Kommentar

Forsvar børns frie leg: Vi skal ikke bytte et brækket ben for et liv på mentale krykker

Lige nu vejer sikkerhed og risiko for smitte tungere end fri og udviklende leg i daginstitutionerne. Det er nødvendigt. Men vi må ikke lade coronakrisen forstærke tendensen til at pakke børn ind i vat og bløde gummiunderlag. Det skader børnene, skriver leder af DPU Claus Holm i dette debatindlæg
Mange legepladser har udskiftet asfalten med det blødere gummiunderlag, så børn ikke slår sig så meget, hvis de falder på det. Et udtryk for en såkaldt »sikkerhedspædagogik«, som ifølge Claus Holm, leder af DPU, modvirker knubs, nederlag og en ramponeret ære, men også modvirker børnenes frie leg og legende læring.

Mange legepladser har udskiftet asfalten med det blødere gummiunderlag, så børn ikke slår sig så meget, hvis de falder på det. Et udtryk for en såkaldt »sikkerhedspædagogik«, som ifølge Claus Holm, leder af DPU, modvirker knubs, nederlag og en ramponeret ære, men også modvirker børnenes frie leg og legende læring.

Christian Lindgren

20. april 2020

Sikkerhed først. Det er lige nu udgangspunktet for al social kontakt i Danmark.

Selv om de mindste børn nu er på vej tilbage i institutionerne, er afstand og social tilbageholdenhed stadig reglen. Klasselokalerne er indrettet, så børnene ikke sidder for tæt, der er restriktioner på leg og fysisk kontakt – og endnu er det slet ikke alle børn og unge, der overhovedet har lov til at komme i institution eller skole og møde deres venner.

Det giver i tidens helt ekstraordinære situation selvfølgelig mening at begrænse friheden for sikkerhedens skyld.

Men den aktuelle krisehåndtering er samtidig et vellignende billede på en mere generel og problematisk pædagogisk udvikling i Danmark.

Der har i en årrække været en udvikling i gang, hvor det normalt fremherskende pædagogiske fokus på omsorg for børns frie leg og bevægelighed ganske langsomt viger tilbage for en pædagogisk retning, man kan kalde for sikkerhedspædagogik.

Det er der behov for at få diskuteret grundigt.

Et konkret billede på, hvad sikkerhedspædagogik er, kan hentes i forskeren Ditte Winther-Lindqvists kommende bog Kort og godt om leg. Hun beskriver, hvordan skolegårdenes legestativer i de her år får »savet benene af og lander på jorden. Asfalten skiftes ud med blødt gummiunderlag, og alle steder, hvor børn opholder sig, er omhyggeligt hegnet af. Spændingen må foregå inden for sikkerhedens grænser, hvilket i mange tilfælde umuliggør spænding overhovedet. Vi beskytter i dag vores børn så meget, at de sjældent får mulighed for at opsøge og afprøve det farefulde, når de leger«.

Ditte Winther-Lindqvist forsker i leg og legens betydning. Hun ser i stigende omfang pædagoger og skoleledere give efter for bekymrede forældre, der frygter, at børnene kommer til skade.

Udviklingen ses også i andre pædagogiske sammenhænge. Kamplege og nederlag dæmpes ned. Alle gøres til vindere, på trods af at det er naturligt for børn at organisere styrkeprøver, konkurrencer og legende slåskampe, hvor de opnår menneskelig erfaring med nogle gange at være smertefuldt afmægtige eller mindreværdige (og mærker ærgerrigheden efter revanche) – eller smager sejrens sødme.

Sikkerhedspædagogik modvirker knubs, nederlag og en ramponeret ære, men den modvirker også børnenes frie leg og legende læring. Den skrøbeliggør børnene og hæmmer opbygningen af deres selvstændighed og modstandskraft.

Plads til lidt knubs

Der er behov for en balanceret tilgang. Jeg er på ingen måde fortaler for en survival of the fittest-tilgang til børns udvikling, og jeg savner ikke tidligere tiders rå miljø i skolegården eller abonnerer på, at alle børn skal have klippekort til skadestuen.

Men den skandinaviske pædagogiske tradition med plads til eventyr, fri leg og lidt knubs af og til er under et begyndende pres.

Den angelsaksiske, kontrollerende sikkerhedstradition, der vokser frem, er blandt andet accelereret af pædagogiske målemetoder, som flere kommuner bruger.

ECERS-3, der er en bredt og internationalt anvendt metode til at måle kvalitet i dagtilbud, er et eksempel. Metoden er for nylig blevet brugt i den første nationale undersøgelse i Danmark, og den bruges også lokalt i kommunerne.

I ECERS-3 tæller det at kravle i træer negativt – det er for farligt. Og nej, det er ikke en joke – men det sætter den sikkerhedspædagogiske tænkning på spidsen. At gøre en træklatring til noget negativt står i ret skarp kontrast til den danske tradition, hvor den slags normalt bliver set som en tilpas udfordrende, spændende og risikofyldt leg.

Sikkerhed er og skal være en del af pædagogik. Men sikkerhed skal ikke opnås ved at overbeskytte og fjerne al risiko. Det er ikke alene kedeligt for børnene. Det er skadeligt.

Vi sparer nogle brækkede arme, ben og menneskelige nederlag på kort sigt, men vi risikerer også, at børnene billedligt talt kommer til at gå med mentale krykker og støttebind senere.

Vi giver køb på dannelsen af den selvstændighed og robusthed, der sker i legen og i de sociale relationer i de helt små år, og som er så vigtig – både for barnet, for det unge menneske på studiet og helt ind i voksenlivet.

Det positive er så, at vi fra forskningen ved, at det er muligt at dæmme op for den bekymring, der driver sikkerhedspædagogikken. Når pædagoger, lærere og ledere taler om udfordringer, eventyr og muligheder frem for om farer og skader, møder de ofte accept hos forældrene.

Når forældrene får ’aha-erkendelser’ og bliver konfronteret med, at deres ængstelige omsorg reelt begrænser deres egne ønsker om at opdrage selvstændige børn, så accepterer de ofte et større rum for risiko. Og det gavner deres børns muligheder for at udvikle evnen til at magte verden bedre og bedre på egen hånd.

Claus Holm, leder af DPU – Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Kjeldsen
  • Viggo Okholm
  • Carsten Munk
Eva Kjeldsen, Viggo Okholm og Carsten Munk anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Andersen

Kan ikke se hvorfor det er federe for børnene at falde ned på noget der er er rigtig hårdt, end på noget der er knap så hårdt.

Det tager altså ikke børnenes spænding ud af legen at underlaget er skiftet til noget som måske kan spare et hul i hovedet. Hvis ungerne synes at det er sjovt at klatre et bestemt sted, så vil de gøre det uagtet underlaget.

Det er da kun de bedrevidende voksne der synes at spændingen bliver taget ud af legen. Alt var ikke bedre i gamle dage.

Nej, alt var ikke bedre i gamle dage; men det er min klare opfattelse, at inden projektbørnenes totalt overvågede liv og inden LEGO-klodsernes begrænsende fantasiudfoldelse var der helt andre muligheder for at udforske det vilde liv i børnehøjde - f.eks. gennem at klatre i træer.

Ole Henriksen, Eva Kjeldsen, Viggo Okholm, Torben K L Jensen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det bløde underlag er nu meget godt, især omkring gyngen hvor børnene godt kan få sig en alvorlig skramme hvis de falder af. Men alt det her halløj med at begynde at trykspule alt ting er at gå over gevind. Vandtryk ødelægger bare og de fleste ting kan nemt rengøres med en klud eller en børste og en spand sæbevand. Og sig nu ikke, at pædagogerne ikke har tid til den slags lige nu, hvor der stort set ikke er nogen børn i institutionerne. Spørgsmålet er nok snarere om de kan finde ud af ting der henhører under kategorien praktisk arbejde, noget som mange af dem tilsyneladende kun har hørt om.

Lidt af en provokation at komme med den kronik lige nu, men hvor er den tiltrængt.
Lige nu har vi en virus,som ingen kendte og endnu ikke ved,hvad vi skal gøre ved.
Så der er kun en vej renlighed og afstand og mindre social kontakt. Det går nok for en tid og børn klarer det sikkert.
Men selve sikkerheds systemerne omkring børn er ved at gå i den forkerte grøft. At man bruger underlag frem for cement og asfalt må være ok,hvis udfoldelse ellers er mulige. Ingen ønsker tragedier med kvælning i af børn i en rutche bane.
Så en gylden mellemvej. Jeg tænker lige tilbage på min tid som ny leder af en institution i Ribe midt firserne, hvor de havde en klatretræ.den var sgu høj, og den havde altså fliser under sig. De store havde før min tid altid klatret i den og jeg valgte at følge traditionen og mig som var/er nervøs for højder.

hej, jeg kan anbefale jer at læse Rasmus Bo Sørensens artikel i Information 6.maj 2014:” Kan en legeplads blive for sikker?”
Den er god. I min gård på østerbro har gårdlauget skåret min gynge ned, som hanh i et stort kastanjetræ. Den var farlig, sagde de.Børnene elskede den. og den har hængt der uden uheld i 4 år.

ps legoklodser kan nu sagtens bruges samtidig med at børn- og barnlige sjæle- kan udfolde sig, de steder der ----- måtte------ være tilbage før den kliniske udryddelse af al natur..

Henning Kjær

Jeg kan ikke se det pædagogiske i asfalt og beton under legeredskaber. Det er vejen til brækkede lemmer og hjernerystelser. Med sand og græs under legeredskaberne er konsekvenserne af et fald knap så dramatiske.

"Sikkerhedspædagogik modvirker knubs, nederlag og en ramponeret ære, men den modvirker også børnenes frie leg og legende læring. Den skrøbeliggør børnene og hæmmer opbygningen af deres selvstændighed og modstandskraft."

Den hæmmer også voksnes frie tanke, kreativitet og livsglæde - så alle taber på sikkerhedspsykosens alter, mens det slet ikke er muligt at opgøre hvilke stresset kultur, der opbygges og hvilke enorme ressourcer, som anvendes for den falske trygheds skyld.

Vi opbygger enorme våbenlagre, fører vanvittige krige, forurener og overforbruger ... og har en (global) fordelingspolitik, som skaber ulykke, enorm lidelse og katastrofer rundt omkring i verden - og alt dette kan (og vil) vi ikke gøre noget ved, men børnenes risici for en brækket arm, knubs og iturevet tøj skal vi sørme da nok få styr på. Proportionerne er helt klart på vores side; det samme er den fine retfærdighedsfølelse.

Rikke Nielsen

Pointen er vel lige så meget, at man gør nogle ting som mor og far kender til - og bekymrer sig om, og så gør man nogle ting, de ikke aner noget som helst om. Den sidste del er så nok ikke med sikkerhedsgodkendt underlag. Og sådan er det da stadig.

Marie Jensen, Lillian Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar