Klumme

Krisen er en gave, men den giver først tilbage, når du har tabt dig selv

Dem, jeg kender, der klarer det her bedst, har sat deres ambitioner ned til et minimum. Og det er ikke en skam. Alle dem, der knokler på, som om intet var hændt, risikerer at få mindst ud af denne krævende og enestående tid, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
Den kreative branche kritiseres for ikke at være god nok til at bruge de virtuelle muligheder. Men måske denne periode bruges bedst, hvis man tillader sig selv at være kriseramt og uden fremdrift. Dét, der skal ske, er vi alligevel ikke herre over, mener Katrine Wiedermann.

Den kreative branche kritiseres for ikke at være god nok til at bruge de virtuelle muligheder. Men måske denne periode bruges bedst, hvis man tillader sig selv at være kriseramt og uden fremdrift. Dét, der skal ske, er vi alligevel ikke herre over, mener Katrine Wiedermann.

Jakob Dall

Debat
17. april 2020

I krisen bliver man frarøvet det velkendte, trygheden. Man føler sig skrøbelig, truet og mister selvværdet. Det er klassisk for krisen, at man tror, det er op til en selv at ændre tingenes tilstand. Hvis bare man er aktiv og handlekraftig og viser, at man eksisterer, så opdager ingen, at man er afgået ved døden. For det er sådan, det føles, når man er i krise. Det er ikke kun den fysiske død, der truer.

Arbejdet med kunst kræver, at man befinder sig i en slags permanent krisetilstand. Hvor ofte sker det ikke, at man krøller det sammen, man lige har skrevet, tegnet eller opfundet? Det skal man gøre. Men det er nervepirrende. Og så er der tidspunkter, hvor man ingen ideer får.

Det er panik.

Nogle gange har man, som jeg, ansvaret for et stort budget. Hvad hvis man ikke kan få én eneste idé? Hvordan reagerer man på stilstanden? Tør man blive i den, eller skynder man sig at opfinde en masse distraktion til at dække over, at man ikke tør indse, at man er på bar bund?

Nede på bunden, i dybet af selvforagten, hvor alt håb opgives, på disse dage, hvor man får løn for at være idérig, og idérig er det sidste, man er, og man derfor ved, at en fyring må være på trapperne – den dag sker der et gennembrud. Man vånder sig af smerte og ser endnu ikke, at der ligger en nyfødt for fodenden af sygelejet. Man var ikke syg, bare gravid.

Jeg har ofte først retrospektivt forstået, at netop bundpunktet i en kreativ proces var det allermest frugtbare. Men krisen afgiver ikke en gave, før du helt har tabt dig selv. Krisen giver ikke tilbage, før du er helt lost, føler dig på afveje, ikke kan se nogen løsning. Krisen kan ikke gennemleves halvt.

Verden af i går

Især den kreative klasse gør i denne tid meget ud af at vise, at den ikke er afgået ved døden. Mange begyndte hurtigt at male tidens nye ikoner, håndsprit og mundbind, noveller skrives om berøringens vigtighed, en skuespiller opfører en hjemmeskrevet monolog om ensomhed. Der er noget ved den utrolige parathed til at være aktiv på de nye præmisser, der ligner mig, når jeg er angst for den kreative bølgedals stilstand.

Min branche kritiseres for ikke at være god nok til at bruge de virtuelle muligheder. Men måske denne periode bruges bedst, hvis man tillader sig selv at være kriseramt og uden fremdrift. Dét, der skal ske, er vi alligevel ikke herre over.

Det er ikke kun den kreative klasse, der krampagtigt forsøger at holde fast i verden af i går. Den aktive, fremadskridende verden, hvor vi alle var højproduktive. I en konservativ bevægelse forsøger man at fastholde det tabte, arbejde videre hjemmefra, som om intet var hændt, overholde deadlines, der er sat i en anden virkelighed.

Det er stadig en smule tabu at indrømme, at man dybest set er gået totalt i stå, at hjernen fungerer dårligt. Den fysiske aktivitet, der for nogle uger siden omskabte parkerne til friluftsfitnesscentre, bliver gradvist mindre, idet vores kroppe hengiver sig til den nye tids passivitet.

Mange går stadig på arbejde, butikker renoveres af aktive erhvervsdrivende, der ikke vil lade tiden gå til spilde. Men uge for uge lukker også de ned. Blomsterbutikken, som godt kunne sælge, slår lukkeskilt op uden at indrømme, at indehaverne vil prøve at være i karantæne i sommerhuset som alle andre.

Når hele verden går i stå, er det nærmest umuligt ikke selv at gøre det. Dem, jeg kender, der klarer det her bedst, har sat deres ambitioner ned til et minimum. Og det er ikke en skam. Passiviteten er en tilstand, der er nødvendig for omstilling. Pandemien er mange ting, men kedeligst af alt er det at se den som en karriereplatform. Det paradoksale er, at alle dem, der frygter at blive passive og deprimerede, risikerer at få mindst ud af denne krævende og enestående tid.

Man kan godt have tillid til krisen. Pandemier, økonomisk kollaps og verdenskrige har før ændret samfund til det bedre. Første Verdenskrig og den spanske syge drænede samfundet for mænd og åbnede for, at kvinder kom på arbejdsmarkedet og fik magt til at kræve stemmeret. USA fik New Deal efter depressionen i 1930’erne.

Kriser vender op og ned på alting, men ikke kun til det værre. Forandringerne gør os usikre. Men denne frygt er god, hvis man ser den som en gave.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Svennevig

Fine tanker.

Arne Albatros Olsen

Tiden er den helt rigtige til legimitere eller forstå ledegangens velsignelser .

Wilhelm Grønbech kommentere Friedrich Schegels sentencer om dovenskab på følgende måde: s

"Dovenskaben kan bestemmes som passivitet, men det er en passivitet, som slår dørene op på vid gab både indad og udad, en hellig stilhed, hvor mennesket kommer sit hele jeg i hu og ser det åbne sig i uendelige perspektiver, hvor han får udsyn over verden og livet .
Vi får fremdeles at vide , at en sådan passivitet hverken kommer ved at man lader 5 være lige, eller at man samler tankerne.
Sindsstemningen er tilstræbt, villet, ensidig og dog er den passivitet, det vil sige man må vinde igennem megen geskæftighed, førman nåtil det punkt, hvor man slippe både verden og sig selv med alle jegets planlagte ønsker."

Denne tilstand var ofte det vigtigste udgangspunkt for Schegels tanker og kreativitet.
Han havde opøvet en naturlig evne til at gå ind i den efter behag, kan man vel konkludere udfra Grønbechs kommentarer.

Selv vil jeg kalde den for dovenskabens højeste potens og et sted , hvor den magiske realisme naturligt blomster.

Disse tanker er fuldstændigt modsatrettede i forhold til tidens krav om produktivtiet i den ene eller anden form, men de burde naturligvis se dagens lys i disse corona tider.

Eva Schwanenflügel, Jens Ole Mortensen og Lene Henriksen anbefalede denne kommentar