Klumme

Den, der keder sig, er bange for sin egen fantasi

Coronakrisen var vi allerhelst foruden. Men ved siden af alt det urimeligt triste, den medfører, opstår der også muligheder for at tage os tid til det, vi normalt giver afkald på. Jeg har derfor svært ved at forstå dem, der klager over at kede sig i disse dage, skriver litteraturanmelder Philip Larsen i denne klumme
Coronaisolationen giver på den positive side ’muligheder for at tage sig tid til ting, vi normalt ville forvise til et udsted i hverdagen. Var det nu, man skulle begynde at lære fransk, spidse tegneblyanten eller støve guitaren af, sådan som man længe har villet? Der findes et utal af apps og youtubekanaler, som kan hjælpe en i gang,’ skriver litteraturanmelder Philip Larsen i denne klumme.

Coronaisolationen giver på den positive side ’muligheder for at tage sig tid til ting, vi normalt ville forvise til et udsted i hverdagen. Var det nu, man skulle begynde at lære fransk, spidse tegneblyanten eller støve guitaren af, sådan som man længe har villet? Der findes et utal af apps og youtubekanaler, som kan hjælpe en i gang,’ skriver litteraturanmelder Philip Larsen i denne klumme.

Eddie Keogh

3. april 2020

Det er ikke optimalt at sidde i statssanktioneret stuearrest. Bridgeklubben er på pause, stadion er lukket, og man kan ikke sætte sig i solen på en hip fortovscafé. Det er ærgerligt, øv bøv, og vi er mange, der glæder os til igen at kunne pleje vores sociale nøkker.

Mens vi venter på, at Mor Mette for alvor slipper os fri, kan vi finde trøst i, at der er folk derude, som sørger for lidt inspiration og pauseunderholdning.

I en video foreslog Anders Matthesen for nylig, at man kan slikke på vinduer, lege med mikroovnen eller tage forskellige hatte på. Og med en underspillet lummer elegance nævner han også, at man kan »ryste kammerjunkerne« og »rotere rødløg«, mens han selv svinger et bundt rødløg i luften og ryster en pose koldskålstilbehør.

Vi forstår, at det er kedeligt at have stuearrest, og komikeren får os til at more os over det.

Videoen antyder imidlertid også, at det ikke kun er indespærringen, den er gal med, men også vores egen fantasi. Det står nemlig sløjt til i vores åndelige verden, hvis fantasien kun strækker sig så langt som til at prøve hattene i klædeskabet. I den forstand leverer videoen en kærkommen parodi på vores egen uopfindsomhed – og jeg tror, det er på tide, at vi hanker op i denne uformåen.

Krisedagene er fulde af folk, der brokker sig over, at de keder sig, fordi de hverken må dit eller dat. Men i stedet for at gå i selvsving over den kollektive stuearrest kunne man også spørge, om folks kedsomhed mon bunder i, at de er bange for at bruge deres fantasi?

Poesi i motorolie

Jeg har grundlæggende svært ved at se, hvilke undskyldninger der kan være for at kede sig i disse dage – i hvert fald hvis man er almindelig overskudsborger og fri af tunge forpligtelser. Mange har fået tildelt en hulens masse statsbetalt fritid, og vi er samtidig så privilegerede at leve i en tid, hvor det aldrig har været lettere at udforske verden fra dagligstuen.

Ved siden af alt det urimeligt triste, som coronakrisen medfører, og som vi allerhelst var foruden, opstår der muligheder for at tage sig tid til ting, vi normalt ville forvise til et udsted i hverdagen. Var det nu, man skulle begynde at lære fransk, spidse tegneblyanten eller støve guitaren af, sådan som man længe har villet? Der findes et utal af apps og youtubekanaler, som kan hjælpe en i gang.

Og skulle man nu være ved at kaste halvvejs op over mine søndagsskoleforslag, kunne man i stedet overveje at tage majestæten på ordet og endelig gøre noget unyttigt. Selv har jeg haft dejligt meget tid til at dyrke min musikalske besættelse af autotunet, tysk gangsterrap, og jeg er sikker på, at der findes fantastisk meget andet og måske endnu mere unyttigt at give sig i kast med.

Per Højholt skrev engang et digt, hvori han ironiserer over en rablende »spade«, som kan få noget så røvsygt som motorolie til at »springe i blomst«. Digtet kan sikkert også meget andet, men siden jeg læste det for mange år siden, har vendingen om motorolien, der var sprunget i blomst, brændt sig fast som et militant slagord i min bevidsthed: Ja, for fanden, der er poesi i motorolie, og det handler bare om at finde den frem. En lille, fantasifuld associationsleg eller blot det sunde spørgsmål »hvorfor?« kan hjælpe én godt på vej.

Fantasien er heldigvis så demokratisk, at den er tilgængelig for de fleste helt fra barnsben. Når vi bliver ældre, lærer vi at tøjle den, og det har afgjort sine praktiske fordele. Men måske skræmmer fantasien os med tiden, fordi den gør os opmærksom på sider af verden og os selv, som vi ikke vidste af. Med coronakrisens enrum får vi – sammen med tiden til de unyttige sysler – også en eksklusiv mulighed for at gå på opdagelse i de indre gemakker.

Bliver man derfor, mand som kvinde, træt af at rotere sine ensomme rødløg i disse dage, ja, så kunne man overveje at gøre sig umage med at krydre stuearresten med et lille skvæt fantasi – selv hvis det kan virke skræmmende.

Philip Larsen er anmelder af faglitteratur i Information

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik pedersen
  • Arne Albatros Olsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Michael Svennevig
erik pedersen, Arne Albatros Olsen, Maj-Britt Kent Hansen og Michael Svennevig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Vi, der forsager hamsterhjulet og går vore egne veje, ved jo om nogen hvor meget det kræver og hvad prisn kan være for at dykke ned i vor egen fantasi. Derfor er det på en måde mangel på empati, hvis man ikke samtidig forstår at andre, som har vænnet sig til selen, bare ikke kan håndtere såkaldt lediggang fra den ene dag til den anden. Selvfølgelig kan de ikke det.

kjeld hougaard

Va mæ uddeling af hash – oplevelserne i 2 ½ værelses med kone og børn man ikke kan slippe væk fra kan bliver mere interessante??

Ironisk nok en omskrivning af "hvorfor er I fattige? - I kan jo bare arbejde hårdere"

Kroppen er jo heldigvis også så demokratisk at alle kan bevæge den fra barnsben - ingen grund til at være fattig, når man bare kan arbejde hårdere.

Havde forventet lidt mere med den dejligt provokerende overskrift.

Maj-Britt Kent Hansen

Også før Corona var der mennesker, der aldrig kunne beskæftige sig selv, og som til hver en tid forlangte at følges med andre - at have andres selskab, at blive underholdt af andre.

Så trist for dem - helt bestemt, men såmænd også lidt trættende for dem, der havde - og har - det lige omvendt.