Kronik

Giv tilskud til hjemmepasning, så ro om småbørnsfamilien ikke er et privilegie for de rige

Kun omkring halvdelen af landets kommuner giver tilskud til forældre, der passer deres små børn hjemme, og tilskuddet er alt for lille. Jeg må for guds skyld ikke passe mine egne børn, selv om det er det bedste for dem, skriver mor til to Marie Hundebøll Plum i dette debatindlæg
»Hvis man tror, at det er en fejlinvestering at lade en forælder blive hjemme med børnene et par år i stedet for at arbejde, så tager man grueligt fejl. Velfærd og velstand skal ikke kun måles i lønniveau, men også i psykisk trivsel, og lige nu ser Danmarks statistikker ikke pæne ud.« skriver Marie Hundebøll Plum i denne kronik.

»Hvis man tror, at det er en fejlinvestering at lade en forælder blive hjemme med børnene et par år i stedet for at arbejde, så tager man grueligt fejl. Velfærd og velstand skal ikke kun måles i lønniveau, men også i psykisk trivsel, og lige nu ser Danmarks statistikker ikke pæne ud.« skriver Marie Hundebøll Plum i denne kronik.

Sarah Hartvigsen Juncker

23. april 2020

Efter fem uger med tvungent hjemmeophold, hvor vuggestuebørn har kunnet ånde ud i trygge rammer hos mor og far, er det nu atter tid til, at tilknytningen skal svækkes, og de små skal tilbringe det meste af deres dag blandt fremmede. Og selv om mor og far måske har følt, at de sidste fem uger var meningsfulde og gav dem ro i maven, så er et par år hjemme med de mindste ikke en mulighed, kommunerne bakker op om.

Ifølge dagtilbudsloven kan kommuner vælge at give forældre et økonomisk tilskud, hvis de gerne vil passe deres egne børn, men kun omkring halvdelen af landets kommuner har valgt at bruge lovgivningen. Og i nogle af disse kommuner er tilskuddet under 4.000 kroner om måneden, hvilket på ingen måde kan erstatte en forælders indkomst. Det er på trods af, at det offentlige tilskud, som en institution modtager, er på 133.000 kroner om året i gennemsnit for et vuggestuebarn og 74.000 for et børnehavebarn.

Så hvorfor er det, at så få kommuner tilbyder forældre økonomisk støtte til at passe egne børn, selv om det er penge, som kommunen alligevel skulle bruge på en institutionsplads? Og hvilken situation sætter det børn og forældre i?

Svaret på første spørgsmål er som oftest økonomi. For at forstå de vidtrækkende konsekvenser af den økonomiske begrundelse, der ligger bag kommunernes valg, skal vi se på strukturerne i vores velfærdssamfund.

Effektivisering af husmoren

Vores samfund blev designet til, at både mor og far skulle arbejde fuldtid for at finansiere velfærdsydelserne og skabe vækst i samfundet. Eftersom mor og far derfor ikke har tid til at være mor og far, blev det statens opgave at agere substitut og passe forældrenes børn.

Tidligere var det mor, der stod for det omsorgsarbejde hjemme i privaten. Men det var overhovedet ikke særlig rentabelt i forhold til en offentlig udlicitering af arbejdet, hvor én mor i dag passer over seks børn ad gangen i en børnehave. En effektivisering af husmoren så at sige.

Selv om institutionaliseringen imødekom kvindernes stigende behov for uafhængighed og arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft, var det ikke en nem opgave at tale den op. For forskning viste allerede dengang, at institutionslivet er hårdt for børn – for ikke at sige decideret skadeligt for de mindste, som har brug for deres forældre til at give dem den tryghed og kærlighed, en pædagog ikke kan give.

Sidenhen har undersøgelser også vist, at selv de store børn ikke har godt af at være i institution i så mange timer, som de er i dag. For selv om et barn på fire år er klar til at socialisere med jævnaldrende, så har det fortsat brug for mere voksenkontakt, end det får i børnehaven.

Omkring årtusindskiftet begyndte så en anden og meget tragisk udvikling: en langsom og konstant økonomisk udhuling af daginstitutionerne. Pædagogerne blev færre og færre, mens antallet af børn og mængden af papirarbejde steg i de enkelte institutioner

Og hvad med forældrene? Jo, deres opgave har hele tiden været at bidrage til økonomisk vækst og velstand, så nogen kan blive rigere og rigere. Men ved siden af arbejdet har forældrene stadig et hjem, der skal passes, og børn, de gerne vil tilbringe tid sammen med. Og dengang mor kom ud på arbejdsmarkedet, greb mændene ikke de huslige bolde. Dem fortsatte mødrene med at jonglere med – og gør det stadig – samtidig med udearbejdet.

Misforholdet mellem den tid, forældre bruger på arbejde, og den tid, de bruger på familielivet, udmønter sig i et skadeligt niveau af stress og dårlig samvittighed. Ikke så underligt, at flest forældre derfor også bliver skilt, mens børnene er 1-2 år, ifølge Danmarks Statistik.

Ro til at være forældre

Danske småbørnsfamilier er så pressede, at det går ud over hele familien, fordi de voksne ikke får ro til at være forældre i de afgørende år. Enten kan de vælge at gå imod arbejdsnormen og simpelthen trække stikket, hvis det økonomisk kan lade sig gøre, eller fortsætte som hidtil med den risiko, at familien ender i stress eller skilsmisse grundet det manglende nærvær.

Jeg valgte selv det første. At sige nej tak til både institutionsplads og fuldtidsarbejde for i stedet at holde mit andet barn hjemme. Et valg, som min kommune burde støtte op om.

Men Gentofte Kommune er blandt de mange kommuner, der ikke har lyst til at række de pressede børnefamilier en hånd. Jeg må gerne få tilskud til en eller anden privat pasningsordning. Det skal bare for guds skyld ikke være mig selv.

Selv om vi forældre selv har finansieret det tilskud gennem de skattekroner, vi har indbetalt gennem årene, vil kommunen hellere tvinge os ud i arbejde og vores børn i institution end at bakke op om det mest naturlige: At forældre selv passer deres børn, mens de er helt små.

Derfor har jeg måttet arbejde hjemmefra og været afhængig af mine forældres hjælp til pasning for at få det til at løbe rundt. Hvor havde det gjort en verden til forskel, hvis jeg havde fået den økonomiske støtte, jeg burde.

Kommunerne selv bruger ofte ligestilling som argument for, at tilskuddet ikke skal følge barnet. Men årene med småbørn er en ligestillingsmæssig udfordring lige meget hvad, fordi samfundet ikke gør noget for at få fædrene på banen.

En blanding af modercentrisme, forældede kønsnormer og ringe muligheder for lang barsel og deltid til fædre er skyld i, at mødrene stadig står ret alene med børnene. Her skal der selvfølgelig arbejdes på en kulturændring. For det kunne lige så godt være farmand, der blev hjemme med det lille barn.

Men samtidig skal vi heller ikke bilde os selv ind, at mødre lige nu lever et frit, ligestillet og lykkeligt liv. Dobbeltarbejdet og det dertil hørende stressniveau er ikke specielt misundelsesværdigt. Mødre har brug for mere ro og færre arbejdsopgaver, hvis deres trivsel – og ikke kun ligestillingen – har værdi.

Uhyggelig indgriben

Derfor er det i mine øjne en fuldstændig uacceptabel indgriben i folks private liv og en uhyggelig form for kommunal styring, når kommuner vælger ikke at give tilskud til forældre, der selv vil passe deres børn. Det er udtryk for et inhumant og neoliberalt menneskesyn og ikke mindst dårlig forretningssans.

For hvis man tror, at det er en fejlinvestering at lade en forælder blive hjemme med børnene et par år i stedet for at arbejde, så tager man grueligt fejl. Velfærd og velstand skal ikke kun måles i lønniveau, men også i psykisk trivsel, og lige nu ser Danmarks statistikker ikke pæne ud, når det kommer til stress, børn, der er for længe og for tidligt i institution, børn og unge med lavt selvværd, diagnoser og skilsmisser, og jeg kunne blive ved. Giv nu familien et pusterum ved at støtte den økonomisk i at holde børnene hjemme, mens de er små. Det er med sikkerhed godt givet ud.

Problemet ved, at forældre bare løser det privat ved at lade én gå hjemme, er, at det kun er en løsning for de privilegerede, fordi det kræver, at den ene forælder har en høj indkomst. Forældre med lave indkomster vil derfor aldrig få muligheden for at passe deres børn selv. Deres børn vil være på overarbejde i institutionerne, mens de velstilledes børn kan få en tryg og rolig start på livet.

Hvis kommunerne derfor gerne vil fremme lighed og trivsel blandt deres borgere, forebygge skilsmisser og stress og give børn den bedste start på livet, så bør de give småbørnsforældre mulighed for at få økonomisk støtte til hjemmepasning. Det er vores ret som forældre at få det tilskud, som en institution får. Alt andet er ikke bare urimeligt og kynisk, det er også bad business.

Marie Hundebøll Plum er journalist og mor til to

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • Steffen Gliese
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Anne Schøtt, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Steffen Gliese og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Nielsen

vi har trukket stikket heldigvis. ingen vuggestueplads til den mindste. har informeret om at hans sjæl ikke kommer i kommunes varetægt før han er 3 år. og på halv tid til den tid

Anne Schøtt, Trond Meiring, Rolf Andersen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Mikael Nielsen

så thumbs up for Marie og den beslutning

Anne Schøtt, Rolf Andersen, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, Steffen Gliese og Ture Nilsson anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

Dagtilbudsloven sætter desværre en grænse for eventuelt tilskud på maksimalt et år. Og den tidsgrænse ramte jeg ind i for en måned siden, æv.

Ak ja, den med at det gives større tilskud til en privat pasnings ordning end det som forældrene kan få, det er altså også bare mærkeligt.

Jeppe Lindholm

Vi lever i et frit land. Der er ingen, som er tvunget til at arbejde. Marie må gerne blive hjemme og passe sine børn. Køb et billigt hus på landet, sælg den ene bil, meld børnene ud af pasningsordningerne, afmeld fagforening og A-kasse. Så er pengene stort set hjemme, hvis Marie f.eks. er social- og sundhedsmedhjælper med en løn på 130 kr. i timen og en ugentlig arbejdstid på 30 timer som mange SOSU'er har.

Henning Kjær, Jens Christensen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Jeg kan meget bedre lide tanken om, at det er den enkelte families investering i deres lille barn, hvis én af dem vælger at gå hjemme, Og så i stedet være taknemmelige for, at der trods alt kommer et tilskud fra fælleskassen fra alle dem, der arbejder for, at det kan lade sig gøre at give et lille tilskud, der ellers burde mårettet til de svageste i samfundet.

Jens Christian Jensen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Men Marie er ikke SOSU medhjælper. Hun er derimod en kendis starlight uden tilknytning til det bærende arbejdsmiljø. Hun lever af bullshit jobs og vil have SOSU medhjælperen til at betale for hendes behagelig tilværelse. Der gemmer sig sikkert også en aupair i kælderen.

https://www.billedbladet.dk/kendte/danmark/tv/tv-2/mattias-hundeboell-og...

Debat indlægget høre nok mere hjemme på Berlingske Tidende. Ik.

Thomas Andersen

Årh Jeppe, den med at man ikke er tvunget til at arbejde, det er vist lige at stramme den lidt, hva.

Går ud fra at du mener at man ikke er tvunget til at arbejde så meget at man har råd til at bo i Gentofte....

Jeg er med på præmissen om at det hovedsagligt er de velstillede der udnytter muligheden for at gå hjemme med deres børn. Men som sagt, så kan man kun få tilskuddet i et år, så alene derfor frasorterer det en del flere personer end det inkluderer.
Normalt vil man jo skulle opsige sit job for at få et tilskud i et år, for så at stå uden indtægt derefter. Usikkerheden i det, får nok mange til at takke nej, særligt hvis man ikke har en opsparing at tære på undervejs.

Tilskuddet var i mit tilfælde på knap 5800 per måned før skat, ikke noget vi på nogen måde er blevet rige af. Men det gjorde at vi havde muligheden for at jeg kunne være hjemmegående i et år.
Og skribenten, uagtet hendes baggrund, slår i bund og grund på tromme for at alle kommuner skal tilbyde at forældre får et tilskud.
Er det ikke fair nok?

Steffen Gliese

Det var så let i gamle dage, da der bare var tale om, at man gav skafferen begge fradrag i familien - og sparede en institutionsplads; men når samfundet reelt yder et stort tilskud pr. måned for en vuggestue- eller børnehaveplads, er der pludselig noget at handle om, for så bliver det spørgsmålet, om pasningen af børn dels er en lønbærende funktion, dels at denne faktisk er omkostningstung nok til at kunne vejes op imod samfundets værdig af moderens tvungne arbejde udenfor hjemmet; jeg synes ikke, der er grund til at operere med at opgive et arbejde, man er glad for.

Jeg synes det er bekymrende for kvinder, hvis idealet om en god mor, bliver en hjemmegående mor.
Det er et faktum, at det er svært at komme tilbage til arbejdsmarkedet, hvis du har været væk i en årrække. Man kommer med en forældet uddannelse, ofte uden reel erhvervserfaring og skal konkurrere med nyuddannede. Jeg ville selv fortryde at være trådt ud af arbejdsmarkedet, hvis jeg aldrig kom ind på det igen. Med dertil hørende risiko for økonomisk deroute. Mange ægteskaber holder ikke og kvinden bliver desværre taberen, hvis hun har været hjemmegående mens far har arbejdet!
Så kan man jo efterhånden argumentere for, at kvinderne ikke BEHØVER en uddannelse. I hvert fald ikke én, der kræver vedligehold af erhvervskompetencer, i den årrække man har børn.

Farvel til pensionsopsparing og økomisk sikkerhedsnet – goddag til at være økonomisk afhængig af din mand og havne i fattigdom, hvis du bliver skilt. Ikke en løsning, jeg vil råde mine døtre til. Mødre har også ret til at kunne forsørge sig selv og sine børn uden at blive udskammet, for at sende børnene i pasning!

Rikke Nielsen, Jacob Schmidt og Mogens Holme anbefalede denne kommentar

Jeg synes, man skal huske at være stolt af, at man tjener sine egne penge og forsørger sig selv. At det så kræver pasning af børnene er øv, men sådan er det desværre. Hvor kan jeg blive ærgerlig over den ene artikel efter den anden, som slår os forældre i hovedet med, hvor længe vores børn er i pasning. Verden hænger nu en gang sådan sammen, at de fleste er nødt til at arbejde for at få råd til at have en bolig og have råd til de nødvendige udgifter. Det koster mange penge at forsørge en familie. Stop dog det tiltagende offentlige udskammeri af arbejdende forældre! Deltidsstillinger hænger ikke på træerne, ikke alle har bedsteforældre, som kan/vil hjælpe. Skribenten må simpelthen holde op med at tro, at den måde hun selv lever på, også er optimal for andre.
Jeg tror faktisk, de fleste skatteydere ville blive ret gnavne, hvis kvinderne ændrede deres prioriteringer radikalt og brugte deres til tider milliondyre skattebetalte uddannelser på at gå hjemme. Eller de veluddannede kvinder skal måske til at lade sig sterilisere i porten til UNI?!

Steffen Gliese

Men, Ditte Jensen, for det første er det faktisk ikke rigtigt mere, at man er nødt til at have to lønninger, det veksler op og ned - fra 70erne og frem til 90erne var det helt sikkert rigtigt, og for mange er det stadig desværre rigtigt, at familierne ikke har et valg.
Men vi skal da ikke acceptere et samfund, der ikke tjener de ønsker, folk har! Vi skal ikke være moderne slaver, det har vi været alt for længe.
Hvad vi skal væk fra er en konform opfattelse af, 'hvordan man gør', som vi forlængst har både midler og økonomi til at vriste os fri af. Vi ser nu, hvordan mange i høj grad kan arbejde hjemmefra, og når der ikke længere er isolation på spil, kan fremtidens børn måske faktisk få det frie og selvudviklende liv i leg med andre børn i blokken eller på vejen, mens far eller mor eller far og mor passer deres arbejde.

Steffen Gliese.
Tak for dit svar til mig. :) Jeg er ikke enig i, at der i dag ikke behøves 2 inkomster. Man kan vælge at sige sit job op og leve af mandens inkomst ja og undvære luksusting som ferier, bil, I-pads, nye vintersko til børnene, tandlæge, el vand og varme – U name it – for helt ærligt, de fleste kan ikke leve et normalt liv med 2-3 børn af udelukkende én inkomst. Jo hvis du har en vellønnet mand, men os hvis mænd er helt almindelige arbejdsmænd kan ikke. Og da slet ikke, hvis manden skulle gå hen og blive arbejdsløs.
Jeg er delvis enig i, at nogle måske finder ud af, at de kan arbejde hjemmefra. Dejligt for dem! Jeg ser dog i min omgangskreds et helt andet billede med meget stressede småbørnsforældre, der arbejder på skift og efter at børnene er lagt sidder oppe til sent om aftenen for at indhente det forsømte. Forældre, der indirekte trues med fyring, fordi de forståeligt nok ikke kan ligge det antal timer i arbejdet nu, som deres børnefri kollegaer. For slet ikke at tale om de enlige forældre. Mange bruger al deres opsparede ferie lige nu, mange er fortvivlede over fyringer eller manglende indkomster og frygter på sigt for om de kan blive i deres bolig.
Og så er der jo en hel del jobs, der kræver fysisk fremmøde. Men dem skal mødrene (for det ER mødrene, der bliver hjemmegående!) måske bare afholde sig fra at bestride eller hvordan?

Steffen Gliese

Men, Ditte Jensen, du understreger bare min pointe: det skal vi ikke fremover acceptere. Det er jo kun nogle forestillinger, der gang på gang modbevises. Folk elsker at have fordomme om, hvor dumme, dovne og uproduktive andre mennesker er, blot for gang på gang at blive modsagt af virkeligheden.
Vi underlægger os nogle dogmer, som nedbryder vores samfund og tvinger os til at fokusere på det, der ikke er attråværdigt. På et tidspunkt vil fornuften dog indtræffe. Måske nu, hvor rigtigt mange opdager, hvad de har fundet sig i at gå glip af.

Brian W. Andersen

@ Jeppe Lindholm
@ Thomas Andersen

Jeg kan ikke se meget pointe i at angribe eller forsvare budbringeren her. Selve budskabet er reelt nok, veldokumenteret og har flere gode og prosociale vinkler. Jeg skal dog gerne indrømme at det kan være svært at adskille et budskab fra dets budbringer og at det her kan danne et dilemma for nogle læsere, som kan skade budskabet.

Marie Hundebøll Plum er en mediekendis og er i praksis født direkte ind i den privilegerede ende af Danmarks kreative klasse og der er hun stadig i dag. Mig bekendt bor hun, børnene og hendes mand Mattias i hendes forældres bofællesskab, som ligger i en 19 værelsers villa i et af Gentoftes bedre velhaverkvarterer, hvorfra hendes far Simon Plum også driver sit filmproduktionsselskab. Og Plum-familien er i høj grad både "gamle penge" og "kreativ klasse" med generationer af kendisser, hvilket man her i bladet kan få et lille indkig i ved at læse "Et liv er forbi"-artiklen om hendes farmor. https://www.information.dk/moti/2015/05/liv-forbi-borgerlig-pige-sociali...

Dilemmaet som nogle kan føle ved at netop Marie Hundebøll Plum bringer budskabet, er at hvis forældre i SOSU'ernes, rengøringsassistenternes, butiksassistenternes og tilsvarende gruppers indkomstklasser skal have et tilstrækkeligt økonomisk tilskud til at den ene forælder passer børnene hjemme, så skal Marie og andre som har det økonomiske råderum til passe børnene hjemme have samme beløb. Dette kan og vil provokere nogle borgere fra lavere indkomstklasser. Marie er ganske simpelt ikke den bedste budbringer for budskabet, fordi hun står til at høste en egen økonomisk gevinst som hun allerede har bevist at hun kan klare sig uden, hvis budskabet bliver hørt og efterkommet.

Dette er et dilemma vi kender fra mange andre emner. Vi har f.eks. haft større politiske slagsmål og debatter lige siden 90'erne om SU'en, der for nogle unge er Cafépenge og for mange andre unge en absolut nødvendighed for overhovedet at kunne uddanne sig.

Personligt syntes jeg at Marie Hundebøll Plum har fat i noget rigtigt, som bør kigges nærmere på, fordi ensretning og underbemanding i mange børneinstitutioner er årsag til at et for stort antal af hver børneårgang tabes på samfundets gulv inden deres fyldte 18 år. Dette rammer især børn fra minoritetsgrupper, børn i lavindkomstfamilier og børn med særlige behov, hvoraf mange vil kunne få bedre chancer i livet med blot et par ekstra år udenfor institutionslivet.

Det er altid godt at være kildekritisk, men... Don't shoot the messenger!

Mikael Nielsen, Steffen Gliese og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

Der er jo ingen der argumenter for at kvinderne skal opgive deres karriere. De skal da fortsætte med at gøre hvad de vil, og hvis det indbefatter børn, så finder de forhåbentlig sammen med en partner som også gider at have noget med ungerne at gøre.

Kvinder er desuden også efterhånden så veluddannede, at i flere og flere parforhold tjener kvinden mest. Så det er altså ikke nogen naturlov at det er kvinderne der absolut skal gå hjemme og dernæst opgive deres arbejdsliv.

Men et tilskud til pasning af barn i eget hjem, kan medvirke til at mindske den økonomiske del af beslutningen om en af forældrene skal gå hjemme i noget tid.

(der er så bare lige den med at børn skal i daginstitution hvis man bor i et gettoområde, så det må være derfor at Gentofte ikke giver tilskuddet)

Thomas Andersen

PS jeg anede ikke hvem hun var, aldrig hørt om hende før :)
Men vi har nu også kun DR's kanaler, så sikkert derfor.

Tænk hvis eksempelvis alle de kvindelige læger vi i dag uddanner skulle være 3 år væk fra arbejdsmarkedet og barn de føder på et eller andet tidspunkt efter endt studie. Det ville i dén grad ramme hele samfundet med den i forvejen eksisterende lægemangel. For slet ikke at tale om, at 3, 6 eller måske 9 år er meget længe at være væk fra et fag i rivende udvikling. Man glemmer let i debatten om mødre og institutioner, at masser af kvinder bestrider aldeles vigtige funktioner i vores samfund, som hverken kan eller bør sættes på stand-by i den tid, det tager at gå hjemme og vente på at børnene vokser sig store.

Jacob Schmidt

Er der nogen her, der overhovedet har tænkt den tanke, at det faktisk - ikke - nødvendigvis er i samfundet interesse, at alle mødre frit kan gå hjemme og “passe” børnene og samtidigt få penge for det? Jeg tænker her selvfølgelig særligt på de familier, hvor opdragelsen i høj grad går imod det at være en bidragende del af vores fælles projekt, nemlig det danske samfund.

Thomas Andersen

Ditte, nu skriver du jo kun om kvinder, men hvis du indsætter "forældre" i stedet for "kvinder". Så synes du vel bare i bund og grund ikke at forældre skal gå derhjemme med deres børn, eller læser jeg det forkert?

Jacob, nej, ser ikke rigtig noget problem i det, hvis opdragelsen/opvæksten er så stort et problem, så har vi andre muligheder ift sociallovgivning osv. Men mht tilskud, så kræver det pt. en godkendelse af hjemmet fra dagtilbudslederen, og hvis der er tale om et større barn (vist nok over tre), så skal barnet også sprogtestes undervejs.

Der udover har jeg svært ved at se hvad en institutionsplads bidrager med i barnets opfattelse af vores fælles projekt. Jo, barnet lærer noget, f.eks. at der er nogle voksne der har bestemt nogle regler, og så lærer barnet at indgå i forskellige sociale sammenhænge.
Men at en institutionsplads har indvirkning på om barnet bliver en bidragende del af samfundet, det tvivler jeg altså på.

Svar til Thomas Andersen:
Ja man kunne sagtens indsætte ”forældre” :) Men nu er det jo i langt, langt de fleste tilfælde kvinderne, der vælger at gå hjemme, derfor skriver jeg dét. Jeg synes så absolut, at forældre – både kvinder og mænd, skal gå hjemme, hvis de har lyst. Absolut! Men jeg synes også, at debatterne både i aviserne og div. fjernsynsudsendelser for tiden er gennemsyret af hvor dårlig en forældre man er, hvis man IKKE vælger at gå hjemme i barnets første leveår.

Jeg synes ikke, du har ret, når du skriver, at ”der er jo ingen der argumenterer for, at kvinderne skal opgive deres karriere”. Artiklen argumenterer da I DEN GRAD for, at det er bedst hvis ”nogen” går hjemme ved børnene. Hele artiklen er gennemsyret af, hvor skadeligt det er for børn, når forældrene arbejder og barnet derfor skal i institution. Skribenten sætter sågar lighedstegn mellem: citat ”stress, børn, der er for længe og for tidligt i institution, børn og unge med lavt selvværd, diagnoser og skilsmisser” og det er ”nogen” går hjemme ved børnene. (I øvrigt ganske uden dokumentation for sin påstand- hvor er de gode studier lige, der viser sammenhængen mellem ovenstående?)
Og alle erfaringer viser jo, at denne ”nogen” er moren. Som så opgiver sin tilknytning til arbejdsmarkedet og sin pension og binder sig økonomisk til sin mand.

Rikke Nielsen

Godt kæmpet, Ditte Jensen, jeg bakker helt op om din argumentation.

Man kan godt romatisere over, at det er "forældre", der komme til at gå hjemme med deres børn i en 2-3 år pr. stk. Men i praksis bliver det mor, der får byrden, og så er det arbejdsliv slut - med de fattigdoms- og afhlngighedsskabende konsekvenser, det vil have for hende.

Tror helt basalt, der mangler at komme beviser på bordet, hvor far viser sin solidaritet; dette er svært at få øje på i både fortidens og dagens Danmark. Det er jo nemt nok for mændene at kloge sig, når de statistisk set ikke løfter meget mere end det yderste af lillefingeren i den sammenhæng.

Thomas Andersen

Ditte: dejligt at du mener at alle må gå hjemme som de lyster, for din argumentation kunne lyde som om at forældre både kan være læger og bestride aldeles vigtige funktioner i vores samfund, som hverken kan eller bør sættes på stand-by i den tid, det tager at gå hjemme og vente på at børnene vokser sig store...
Det lød i mine ører som et stort forsvar for markedet og vækst på børnenes bekostning. Jo jo, jeg provokerer, men er ikke så glad for generaliseringer.

At nogle debattører har behov for at dømme andres forældreskab, det kan jeg til gengæld sagtens forstå at du hidser dig op over. Her synes jeg bare ikke at det er tilfældet. Der bliver argumentet for at et tilskud er en god idé.

Vi taler bare forbi hinanden, tror jeg, for jeg er enig i at kvinder selvfølgelig ikke skal sættes ringere end mænd. Men omvendt synes jeg nu heller ikke at en given karriere nødvendigvis stopper, blot fordi man ikke har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i et år eller to.
Men jo, går kvinden hjemme i flere år, så har det selvfølgelig en indvirkning, men at man bare kan vinke farvel til uafhængighed og skal leve af mandens nåde, det er vist også sat på spidsen.

Kultur- og systemændringer skal der til, for selvfølgelig skal man kunne få børn og have en karriere - hvis det er ens prioritet. Og det er der flere og flere arbejdsgivere der opdager.

Det gavner i hvert fald ingen at give mændene skylden, for at bekæmpe tiltag som ellers ville kunne forbedre vilkårene for nogle børnefamilier. Så kan der findes på noget andet, for de familier som det ikke hjælper.
Lidt som når øremærket barsel bliver skudt ned, fordi ikke alle mænd vil tage barsel - øremærket eller ej.
Det er systemet, ånssvage regler og kulturelle tåbeligheder, vi i så fald skal bekæmpe, ikke hinanden.