Klumme

Rune Lykkeberg: Coronakrisen har lært os at elske systemerne – og den kan lære os at forandre dem

Coronakrisen har fået os til at holde af de systemer og embedsfolk, som i årtier er blevet angrebet for at være kolde, teknokratiske og djøfiserede. Men systemernes sejr er også selvfølgelighedernes fald, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i dette debatindlæg
»Sundhedsstyrelsernes topembedsfolk er blevet til folkets vejledere, som giver viden og tryghed, og sundhedspersonalet er blevet til fælles helte, som fejres med offentlige bifald,« skriver Rune Lykkeberg. Her ses direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

»Sundhedsstyrelsernes topembedsfolk er blevet til folkets vejledere, som giver viden og tryghed, og sundhedspersonalet er blevet til fælles helte, som fejres med offentlige bifald,« skriver Rune Lykkeberg. Her ses direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Debat
18. april 2020

Der er to fortællinger om, hvad vi kæmper for, når vi kæmper imod coronavirus. Den ene er romantisk og heroisk. Den siger, det er en kamp på liv og død:

»Vi kæmper hverken mod en hær eller en nation. Men fjenden er der, usynlig og undvigende, og den bevæger sig fremad,« som den franske præsident Emmanuel Macron har sagt.

Han har kaldt indsatsen for en krig, som berettiger udgangsforbud og ophævelse af forsamlingsfrihed: »Det er et dybt antropologisk chok,« sagde Macron til Financial Times fredag: »Vi har stoppet halvdelen af planeten for at redde liv, der er ingen fortilfælde for det i vores historie.«

Samfundet er i den fortælling en organisme, menneskenes biologisk liv, og situationen afdækker statens ultimative ansvar: Det kompromisløse forsvar for undersåtternes liv.

Suverænen, som i moderne samfund er regeringen, hersker her. Og alle statsledere kommer til at lyde og tale som præsidenter, der ophæver politik.

Den anden fortælling er rationel og teknisk: Den siger, at kampen handler om at sikre vores sundhedsvæsners funktionalitet. Denne forståelse er af den danske regering blevet forklaret som en kamp mellem de to kurver: Den røde kurve, hvor sundhedsvæsnet kollapser, og den grønne kurve, hvor systemet ikke bliver overbelastet. 

Her er kampen mod corona er ikke en krig mod en usynlig fjende, men en fælles bestræbelse på at styre udbredelsen af virus, så den matcher systemets kapacitet. Samfundet bliver til de fælles institutioner og systemer, og menneskene til borgere i en demokratisk stat. Vi holder så meget mere med den grønne kurve. 

Også i den fortælling hersker den udøvende magt, men indsatsen er ikke kompromisløs. Den fordrer kompromiser med de andre systemer, som vi er afhængige af, for at samfundet kan fungere. Hvis vi eksempelvis lukkede alt ned, ville det belaste økonomien så meget, at det ville gå ud over sundhedsvæsnets kapacitet.

Omvendt ville det også belaste økonomien voldsomt, hvis sundhedsvæsnet brød sammen. Og fordi indsatsen for at sikre sundhedsvæsnet bygger på vanskelige kompromiser, kan regeringslederen i den fortælling ikke regere enevældigt, men må søge legitimitet gennem forhandlinger med de andre partier i parlamentet. Politik er i den fortælling ikke ophævet, men sat på spidsen.

Genopdagelse af vores fællesskab

Alle regeringsledere har kombineret de to fortællinger. Selv Macron erkender, at det også handler om »at opretholde vores plejesystemer«. Mette Frederiksen gør på den anden side coronavirus til en fjende, når hun omtaler den som »lumsk«.

Det bliver kamp på liv og død, når hun omtaler hvert dødsfald som tragisk, og hun handler som suverænen i undtagelsestilstanden, når hun lukker de nationale grænser.

Den første fortælling har vist sig pædagogisk effektiv og mobiliserende: Den kan bevæge borgerne til afkald og radikale forandringer. Men den er også svær at opretholde: Vores samfund bygger på åbenlyse kompromiser. Cirka 200 mennesker dør hvert år i trafikken, og i en normal influenzasæson dør flere hundrede i Danmark.

Coronakrisen bliver således til en genopdagelse af vores fællesskab, som afslører,  at den anden fortælling i vores samfund leverer det, som den første fortælling lover: Systemerne og instiutionerne er vores forsvar mod risici, og det er som demokratiske borgere, at vi kan opretholde vores biologiske liv.  

Sundhedsstyrelsernes topembedsfolk er blevet til folkets vejledere, som giver viden og tryghed, og sundhedspersonalet er blevet til fælles helte, som fejres med offentlige bifald. Vi opdager i krisen, hvordan de kolde og de varme hænder hører sammen og betinger vores frihed og sikkerhed.

Og vi holder pludselig af de systemer og embedsfolk, som i årtier er blevet angrebet for at være kolde, teknokratiske og djøfiserede. Systemerne har sejret, fordi vi blev bange for, at de kunne kollapse.

Men denne rystelse udstiller også de kompromiser og afgørelser på liv og død, vi ikke har talt så meget om. Systemets sejr er således også selvfølgelighedernes fald.

Den virkelige genåbning bliver en politisk begivenhed, som tager alvoren fra den første fortælling og forskyder den fra krig til frihed. Og spørger, hvilken rationalitet og teknik der skal præge det samfund på liv og død, vi åbner igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det, jeg og min bekendtskabskreds opfatter som "djøffer", er i vid udstrækning de grene, der er sendt på Corona orlov. Det er grupper, der beregner nødvendige besparelser, forklarer hvorfor sammenstuvning af børnpå offentlig institutioner er en stor pædagogisk gevinst, hele neoliberalismens hærskare, der har været totalt døve for andet en profit.
Og ja, vi slutter op bag en rimelig fornuftig handlende leder. Vi har et problem, der ikke har en løsning, men forskellige angrebsvinkler, der giver brugbare resultater.
Jeg kan også læse Gitte Kronborgs dagbog, og se på den svenske model, der ikke er ueffen. Men nu har vi en leder, der valgt en meget restriktiv model, og den virker. Hvorfor skulle vi så ikke følge hende i en krisesituation, hvor et samfund i splid helt sikkert vil være ilde stedt, se USA.
Og jeg skulle hilse og sige, at vi helt sikkert ikke elsker "systemerne", men med gru frygter, at "systemerne" intet har lært af krisen.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Palle Yndal-Olsen, Flemming Berger, Liselotte Paulsen, Bernd Åke Henriksen, jesper jacobsen, Alvin Jensen, Jann Ringtved og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Ovenpå corona-krisen nødsages vi til at finde nye samfundsformer, socialt, økonomisk og politisk.

Alt under det overordnede mål, at løse klimaudfordringerne og sikre os mod fremtidige epidemier og andre trusler.

Vi må have vore videnskabsfolk af enhver slags på banen. Alle må anspores til at sætte deres viden i relation til de udfordringer vi står overfor. Sådan forholder det sig ikke idag.

Videnskabelig aktivitet er ikke pr. definition samfundsnyttig.

En stor del af den akademiske verden er lukket omkring sig selv i små selvbærende, selvbekræftende cirkler med egne tidsskrifter og egne faglige grupperinger.

Dettte gælder indenfor natur-, samfundsvidenskab og humaniora.

Mange forskere lever deres hele liv i disse cirkler, uden at sætte deres virksomhed i relation til det omgivende samfund, i bedste (og til tider værste) fald særinteresser indenfor dette.

De ved meget om tingene, men de holder deres viden for sig selv og/eller deres opdragsgivere.

Den situation er uholdbar.

Sonja Marie Tandrup Jensen, Flemming Berger, Alvin Jensen, Arne Albatros Olsen, Jann Ringtved og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Ovenpå corona-krisen nødsages vi til at finde nye samfundsformer, socialt, økonomisk og politisk.

Alt under det overordnede mål, at løse klimaudfordringerne og sikre os mod fremtidige epidemier og andre trusler.

Vi må have vore videnskabsfolk af enhver slags på banen. Alle må anspores til at sætte deres viden i relation til de udfordringer vi står overfor. Sådan forholder det sig ikke idag.

Videnskabelig aktivitet er ikke pr. definition samfundsnyttig.

En stor del af den akademiske verden er lukket omkring sig selv i små selvbærende, selvbekræftende cirkler med egne tidsskrifter og egne faglige grupperinger.

Dettte gælder indenfor natur-, samfundsvidenskab og humaniora.

Mange forskere lever deres hele liv i disse cirkler, uden at sætte deres virksomhed i relation til det omgivende samfund, i bedste (og til tider værste) fald særinteresser indenfor dette.

De ved meget om tingene, men de holder deres viden for sig selv og/eller deres opdragsgivere.

Den situation er uholdbar.

Ib Jørgensen

moderator bedes slette det ene opslag, som skyldes en fejl i indsendelsesprocessen

Margit Johansen

Tak for at systemer og procedurer trods alt fungerer. På trods af hovedløse besparelser og beskæringer. Der vil ikke være noget på den anden side - ovenpå - eller efter coronakrisen. De konkurrerende biologier - bakterier og vira hopper fra dyr til mennesker - fra mennesker til dyr -
igen og igen, muterer. Vi ved ikke om vi bliver immune efter smitte - eller i bedste fald hvor længe.
Vira angriber vitale organer og er blind for alder - køn - farve og social status. Den gode historie er at vores model fungerer - vores institutioner fungerer - så længe vi opretholder social distance og hygiejne -og holder et skarpt sundheds- og sikkerhedsregime med nedlukning, inddæmning og overvåget karantæneisolation.

Social distance, skarp hygiejne - ja ! Men øget overvågning ? For den almindelige borger, svarer det til at tro at man kan stå på hænder og ski** uden at lortet rammer en selv.
Hvad der skal præge det samfund som vi gradvist åbner igen, må som første prioritet være afskaffelsen af de hastelove, der som 'en tyv om natten' har undermineret fundamentet af de hårdt tilkæmpede demokratiske frihedsrettigheder, som vores demokratiske retsstat hviler på.

Når man samles under flag, går i takt og klapper af lederen - samtidig med at man holder øje med om alle andre nu også klapper af lederen - så er der al mulig grund til at være på vagt overfor om afviklingen af demokratiet sker med en effektivitet på niveau med et omstruktureringsprogram ?

Jonas Vinding Thomsen, Sonja Marie Tandrup Jensen, Martin Rønnow Klarlund, Flemming Berger og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Og vi holder pludselig af de systemer og embedsfolk, som i årtier er blevet angrebet for at være kolde, teknokratiske og djøfiserede. Systemerne har sejret, fordi vi blev bange for, at de kunne kollapse.

Men denne rystelse udstiller også de kompromiser og afgørelser på liv og død, vi ikke har talt så meget om. Systemets sejr er således også selvfølgelighedernes fald".

Der kan drages paralleller til det had - kærlighedsforhold, som mange pubertetsunge har til deres forældre, hvor de befinder sig i en mellemposition mellem det at være henholdsvis barn og voksen, og hvor de voksne indtil videre har givet dem lov til at afreagere deres konflikter på dem.

I forhold til det frustrerende i ikke både at kunne have absolut frihed og absolut tryghed, og hvor de voksne så stadig har stået som en form for garant for de unges tryghed, men også har sørget for begrænsninger i deres frihed.

Der kan også drages paralleller til Syndefaldsmyten, hvor Adam og Eva i Paradisets have har levet med barnets privilegier, men uddrives af haven, fordi de som pubertetsunge har tilladt sig den frækhed at smage af Kundskabens træ, og nu selv bliver tvunget til at forholde sig til spørgsmål om godt og ondt og at tage ansvaret for deres fælles liv i en kompleks verden.

Og denne gang koster det 10% på den offentlige service. Vi mister ca 10% på BNP i år, og det kommer til at tage 10 år at komme tilbage.

Så nu skal vi til at finde ud af hvilke service ydelser den offentlige sektor ikke skal yde.

Daniel Joelsen

Jeg mener der er tale om et Stokholmssyndrom, vi har ikke meget valg alligevel.

Daniel Joelsen

Er det ikke mere et Stokholmssyndrom?

@ Rune Lykkeberg: "Coronakrisen har lært os at elske systemerne – og den kan lære os at forandre dem"

Corona er IKKE fortid! Hvad den 'lærer' os i forhold til systemet, vil vise sig NÅR den er overstået. Der tegner sig nemlig en forskel i sigte. Forskellen mellem hvad 'systemets' bød os før - fra begyndelsen af nedlukningen, og hvad systemet har tænkt sig med os - når dødstallet stiger til udgangen af april, i maj, og fremover. Men systemet har adlydt De Blå Christiansborg Optimister, efter at de massivt lykkedes at pode befolkningen med Troen På Samfundet Uden Corona...

... men "Brostrøm vil stadig ikke fortælle, hvorfor der dukker hvide test-telte op i Danmark" og "Men trods de åbenlyse skilte ['Covid-19 Testcenter'] ville myndighederne ikke sige, hvad det skulle bruges til" skriver DR.dk i dag. Hvorfor dette utryghedsskabende hemmelighedskræmmeri, medmindre 'systemet' forbereder sig på et stort 'corona-rykind', nu, frisørerne igen skal klippe fra i morgen?

Dette og mere, i den kommende tid, vil helt sikkert vise os 'systemet' fra flere anderledes sider, end de hidtidige, så jeg hellere venter med at strø om mig med store ord, til jeg ved, hvad Corona i virkeligheden kommer til at lære os.

Jeg føler, at Lykkeberg er for tidligt ude med sin patosfyldte analyse. Systemet har ikke bestået, endnu.

Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen og Finn Jakobsen anbefalede denne kommentar