Klumme

I Karens have fejres dronningens fødselsdag ved, at hun beskærer roserne

Beskærer man sine roser på dronningens fødselsdag, er man nogenlunde sikker på, at nattefrosten er ovre. Huskereglen holder også i år, uanset de stigende temperaturer og klimabenægtende fødselsdagsbemærkninger, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme
Dronningen tror ikke, at klimaforandringerne kun er menneskeskabte, for klimaet har jo altid ændret sig, som hun funderer. 

Dronningen tror ikke, at klimaforandringerne kun er menneskeskabte, for klimaet har jo altid ændret sig, som hun funderer. 

Ólafur Steinar Gestsson

Debat
20. april 2020

Dronningen fyldte 80 år den 16. april, og det fejredes med både hyldestinterview og kritik af det, hun sagde i dem. Selv plejer jeg at fejre dronningens fødselsdag ved at beskære roser. Det er nemlig en dejlig nem huskeregel: beskær roser på dronningens fødselsdag, for her er man nogenlunde sikker på, at nattefrosten er ovre.

Dronningen tror ikke, at klimaforandringerne kun er menneskeskabte, for klimaet har jo altid ændret sig, som hun funderer. Det kan hun så mene, hun er ikke den eneste klimafornægter, der henholder sig til tro og mavefornemmelser, hun har eksempelvis følgeskab af USA’s tåbelige præsident.

Da det imidlertid er ret sikkert, at begge regenter tager fejl, kunne man måske mene, at man, med de stigende temperaturer, kunne rykke beskæringen tilbage til midten af marts. Men til trods for at vi ingen vinter har haft, har vi været tæt på frysepunktet i april. Og i slutningen af marts fik vi endda en lille smule sne. Én gang. Paradoksalt nok den dag, vi gik over til sommertid. Så for mig er den 16. april ’skæringsdatoen’, om jeg så må sige.

Det er dog heller ikke helt sandt, for vi har rigtig mange roser i haven, og vejret har trods alt været så godt, at jeg vovede at tyvstarte. Det er store gamle roser, og jeg orker ikke at beskære flere end nogle stykker ad gangen. Et par timers rosenbeskæring om dagen må være nok, så jeg satsede i stedet på at beskære de sidste den 16. april.

Det nåede jeg så heller ikke, for vinden drev mig ind. Det blæste adskillige dage i træk, og det er til at blive tosset af. Det larmer helt vildt, man er nødt til at sove for lukkede vinduer, og om dagen er det bare ubehageligt at være ude. Selv fuglene, som ellers for alvor er kommet i gang med forårsjublen, tier næsten stille.

Folk fra byen, der er vant til dækstøj og motorlarm, og hvad en by ellers kan støje med, griner ad mig, når jeg beklager mig: Herregud, lidt frisk luft, det er da kun sundt!

De skulle prøve at være udsat for en stiv kuling flere dage i træk. Lyden er højere end den, de store landbrugsmaskiner frembringer, når de passerer forbi ude på vejen. Og den er konstant. Ganske vist varierer den i styrke, men kun på den måde, at larmen stødvis stiger fra basisniveauet, som i sig selv er larmende.

Det er træerne, der larmer. Vores mange store træer, der betyder så meget for havens æstetik, forvandles til rene helvedesmaskiner, når blæsten stiger til stiv kuling med vindstød af stormstyrke.

Så flyder haven med afrevne grene. Hvis træerne er sprunget ud, river blæsten også de fine nye blade af, men i disse dage har den heldigvis kun haft grene at rive i.

Ingen haletudser

Gemalen har været i gang ved havedammen. Da børnebørnene var mindre, udgjorde brinken ind mod rosenbedet – det er der, havedammen er dybest – en lang skrå barriere, for at de ikke skulle falde i vandet.

Men de er blevet store, og nu har han gravet den skrå side ned til en bred vandret flade og lagt stensætning ovenfor. Forleden såede vi sommerblomster over en stor del af fladen, på resten skal der lægges chaussésten, så der kan stå en bænk. Der skal vi sidde og holde øje med den ene frø, vi indtil nu har opdaget. Den holder til lige neden for, hvor bænken skal stå, vi håber, der snart kommer flere.

Dog har der været en betænkelig tilbagegang i havedammens fauna i de senere år. Da vi for år tilbage anlagde den, kom der både stor og lille salamander til, og den vrimlede med tudser om foråret. Man skulle også se sig godt for i indkørslen, hvis man ville undgå at køre tudser over, når man om aftenen kom hjem i bil. I år har jeg ikke set en eneste. Haletudser er der så heller ingen af – endnu. Det kan skyldes, at foråret har været koldt. Tidspunktet for æglægningen varierer, afhængigt af vandtemperaturen. Men selvfølgelig skal der mindst én frø mere til, før der sker noget som helst.

Salamandre har jeg heller ikke set endnu.

Naturen er under pres fra mange menneskeskabte sider, dronning.

Serie

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg hader blæst, det gør mig virkelig muggen, og jeg nedstammer endda fra det nordjyske og hedder ovenikøbet også Kirk, men jeg har alligevel ikke noget blæse-fiskergen.
- Ligeledes gør Margrethes klimaudtalelser mig også ganske muggen betrækket, og synes, som en udtalte, det kunne hun godt have ladet være med.

Maj-Britt Kent Hansen

Her er "nymferne" fra vandet ved Christianshavns Vold som altid ankommet planmæssigt: 10. april. Men i år er der flere af dem og de er større. De sidder på vinduerne i store antal og er ganske uanfægtede af den stive kuling, der altid er udenfor langs husmuren. Vestenvind? Aldrig i livet. Det stik modsatte: Kraftig østenvind fra Øresund.