Kronik

Krisepsykologer om coronakuller: Med tiden bliver de fleste irritable, rastløse og frustrerede

Vi kan på nuværende tidspunkt kun gisne om, hvad det gør ved den menneskelige psyke, når vi skal færdes og leve med afstand uden en klar udløbsdato. Men det er ikke uden menneskelige konsekvenser, skriver krisepsykologerne Anne Lillelund og Katrine Friis i dette debatindlæg
Vi kan på nuværende tidspunkt kun gisne om, hvad det gør ved den menneskelige psyke, når vi skal færdes og leve med afstand uden en klar udløbsdato. Men det er ikke uden menneskelige konsekvenser, skriver krisepsykologerne Anne Lillelund og Katrine Friis i dette debatindlæg

Sara Houmann Mortensen

25. april 2020

De fleste havde nok set frem til genåbningen af samfundet med håbet om igen at kunne spise middag med vennerne, få et kram eller gå i skole som vanligt. Men virkeligheden blev en anden. Vi kan i stedet se frem til langsigtede restriktioner. Og som Mette Frederiksen har udtalt, ved vi endnu ikke, hvornår vi får fast grund under fødderne. Perspektivet kan virke endeløst.

Det virker allerede som længe siden, at vi midt i marts vågnede op til en helt ny hverdag. Coronapandemien, der lukkede det meste af Danmark ned. Beskeden fra myndighederne var klar. Det bedste, vi som borgere kan gøre for at bekæmpe coronavirus, er at stå sammen hver for sig, holde afstand og blive hjemme.

Det kan lyde banalt og ligetil at skulle håndtere en krise ved primært at opholde sig inden for hjemmets fire vægge og begrænse sine sociale aktiviteter. Men det er det ikke.

Krisepsykologien viser, at det er afgørende for vores mentale sundhed, at vi i kritiske situationer kan tage kontrol ved at kæmpe og handle. Fysiologisk hænger dette sammen med, at vores kamp-flugt-system aktiveres, når vi oplever udefrakommende trusler. Evolutionært er reaktionen hensigtsmæssig, fordi det i mange situationer er med til at sikre vores overlevelse.

Psykologisk giver det også mening, da handling og kontrol modvirker følelsen af hjælpeløshed, og vi går fra at være passive modtagere til aktive agenter. Derfor kan det i denne tid opleves fysiologisk og psykologisk modstridende, når vi bliver bedt om at reagere på en trussel med passivitet.

Lejrkuller uden krig

I krig er det et velkendt fænomen, at soldater kan få lejrkuller af at opholde sig for lang tid i den samme lejr uden distraktioner. Lejrkuller er særligt kendetegnet ved modløshed, rastløshed og irritation.

Ordet kuller kommer oprindeligt fra en beskrivelse af et symptombillede, som kan forekomme hos dyr forårsaget af en lidelse i hjernen. Tilstanden er kendetegnet ved enten en sløv, depressiv adfærd eller aggression.

Men kan man få lejrkuller uden at være i krig? Man kan i hvert fald se visse ligheder. Dertil kommer, at den enkelte kan have følelsen af, at det er endeløst, fordi vi fortsætter et samfund i en slags undtagelsestilstand uden klar udløbsdato. Når uvisheden om, hvad der venter på den anden side af krisen, samtidig banker på døren, øges følelsen af magtesløshed. Coronakulleren kan sætte ind.

I kampen mod coronavirus er truslen usynlig. Enhver man møder på gaden, i parken eller i supermarkedet kan potentielt være smittebærer, og en banal indkøbstur kan udvikle sig til et regulært forhindringsløb.

Vi gør os sårbare, hvis vi rykker for tæt sammen. Og vi gør ikke bare os selv sårbare, vi kan potentielt udgøre en risiko for andre. Så hvad stiller vi op, når vi bliver bedt om at være adskilte i kampen mod den usynlige trussel, når vi som hovedregel oplever det som beskyttende at rykke tættere sammen fysisk?

På Facebook er der mange forsøg på at skabe en følelse af fællesskab: fællessang, fællesklapning, og man har sågar kunnet starte dagen i selskab med dirigenten Phillip Faber. Alt dette med samme formål: at skabe samhørighed. En følelse, som er helt basal og almenmenneskelig. Dette kan have en effekt på den korte bane. Men hvad sker der på den lange bane, når vi ved, at socialt samvær er essentielt for vores psykiske trivsel?

Tolerancetærsklen svinder ind

Passiviteten og isolationen fra samfundet påvirker os forskelligt, afhængigt af om vi er børnefamilier, singler, par, ældre eller særligt udsatte. Et fællestræk er dog, at de reaktioner, vi normalt oplever under pres, kan blive forstærkede. Reaktionernes omfang og udtryk vil selvfølgelig afhænge af, hvor vi er i genåbningsprocessen og livet generelt.

Men fælles er, at vi alle befinder os i en grundlæggende forandret hverdag, uagtet i hvor høj grad vi er nødt til at isolere os. En hverdag, hvor man er begrænset i sin færden, og hvor tilværelsen kun i mindre omfang kan beriges med fysisk socialt samvær, som vi kender det.

Mange fortæller om humørsvingninger, ligesom bekymringer forstærkes og er sværere at give slip på. Ikke mindst, fordi der er færre aktiviteter til at aflede os, når fitnesscentret, arbejdet eller den frivillige forening er lukket. Nogle tyer til undgåelse ved at forsvinde i computerspil eller smartphones, andre skruer op for mængden af alkohol for at dæmpe følelserne eller få bugt med ensomheden.

Tolerancetærsklen svinder ind, jo længere tid der går. Dette kan komme til udtryk i de nære relationer, hvor man får kortere lunte og irriteres over ting, der normalt ikke ville være et problem.

Men det ses også i de mere fjerne relationer, hvor det bliver lettere at fordømme andres handlinger, når vores udsyn i højere grad begrænses til dagligstuen. Vi kan opleve sider af os selv, vi ikke kan genkende, fordi vi over tid bliver slidte, irritable og rastløse. Coronakulleren går under huden og bliver sværere at ryste af sig.

De langvarige konsekvenser

Lad os stoppe op et øjeblik og anerkende, at det, der lyder så let, ikke nødvendigvis er det. Det er psykologisk og fysiologisk modstridende, når vi skal være passive og adskilte på ubestemt tid for at bekæmpe en usynlig trussel.

En trussel, som vi lige nu primært kan bekæmpe med de sociale restriktioner, som vi alle er berørte af i hverdagen. Det er ikke så underligt, at vi bliver mere frustrerede og rastløse over tid.

Der er ikke noget quickfix. Vi kan forsøge at agere ved at tage kontrol over de ting, vi kan påvirke i dagligdagen, og søge støtte igennem sociale netværk. Det kan alt sammen være hjælpsomt, men det er naturligt at tabe pusten undervejs.

Vi mennesker har brug for socialt samvær. Uanset om det er en dejlig middag, et par dage på sommerens festivaler eller et besøg af børnebørnene. Og selv om de nuværende begrænsninger for samværet er med god grund, er det ikke uden menneskelige konsekvenser.

Vi kan på nuværende tidspunkt kun gisne om, hvad det gør ved den menneskelige psyke, når vi skal færdes og leve med afstand uden en klar udløbsdato.

Men det er forventeligt, at vi både nu og over tid ser, at uhensigtsmæssige reaktioner forstærkes, og at mange vil reagere med øget irritabilitet, rastløshed eller humørsvingninger. I alt dette skal vi derfor huske at have vores egen og hinandens psykiske trivsel for øje. Her har vi som samfund og enkelt individer et særligt ansvar for at støtte op om hinanden og bestræbe os på at vise forståelse og tolerance, når coronakulleren rammer.

Anne Lillelund og Katrine Friis er krisepsykologer og arbejder med at støtte soldater og medarbejdere udsendt til brændpunkter i hele verden.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jakob Trägårdh
  • Estermarie Mandelquist
  • Hans Ditlev Nissen
  • Lise Lotte Rahbek
Bjarne Bisgaard Jensen, Jakob Trägårdh, Estermarie Mandelquist, Hans Ditlev Nissen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Jeg ved ikke hvad det siger om mig, men jeg har på mange måder levet efter foreskrifterne de sidste tyve år (hvis vi ser bort fra afspritningsregimet) og har det bedst sådan. Vil næsten gå så langt som til at sige jeg selv har valgt ensomheden (når jeg kommer hjem fra jobbet), selvom det selvfølgelig ville være en løgn, eftersom ingen lever uberoende af andre. Men alligevel. Og faktisk er det ikke så svært som man skulle tro, at være alene, når man fx. læser ovenstående. Det tager bare tid. Heldigvis er den gode nyhed at det bliver bedre med tiden, langt bedre og til sidst gør man sig næsten ingen anstrengelser for at forestille sig det anderledes - måske også og især hvis man har prøvet den såkaldte tosomhed, familielivet og alt det der. Livskvalitet kan være mange ting, ligesom det også kan være fravalg af mange ting.

Anne Katrine Carlsen, ingemaje lange, Gitte Loeyche, Kim Vildnis, Ervin Lazar, Carsten Mortensen, Jens Flø, Markus Lund, Henning Kjær og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Enig med Søren Kristensen. Når man har skiftet skole 10 gange og boet 15-20 forskellige steder og været boligløs i perioder, så lærer man at klare sig selv på godt og ondt på den hårde måde, uagtet rastløshed og irritabilitet. Det et først når hverdagen fungerer, at man bliver doven. Kedsomhed er et privilegium for middelklassen og opefter. Underklassen og arbejderklassen har ikke tid til at stå stille. De skal overleve.

Ole jakob Dueholm Bech, Gitte Loeyche, Kim Vildnis, Carsten Mortensen og Jens Flø anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Ingen har bedt os om at være passive eller om at isolere os. Men vi kan kun være aktive og sociale under bestemte restriktioner og i lukkede smittekæder. Vi kan stadig være sammen med de nære relationer. Omstilling og belastning kan gøres til et fællesskab, en sport, et engagement om at beskytte hinanden og sundhedspersonalerne. Kun fantasien sætter grænserne.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er som de fleste, så.
Indimellem irritabel, rastløs og frustreret over nutidens restriktioner og behandlen medmenneskers nærhed som mistænkelig.

Man overlever i reglen vintrene på en udsigt til sommer og liv. Dvs. at hverdagens små porrer - eller åndehullerne i isen også har en betydning for de fleste. Nogle gange kan adspredelse også gøre sider ved livet, som ikke er den rene fornøjelse spiselige.

Nøjsomhed accepteres ofte under tiden under forudsætning af nødvendighed. Man går måske ikke bare altid på arbejde for fornøjelsens skyld. Man lider ikke afsavn for fornøjelsens skyld. Der er mange ting man gør fordi man bare må gøre dem af nødvendighed.

Ting kan undertiden være mere spiselig under forudsætning af, at man aktivt gør et tilvalg.

Og så skulle man måske ikke klage. Der er mennesker der er i en sårbar situation af psykiske og sociale årsag. Det er lige før man skal være glad bare man kan holde sig fri af sygdom

Vi er i en krisesituation der er forårsaget af en epidemi, hvor nogle af de konsekvenser der følger ikke bare er det rene sjov. Og yderligere kan vi se frem til, at det er en tilstand der kommer til, at vare tid. Noget vi ikke har ønsket, men som er kommet til os grundet omstændigheder.

Det er fint nok, at man kan leve med ensomhed og social distance, hvis det er et valg man har truffet. Sagen er bare, at mange ikke har truffet et sådant valg. Men det er sådan det er og sådan det bliver.

Nogle ting i en krise situation er ansvarspådragende. Og jo vi kan godt stramme ballerne sammen når det skal være. Men det har også konsekvenser på sigt. Også psykiske og sociale konsekvenser - og for udsatte grupper sikkert værre end befolkningen som helhed.

Men i store træk er vores normale liv blevet taget fra os - så naturligvis kigger vi lidt på hvor lang en horisont det skal gælde for.