Kronik

Internettet sviner lige så meget som hele flybranchen. Og vi er alle skyldige

Vi poster, kommenterer og ’synes godt om’ som aldrig før, så andre kan se, at vi er med, hvor det sker, men vores digitale liv har en slagside: massiv klima- og miljøforurening. Vi bør ikke overlade løsningen på problemet til markedet, men i stedet indføre socialt retfærdig regulering, skriver lektor i dette debatindlæg
Datacentre udleder store mængder CO2, fordi elproduktion ikke er grøn.

Datacentre udleder store mængder CO2, fordi elproduktion ikke er grøn.

Ritzau

Debat
14. april 2020

I dag udleder data- og kommunikationsbranchen lige så meget energi som flybranchen, og i fremtiden vil forureningen stige endnu mere. Coronapandemien har allerede medført en stigende efterspørgsel på digital information og underholdning. Netflix og andre streamingtjenester har for eksempel skruet ned for kvaliteten for at kunne følge med. 

Vores øgede medieforbrug under coronakrisen er en oplagt anledning til at reflektere over kommunikationens miljøaftryk og bidrag til den økologiske krise.

I det moderne informationssamfund, vi lever i, er kommunikation blevet en kilde til miljø- og klimabelastning. Moderne kommunikationsteknologi bygger på en omfattende materiel infrastruktur og et højt ressource- og energiforbrug.

Bag vores digitale livsstil på de sociale medier gemmer der sig energitunge datacentre, store mængder elektronisk affald og en omfattende brug af ædelmetaller, som indgår i mobiltelefoner, tablets og andre bærbare teknologier.

Med den digitale informationsteknologi har kommunikationen oplevet et omfattende uskyldstab. Kommunikation er ikke længere bundet til informationsudveksling i boligområdet, under høstarbejdet, i forsamlingshuset eller i sportsklubben. I dag er det meste af vores kommunikationsaktivitet medieret og forløber gennem teknologiske platforme.

Vi informeres af elektroniske nyhedsmedier, som i mellemtiden er blevet en slags ’livemedier’ med konstante opdateringer og breaking news. Og vores sociale netværk plejes fremfor alt gennem tekst og (levende) billeder på Facebook, Instagram, Twitter, TikTok, Messenger, WhatsApp og andre medier, alt afhængigt af vores præferencer og hvor vi bor.

Beskrevet lidt mere teknisk er vi gået fra adskilte kommunikative situationer til simultane kommunikationsforløb. Mens vi taler med naboen, tjekker vi en besked. På cafeen afbryder vi samtalen for at svare på en chat eller sende et billede. Vi lever således i parallelfællesskaber, som konstant skal holdes opdateret.

Vores enorme kommunikationsaktivitet har imidlertid en pris, som mestendels forbliver usynlig. Hvad dataindustrien eufemistisk kalder ’skyen’, er i virkeligheden strømslugende serverparker og enorme datacentre, som fylder op i landskabet.

Det ignorerer vi behændigt, for vores digitale adfærd fremstår som immaterielle handlinger. Hverken beskeder og billeder til vores nære eller musik og serier til underholdning antager jo fysisk form. De mange små beskeder og film bliver imidlertid til en stor datastrøm.

FOMO (fear of missing out)

Ifølge de mest pessimistiske scenarier vil informations- og kommunikationsteknologi om nogle årtier stå for op imod 50 procent af det globale elforbrug. Dertil kommer, at data forbruges og bearbejdes via skærmteknologier, hvis levetid er uhyre kort sammenlignet med andre industrielle produkter. Den gennemsnitlige udskiftningstid på mobiltelefoner er to til tre år.

Udover disse tekniske forhold er der en række sociale mekanismer, som bidrager til det voksende informationsforbrug. Vores kultur er kendetegnet ved såkaldt FOMO: fear of missing out. Vi har et behov for at holde os evigt opdaterede.

Vi poster, kommenterer og ’synes godt om’, så andre kan se, at vi er med, når og hvor det sker. Det er blevet næsten lige så vigtigt at vide, hvad der skal ske, som at tage del i det, som faktisk sker.

Meget sigende er vi begyndt at se trailerne, ikke serierne. Lytte til en prerelease, men ikke selve udgivelsen. Og når serien og albummet udkommer, er der allerede noget nyt, som vi er bange for at gå glip af, og som vi helliger vores opmærksomhed.

Disse forhold afspejler sociologiens begreb om et ’hastighedssamfund’: Vi lever med oplevelsen af, at alting går hurtigere. Det primære redskab til at håndtere accelerationen er digitale teknologier, som lover os, at vi kan organisere os ud af problemet.

Hvis blot vi kan dele vores billeder, indkøbslister og ferieplaner i digitale husstande og opbevare vores musik, film og dokumenter online, ja, så kan vi nå meget mere – og gå glip af meget mindre.

Demokratisk klimabelastning

Når vi har været dårlige til at forholde os til den nye informationsteknologis materielle side – servere, kabler og miljøaftryk – hænger det sammen med kommunikationens særstatus i den menneskelige bevidsthed. Mange vil sige, at det er det, at vi kommunikerer, der gør os til mennesker. Derfor har vores opfattelse af kommunikation en idealistisk slagside, som blokerer for, at vi kan forstå kommunikation som noget materielt.

Kommunikation forbinder vi med noget positivt. Kommunikation tilvejebringer information, skaber bånd mellem mennesker, udvikler forståelse og er grundlaget for demokratiske processer. Mere kommunikation opfattes som bedre kommunikation. At begrænse, hindre og mindske kommunikation forbindes derimod med antidemokratiske tiltag.

En anden årsag er muligvis ubehag og fortrængning. Vi ved godt, at vores digitale livsstil ikke er bæredygtig. Men vi vil ikke vide af det. Det er kompliceret og uoverskueligt. Der er ikke nogen lette løsninger, og der er heller ingen klare skurke og helte.

Kommunikationens klimabelastning er – i et vist omfang – frygtelig demokratisk: Vi bidrager alle til problemet.

Det er svært at forestille sig, at mennesket ikke vil stræbe efter mere (vækst), vil undersøge, hvad der er bag horisonten (mobilitet) eller afholde sig fra at dele oplevelser og erfaringer med andre (kommunikation).

Det virker kontraintuitivt at bede mennesker om at kommunikere mindre. Mange vil kunne affinde sig med at give afkald på for eksempel bøffer. Men at forsage kommunikation forekommer nærmest absurd. Kommunikation er, som en medieteoretiker engang sagde, the extension of man. Og hvem vil hindre menneskets selvudfoldelse og selvrealisering?

Socialt retfærdig regulering

Vores opfattelse af vækst, mobilitet og kommunikation er begrænset og skal gentænkes. Vi tænker overvejende vækst i økonomiske baner, mobilitet som bevægelse i rum og kommunikation som informationsmængde.

Der findes naturligvis modtendenser som nulvækst og flyskam. På kommunikationsområdet taler man om slow media, som er et opgør med store mængder af kommunikation og information til fordel for kvaliteter som dialog og nærvær.

Vi begynder således at se konturerne af forskellige løsningsforlag.

En løsning består i såkaldt ’dedataficering’: en bevidst reduktion af den enkeltes dataforbrug med henblik på at mindske det økologiske fodaftryk.

En mere traditionel løsningsmodel består i blandingen af teknologisk optimisme og økologisk modernisering: Fremtiden vil løse problemet gennem energieffektive serverparker, hurtigere computere og grønne energiløsninger, som genbruger overskudsvarme. Dermed behøver vi ikke at lide af dataskam.

Problemet er imidlertid, at ingen af de to løsninger er attraktive. At overlade det til markedet eller til individet har aldrig løst alvorlige sociale problemer. Der skal formodentlig en eller anden form for regulering til, hvor høje ressourcekrævende dataforbrug koster mere end begrænset, grønt dataforbrug.

Problemet er at udforme en sådan regulering, uden at det rammer socialt skævt og skaber datauretfærdighed.

Hvordan det skal lade sig gøre, er langtfra entydigt og peger på, at fremtidens telepolitik står over for nogle nye udfordringer, som ikke blot handler om infrastruktur og indholdsregulering. Det handler også om miljøbelastning og social retfærdighed.

Mikkel Fugl Eskjær er lektor ved afdeling for kommunikation, Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Det er med et lille skævt smil kronikken læses på et online medie..
ikke desto mindre er pointerne klare.

Hanne Utoft, Kristian Spangsbo, Bent Nørgaard, Torben Arendal, Rikke Nielsen, Maj-Britt Kent Hansen, Ervin Lazar, Gitte Loeyche og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Gunner Boye Olesen

I kronikken påstås at internettet sviner lidg så meget som flyvningen; men sammenligningen holder ikke: påstanden er baseret på en undersøgelse, der viste at elforbruget til internettet giver lige så stort CO2-udslip (fra elproduktionen) som flyvningen gør. Men Mikkel Fugl glemmer at den overvejende klimabelastning fra flyvning kommer fra udledning af vanddamp og partikler i stor højde. Det er dokumenteret i en række undersøgelser. En ny undersøgelse viser at ca. 60% af flyenes klimabelastning kommer fra flystriber, der dannes af vanddamp og partikler m.m. mens kun ca. 40% kommer fra CO2. Det rigtige udsagn er så at internettet sviner lige så meget som 40% af flybranchen. Samtidig er elproduktionen, både til internet og til alt mulige andet, i disse år ved at blive renere, hvert år udleder en kWh el mindre CO2. Det samme sker desværre ikke får flyene.
Vi må kræve at både internet, fly, og alle vore andre teknologier bliver klimaneutrale. Men proportionerne er vigtige.
Den nye undersøgelsen om flyenes klimabelastning er på https://figshare.com/articles/Mitigating_the_Climate_Forcing_of_Aircraft...

Thomas Tanghus, Hanne Utoft, Eva Schwanenflügel, Rasmus Grouleff, Nille Torsen, Kristian Spangsbo, Kim Houmøller, Paul Richardt Metelmann, Magnus Madsen, Lise Lotte Rahbek, Gert Romme, Steffen Gliese, Ervin Lazar, Jens Jensen, Malcolm McGugan, Kjeld Jensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Torben Bjerrehuus

Og en stor del af kommunikationen manipulere brugerne af Twitter Facebook og diverse andre chat sider i form af Politisk manipulation, behovs manipulation og pseudoproblemstillinger (som findes der to eller toogtredive forskellige køn, eller er jorden flad)
Dybdeborende artikler i nyhedsmedierne er forsvundet til fordel for “Breaking news” hvor forbrugeren ustandselig skal tjekke nyhederne.

Bliver vi lykkeligere af at sidde bag en skærm hvad enten det er for at se film eller følge diverse ligegyldigheder?
Kan det blive en erstatning for fordybelse, samtale, berøring eller kærlighed?
Svaret er entydigt nej.
Sammen med alkohol er skærmen et redskab for brugere af hamsterhjul til at fortrænge og glemme det levede liv.

Hanne Utoft, Torben Arendal og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvor stor en del af dette energiforbrug mon går til at beregne hvilke reklamer vi skal se, baseret på hvad vi senest har set på, søgt på eller ligefrem "liket"? Det gad jeg godt se nogle tal for.

Lillian Larsen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Som Gunner Boye Olesen skriver - og konklusionen er jo, at vi kan gøre internetbrug stort set klimaneutral, når vi alene fremstiller el med vedvarende energi.

Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Nille Torsen, Gert Romme og Klaus Lundahl Engelholt anbefalede denne kommentar

It er og bli'r en fejlslagen teknologi. Den vil kun bidrage til at lægge kloden øde og erstatte alt liv med robotter.

God fornøjelse.

Hanne Utoft, Torben Arendal og arne tørsleff anbefalede denne kommentar
Paul Richardt Metelmann

Der er nogle ting, som skribenten ikke helt har med. For det første så er der i den CO2-udledning indregnet al anden computer og mobilaktivitet, som der er i forbindelse med streaming og netbrug. Det vil sige al den strøm, der bliver brugt af alle vores dimser regnes også med. For det andet så erstatter streaming af film, bøger, nyheder, spil, anden software og musik den produktion, distribution og udsmidning, der er var fra de fysiske medier. Jeg ville gerne se de to regnestykker sat op overfor hinanden. For det tredje, så kan al den strøm der bruges i servere blive til grøn strøm, det er svært for flyindustrien. Den udleder by the way også CO2 i nogle luftlag, hvor CO2 holder sig længe fordi den ikke kan optages af planter og træer. Og så har vi slet ikke talt om flystribernes indvirkning på den globale opvarmning. Det betyder ikke, at vi ikke skal stille krav til Netflix, Apple og de andre techgiganter. Men der skal måske lige nogle mellemregninger med. Klimatosset på Radio 4 har faktisk en meget god og sober gennemgang af udledningen også den merudledning, der sker fordi vi alle er hjemme. Den merudlening svarer til mellem 50 og 400 flyrejser til Thailand. Lyder af meget, men er intet sammenlignet med alt det vi ikke udleder, fordi vi arbejder hjemme og ikke tager bilen. https://podcasts.apple.com/dk/podcast/klimatosset/id1489684426?l=da&i=10...

Niels Jakobs, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel og Nille Torsen anbefalede denne kommentar

Den vedvarende el energi er en begrænset resourse. Den skal også indsættes til el drevne fartøjer, opvarmning af boligmassen, air con , lys og meget mere.
Samtidig er folkebevægelsen mod A-kraft snart en sådan imod vindmøller! Så ja, der er da god brug for at afgiftsættelse på data storforbrug (progressiv), f.eks. den stadig mere populære TV streaming.

Men er der mon ligefrem bedre energi økonomi i papir avis overfor digitale?