Kommentar

Inden du bliver forarget over børnene på gaden, så overvej, om de har brug for din hjælp

Jeg forstår godt, at det vækker forargelse og utryghed at møde grupper af børn, der løber rundt uden voksenopsyn i disse dage. Men mange af børnene er blandt de 250.000, der vokser op i udsatte familier. Så gør hellere noget for at hjælpe, skriver familieterapeut i dette debatindlæg
Et stærkt og støttende netværk er en af de vigtigste beskyttelsesfaktorer i udsatte børn og unges liv – for eksempel kan pædagogerne i daginstitutionerne være blandt ’de bedste støtter, når tingene spidser til. Men nu, hvor dette netværk ikke er fysisk tilgængeligt, kan det for nogle familier betyde, at børnene må klare sig selv’, skriver Ingelise Nordenhof i dette debatindlæg.

Et stærkt og støttende netværk er en af de vigtigste beskyttelsesfaktorer i udsatte børn og unges liv – for eksempel kan pædagogerne i daginstitutionerne være blandt ’de bedste støtter, når tingene spidser til. Men nu, hvor dette netværk ikke er fysisk tilgængeligt, kan det for nogle familier betyde, at børnene må klare sig selv’, skriver Ingelise Nordenhof i dette debatindlæg.

Mads Claus Rasmussen

4. april 2020

»Vi skal passe på hinanden og holde afstand. Hvordan kan man så lade fire børn på 6-8 år gå alene i Fakta? Jeg følte mig ikke tryg og skyndte mig hjem.«

Sådan lød et opslag fra en midaldrende dame på en facebookside. Opslaget fik 41 kommentarer med flere eksempler på løsgående børn og forargelse over forældres manglende ansvarlighed samt forslag om udgangsforbud.

Jeg forstår godt, at det vækker utryghed i disse tider at møde børn, der løber alene rundt. Generelt er relationerne til andre, vi ikke kender, blevet mere utryg. Der sker noget med vores omgangsform. Vi skaber afstand, når vi mødes. Ikke kun fysisk, også mentalt. Den sædvanlige hilsen på mødet med andre i lokalområdet er erstattet af vigende blikke, som om blikkontakt i sig selv er en smittekilde. Facebookkommentarerne om de løsgående børn er helt i tråd med dette.

Børn uden voksne er ellers ikke det, der præger udelivet i denne tid. Forældre gør generelt en stor indsats for at få det til at fungere med hjemmearbejde, hjemmepasning, hjemmeskole og hjemmeaktiviteter. Dette understøttes af stor kreativitet på de sociale medier med tilbud om onlineundervisning, tegnekurser og lødig underholdning. I langt de fleste familier oplever børnene, at det fungerer, også selv om de savner kontakt med deres jævnaldrende.

Men hvad med børn, hvis forældre ikke har overskud til at skabe gode rammer?

Som en mor til en syvårig datter bekymret sagde til mig, da jeg måtte ringe og aflyse et hjemmebesøg, hvor vi skulle have talt med datteren om morens psykiske lidelse: »Det værste er, at vi nu skal være hjemme alle tre 24-7 uden kontakt til andre mennesker. Både min mand og jeg har depression. Vi orker ikke at gå ud og lege med hende og lave alle mulige kreative ting. Så hvordan skal vi undgå, det ikke går ud over hende?«

Vi ved, at hvert femte barn i Danmark – omkring 250.000 børn og unge under 18 år – har en opvækst med forældre, der er ramt af alvorlig psykisk eller fysisk sygdom, rusmiddelafhængighed, hjerneskade, Alzheimers, er i fængsel eller har mistet en forælder efter sygdom, ulykke eller selvmord.

Vi ved fra forskningen, hvor svært det kan være for disse børn og unge, og vi ved af erfaring, hvor vigtigt det er at tilbyde samtaler, information og støtte til at håndtere de problemer, de møder. Alligevel har vi i Danmark, som det eneste af de nordiske lande, ingen lovgivning, der sikrer, at det sker, hvorfor mange af disse børn og unge må klare sig selv.

Hvad kan du gøre?

Et stærkt og støttende netværk er en af de vigtigste beskyttelsesfaktorer i udsatte børn og unges liv. Af min interviewundersøgelse med 21 unge pårørende, som er udgivet i bogen Samtaler med unge pårørende, fremgår det, at bedsteforældre, lærere, pædagoger, naboer, venner og venners forældre er de bedste støtter, når tingene spidser til. Men nu, hvor dette netværk ikke er fysisk tilgængeligt, kan det for nogle familier betyde, at børnene må klare sig selv. Nogle børn må endda tage vare på forældre og mindre søskende, købe ind og lave mad.

Hvor skal de gå hen, når de føler sig ensomme og bange, de børn, der ikke har ressourcer til selv at opsøge hjælp? Og hvem skal opdage de børn, der har brug for støtte? Måske kender du nogle af disse børn fra dit lokalområde, din familie eller som fagperson og kan gøre noget for at hjælpe?

Alle kan gøre lidt. Vi må alle i denne tid være særligt opmærksomme på disse udsatte familier. Men først skal vi droppe forargelsen over det, vi tror, er manglende ansvarlighed hos forældrene, når vi ser noget, der undrer os. Vi skal hellere overveje, hvad der ligger bag, og tage kontakt og høre, om der er noget, vi kan gøre.

Jeg ved, det er lettere sagt end gjort. Det kræver mod og forståelse for sårbarheden ved, at nogen sætter spørgsmålstegn ved ens måde at være forældre på. Det kræver respekt og anerkendelse, hvis henvendelsen skal ses som en hjælp og ikke en kritik.

Hvis det er for svært, må vi finde en fagperson, der kan hjælpe, for eksempel en fra børnehaven, skolen eller sundhedsvæsenet.

Mine erfaringer med børn som pårørende har lært mig, hvor stor en hjælp det kan være for børn og forældre, at der er nogen, der ved, hvordan de har det, og forstår dem. Og at der er nogen, der er villige til at lytte og tilbyde hjælp til indkøb, aktiviteter eller andet, der måtte være brug for. Her kan en beskeden, men kontinuerlig indsats vise sig at udgøre en afgørende forskel i udsatte familiers liv.

Hvis vi opdager, at der er behov for mere, kan vi undersøge, hvad kommunen kan gøre. Her vil for eksempel børn op til ni år, som har psykisk sårbare eller alvorligt syge forældre, kunne få tilbudt nødpasning som aflastning for både børn og forældre. Der er også mulighed for at hente støtte i de frivillige hjælpeorganisationer, som regeringen nu har bevilliget 13,5 millioner til. Her tænker jeg især på Røde Kors’ tilbud om at give udsatte familier en ’familieven på afstand’.

Endelig er der jo underretningspligten, som gælder for både fagpersoner og almindelige borgere – selv i en coronakrisetid.

Ingelise Nordenhof, selvstændig familieterapeut

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Peder Nielsen
  • ingemaje lange
  • Christian Mondrup
  • Viggo Okholm
  • Jon Mangerel
  • David Zennaro
Jens Peder Nielsen, ingemaje lange, Christian Mondrup, Viggo Okholm, Jon Mangerel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu