Kommentar

Paris er blevet et fængsel, hvor alle er indsatte hos dem selv

I Paris frygter vi ikke så meget dødstallene, men mere verden efter feberen. Vi bekymrer os for, hvor dyb den økonomiske krise bliver, imens vi kæmper med at overholde indespærringen, skriver filosofistuderende Tristan Baujault Borresen fra Paris i dette debatindlæg
Parisere stopper op foran Sacré Coeur og tager billeder af Paris’ tage under påskud af at dyrke dagens tilladte motion. Jeg vil egentlig også gerne have et foto af udsigten, men en dranker advarer mig om, at politiet kommer, skriver Tristan Baujault Borresen. Her er et billede af Sacré Coeur d. 9. april, Frankrigs 24. dag i lockdown.

Parisere stopper op foran Sacré Coeur og tager billeder af Paris’ tage under påskud af at dyrke dagens tilladte motion. Jeg vil egentlig også gerne have et foto af udsigten, men en dranker advarer mig om, at politiet kommer, skriver Tristan Baujault Borresen. Her er et billede af Sacré Coeur d. 9. april, Frankrigs 24. dag i lockdown.

Joel Saget

11. april 2020

Klokken er lidt over midnat i Paris, og jeg er på vej ud af lejligheden for første gang i fire dage.

Inden jeg går ud, tjekker jeg mit blodsukker. Så finder jeg en blanket for udgangstilladelse frem. Jeg skriver mit navn og skal sætte kryds ud for et formål med mit foretagende. Motion? Indkøb af dagligvarer? Jeg vælger den sidste, mens jeg brygger på en forklaring.

Mine hænder ryster. Jeg samler materialet sammen på køkkenbordet og finder limbøtten oven over køleskabet. Alting puttes i min lille røde rygsæk. Jeg kysser min kæreste godnat og lister ned ad opgangen. Pulsen begynder at banke hårdere i min snart coronakriminelle krop. 

En gammel fransk vittighed fortæller, at en kvinde, der befinder sig mere end 1.000 meter fra sit køkken, må regnes for at være på flugt. Det er ikke en vittighed længere, det er virkeligheden i Paris og ikke kun for kvinder. Paris er blevet et fængsel, hvor alle er indsatte hos dem selv.

En ven ringede for nylig efter selv at have været smittet med virussen. Han har ikke været ude af sin dør, siden udgangsforbuddet trådte i kraft. Selv har jeg ikke været helt så fanget, men jeg kan ikke tage hjem til mine forældre i Danmark, selv om jeg både har fransk og dansk statsborgerskab. Mit danske pas er udløbet, og selv hvis udgangsforbuddet ikke forhindrede mig i at tage på ambassaden for at forny det, ville jeg ikke kunne flyve tilbage til Danmark, da det ikke er en nødvendig rejse.

Epidemien vokser sig dagligt større i Frankrig, og der er nu mere end 8.000 døde. Men den urolige stemning dirrer mere på grund af uvisheden om varigheden af vores ubevægelighed og frygten for fremtidens økonomi end de stigende dødstal. Måske kan vi tæmme feberen, men hvad med konjunkturerne?

Hjemsøgt af politiet

I det ellers søvnløse Montmartre skærer stilheden igennem. Denne uvante stilhed vækker frygten for hjemsøgelse og ophidser mit forfølgelsesvanvid. Er folk stadig vågne? Mon nogen følger efter mig op ad trapperne til Sacre Coeur? I Paris er det mest politiet, der hjemsøger gaderne. De er vores fangevogtere, og de uddeler bøder på op til 1.500 euro til dem, der tages i at omgå udgangsforbuddet.

Sidst jeg var ude, var det for at løbe i Boulogneskoven. Der blev jeg ikke taget af politiet, men af et hul i skovstien, hvori jeg vred min ankel. Derfor slæber jeg nu min støvle op ad de endeløse trapper som en haltende galning. Endelig lander jeg på den historiske, nu tomme Place du Tertre.

Normalt er det horder af turister, der mellem portrættegnere befæster dette lille torv og gør os beboere til ufrivillige museumsgenstande i denne parisiske kliché. Men nu er turisterne væk, og i Montmartre har kvarterets beboere genvundet området. Parisere stopper op foran Sacré Coeur og tager billeder af Paris’ tage under påskud af at dyrke dagens tilladte motion.

Jeg vil egentlig også gerne have et foto af udsigten, men en dranker advarer mig om, at politiet kommer. Manden troede sikkert, at vi var af samme støbning, nu vi begge haltede væk fra kirken og ned ad en gyde.

Da jeg igen er alene, hører jeg en bil køre langsomt bag mig. Jeg stivner og prøver at gå så umærkeligt, som min ankel tillader. Bilen kører lige ved siden af mig. Det er en politibil i civil. I hovedet gentager jeg min forklaring, hvis de stopper mig: Jeg har diabetes. Jeg har brug for mad. Jeg leder efter et åbent supermarked. Hvad laver jeg med min lille røde taske? Det er for at bære maden hjem. Og hvorfor lim? Det er faktisk tapetklister til min lejlighed. 

Jeg har ikke 1.500 euro til en bøde og heller ikke muligheden for at finde dem. Bilen kører foran, men i stedet for at følge mig ad Rue Lepic, fortsætter den videre ned ad en anden gade. Jeg puster ud. Stadig uskyldig.

Jeg må finde det rette sted til min gerning. Og dér, lige før Place des Abbesses, er der en lille gyde, hvor biler ikke kan køre, og hvor man ikke kan ses udefra. Jeg finder straks limbøtten og papirarkene med bogstaverne frem fra tasken. Jeg smører hurtigt lim på muren og klæber hvert bogstav op med rystende hænder, et efter et.

Jeg forestiller mig, at alle i verden har samme spørgsmål, som jeg klistrer på muren lige nu. Et spørgsmål, der hjemsøger de indespærredes tanker. Nu står det frit fremme på gademuren: »ET LE MONDE APRÈS SA FIÈVRE?« – Og verden efter sin feber?

Lettet når jeg ubemærket hjem. Her er jeg igen uskyldig og ikke smittefarlig. Når det engang i morgen bliver nat, hjemsøger jeg gaderne igen.

Tristan Baujault Borresen er filosofistuderende i Paris.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Utoft
  • Maj-Britt Kent Hansen
Hanne Utoft og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis nu dyr og planter kunne tale, ville de berette om en udvikling, hvor mennesker i kapitalistisk beruselse har hærget deres biotoper, fortrængt dem og udryddet tusindvis af arter - uden overhovedet at løfte et øjenbryn. Men nu, hvor menneskene selv oplever sig truet af Coronakomplekset, kan de sagtens lette røven og indstille deres destruktive aktiviteter, således at himlen pludselig kan ses fra Beijing. Men når Coronakompleksets tilsyneladende fare for mennesker er nedtonet, vil den kapitalistiske bekymring om menneskets markedsøkonomiske interesser atter indfinde sig, således at den optimistiske hærgen af planetens ressourcer og balancer kan fortsætte. Thi da vil Homo Economicus atter føle sig sikker og 'fri'.