Undervisningen på det københavnske kunstakademi er truet, hvis ikke ligefrem ved at blive nedbrudt, af »det identitetspolitiske politi«.
I hvert fald ifølge en artikel i Weekendavisen den 8. april, der gennem en række interviews – hvoraf flere er anonyme – beskriver en gruppe unavngivne studerende på akademiet, som blandt andet har hængt plakater op på skolen, der opfordrer til at anmelde krænkende adfærd.
Kritikerne af dette ’politi’ »frygter, at institutionen er ved at sande til i identitetspolitik, stikkermentalitet, militant feminisme, trigger warnings og safe spaces med deraf følgende frygtkultur, hyperoverfølsomhed og – i sidste ende – kunstnerisk stagnation,« opsummerer journalisten.
Jeg har ingen fast gang på kunstakademiet og skal ikke kunne sige, hvad stemningen blandt elever og lærere er der. Siden artiklen blev publiceret, har flere elever derfra dog taget til genmæle. Så der er i hvert fald flere versioner af historien.
Forestillingen om den såkaldte identitetspolitiks altødelæggende kraft kender jeg imidlertid til hudløshed. I sidste uge lavede Klaus Brix Andersen i denne avis en liste over de fire mest fortærskede argumenter mod ’de identitetspolitiske’, herunder at de selv er privilegerede og har meget magt.
Sidstnævnte argument bruges, selv om det ofte er studerende og ikke folk i magtpositioner, der kritiseres, når man kritiserer identitetspolitikken. Det er også tilfældet i sagen om kunstakademiet.
Den mest krasse af kritikerne i Weekendavisens artikel er kunstneren Tal R, som selv dimitterede fra akademiet i 2000:
»Du aner ikke, hvilke idioter der er kommet ind på akademiet, og som i virkeligheden ikke beskæftiger sig med kunst. De har bare en politisk agenda og sidder og holder øje med, om nogen træder det mindste forkert i forhold til buddene i den nye identitetspolitiske racisme- og genderbibel. Størstedelen af eleverne derinde interesserer sig ikke for kunst, men for at sidde i plenum og diskutere, hvorfor der ikke er elevatorer nok til handicappede,« udtaler han.
Når jeg læser det, spørger jeg mig selv, hvorfor en stor kanon som Tal R finder det nødvendigt at gå så voldsomt i rette med nogle kunststuderende i 20’erne, der gerne vil tale om antiracisme.
Lignende spørgsmål har jeg ofte stillet mig selv i de seneste år.
Hvorfor blev Søren Espersen (DF) så rasende over, at nogle studerende på Københavns Universitet opfordrede deres institutleder til også at inkludere andre pronominer end han og hun, at han trak i sin kones tøj og harcelerede mod det på YouTube?
Hvorfor eksemplificerede tidligere litterær direktør for Gyldendal, Johannes Riis, i Politiken sidste år identitetspolitikkens formasteligheder ved at håne en enkelt førsteårsstuderende i biologi, der i sin undervisning havde problematiseret brugen af de kulturelt kodede ord ’mand og kvinde’ i en diskussion af biologiske køn?
Hvorfor finder et medie som Weekendavisen det relevant at skrive en 5.000 ord lang artikel om nogle unavngivne studerende uden på et eneste tidspunkt at spørge ind til, hvad disse studerendes tanker om sagen er?
Afvæbnet kritik
Jeg har ikke svarene på de her spørgsmål. Men konsekvensen er, at den kritik, de studerende lægger for dagen, bliver afvæbnet, inden den bliver taget alvorligt. Bare det at kalde kampen for minoriteters rettigheder og kampen mod sexisme og racisme for identitetspolitik – en betegnelse, som ingen, der interesserer sig for disse politiske emner, selv anvender – er en måde at delegitimere den slags holdninger på.
Der er brudflader i kunst og politik hele tiden. Tal R repræsenterede engang en brudflade inden for kunst, Søren Espersens parti inden for politik. Nu repræsenterer de magten og normen og må derfor acceptere at blive udfordret både æstetisk og politisk.
I min generation er der et stigende behov for at have en samtale om strukturel undertrykkelse, empati og udsathed. I den slags samtaler er der spørgsmål, man kan være dybt uenige om. Men når nogen kalder samtalen identitetspolitisk, er det ikke for at tage debatten, men for at lukke den ned i et forsøg på at opretholde status quo.
At latterliggøre og affeje andres holdninger og verdenssyn er selvfølgelig bare lidt ufine retoriske greb, som enhver kan anvende. Men i dette tilfælde er det magten, der med grove ord og smædenavne konsoliderer sig, alt imens de studerende stadig kæmper for at blive taget alvorligt.
Præcisering: I en tidligere version af denne klumme stod, at »mange« af Weekendavisens kilder er anonyme. Tre interviews ud af ti er anonyme, hvorfor det er rettet til »flere«.
Jeg burde sige noget, men Sølvstjernerne har allerede sagt det hele (_ _)
..Men ikke nok med det..
Sølvsternernes Sande Synspunkt
https://www.youtube.com/watch?v=e2q2-7pmhbY&list=PLK6k_VvuoiBOWmLgp_zWyQ...
...og dog er jeg endnu en gang for dum til ikke blot at holde kæft..Når alt nu ligesom allerede er sagt, for den, der har ører at lytte med..
Men sådan er der måske en anden virus i omløb, af ældre dato end 'Ny Corona'? Jeg sigter naturligvis til den utvivlsomt udbredte folkesygdom Meningitis, der - i det mindste i civiliserede samfund - måske nok er mindre absolut fatal i sit endelige udtryk, men som dog nok alligevel på sin helt egen vis forstår at skabe afstand mellem mennesker..
Guderne skal vide, at jeg selv personligt er smittet til op over begge ører: Jeg har sgu en mening om alt! Og jeg deler den gerne, min mening, naturligvis. Uanset om jeg ved besked eller ej..
Sådan er det at være smittet med meningitis: Man mister gradvist en ellers behørig sans for enhver rimelighed..Og jo mere sygdommen skrider frem, jo mere forbenes man gerne i sin mening, sin holdning..Før man får set sig om, slæber man sig som en anden elefantmand afsted i skyggerne, finder sig selv hvæsende og spyttende af enhver, der med en anden mening forsøger at komme en nær..
Men ikke nok med det..
En vis døvhed sætter gerne ind i sygdommens sene stadier..De professionelle beskriver denne tilstand som en form for selektiv hørelse: Hvad der kommer ud af munden på enhver meningsfælle bifaldes, mens der rynkes på næsen af enhver meningsmodstanders ytring, og det helt uden smålig skelen til kvaliteten af et sådant udsagn.
Således af sygdom aldeles forkalket i sin mening, kan man - som en Mathilde Moestrup - fristes til at gribe enkelte citater ud af enhver sammenhæng, og som små skinnende kugler anrette dem efter forgodtbefindende på sit helt eget træ..sit helt eget 'holdningstræ'. Fordelene ved en sådan strategi bør være åbenbar. Vigtigere i denne sammenhæng må det være, at kalde strategien ved dens rette navn: 'Et retorisk greb'.
Jeg er selv smittet med meningitis, som sagt. Til op over begge øren..Der er i og for sig ikke længere rigtig noget håb for mig. Der er ingen grund til at spilde tårer på denne grav..
Men et relativt ungt menneske som Mathilde Moestrup? Eller nu den unge student Klaus Brix Andersen? Belæste, unge mennesker med fremtiden for sig.. At de skulle falde så nemt ofre for denne pandemiske smitte?
Ak...Ak...!
En kommentar til:
”Bare det at kalde kampen for minoriteters rettigheder og kampen mod sexisme og racisme for identitetspolitik – en betegnelse, som ingen, der interesserer sig for disse politiske emner, selv anvender – er en måde at delegitimere den slags holdninger på”.
Selvfølgelig er det politik, og det skal det også være. Det vil da være hykleri at sige, at man ikke har et politisk ståsted, ud fra hvilket man slås for de værdier, som man betragter som væsentlige og fundamentale.
Hvis man vil give indtryk at, at man slås ud fra et alment gyldigt humanistisk eller eksistentielt perspektiv, vil det være udtryk for et sådant hykleri. Det at være en del af en minoritet, at have et køn og at have en etnisk baggrund er en del af ens identitet, og hvis man selv eller andre slås for rettigheder og magt i relation til en sådan identitet, vil det nødvendigvis være identitetspolitisk, og sådan skal det også være.
Spørgsmålet må dreje sig om den måde, som det identitetspolitiske gøres politisk på, og det er på den baggrund, at der kan forbindes en masse negative ting med det at drive identitetspolitik, selv om det ofte gøres på en overdreven måde i borgerlige medier.
Det kan godt være, at ”de identitetspolitiske” ikke er specielt privilegerede og har specielt stor magt, men magt og privilegier har de. Ellers var der ingen, der gad at tage dem SÅ alvorligt.
Tal Rs karakteristik af de studerende på Akademiet må være udtryk for en grov generalisering og være en karikatur, men hvad nu, hvis der alligevel er lidt om det, så han kan siges bare at have 20% ret?
Mine erfaringer fra universitetet i starten af 1970erne er, at mange af dem, som jeg politisk var enige med på venstrefløjen, måtte jeg skamme mig over i den forstand, at jeg ikke kunne acceptere deres metoder. Specielt eskalerede det på nogle institutter hen mod midten af årtiet.
Der er altid nogen, der er eksperter i at ”tage en god sag som gidsel” (f.eks. minoriteters rettigheder og kampen mod sexisme og racisme) og at gøre sig selv til henholdsvis ”præster” og ”disciple” i en form for ”hellig krig” i sekteriske grupperinger.
En kritik af forhold, der egentlig er en berettiget kritik, bliver gjort til noget, der er vigtigere og større, end det egentlig er i den aktuelle situation, og derfor føler nogen sig berettiget til at tage mere drastiske metoder i anvendelse, end berettiget er, eller som man siger, man gør ”en fjer til fem høns”.
I 1970erne oplevede jeg sådanne former for ”heksejagt” og ”folkedomstole”, som især gik ud over undervisere, der ikke forstod at underkaste sig den kodeks for attituder, adfærd og sprogbrug, som bestemte ”sekteriske grupperinger” havde etableret.
Dybest set drejede det sig ikke længere om fagkritik, som det typisk gjorde lige i starten af 1970erne, men var nu en måde at etablere en magtposition på (social og kulturel magt), der samtidig kunne bruges til at undergrave de pågældende underviseres faglige autoritet på.
Jeg er for tiden i gang med Johannes Sløks bog om Eksistentialisme..et værk, jeg burde have læst for længe siden, indser jeg nu..næsten for sent.. Et værk som alle burde læse..
Jeg har endnu ikke læst færdig, men allerede har min læsning udløst dette lille 5-øres digt:
--
EKSISTENTIALISTISK DIGT
Vi kommer til verden som atomer
der samles i leg
æltes af livet til bittersød dej
presses i form på den slagne vej
jeg skal ned efter smøger
hvad rager det mig?
Der bør læses mellem linjerne.. ;)
Jeg mener der, som læg læser, foreligger et problem i en stillingtagen til dagens kommentar. Det er: at kommentaren bygger på et referat af en artikel i en anden avis. Dvs. vi er faktisk ude i at have med en kilde at gøre, der refererer en anden kilde der så igen referer og tolker et bestemt begivenhedsforløb. Det kan være svært at forholde sig til, fordi der i hvert af de led jo ligger en bestemt fortolkning til grund for det der skrives. Derved stilles læseren i en temmelig umulig situation, fordi man er overladt til at stole på en fortolkning af en fortolkning af en situation - som man så selv skal forholde sig til.
Det peget på et mere generelt problem, synes jeg. Fordi: en del af den identitetspolitiske debat, også i Informations spalter, bygger på en iagttagers fortolkning af en situation eller en skriftlig kilde. Her mangler jeg en mere kritisk stillingtagen, der også bør inddrage både dokumentation og argumentation i selve sagsfremstilingen. Fordi: den der ikke har oplevet de beskrevne situationer, har jo umådeligt svært ved at bedømme indholdet af samme sagsfremstilling. I faget historie er kildekritik en væsentlig del af fagets eksistensberettigelse, her er en væsentlig pointe at kilderne netop er subjektive og at det er historikeren der får dem til at tale!
Dette forhold synes jeg bør tages med i betragtning - også når det gælder diskussion om identitetspolitik. Fordi: det er kun på den måde, at en oplyst og demokratisk debat vil kunne give mening.
Lad mig så lige, for god ordens skyld, tilføje: jeg er på ingen måde tilhænger af at mennesker bliver forhånet eller udskammet, uanset om det drejer sig om køn, klasse, kultur eller etnisk oprindelse. Men - det er kun i den kritiske stillingtagen og den oplyste samtale vi bliver klogere på, hvorledes undertrykkelsens mekanismer sætter sig igennem. Her er det en overvejelse værd, om tredjehånds referater af en begivenhed er befordrende for den oplyste samtale.
mvh. poul.
@28/4/2020-11:20
Det er gratis at lytte til Weekendavisen, under rubrikken ‘Lydavisen’. Det kræver kun at man opretter en konto og logger ind på siden...intet abonnement påkrævet.
I klummen henvises til artiklen "På det Kgl. Danske Kunstakademi er der heldigvis plads til nuancerne, og her står der bl.a. følgende:
"Vi håber at bidrage til mindre polarisering og starte en bedre dialog om, hvordan vi taler om kunst og politik – som sammenflettede størrelser. Hvordan de svære samtaler kan danne grobund for forandring, og hvordan vi bevæger os i retningen af en kunstscene, hvor der i højere grad er plads til forskellige stemmer".
https://www.idoart.dk/blog/paa-det-kgl-danske-kunstakademi-er-der-heldig...
Når man formulerer temaerne for dialogen således, har man allerede indskrevet konklusionerne på dialogen på forhånd, og det vil i praksis sige, at forudsætningen for dialogen ikke er tilstede.
Ved den måde, man formulerer det på, har man allerede afskrevet dialogpartneren fra at formulere sine synspunkter, og hvad er så grundlaget for en dialog?
Dialogpartneren skal på forhånd acceptere bestemte opfattelser af sammenfletningen mellem kunst og politik, og dialogen skal åbenbart dreje sig om, hvordan man har lov til at tale om dette forhold på.
Dialogen skal ikke dreje sig om, hvorvidt der er plads til forskellige stemmer, for det forudsættes der på forhånd, at det er der ikke. Dialogpartneren skal altså på forhånd acceptere, at vedkommende ikke giver plads til forskellige stemmer.
du er sej, tusind tak! Den danske selvfedhed bliver endnu tykkere jo mere populær/banal man bliver. Tal R er en konstruktion - han købes af de, som er enige om at hans værk er værdifuld... lidt at man købe den muld, men skaber... Det samme med designere - helt til grin.. Nu står Kehler vasen jo allevegne. At TalR også er på kopper krus og dækservietter gør ikke ham klogere end dig. Eller mig... *Go for it girls..boys..hens... Jeg er så vild med, at der nu er mange køn... #metoo kan ALDRIG puttes tilbage i flasken.. suck it up...
Er det her ikke blot den vante smøre, hvor legitim kritik af en tendens affejes som 'hån', 'vrede' eller 'harcelering'? Det her er jo ikke et som sådan et modargument. Det er blot en måde at legitimere, at man ignorerer kritik. Det kan et akademisk miljø ikke være tjent med.
Jeg havde egentlig set frem til et teoretisk forsvar for identitetspolitik, men istedet skal det dekonstrueres til et niveau, hvor forfatteren end ikke vil medgive det dets eksistens. Idéen er vel at kan man ikke tale om det, kan man heller ikke kritisere det - så kan man gøre hvad forfatteren antagelivis ønsker: Altså via dets ikke-beskrivelse tildele denne type af ikke-politik en normativ uudtalt eksistens, som aldrig kan antastes.
Det er et særligt kendetegn ved ideologisk indoktrinering blandt diverse tankesystemers prædikanter, når de end ikke vil anerkende ideernes eksistens. Således ser man også mange på den yderste højrefløj, der slet ikke anerkender en post-liberal tendens, der hedder 'neoliberalisme'. Der er jo blot 'nøvendighedens politik'.
Det er både sjovt og frustrerende når typer, der ellers er så orienterede efter poststrukturalismens dekonstruerende tendenser end ikke ænser deres misforståelse af egen ideologi som normativ sandhed. De store ideologier er bestemt ikke døde. Vor tids 'store ideologi' er misforståelsen om individets autonome, gruppeløse eksistens og dets fyldestgørelse ved en apolitisk sejr i sprogets univers. I den fysiske verden omkring os fortsætter nedskæringer, armod og klimakatastrofe ellers.
Tal R laver kopper og krus, Jeppe Hein laver T-shirt og yogamåtter, sikkert begge i et forsøg på at sælge, måske sælge ud, men nok bare et eksempel på kunsten nogle steder er forretning. Og identitetspolitik er ikke kun for magtfulde mænd - Informations super eksempel - eksempels bedriver skribenten det jo selv. Uanset havd er identitetspolitik noget lort.
Bjarne Toft Sørensen; 28. april, 2020 - 13:36
“ ... hvordan vi bevæger os i retningen af en kunstscene, hvor der i højere grad er plads til forskellige stemmer".
og
“ Når man formulerer temaerne for dialogen således, har man allerede indskrevet konklusionerne på dialogen på forhånd, og det vil i praksis sige, at forudsætningen for dialogen ikke er tilstede. “
Leder mig til konklusionen, at dialogen må gå på selvbesindelse.
"Når jeg læser det, spørger jeg mig selv, hvorfor en stor kanon som Tal R finder det nødvendigt at gå så voldsomt i rette med nogle kunststuderende i 20’erne, der gerne vil tale om antiracisme." Smukt og jeg er meget nysgerrig efter at få svaret - anyone?
Hvis Weekendavisens ord står til troende, står Moestrups sag ikke godt.
WA: “ dfærd«. Henvendelsen kan for eksempel ske til rektor eller studieadministrationen, og det kan foregå helt anonymt.
»Ingen sag er for lille,« står der med fed skrift: »Der findes ikke en objektivt fastlagt grænse mellem acceptabel omgang mellem mennesker og chikane, opfattelsen er ofte meget forskellig fra person til person, og netop derfor er det yderst vigtigt, at man som krænket tror på sin egen oplevelse af en given situation. Chikane kan blandt andet være, men er ikke begrænset til, diskriminerende adfærd i forhold til: køn, kønsidentitet og/eller -udtryk, etnicitet, religion, handicap, seksuel orientering, alder,« lyder det.”
Det er fordi manden har noget på spil. Han føler sig truet af de anderledestænkende, der vil pille den mandlige kunstners privilegier fra hinanden gennem kønskritik, mens det mandlige ego er for skrøbeligt til at høre kritikken af hans institutionelle dominans.
"Bare det at kalde kampen for minoriteters rettigheder og kampen mod sexisme og racisme for identitetspolitik – en betegnelse, som ingen, der interesserer sig for disse politiske emner, selv anvender – er en måde at delegitimere den slags holdninger på."
https://www.merriam-webster.com/dictionary/identity%20politics
At kalde det der er identitetspolitisk for identitetspolitisk, er ikke nogen affærdigelse. Det er simpelthen at kalde tingene ved deres "rette" (moderne) navn. Der hvor identitetspolitik går galt, er netop i mødet med de/dem der står udenfor deres eksklusive gruppes interesser. F.eks. at bede folk om at droppe den gamle, konventionelle forståelse af ordet "mand" og ordet "kvinde", og erstatte det med en ny forståelse, eller fortælle danskere med lys hud at deres hudfarve er et "privilegie". Jeg interesserer og har længe interesseret mig for racisme, racismens historie, racismens forskellige "trosretninger", udtryk, etc. Mindre for sexisme, men jeg er opdraget til og ser stadig ikke det som andet end helt naturligt at kvinder kan have samme autoritet som mænd.
Men den måde som både racisme og sexisme bliver italesat i disse tider, især med inspiration fra de amerikanske colleges, såsom ideer om "kritisk raceteori", "hvide mænds privilegier" og fænomener såsom "cancel culture", det er ikke min ide om den bedste tilgang til bekæmpelse af racisme, sexisme og andre undertrykkende fænomener. Jeg ser f.eks. tegn på at den forståelse af race som især amerikanerne har, er så indgroet i deres kultur, at de gamle "racehierakiske" forestillinger (ubevidst) danner fundamentet for hvordan de italesætter racemodsætninger. Når hvide mænd konsekvent placeres i toppen af et (ganske vist ikke biologisk) racehieraki, forstærker det dels de hvide deltageres selvforståelse som (skamfulde og skyldfuldte) herrefolk, men værrere er at sorte kommer til at italesætte og tænke sig selv som "naturligt" underlegne. Det er en tankegang, der fastholder ideen om racehieraki, ikke en der bekæmper den.
Så nej, Mathilde Moestrup, de fleste af os der - i forskellig grad og med forskellige indgangsvinkler- kritiserer identitetspolitiske fænomener, har ikke et problem med kampen for minoriteters rettigheder. Men med at der er folk, der kæmper disse kampe forkert.
Identitet er som betegnelsen angiver noget individuelt, noget personligt. Betegnelsen 'gruppeidentitet' er egentlig noget vrøvl, da ingen mennesker har samme identitet. Man kan have sammenfaldende interesser med andre f.eks. qua sin hudfarve eller sin seksuelle orientering, men det er noget andet. Hæfter man bestemte karakteristika på grupper med f eks samme hudfarve, bliver det til fordomme. De mænd der er hjemløse og alkoholiserede, kan man vel næppe betegne som del af den privilegerede hvide hersker klasse?
Kampen for rettigheder og mod diskrimination drejer sig ikke om identitet eller gruppe tilhørsforhold tværtimod, det handler om, at alle skal nyde de samme rettigheder og behandles ens, uanset hvilken gruppe de er en del af.
@Ole Falstoft
"Identitet er som betegnelsen angiver noget individuelt, noget personligt. Betegnelsen ’gruppeidentitet’ er egentlig noget vrøvl, da ingen mennesker har samme identitet".
I yderste konsekvens har du ret, men det har du ikke i praksis. Der er nogen, der dyrker eller iscenesætter "dele af" deres identitet som særligt vigtige og afgørende for, hvem de er, og det er bundet om på noget "fælles".
Eksempel: Nogen dyrker deres etniske danskhed (typisk nationalkonservative grupper), andre dyrker deres etnicitet af anden karakter, typisk blandt bestemte indvandrergrupperinger. Meget ofte er det bundet op på nogle meget romantiske forestillinger knyttet til deres etnicitet.
Det etniskes betydning for ens identitet afhænger i høj grad af, hvilken betydning man selv tillægger det, men også i høj grad af den betydning, som andre tillægger det, og ofte er dette samspil i høj grad forstærkende.
Nogen er i den sammenhæng eksperter i at trække "offerkortet", f.eks. sekteriske grupperinger af hvide mænd i USA, der mener, at de nu er blevet de undertrykte i "deres eget" land.
Jeg læste for nylig Claudia Rancine: "Statsborger" (2014), og som der står i Informations anmeldelse:
"Statsborger består i hovedsagen – og når den er bedst – af korte prosastykker, der beskriver, analyserer og udfolder hverdagsscener. De scener samler sig ikke til en fortælling, de hober sig op. Tilsammen aftegner de en form for trøstesløshed. De indfanger med en nærmest utrolig præcision det, man kunne kalde erfaringen af racisme, når racismen kommer til syne i ufrivillige spjæt".
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/03/bog-land-kom-syne-o...
Jeg betragter værket som et væsentligt dokument i relation til de forhold, der beskrives. Samtidig sidder jeg dog tilbage med en irritation over, i hvor høj grad forfatteren trækker "offerkortet" og i sin selvfremstilling identificerer sig med denne offerposition. Hvad kan den bruges til?
@Bjarne Toft
'typisk er det bundet op på nogle meget romantiske forestillinger knyttet til deres etnicitet'
Skal vi ikke bare kalde dem løgne?
Men du har ret i at identitetsmarkering går begge veje både til at udstøde bestemte grupper og til at skabe sammenhold internt i grupper
Jeg vil i og for sig gerne fastholde Mathilde Moestrups klumme på hendes egne præmisser og konklusioner. (Vidste De, at hvis man presser præmis og konklusion sammen i en og samme pærevælling, så står man tilbage med et alene ideologisk udsagn?)
Præmissen i klummen er i og for sig klar nok:
"Jeg har ingen fast gang på kunstakademiet og skal ikke kunne sige, hvad stemningen blandt elever og lærere er der"
"Når jeg læser det, spørger jeg mig selv.."
"Hvorfor blev ..?"
"Hvorfor eksemplificerede..?
"Hvorfor finder et medie..?
Præmissen er klar nok: Mathilde Moestrup har en række spørgsmål til 'verden'. Hun ved efter sigende nærmest ingenting..et blot og bart spørgsmålstegn..
En så rystende mangel på forestillingsevne burde i og for sig efterlade skribenten i en så grundlæggende eksistentiel tvivl, at hun enten med nødvendighed måtte føle sig kaldet til at eftersøge et svar på et eller flere af de stillede spørgsmål, eller også burde hun - og det skal jeg da ikke være sen til at anbefale - søge hjælp til sådan mere grundlæggende at forholde sig til sin tvivl.. Talrige og i for sig ganske læseværdige bøger er skrevet om emnet..
Men nej, der er alene tale om et retorisk greb. Enhver bekymring for skribentens sjælelige ligevægt aflives i en efterfølgende, konkluderende bid tekst:
"Jeg har ikke svarene på de her spørgsmål. Men konsekvensen er, at den kritik, de studerende lægger for dagen, bliver afvæbnet, inden den bliver taget alvorligt."
Et mere passivt konkluderende udsagn - og det er vel at mærke en kujonagtig forholden sig til - skal man vel med en vis omhu lede efter?
Passiver omsættes dog til aktiver, i klummens konkluderende afslutning:
"At latterliggøre og affeje andres holdninger og verdenssyn er selvfølgelig bare lidt ufine retoriske greb*, som enhver kan anvende. Men i dette tilfælde er det magten, der med grove ord og smædenavne konsoliderer sig, alt imens de studerende stadig kæmper for at blive taget alvorligt."
*min fremhævning
Ja, retoriske greb er i sandhed noget, som snart sagt enhver kan anvende. Blot er det åbenbart i orden, hvis man entydigt kæmper for 'det gode'..
--
Så hvad har vi her med at gøre? Hvad hævder man ved at stille spørgsmål, når man kender svarene på forhånd?
En Ideologi, såmænd. En ikke videre fantasifuld ideologi, tilmed. Ud af en sådan ideologi vokser med nødvendighed en dogmatisk forholden sig til både dette og hint. Dogmatik er kendetegnet ved at tilbyde absolut frihed i en indhegning..
Små dyr, der adskilt kan sidde og hviske til hinanden..
Guds nåde trøste de stakler, som træder ved siden af, uden for..
Tillige, i en videregående underminering af Mathilde Moestrups evne udi kunsten at omvise omtanke og ærlig tvivl, kan man påpege den for den nærværende diskussion så påtrængende lapsus i Klaus Brix Andersens tekst. En tekst, som Mathilde Moestrup refererer til uden tilsyneladende påskønnelse af dens betydelige mangler..
Det er naturligvis nødvendigt at læse Klaus Brix Andersens tekst som et hele. Alt sagt kan som regel ikke opsummeres i én sætning. Som regel..
Og dog er det ligeved og næsten at Klaus Brix Andersen formår en undtagelse fra denne regel, når han skriver:
"Samtidig er det eneste, disse studerende er ude efter, en undskyldning. Dette ønsker de, fordi professoren nægtede at bruge sin magt til at beskytte dem mod stereotyp, latterliggørende udklædning til halloween. Er det virkelig et brud på den demokratiske samtale?"
Dels er det jo i direkte modstrid med sandheden, at 'disse studerende' ikke ønskede andet end en undskyldning. At der ikke blev stillet yderligere krav. Men selv hvis vi forholder os til en Klaus Brix Andersens udlægning, er der så ikke et eller andet helt skævt på spil?
'De forlanger blot en undskyldning!', hævder Klaus Brix Andersen godt nok. Men en undskyldning for hvad? For at have en anden mening? For at have en anden forståelse af det forhåndeværende?
Hvad nu hvis man ikke forstår det forhåndeværende som 'stereotypiserende' eller 'latterliggørende'? Bør man så stadig undskylde, og i så fald for hvad? For ikke at forstå verden på samme måde som en Klaus Brix Andersen?
Hvis man - og jeg mener i særdeleshed Mathilde Moestrup her - ikke kan høre støvletramp og strækmarch i en så indskrænket forståelse af rimelighed, ja så burde man sgu da snart sagt finde sig et armbind eller alternativt lade sig indlægge på den lukkede..
Og hvis nogen nu undrer sig over hvorfor jeg er så særdeles strid ved stakkels Mathilde Moestrup..
Ja, så kan jeg sgu kun svare, at jeg forventer bedre af et kurateret medlem af Dagbladet Informations belæste og dannede medsammensvorne..
Kunstnere der bare nævner ordet politik har allerede tabt i min bog og det er ikke fordi jeg har noget imod nogen af delene. Jeg vil næsten gå så langt som til at sige at de to ting kan have noget med hinanden at gøre. Men alligevel står jeg fast på mit synspunkt, om ikke andet så af principelle og æstetiske årsager.