Kommentar

Det ligner en nedprioritering af eleverne på HF-enkeltfag, når kun deres eksamen er aflyst

Vi skal have flere mønsterbrydere, ytres der fra politisk hold. Men i disse tider ser vi tydeligt, hvilke elever man prioriterer. HF-enkeltfag-kursister får ikke lov at komme til eksamen ligesom gymnasieeleverne og HF’erne, og det er uretfærdigt, skriver VUC-lærer Marianne Niemann i dette debatindlæg
Studenter fra VUC fejrer, at deres sidste eksamen er overstået, ved at hoppe i Storkespringvandet.

Studenter fra VUC fejrer, at deres sidste eksamen er overstået, ved at hoppe i Storkespringvandet.

Sarah Christine Nørgaard

23. april 2020

For de, der ikke ved det, findes der en gren inden for uddannelsesområdet, der kaldes HF Enkeltfag. Her har unge og voksne mulighed for at tage en fuldt gyldig studentereksamen, som kan sammensættes ud fra den enkeltes behov og tidsperspektiv. Fagene følger de samme bekendtgørelser som det 2-årige HF og kan, sat rigtigt sammen, give adgang til alle videregående uddannelser.

Noget tyder på, at denne uddannelsesgren er blevet kraftigt nedprioriteret i de aktuelle politiske forhandlinger. Og selv om jeg er stor tilhænger af at give parterne en chance for at forhandle færdig, fristes jeg nu at spørge, om man fra politisk side bevidst ignorerer VUC-området.

Min første anke knytter sig til den indledende fase, hvor der kom en officiel udmelding fra Undervisningsministeriet, der lød på, at alle afsluttende HF’ere skulle til fire eksaminer. Naivt gik jeg ud fra, at dette naturligvis inkluderede HF Enkeltfag. Jeg blev klogere. Efter flere forvirrende dage med diverse gætterier og tolkninger blev det i ganske få linjer meldt ud, at denne gruppe slet ikke skulle til eksamen. Punktum!

Her undrer jeg mig og spørger, om det ikke tenderer forskelsbehandling?

Nogle skal åbenbart have lov til at afslutte deres studentereksamen med den klassiske sidste eksamen efterfulgt af bobler, roser og alt det stads, mens andre må spises af med et stykke papir og et albuestød.

Det klassiske studenterritual er i øvrigt noget, der er blevet omtalt i patosladede vendinger som åh så vigtigt af diverse politiske røster. Og det er da vigtigt, det kan jeg vanskeligt erklære mig uenig i, men det privilegium er åbenbart ikke alle forundt.

Er det retfærdigt? Nej da. Nødvendigt? Måske. Jeg er trods alt bevidst om, at forholdene er alt andet end almindelige i disse tider.

Men nu kommer jeg så til min anden anke, og det er her, forløbet virkelig udvikler sig til noget, der ligner en farce, og som desværre peger på en nedprioritering af denne gruppe af studerende. På HF Enkeltfag er der noget, der hedder et eksamensprojekt, som består af en synopsis efterfulgt af en mundtlig eksamen, hvorpå bedømmelsen udelukkende beror. Denne del har ikke været nævnt med et eneste ord i de officielle dokumenter fra ministeriet.

Og behøver jeg at sige, at det er ved at være oppeover? I skrivende stund lægges der sidste hånd på dette projekt, og hverken elever eller lærere har en idé om, hvad der kommer til at ske. Skal de bedømmes på det skriftlige produkt, som ifølge lovteksten ikke tæller med i bedømmelsen?

Er der faktisk tale om, at selve bekendtgørelsen bliver sat ud af spil, og er der hermed ikke nogle retssikkerhedsmæssige principper, der bliver brudt? Vi venter stadig spændt på en afklaring, der kan bringe os ud af dette efterhånden kafkaske scenarie.

Elever fortjener respekt

Efter ti år som underviser har jeg kendt mange HF Enkeltfag-kursister, og de kommer i varierende former og farver ligesom alle andre steder. Men intet andet sted finder man en så høj procentdel af de såkaldte mønsterbrydere. Jeg har mødt adskillige mennesker i alle aldersgrupper, der bærer på en ret tung bagage, der kan inkludere psykisk sygdom, misbrug, vold, selvmordsforsøg, og som har måttet afbryde tidligere uddannelsesforløb.

I den mindre dramatiske ende har jeg mødt adskillige individer, der har kæmpet med dysleksi (ordblindhed) i en tid, hvor dette blev mistolket som manglende intelligens, og som nu grundet en massiv indsats oplever faglige sejre og et ændret selvbillede. Og så er der alle dem, der bare ønsker at videreuddanne sig, men som har nået en alder, hvor de ikke lige passer ind i en 1. g-klasse. Altså en gruppe, der ikke går den slagne vej.

Det er bestemt ikke, fordi vi skal have ondt af disse mennesker. Medlidenhed kan med Nietzsches ord beskrives som »den svages svaghed for den svage«. Disse mennesker er ikke svage, tværtimod!

Det, jeg beder om, er, at vi anerkender deres indsats og behandler dem med samme respekt, som vi behandler alle landets øvrige studenter med.

Det at afslutte et uddannelsesforløb er også en vigtig epoke for dem, og jeg har adskillige gange oplevet kursister græde af glæde over en veloverstået eksamen. Den perfekte dannelsesfortælling, som vi lovpriser med højstemte vendinger i denne H.C. Andersenske kultur.

Og vi skal have flere mønsterbrydere, ytres der fra politisk hold, men her er der vist tale om, at mønsteret, hvor nogle tydeligvis prioriteres højere end andre, endnu ikke er blevet brudt. At HF Enkeltfag nu bliver glemt af politikerne er nemlig en del af en større fortælling, der blot viser sit tydelige ansigt i disse krisetider.

For hvad er ellers årsagen til, at der bliver lavet detaljerede planer for nogle uddannelsesretninger, mens andre bliver glemt?

Marianne Niemann, HF-lærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu