Læserbrev

Pia Olsen Dyhr: Velfærdslov bør hastebehandles, så vi beskytter velfærden efter krisen

Selv om det giver mening at udskyde de fleste planlagte politiske forhandlinger, bør velfærdsloven være en undtagelse. Den skal hastebehandles for at sikre, at social- og sundhedsassistenten, lægen og sygeplejersken ikke skal løbe endnu hurtigere på den anden side af coronakrisen, skriver SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, i dette debatindlæg
14. april 2020

Intet er vigtigere lige nu end at komme igennem coronakrisen med færrest mulige dødsfald og et sundhedsvæsen, der stadig kan følge med. Intet. Derfor giver det god mening, at mange af de ting, der ellers var planlagt i de her uger, udskydes.

Men vi bør gøre en undtagelse med velfærdsloven. Den var et valgløfte fra Socialdemokratiet, skulle være behandlet i februar og sikre, at pengene til velfærd følger med, når der kommer flere børn og ældre.

Loven bør hastebehandles, inden finansministeren skal forhandle aftaler med kommuner og regioner. Vi har kun mere travlt, efter at formanden for Kommunernes Landsforening, Jacob Bundsgaard, forleden talte om velfærdsnedskæringer.

Den vej må vi ikke gå. Der skal være tid til de mindste i vuggestuer og børnehaver. Ro på i skoleklasserne. Og social- og sundhedsassistenten, lægen og sygeplejersken skal ikke have at vide, at de skal løbe endnu hurtigere.

Velfærdsloven skal være en forsikring om, at vi finder pengene, og være et værn mod fremtidige nedskæringer på velfærden.

Vi skal bestemt også løfte og forbedre den offentlige sektor yderligere, men den diskussion må og vil vi tage løbende.

Ligesom erhvervslivet har fået hjælpepakker, skal velfærden nu understøttes, så der ansættes flere, når demografien ændrer sig.

Velfærdsloven kan få betydning mange år frem i tiden, og den kan bidrage til mere gennemskuelige politiske diskussioner under skiftende regeringer. Hvornår der eksempelvis er tale om et reelt løft af velfærden, og hvornår der blot afsættes penge til at fastholde velfærden eller lappe huller.

Det kunne for eksempel være den tidligere VLAK-regerings udsultning af den kommunale økonomi med den ene hånd og en sporadisk tilførsel af penge til for eksempel ældreplejen med den anden. Det blev solgt som reelle løft af velfærden, men var det ikke.

Til trods for borgerlig underprioritering ser vi i de her dage velfærdssamfundets store styrke.

At man ikke skal gå fra hus og hjem, fordi man får en fyreseddel. At man kan modtage god behandling på sygehuset uden en millionindkomst. At man kan få passet sit barn, hvis man arbejder i et supermarked eller på et plejehjem.

Jeg er stolt af vores velfærdssamfund. Lad os beskytte det med en velfærdslov.

Pia Olsen Dyhr er formand for SF

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tommy Clausen
  • Kim Folke Knudsen
Tommy Clausen og Kim Folke Knudsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Ja - få både Klimaplanen og genoprettelsen af velfærden vedtaget.

Flere voksne i skoler og daginstitutioner er en fremtidsinvestering og det er en Klimaplan også. Derimod er en genopretning af behandlingsgarantien ikke, da den kun giver fordele til privathospitalerne og andre private aktører. I mine øjne har Venstres (Fogh Rasmussen og Løkke Rasmussens) oprettelse af behandlingsgaranti været en dyr "fornøjelse" for skatteyderne og ikke været løsningen for det offentlige sundhedsvæsen.
Godt at Venstre ikke fik sin vilje med at få en dato for genindførslen af denne ordning. Brug dog heller pengene til at få flere ansatte i det offentlige sundhedsvæsen så behandlingerne kan foretages hurtigt og godt.

Kim Folke Knudsen

Pia Olsen Dyhr er et meget sympatisk menneske, som har de svagest stillede i samfundet for øje.

Fint men realitetscheck.

Vi kan vedtage nok så mange hensigtserklæringer, men er det ikke bedre med den konkrete prioritering, når de store spørgsmål trænger sig på.

Den begivenhed som ramte os fra Mandag den 9 Marts 2020 er ligeså voldsom og systemforandrende som besættelsen af Danmark den Tirsdag den 9 April 1940.

Det bliver ikke muligt for statskassen at redde samtlige firmaer: Luftfartsselskaber, Lufthavne, turistbureauer, udlejning af sommerhuse, restauranter især dem få m2., forlystelsesparker osv.

Der vil om alle omstændigheder ske en kraftig sanering af disse virksomheder. Mange må lukke for bestandigt.

Derfor vil erhvervspakkerne handle om at prioritere benhårdt, hvilke brancher har en chance for at overleve den økonomiske Verdenskrise, og hvilke må vi afskrive på forhånd ?

Ligeså med statsfinanserne de bliver ikke lystige at se på efterhånden som mia af kr triller ud i nødvendige tiltag for at opretholde samfundet blot nogenlunde på normal køl. Det er her den sociale prioritering skal foregå. Vi skal ikke svigte samfundets aller svageste de hjemløse, de handicappede, de isolerede og ensomme ældre, børn i udsatte hjem, de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne.

Men jeg er realistisk nok til at indse, at andre velfærdsordninger må nedprioriteres i de kommende tider af økonomisk krise og undtagelsestilstand. Samfundet kommer ikke til at køre videre på en autopilot ind i evigheden, selvom SF laver Velfærdslov og lignende.

Dorte Sørensen

Hvorfor ikke bruge "Sundhedskrisen" til et eftersyn af samfundsfunktionerne - er pengene brugt kloges.
- er det virkeligt nødvendigt med alle de mellemlederer - var det ikke bedre at give medarbejderne mere ansvar og ikke bruge så meget på styring og kontrol.
- flere voksne til at tage sig af "vore" børn så de kan få hurtig hjælp og ikke bliver tabt - mon det ikke er en god investering på den lange bane.
Ja der er mange områder der bør ændres så "vi" alle kan få et bedre liv.

Eva Schwanenflügel, Egon Stich og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Tommy Clausen

Tak for et godt indlæg, jeg mangler bare også EL , kommer på banen også.
Og at vi får lukket totalt ned for neo-liberalisterne og deres fejl slagne politik.