Klumme

Jeg er mere bange for plejehjem end for corona

I Nordeuropa udliciterer vi vores ældre til professionelle plejere og plejehjem, hvor de er bedre beskyttet mod corona end i de italienske storfamilier. Men det smittefarlige liv i storfamilien virker mere attraktivt end ensomheden på et plejehjem, skriver Informations tysklandskorrespondent Mathias Sonne i denne klumme
»Coronakrisens grundkonflikt lyder: Hvor meget vil jeg isolere mit liv frem for at risikere mit liv? Det kan sættes på spidsen med det symbolske og praktiske spørgsmål: Er ensomheden på et plejehjem at foretrække frem for det risikable liv i storfamilien?« spørger Mathias Sonne om i denne klumme.

»Coronakrisens grundkonflikt lyder: Hvor meget vil jeg isolere mit liv frem for at risikere mit liv? Det kan sættes på spidsen med det symbolske og praktiske spørgsmål: Er ensomheden på et plejehjem at foretrække frem for det risikable liv i storfamilien?« spørger Mathias Sonne om i denne klumme.

Yves Herman

Debat
16. april 2020

Jeg bliver deprimeret af plejehjem. Jeg bliver deprimeret af tanken om, at vi parkerer »vores ældre« ved storhjertede, men også skiftende og travle plejere. Og jeg bliver deprimeret ved tanken om selv at ende på plejehjem.

Her i Tyskland er der stadig påfaldende få, der er døde af eller med corona – blandt andet på grund af en lav gennemsnitsalder blandt de smittede. Derfor er der benhårdt stof til eftertanke i billederne fra Italien og Spanien: Overfyldte sygehuse og gamle, der dør alene og isolerede på plejehjem.

En af grundene til den høje italienske dødelighed er, at mange italienere lever sammen tre generationer under samme tag. Dermed udsættes de ældre for markant større smittefare, end hvis de – som langt hyppigere i Nordeuropa – er parkeret på plejehjem uden daglig kontakt til yngre generationer.

Til gengæld ser vi nu, hvordan plejehjem må isoleres for at dæmme op for virussen. Og hvor fatalt det er, når det ikke lykkes. Det er en forfærdelig situation for de ramte mennesker. Blandingen af dødsangst og isolation fra sine nærmeste virker som den værste udgave af en rå naturtilstand.

Coronakrisen blotlægger også på ældreområdet strukturer, som vi af vane, af samfundsmæssig tvang og af økonomisk, forbrugsmæssig og individualistisk bekvemmelighed har set som alternativløse.

En åbenlys erkendelse er, at plejere og hjemmehjælpere trods lorteløn og hårdt arbejde er yderst systemrelevante. Det gælder også dem, der passer deres ældre derhjemme.

En anden erkendelse er, hvor mange menneskelige ambivalenser og friheder det medfører, at vi i så høj grad har outsourcet vores ældre til professionel pleje.

Det ses i en tredje åbenbaring i coronakrisen: De kolde kæder af billig arbejdskraft, der bærer ældresektoren.

Her i Tyskland er der krise i plejesektoren på grund af manglen på østeuropæiske hænder og hjerter. Det gælder også i private husholdninger, hvor de fleste af de cirka 300.000 østeuropæere, der før krisen arbejdede som sort hjemmehjælp, nærmest flygtede østover, da grænserne lukkede.

Dermed sidder hundredtusinder af familier nu med en kæmpe hovedpine, tusinder af ældre sidder mutters alene – og hundredtusinder af østeuropæere står uden job.

Mindre synligt er det i de tyske familier, der ikke vil eller har råd til at sende deres ældre på plejehjem. Her er det i langt de fleste tilfælde kvinderne, der sætter karrieren til side for at passe pårørende. På det område har de skandinaviske velfærdssamfund været en effektiv katalysator for ligestilling.

I en fattigere verden efter coronakrisen vil der opstå slagsmål om prioriteringerne. Og fra klimakamp over fremtidige epidemier og formuefordeling til velfærds- og familiestrukturer vil de kampe især stå i generationskonfliktens tegn.

Lidt mere italiensk

Nu, hvor vi ser strukturerne, har vi bedre mulighed for at stille spørgsmål ved vores samfundskonstruktion. Ved generationskontrakten. Ved ældreplejen.

Og ved kernefamilien, der nok er den økonomisk optimale enhed i kapitalismen, men som i coronakrisen ikke just har været saliggørende, skulle jeg hilse og sige fra fjerde sal med to voksne, to job og to børn med tusinde behov og skolepligt.

En omlægning af generationskontrakten fra skattefinansieret velfærd til mere direkte pleje, hvor omsorgsarbejde derhjemme endelig anerkendes økonomisk og samfundsmæssigt, er et slaraffenland for liberale fantasier om at nedbarbere velfærdsstaten.

Men pointen er den modsatte: En menneskelig omstilling kræver en socialstat, som giver os mulighed for et opgør med vores hidtidige boligformer, familie- og (over-) forbrugsmønstre, som det generelt kræver to normale fuldtidsindtægter og en husholdning uden omsorgskrævende mennesker at holde kørende.

Coronakrisens grundkonflikt lyder: Hvor meget vil jeg isolere mit liv frem for at risikere mit liv? Det kan sættes på spidsen med det symbolske og praktiske spørgsmål: Er ensomheden på et plejehjem at foretrække frem for det risikable liv i storfamilien?

Personligt håber jeg, at vi i fremtiden bliver lidt mere italienske. For min bekymring over corona er mindre end min bekymring for de porøse generationsbånd, for kapitalismens kølige logikker – og for en dag selv at havne isoleret på et plejehjem.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Jeg bliver deprimeret ved tanken om genindførelse af at bo på "aftægt" og slet ikke som dement. Ikke i alle familer er der nogen med overskud til at pleje gamle/svagelige familiemedlemmer. Så længe de "gamle" er selvhjulpne og ved godt helbred er det OK at bo i gen bolig, men det er ikke den slags gamle der fylder plejehjemmene. Ingen kommer på plejehjem før de selv beder om det, og så er de fysisk og/eller psykisk dårligt fungerende. Der er ingen plejehjemspladser til de velfungerende.

Når mange italienere lever sammen tre generationer under samme tag, er det vel i høj grad fordi boligmangel forhindre børnene at flytte hjemmefra.

Peter Høivang, Preben Haagensen, Marie Jensen, Anina Weber, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Kim Houmøller, Christian Mondrup, Doris Dethlefsen, Lise Lotte Rahbek og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Doris Dethlefsen

At ønske sig tilbage eller frem til tider, hvor pleje og omsorg af ældre - og for den sags skyld handicappede - skulle varetages af familien, beror på en romantisk og urealistisk opfattelse af, hvad det vil sige at tage sig af mennesker, der har brug for pleje. Jeg er lykkelig for at bo i et velfærdssamfund med plejehjem.

Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Høivang, Henriette Bøhne, Preben Haagensen, Erik Fuglsang, Marie Jensen, Anina Weber, Eva Schwanenflügel, Henning Kjær, Christian Mondrup, Lise Lotte Rahbek og David Zennaro anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Jeg har på det fattige Gran Canaria oplevet konsekvenserne af denne livsform: jeg taler hvert år med mine jævnaldrende venner, som ved siden af deres arbejde skal finde tid og penge til at pleje deres syge forældre, fordi der simpelthen ikke er plejehjemspladser til dem. Det er hjerteskærende at høre på gamle kalde igen og igen uden reaktion, fordi demensen gør at de har brug for konstant kontakt. Jeg har en ven, som må betale en teenager for at tage sig af sin syge mor, når hun selv tager på arbejde med at pakke tomater til 3 euro i timen. Hvordan tror I, den slags har det?

Selv har jeg sendt min syge far på et specialplejehjem, hvor der kun er mennesker med hans specielle demenssygdom. Plejepersonalet er veluddannet og for første gang i en årrække kan jeg slappe af, fordi jeg ved, at kompetent personale står klar til at tage sig af ham. Jeg ryster ved tanken om at skulle tage mig af ham konstant, for det er præcis det jeg ville skulle, hvis denne ide blev genindført.

Når italienske unge bliver boende sammen med deres familier, så skyldes det først og fremmest den store ungdomsarbejdsløshed, som efterhånden har gjort folk fattige i flere årtier. Man kan ikke flytte hjemmefra, hvis man ikke har et forsørgelsesgrundlag, og i Italien er det svært at få fast arbejde, fordi arbejdsgivere ikke kan fyre folk, der først er ansat. Derfor er arbejdsgiverne meget tilbageholdende med at ansætte folk, de ikke kender. Hvis man er uden netværk, er det svært at få et job. Og uden job må man blive boende hjemme hos sine forældre.

Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Henriette Bøhne, Erik Fuglsang, Anina Weber, Eva Schwanenflügel, Henning Kjær, Gert Hansen, Erik Jensen, Rasmus Knus, Doris Dethlefsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

I kategorien hvor de ældre nogenlunde kan klare det meste selv, findes der ældreboliger, hvor de gamle bor selv i egen bolig, men der findes hjælpe-muligheder, når de har brug for det.
Her er de ikke enten helt alene eller helt afhængige af familie.
Der er bare alt for få af den slags boliger.

Jeg finder i øvrigt tanken om at familien skal tage sig af de mere eller mindre velfungerende og mentalt fungerende gamle for en rigtig træls ide. Børn og familiemedlemmer er ikke nødvendigvis gode plejere bare fordi de holder af den hjælptrængende. De har heller ikke bare i kraft af familieskabet den nødvendige tålmodighed eller det nødvendige overskud.
I øvrigt er det helt fatalt for os uden børn at skulle overgå til familiepleje

Vivi Rindom, Bjarne Bisgaard Jensen, Preben Haagensen, Erik Fuglsang, Anina Weber, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, David Zennaro, Christian Mondrup og Doris Dethlefsen anbefalede denne kommentar

Mathias Sonne har en lidt romantisk forestilling om livet i Italien og Spanien. Som en anden nævnte, så er det ikke altid af god vilje, at flere generationer bor sammen. I begge lande er det ofte personer fra de latinamerikanske lande, der trisser rundt med ældre. Derudover undrer det mig, om Sinne bare per automatik tror, at plejere får en "lorteløn". Det skyldes vel selv, at han er overbetalt eller han ikke kan forestille sig at man kan leve udemærket for på penge. Og har denne vinkling ikke også været fremme andre steder - storfamilien osv, vist nok i Politiken hos Erik Jensen ... ja ja ja.

David Zennaro

Jeg har tænkt over det, og måske taler vi forbi hinanden her. Mathias Sonne beskriver mennesker, som jo ikke har brug for plejehjem, heller ikke hvis de boede i Danmark. Mens vi andre tænker på mennesker, som er så lidt fungerende, at det i Danmark udløser en plejehjemsplads. De gamle i Danmark, som svarer til dem, der spiller et eller andet på torvet eller sidder i solen og snakker med de andre, modsvares jo af dem, der ser børnebørnene en gang om ugen, spiller golf eller går til gymnastik mm.

Der er i min optik stor forskel på at være gammel (og lidt skrøbelig) og at være gammel, skrøbelig og ude af stand selv med kommunal assistance at klare sig selv. Der er minsanten ingen grund til at ynke den første gruppe, hverken i Danmark eller Sydeuropa.

Jeg ved heller ikke, om man skal ynke den sidste gruppe, for for unge og voksne mennesker står alderdommen tit som noget forfærdeligt med en masse tab, både af funktioner og netværk. Jeg gør i hvert fald ikke, fordi alternativet til at blive gammel og syg er at dø. Og så kan man jo selv vælge.

Erik Fuglsang, Anina Weber, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

@Gert Hansen

Jeg synes nu også at de får en lorteløn.

Jeg læser til gengæld teksten, som om at plejepersonale burde få bedre løn og arbejdsvilkår.

Jeppe Lindholm

10.000 vis af lavt lønnede SOSU'er, portøre og andre, samt 1.000 vis af lidt bedre lønnede som sygeplejesker, og vellønnede læger sætter HVER DAG livet på spild på først og fremmest landets sygehuse, men også på plejehjemmene og i hjemmeplejen . For en ussel løn set i lyset af konsekvenserne af deres indsats. Alt i mens sidder 100.000 vis af vel- og højtlønnede hjemme og ligger pudslespil.

Sidste år forsøgte en bestyrelse i NETS at få udbetalt 7.000 milliarder kr. i bonus med lidt underskrifter på diverse dokumenter. Det mislykkedes. Vist nok. Lidt skriveri og wupti ruller der 100 vis af "velfortjente" millioner ind på kontoret.

Jeg vil foreslå, at de mennesker som lige nu og måneder frem, og nogen vil dø pga. deres indsat, skla hver og en have udbetalt 1.000.000 kr. skattefrit for indsatsen som et engangsbeløb. Ved corona forårsaget død udbetales 10.000.000 kr. til de efterladte.

Og pengene, hvor skal de komme fra? Sæt topskatten op for lønninger over 500.000 kr., hæv arveafgiften på de mange milliarder kr. de riges arvinger får uden at skulle røre en finger. De mennesker sidder som hovedregel i sikkerhed.

Men de må være med til at dele byrden for de mange mange mange 1.000 vis i corona fronten som hver dag sætter livet på spild.

Jeppe Lindholm

I dag er en 36 årig mandlig SOSU assistent, ansat på et hospital i københavns området død af COVID-19 forårsaget af corona virus.

Jeppe Lindholm

NETS at få udbetalt 7.000 milliarder - Øhhh det var 7 milliarder. Sorry

Erik Fuglsang

"Coronakrisens grundkonflikt lyder: Hvor meget vil jeg isolere mit liv frem for at risikere mit liv? Det kan sættes på spidsen med det symbolske og praktiske spørgsmål: Er ensomheden på et plejehjem at foretrække frem for det risikable liv i storfamilien?"

Det er et godt spørgsmål, du stiller, men det er måske også sat for meget på spidsen, Mathias Sonne, thi det er langt fra alle ældre, der føler sig ensomme på et plejehjem, ligesom livet i storfamilen næppe altid er mere risikabelt.