Joseph Stiglitz: Vi risikerer en stribe af statsbankerotter, hvis ikke vi går sammen om gældsudsættelse

På sin smittevej lader coronavirussen sig ikke stoppe af landegrænser. Det gør de økonomiske følgeskader heller ikke. Pandemien er et globalt problem, hvis løsning må være global.

Global handling er også i nationalstaternes interesse, for så længe pandemien hærger overalt, vil den også udgøre en trussel – epidemiologisk og økonomisk – overalt.

Følgevirkninger for udviklings- og nye vækstlande er begyndt at vise sig, og der er grund til at tro, at de vil blive endnu hårdere ramt. Typisk bor indbyggere i lavindkomstlande tæt, og højere andele af deres befolkninger lider i forvejen af helbredsproblemer. Sundhedssystemerne er også langt ringere rustet til at håndtere en epidemi.

De mest succesrige udviklingslande og nye vækstøkonomier er stærkt afhængige af eksportdrevet vækst, som nu vil kollapse. Ikke overraskende styrtdykker også internationale investeringer og verdensmarkedspriserne på råvarer.

Ubetalelig gæld

Udviklingen afspejles allerede i renterne på udviklingslandenes statsgæld. Mange stater vil få svært ved at indfri gæld, der forfalder i år, på rimelige vilkår, om overhovedet.

Når mennesker lever fra hånden og til munden kan konsekvensen af indkomsttab blive sult. Disse lande er afskåret fra at gribe til modtræk som USA, der (indtil videre) har lavet en hjælpepakke på 2.000 milliarder dollars, der vil banke budgetunderskuddet i vejret med cirka ti procent af bnp.

Efter et virtuelt krisetopmøde den 26. marts udsendte G20-landenes ledere en erklæring, hvori man forpligter sig til »til at bruge alle tilgængelige politiske værktøjer til at minimere økonomiske og sociale følgeskader af pandemien, genoprette global vækst, opretholde markedsstabilitet og styrke modstandsdygtigheden«. I det perspektiv vil mindst to tiltag være nødvendige for at imødegå den alvorlige situation i udviklingslande og nye vækstøkonomier.

For det første må der gøres fuld brug af likviditetstilførsel gennem Den Internationale Valutafonds Særlige Trækningsrettigheder (SDR), en form for ’globale penge’, som institutionen fik tilladelse til at etablere ved sin grundlæggelse.

En standardudstedelse af SDR’er – hvor ca. 40 procent af SDR’erne går til udviklings- og vækstøkonomier – vil hjælpe. Endnu bedre ville det dog være, hvis avancerede økonomier som USA donerer eller udlåner deres SDR’er til en trustfond, der er dedikeret til at hjælpe fattige lande.

Kreditorlande bør også hjælpe ved at udsætte udviklings- og vækstøkonomiernes afdrag på gæld. For at forstå hvorfor det er vigtigt, kan man se på USA. I sidste måned besluttede man, at der de næste 60 dage ikke vil blive sendt boliger på tvangsauktion, som er finansierede via statsgaranterede realkreditlån.

Når arbejdstagere bliver hjemme, restauranter er lukket og flyselskaber stort set har indstillet driften, hvorfor skulle kreditorer så have lov at vedblive med at indkræve afdrag, især når de renter, de opkræver, allerede bør sikre en tilstrækkelig risikobuffer? Går kreditorerne ikke med til at udsætte betaling af afdrag, risikerer mange låntagere at komme ud af krisen med en højere gæld, end de nogensinde kan tilbagebetale.

Bankerotter

Gældsudsættelse er et vigtigt værktøj i international såvel som i national henseende. I de nuværende omstændigheder har mange lande ikke en chance for at afvikle på deres gæld, hvilket uden en global gældsudsættelse vil udløse massive misligholdelser og bankerotter. I mange udviklingslande og nye vækstøkonomier må regeringer vælge mellem at betale deres udenlandske kreditorer eller lade egne borgere dø.

Det sidstnævnte vil naturligvis være uacceptabelt for de fleste lande, så reelt står valget for det internationale samfund mellem en organiseret eller uorganiseret gældsudsættelse, hvor sidstnævnte scenarie uundgåeligt vil skabe alvorlig turbulens og vidtgående omkostninger for den globale økonomi.

Selvfølgelig ville det være bedre, hvis verden havde en institutionaliseret mekanisme til at omstrukturere statsgæld. Vi tog et skridt i den retning, da FN’s Generalforsamling i 2015 vedtog et sæt fælles principper. Desværre manglede der tilsagn fra centrale kreditorlande. Det er sandsynligvis for sent at etablere et sådant system til brug for den aktuelle krise. Men der vil uundgåeligt komme flere kriser længere fremme, hvilket betyder, at omstrukturering af statsgæld bør stå højt på den internationale politiske dagsorden postcorona.

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen