere historie, hvor de mægtige og rige, adel og borgerskab, havde magten til at bestemme samfundsudviklingen uden om de store folkemasser. Altså, som konklusion, et ret elitært synspunkt.

Karsten Aaen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Rasmus Knus, Michael Rasmussen og G W anbefalede denne kommentar

'Hvad der til gengæld er demokratisk er at benytte sig af sin forsamlingsfrihed og stille sine ledere til ansvar.---
Samtidig er det eneste, disse studerende er ude efter, en undskyldning'
Det er jo tydeligt at her er dommen allerede afsagt og den videre dialog er stoppet Lederne skal indrømme deres 'fejl' og love bod og bedring. Det er ikke hvad jeg forstår som et frit og åbent akademisk debatmiljø. Såkaldte 'magtfulde' forskere i USA er blevet afskediget og andre har fået mundkurv på i denne type sager.
At alene påstanden af, at være blevet krænket er grund nok til at gribe ind med forbud, er en glidebane mod en kultur, hvor dialog og debat bliver erstattet af censur og fastlåste opfattelser. Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at folk kan føle sig krænket, men det bør være et udgangspunkt for en debat ikke en anledning til censur. Går man først ned ad den vej, er det ikke godt at vide, hvor man ender. I 30’ernes Tyskland var der folk, der følte sig krænket af at dele sporvogn med jøder (Blot for at gøre opmærksom på, at den krænkede ikke automatisk har ret). Det er jo ofte personlighedssvage personer, som føler sig ’krænket’, fordi de opfatter omverdenen som truende. For andre er ’krænkelseskortet’ en let måde at opnå indflydelse eller magt på, da det ofte accepteres uden argumenter. Man bøjer sig for den ’krænkede’ og retter ind. Misbrug af argumentet er derfor en fristelse, når man først har opdaget, at det virker.
Vi skal forstå deres problem ved at tage frygten fra dem gennem dialog ikke ved at lægge os på maven for dem.

Finn Thøgersen, Gert Friis Christiansen, G W, Trond Meiring, Rasmus Knus, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Thomas T. Jensen og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Politisk korrekthed er vanskelig, for almindelige mennesker; jvf. A. Smith’ Theory of Moral Sentiments.
Og havde jeg ikke læst det i en bog, så havde jeg hørt det fra andre.

Når skribenten til denne artikel skriver det her:

"I Clarks tilfælde er det i hendes omtale af en berygtet video af en samling minoritetsstuderende på det amerikanske universitet Yale, der står i en rundkreds om en professor, at samme strategi kommer i spil. Det er her, der sker et brud på den »demokratiske samtale«. Hun skriver endda, at »det blev mere og mere uklart, hvem der egentlig var ’de udsatte’«. At påstå dette er at give de studerende en magt, de ikke har. I sidste ende er det professorerne/ledelsen, der er de almægtige, når det kommer til beslutninger på et universitet. Det er ikke demokratisk."

så passer det jo ikke, vel!

I adskillige tilfælde, i USA, har studerende fået (hvide) respekterede professorer, der i årtier har undervist ved universiteter i USA fyret! Fordi de ikke mente præcist det samme som de studerende mente! eller fordi de studerende blev offended, krænkede, fordi deres professorer på et universitet, i USA, vovede at udfordre dem på deres argumenter ift. x,y eller z. Som professorer skal på et universitet - både i DK, og i USA !

Fordi de studerende i USA (17-21 årige studerende i USA) ikke kan tåle, at deres verdenssyn bliver udfordret, og kræver safe spaces hele tiden for at beskytte dem mod det som de kalder mikro-agressioner (hvad det så end er?) ; de studerende på universiteter i USA har også - med held! - desværre ! fået en lang højre-orienterede talere aflyst - bare ved at sige, at de altså ikke gider lytte til den og den og den! Og det gør man altså ikke, når man går på et universitet - man går på et universitet for udvide ånden, for at udvide sin viden, og sin forståelse af verden omkring en - ikke for at blive bekræftet i det, man selv mener

En sidste ting:
Identitetspolitikken hamrer fællesskab i stykker - ved at påstå, at der findes en rigtig identitet for sorte, en rigtig identitet for danskeren, en rigtig identitet for samer, en rigtig identitet for latinoer i USA; den splitter os i adskilte grupper gør den, denne politik, denne identitetspolitik, hvor vi hver især står med vores adskilte (symbolske) skilt, hvorpå der står navnet på vores gruppe, som vi høret til - i stedet for at samle os i et stort fælleskab....

Flemming Berger, G W, ulrik mortensen, Sven Felsby og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Sikke en gang vrøvl? Alle kommentarer inklusive. Jeg ved hvem jeg er – ”mig selv” – jeg ved at de danskere jeg har kendt er så kedelige, fordi det er forudsigeligt hvad de siger – de er lidt for meget ”mig” – våres DNA har for få forskelligheder til at de er interessante. Jeg nyder min racisme – omgås helst de anderledes, og jeg nærer fuld respekt for at det de ER, som de respekterer min forskellighed. At nogen i disse tider corona tider kan opretholde en illusion fra første Mose bog: at mennesket er skabt ens - i Guds billede, det er ubegribeligt for mig. Se på svenskere – de ER forskellige fra danskere – det er derfor vi ikke lever i samme land. Det behøver man ikke læse en bog for at kunne se. Deng Xiaoping: ”Jeg har ikke gået på universitetet – livet har lært mig det jeg kan”

Birgitte Simonsen

Steffen Gliese, hvad er ægte mexikanere? Hvad er ægte danskere?

Flemming Berger, Jakob Knudsen og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

Læs Søren Ulrik Thomsens kloge ord om identitetspolitik, mexikanerhatte mm: https://uniavisen.dk/soeren-ulrik-thomsen-verden-har-altid-vaeret-lige-v...

F.eks. »Store dele af den nuværende identitetspolitik er for mig at se en massehypnotiseret udskejelse, ligesom mccarthyismen i 1950’ernes USA var det, maoistpartiet i Norge i 1970’erne var det, og som kristne vækkelsesbevægelser også ofte har været det. Og når tidsånden så pludselig slipper sit tag, vågner man med voldsomme tømmermænd og mange pinlige erindringer.«

Diskussionen er jo ikke ensidig, og der er utallige gråzoner i diskussionen om kulturel appropriation. Er det forkasteligt at klæde sig ud i blackface? Ja, det ville de fleste naturligvis mene. Men race er ikke lig kultur og omvendt. For at give et eksempel kunne man tage fat i debatten om mexikanske hatte. Sombreroen har ikke haft en speciel hellig eller sågar kulturel betydning i Mexico. Er det så kulturel appropriation i sig selv at ikke-mexikanere påfører sig den? Hvis ja, er det så også kulturel appropriation, at ikke-vestlige mennesker iklæder sig jakkesæt? Cowboybukser? Hvide mennesker i USA er blevet skældt ud for at have dreadlocks, som åbenbart pludseligt anses som hårmode kun sorte må anvende sig af. Det vil altså sige, at forholdet mellem race og kultur er én til én i debatten om identitetspolitik i USA, og det er samme syn som debatøren anlægger. Gad vide om det ville være ligeså problematisk, hvis en sort efterkommer i Norge iklædte sig norsk folkedragt. . Eller hvad med Minnesota Vikings, der klæder sig ud som stereotype vikinger med hjelm med horn? Det er da ligeså kulturelt stødende overfor alle skandinavere, men det møder ingen kritik, fordi vikingerne var hvide. I Europa, hvor stort set alle 'indfødte' er en mere eller mindre grad af hvid, giver det ingen mening at sammenflette kultur og race, når der er uendelig stor kulturel forskel på en irer og en ungarer. Enten må man sige, at ethvert lån fra hinandens kulturer er forkasteligt, men resultatet bliver så bare, at mennesket stadig ville sidde og hamre sten sammen, fordi ingen, og jeg gentager ingen befolkningsgrupper har udviklet i sig uden kulturel udveksling - på godt og ondt. Resultatet er jo et kulturelt apartheid, ud fra debatørens synspunkt, om at racisme ikke udgøres af intentionen, men de krænkedes reaktion på handlingen.

Derved er vi efterladt med et minoritetsdiktatur, hvor de få sætter dagsordenen på baggrund af deres krænkelse. Debatøren nævner, at de studerende ikke har nogen magt, men de utallige sager fra USA, KU eller CBS viser vel netop, at krænkelsen har en betydelig stemme. Det er ironisk, at debatøren ikke kan se, hvor udemokratisk det er, at de studerende på Yale 'kun' ønskede en undskyldning. Dermed er diskussionen jo afgjort på forhånd, eftersom de studerende har defineret, hvad der var racistisk og krænkende uden at der blev taget hensyn til hensigten. Al videre dialog er altså ophørt og ethvert modstridende synspunkt skal censureres. Sagen om "Den danske sang" på CBS er jo en af de mest grelle eksempler. Det viser jo netop, hvordan én persons utilfredshed kan føre til markante opbrud blot fordi personen er krænket. Og det viser netop, hvor race- og kulturadskillende identitetspolitikdebatten er. Enhver skal fastholdes i deres egen kultur eller race, og enhver kulturel eller racemæssig blanding er problematisk og potentielt krænkende. Jeg er i øvrigt selv en brunøjet, brunhåret mand, så sangen repræsenterer heller ikke mig. Alligevel kan jeg godt se, hvordan sangen er en del af dansk kultur, men jeg er selvfølgelig også hvid, så det er måske min privilegieblindhed, der er på spil. Eller måske er det snarere alligevel hensigten det kommer an på, om man er nysgerrig overfor kulturelle forskelle, og om man kan finde ud af at skelne mellem respektfuld kulturel udveksling og nedgørelse. Debatten er jo ikke enten eller, men debatøren er fortaler for et synspunkt, der er ligeså segregerende som det han argumenter imod.

Steffen Gliese

G. W., det er desværre ikke andet end stråmandsargumenter, du disker op med: det handler om en meget enkel distinktion: sker det i anerkendende øjemed?
Hvis vi tager mexicanerfesten først, så er der forskel på, om man kan holde - som engang - en lille lokal dum dansk temafest, hvor vi allesammen anerkender præmisserne, som ikke handler om at blive mexikanere, men at være en undskyldning for klæde sig ud og fulde sig i corona og tequila, samt - miljøet taget i betragtning - overskride middelklassebornertheden med mezqal med orm. - Så viste det sig, at man havde nogle udvekslingsstudenter fra Mexico, og så gik det lokale og uskyldige af sagen, fordi nogle af deltagerne kunne se frem til at blive bænkevarmende tilskuere til en af de mindre charmerende dele af dansk festkultur.
Vender vi os imod fællessangen på CBS, så er der virkelig tale om en klassisk 'en fjer bliver til frem høns', for det drejede sig om en medarbejder, der siger til sin chef, at den sang vækker nogle kedelige erindringer for hende, og som enhver god leder selvfølgelig gør, siger denne, at selvfølgelig behøver vi ikke at synge den, vi kan bare synge en af de godt 500 andre numre i højskolesangbogen.
Foretager man sig noget med gode eller slette intentioner, det er, hvad det handler om.

Kommentar nr. 2 og ovenstående viser påfaldende tydeligt hvordan identitetspolitiken ofte baserer sig forargelse over ting man har læst og ikke selv kender til. Her udbredes fordomsfulde stereotyper som ”fulde danske studerende” der udstiller ”alskens nationale fordomme”. Mere malplaceret bliver det ikke, for fortællingen har jo intet med virkeligheden at gøre.

Der var ikke noget mexikaner tema. Gentager: Der var intet mexikanertema, det er en frit opfundet myte. Tutorerne på jurastudiet havde planlagt at de nye studerende kunne vælge temaer som ’Indianere’, ‘Ghetto’, ‘Church Camp’ (religiøs sommerlejr), ‘White Trash’ (amerikansk udtryk for fattige hvide), ‘Mexicanere’, ’Olympiske Lege med åbningsceremoni med forskellige nationaliteter’, ’teologer’ og ’Paradise Hotel’. Det er tydeligt beskrevet mange steder, f.eks. uniavisen.dk/indianer-mexicaner-ol-deltager-det-maa-du-ikke-klaede-dig-ud-som-paa-jura/

Der var heller ingen mexicanske udvekslingsstuderende. Gentager: Instituttet havde ikke nogen mexikanske udvekslingsstuderende med på studeistarten, det har der aldrig været. Der findes end ikke noget institut på jurauddannelsen og der er ingen udvekslingsstuderende på studiestarten, hverken Mexico eller Paradise Hotel. Det må have krævet stor anstrengelse at finde på en påstand der er så langt fra virkeligheden.

Der var således ingen ”ægte” mexikanere der kunne inddrages i forberedelserne eller som henvendte sig. Henvendelserne som ramte studiestarten er udførligt beskrevet på uniavisen.dk/her-er-henvendelserne-som-stoppede-mexicaner-udklaedningen. Det fremgå at det var meget uspecifikke klager, ordet mexikanere nævnes ikke.

Vi ender altså op med en kommentar, der baseret på direkte usandheder hænger en sårbar minoritet ud med fordomsfulde stereotyper som at de er fulde og har alskens nationale fordomme.

Under normale forhold kunne man affærdige det med at der er tale om en reaktionær, fordomsfuld person der forsøger at stive egen manglende selvtillid af ved at sparke nedad på en minoritet med frit opfundne myter. Men på dette sted befinder vi os jo i identitetspolitikens grumsede og farefulde farvand, og her slipper man ikke så let. Mon ikke punkt 2 i det oprindelige indlæg er træffende her.

"Foretager man sig noget med gode eller slette intentioner, det er, hvad det handler om."
Jamen, så er vi jo enige Steffen Gliese, for det er jo også det jeg siger.
Pointen er dog, at krænkelsen har for stor magt. Hvis man tilsidesætter enhver form for diskussion om, hvorvidt undskyldninger, censur og 'trigger warnings' er berettigede eller ej, så efterlader det jo netop et minoritetsdiktatur, hvor de få kan sætte dagsordenen - udelukkende baseret på deres krænkelse. Forstår du det udemokratiske i det? Jeg siger ikke, at jeg vil forbeholde mig retten til at klæde mig ud i poncho og tylle tequila, men jeg mener, at det er vigtigt at holde begge ben på jorden. Sagen om CBS er da overhovedet ikke blæst ud af proportioner, det viser jo netop, hvordan én kan sætte dagsordenen for flere, uden at der er nogen i ledelsen, der overhovedet vil diskutere det retfærdige i det. Der er således ingen der er interesserede i sangens historie eller intentionen med den. Som du selv siger, handler det om en distinktion om, hvorvidt det sker i et anerkendende øjemed. Jeg kan ikke se, hvordan det var uanerkendelsesværdigt at synge den. Identitetspolitikken taber jo netop pusten, hvis der skal slås ned på alt, der potentielt kan kaldes krænkende, og det fjerner fokus fra det egentligt diskriminerende og uretfærdige.

"Vender vi os imod fællessangen på CBS, så er der virkelig tale om en klassisk ’en fjer bliver til frem høns’, for det drejede sig om en medarbejder, der siger til sin chef, at den sang vækker nogle kedelige erindringer for hende, og som enhver god leder selvfølgelig gør, siger denne, at selvfølgelig behøver vi ikke at synge den, vi kan bare synge en af de godt 500 andre numre i højskolesangbogen."

Et virkeligt skønmaleri om "kedelige erindringer", der kun har meget lidt at gøre med virkelighedens reelle forsøg på forbud baseret på sangen er "stødende" og at synge den er en "provokation":

Klageren fik en undskyldning af lederen, og den der havde valgt sangen blev indkaldt til en samtale. Lederen ”tror ikke, at ”Den danske sang er en ung blond pige” igen fremføres på instituttet. ”Personligt vil jeg ikke synge med på den sang. Jeg kan heller ikke forestille mig, at der er nogen, der vil tage den op nu, hvor vi har den erfaring i bagagen, at den kan virke stødende. Så vil det jo være en provokation at synge den fremover.”
Så virkeligheden er at lederen ikke selv vil synge sangen mere, og heller ikke kan forestille at andre på arbejdspladsen vil gøre det. Uanset om de alle måtte identificere sig som unge blonde piger.

En kommentar fra en af de andre der var med til at synge: ”Den ansatte påtalte efterfølgende, at hun følte sig holdt udenfor. Jeg må sige, at jeg synes, der var tale om en overreaktion. Den var, undskyld udtrykket, helt ude i hampen. Men de nye principper er jo, at hvis man subjektivt føler sig krænket, så er man krænket,” siger Professor emeritus Ole Thyssen, der synes, at det ”åbner for en sliske, hvor der ikke er nogen ende på, hvad der kan være en krænkelse”.

Kilde: www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/hoejskolesang-foerte-til-kraenkelsessa...

Steffen Gliese

En af de tre klagere, Lars Michler, er ifølge al omtale mexikaner.
Og nej, G. W., hvis man har en ansat, der siger til én, at man helst ikke vil synge en bestemt sang en anden gang, så lytter man til det og vælger anderledes. Det er fuldkommen ude af proportion at betragte det som andet end et fuldkommen naturligt hensyn at vise en medarbejder.
Når det kommer til sangens historie og ophavsmand, bliver det så oveni en meget god idé ikke at overrende den. Det er bare ikke et generelt spørgsmål, men et personligt hensyn.

Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese
Ja, det var en chef, der viste hensyn til en medarbejder, men du snakker udenom. Vi taler om, hvorvidt det var berettiget, at der skulle vises hensyn til denne medarbejder baseret på den krænkelse som medarbejderen følte. Dermed sætter den enkelte medarbejder dagsordenen for de andre medarbejdere, og hun fik tilmed medhold af viceinstitutlederen, der mente, at "så vil det jo være en provokation at synge den fremover." Sangen er jo i sig selv ligegyldig, fordi det kunne have været hvilken som helst af de 500 sange i højskolesangbogen. Men hvis ingen nænner at tage diskussionen op, men blot lægger sig fladt ned, når nogen råber krænkelse, så ender vi med et elitært mindretalsstyre. Krænkelsen er jo ikke objektiv, den er subjektiv og derfor evigt omskiftelig. Jeg siger ikke, at krænkelsen ikke er reel for de krænkede personer, jeg anfægter bare den automatrespons, man har set, hvor den øvrige majoritet skal indrette sig efter den enkelte. Resultatet er censur og minoritetsstyre. I 1908 bragte Indre Mission artikler i Kristeligt Dagblad, hvor de sammenlignede homoseksuelle med skadedyr og krævede skærpede straffe for de mænd, der var involveret i den store sædelighedssag et par år forinden. Disse mennesker der bragte artiklen udgjorde en betydelig minoritet, men jeg skal love for, at de var krænkede. Skulle vi have rettet ind overfor dem udelukkende baseret på deres krænkelse? Dette er sat på spidsen, men i stedet for at sige, at jeg blæser det ud af proportioner, så synes jeg, at du burde forholde dig til mine argumenter. Krænkelse er subjektiv og omskiftelig, og selvom mange tror, at det er tolerant og imødekommende at ankerende enhver form for krænkelse og rette ind, så er det i virkeligheden reaktionært, forstyrrende og censurerende, hvis ingen tør tage diskussionen.

Krænkelseskulturen er ikke noget nyt. Den amerikanske forfatter Philip Roth har i romanen 'En menneskelig plet' fra 2001 en skildring af, hvordan en uoverlagt bemærkning fra en universitetslærer ender med, at læreren må tage sin afsked, fordi der bliver klaget over, at han er 'racist', han nægter at give en undskyldning til den krænkede, da det jo vil være det samme som at indrømme sin skyld og prøver i stedet, at kæmpe med rationelle argumenter, men forgæves. Romanen hermed anbefalet.
Det er for mig at se går glat i nogle af disse sager er, at det der klages over, er taget helt ud af sin kontekst. Altså i hvilken sammenhæng blev det sagt/gjort og hvad var intentionen?
Var formålet at såre, at udelukke at diskriminere etc.. Uden historisk baggrundsviden vil meget ældre litteratur virke racistisk (hvilket noget af den også var).
Når f. eks Huck Finn omtalt sin bedste ven den bortrømte slave Jim som 'nigger', er det ikke fordi han er racist, men fordi sådan hed sorte mennesker på den tid, der hvor han kom fra, så for ham er det ikke nedsættende ment, og det fortæller os læsere meget om sydstaterne i 1800-tallet. At bortcensurere udtrykket vil være at svække fortællingens autensitet.

Trond Meiring, Flemming Berger og Jakob Knudsen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese "En af de tre klagere, Lars Michler, er ifølge al omtale mexikaner"

Det var Politiken der skrev, at den ene klager var mexikaner, men da alle er anonymiseret i de officielle papirer, er det alene deres påstand/myte, som visse andre så har viderebragt. Uanset vedkommendes nationalitet ændrer det dog hverken ved at dine fremførte påstande om mexikanske udvekslingsstuderende eller at der klages over mexikansk temafest indeholder nogen som helst sandhed.
Den af klagerne der var på engelsk, og som derfor er blevet udlagt som værende fra en mexicaner, er gengivet i artiklen jeg linkede til:
Mail 4. september 17:07
Hello, I have recently been exposed to horrendous events on south campus that involve students dressing up as ethnicities as if they are or could ever be, costumes. I am in no way okay with this and wish for events such as these to be stopped.
All the best,

Bemærk at der nævnes begivenheder der har fundet sted, men den er sendt to dage før temafesten skulle have fundet sted. Der henvises altså ikke til temafesten på jurastudiet.

https://www.berlingske.dk/samfund/her-er-klagerne-der-satte-en-stopper-f... er alle tre klager gengivet, så enhver kan overbevise sig om at der intet står om mexikansk temafest eller nogen andre af de myter der er blev bragt her.

Men hvis man ønsker en udtalelse om temafester fra en herboende ”ægte” mexicaner eller nogen der repræsentere andre af temaerne er her en god artikel: https://www.vice.com/da/article/pa8g4n/vi-spurgte-en-mexicaner-en-teolog...

Bjørn Pedersen

Søreme godt at "minoriter" har Klaus Brix Andersen til at kæmpe "deres" sag. Hvad skulle de arme "minoriteter" dog gøre uden at hvide mænd som ham påtog sig denne byrde?

"Hvad der til gengæld er demokratisk er at benytte sig af sin forsamlingsfrihed og stille sine ledere til ansvar."

Siger du også det samme når en flok klimaforandringsbenægtere demokratisk kræver deres professorer "stillet til ansvar"? Eller hvis historielærere skal "stilles til ansvar" for at undervise stakkels nationalister i at deres nationalromantik ikke har hold i virkeligheden?

Matthias Gondan

Stopped reading after this sentence: "Jeg ved selvfølgelig ikke, om Linda P har læst essayet, men jeg tillader mig at gå ud fra, at det ikke er tilfældet." - Why didn't you ask her? Judging on other people based on assumptions does not solve the problem.