Læserbrev

»Vi frarøver ældre det sidste, de har at leve for, når vi nægter dem besøg«

Coronasmitten har gjort, at ældre på plejehjemmene ikke må få besøg, fordi sygdommen vil kunne koste dem livet. Men vi gør dem en bjørnetjeneste, når vi tvinger dem til at leve et liv i ensomhed uden dem, de elsker, skriver Janne Steinø i dette debatindlæg
Debat
24. april 2020

Jeg har en god gammel ven, som ikke længere kunne holde skansen hjemme hos sig selv. Hun flyttede kort før jul 2019 på plejehjem. Hun var glad for at kunne komme tættere på sin datter, som er hendes eneste barn.

I de sidste par år har jeg jævnligt ringet til hende og sendt hende et månedsbrev. Men sidst jeg ringede til hende på plejehjemmet, varede det lidt, før hun tog telefonen. Hun skulle lige op af sengen, sagde hun, og da jeg spurgte hende, om hun da havde sovet dårligt om natten, var hendes svar, at det var, fordi hun havde lagt sig til at dø.

Samme aften ringede hendes datter til mig – helt opløst af gråd. Hendes mor havde sagt det samme til hende.

Er det medmenneskelighed at skærme gamle mennesker fra coronasmitte, når det samtidigt betyder, at de mister det sidste, de har tilbage at leve for?

Vi skal alle dø, det ved ikke mindst de gamle. Men er det da bedre, er det da mere humant at frarøve dem det sidste, de har at leve for, for at de så skal leve lidt længere uden de børn eller ægtefæller, som betyder alt i verden for dem?

Lad de mennesker, der bor på plejehjem, få lov til at få besøg. Lad de mennesker, hvis mødre, fædre eller børn bor på plejehjem, få lov til at besøge dem. Også selv om det vil betyde, at de risikerer at miste livet.

Janne Steinø er pensioneret socialrådgiver.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ete Forchhammer

Plejehjem ser forskellige ud, og de drives forskelligt, meget forskelligt. Det burde være muligt at indskrænke de fælles restriktioner til beboere, personale samt pårørende sundhedsmæssigt forsvarligt uden at gå helt i baglås, om jeg så må sige, og at have tillid til de enkelte plejehjems ledere at de kan administrere ændrede vilkår for dagligdagen og for besøg ordentligt. Skulle det glippe enkelte steder, kan politiet vel skride ind fx med skærpet kontrol.
For beboeren handler det om at vedblive at være menneske, for de pårørende om ikke at ophobe et sprængfarligt lager af vrede og frustration over ikke at kunne være pårørende.

Agnete La Cour

Det er rigtigt, rigtigt synd for forfatterens gamle veninde, at hun ikke har lyst til at leve mere. Men - selv gammel og i selvvalgt isolation i mit eget hjem uden mulighed for at se børn og børnebørn - vil jeg dog hævde, at 'det sidste jeg har at leve for' ikke er mine børn og børnebørn, hvor vigtige de end er for mig. Det sidste, jeg har at leve for, er mit eget liv! det eneste, jeg får. Jeg ved, mange, mange ældre har det som jeg, og går i selvvalgt isolation - livet er jo fantastisk! Men det bliver bestemt dejligt, når familierne igen kan samles. Ind til da må der arbejdes på løsninger for de ældre, der har det som kvinden i læserbrevet - hvor dyrt det end måtte blive. Der er betalt trecifrede milliardbeløb til erhvervsliv og lønmodtagere. I sammenligning med det kan løsninger for ensomme gamle kun koste latterligt lidt.

Henning Kjær

Hvorfor skal andre plejehjemsbeboere have voldsomt forhøjet risiko for at miste livet, fordi din veninde har misten lysten til livet?
Er det medmenneskelighed bevidst at udsætte gamle mennesker for coronasmitte, som let kan ligne medlidenhedsdrab.