Kommentar

Staten er afsløret: Den kan skabe øjeblikkelig forandring, hvis den vil

Vi er en hel generation, der altid har troet, at staten bare var bugtalerdukke for industrilobbyister. Men den illusion har statens håndtering af corona ødelagt, så nu ved vi, hvad vi kan kræve i fremtiden, skriver sanger og forfatter Christian Tranberg i dette debatindlæg
’Regeringen har de seneste uger vist, at dens lommer er enormt dybe, og at den er villig til at bruge svimlende summer på at stabilisere det danske samfund gennem denne krise. Viljen har strålet klart og tydeligt gennem Mette Frederiksens øjne, ind i skærmen og ud i landet. Folket bakker op,’ skriver Christian Tranberg i denne kommentar.

’Regeringen har de seneste uger vist, at dens lommer er enormt dybe, og at den er villig til at bruge svimlende summer på at stabilisere det danske samfund gennem denne krise. Viljen har strålet klart og tydeligt gennem Mette Frederiksens øjne, ind i skærmen og ud i landet. Folket bakker op,’ skriver Christian Tranberg i denne kommentar.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

30. april 2020

Staten er nu afsløret som total magt – en agil magt, der kan springe op på sekunder og sætte alt ud af spil, selv markedet. Når coronakurven er bøjet af, og klimakrisen atter indtager forsiden, vil staten ikke længere kunne gemme sig bag finanspolitiske undskyldninger, for alle levende har nu følt på egen krop, at staten kan skabe øjeblikkelig forandring.

Derfor vil der fra nu af kun være ét spørgsmål: Vil Mette Frederiksen og hendes arvtagere udøve denne magt eller ej?

»Regeringen er klar til at gøre, hvad end der skal til«, sagde finansminister Nicolai Wammen forleden. Det sagde han om hjælpepakkerne, der skal afbøde de enorme økonomiske konsekvenser, coronapandemien vil få for Danmark.

Regeringen har de seneste uger vist, at dens lommer er enormt dybe, og at den er villig til at bruge svimlende summer på at stabilisere det danske samfund gennem denne krise. Viljen har strålet klart og tydeligt gennem Mette Frederiksens øjne, ind i skærmen og ud i landet. Folket bakker op.

Statsministeren er ikke bare trådt i karakter som en statsleder, hun har med stor sandsynlig allerede vundet næste folketingsvalg og det næste efter.

Men der er også en anden ting, hun har vist. Nemlig at staten er magt og kan skabe øjeblikkelig og dyb forandring af vores samfund fra én dag til den næste.

Ikke bare bugtalerdukke

Ikke siden Anden Verdenskrig er staten trådt i karakter, som vi ser det nu, og har mindet alle om, at den ikke bare har magt, men at den er magt. Det er noget, de fleste af os har haft stort behov for at blive mindet om – især os unge.

Vi er vokset op med troen på, at den virkelige magt lå hos dem, der hviskede politikerne i ørene. At de virkelige magthavere holdt til i bankerne og i industrien. Politikerne har faktisk så lidt magt, troede vi, at vi lige så godt kunne lade være med at stemme.

Politikerne har brugt meget tid i 2010’erne på at fortælle befolkningen, hvorfor ikkehandling er godt. Tingene kan jo ikke bare gøres – og slet ikke hurtigt.

Det har alt sammen affødt en apati i befolkningen og en klam fornemmelse af, at staten er en bugtalerdukke for industrilobbyister, og at særinteresser og bankfolk har inficeret vores måde at være befolkning på, gjort vores aktivisme syg af tvivl og handlingslammelse og gjort politikerne selv til et hadet folkefærd.

Men i foråret 2020 forduftede den virkelighed totalt. Staten vågnede som ham den gamle i Kronborgs kælder, lukkede sine grænser, udvidede sine beføjelser og satte alle andre aktører ud af spil.

Statens maske som industriens og finansverdenens bugtalerdukke er faldet, og bag den står ren, rå magt. Magt til at udøve en komplet nedlukning af vores land og en næsten total indskrænkning af vores friheder. De fleste i live i dag har ikke oplevet noget lignende.

Når kurven er bøjet af

Begrundelsen for denne historiske undtagelsestilstand er, at man vil afbøje kurven og forebygge et kollaps af det danske sundhedssystem.

Men når kurven er bøjet af, og COVID-19 rykker til tredje historie i nyhederne, og folk atter kan forsamles foran Folketinget, så vil Mette Frederiksen ikke længere kunne pacificere en tiltagende klimabevidst og oprørt befolkning med fremtidige reduktionsmål og lovninger på at gøre Finansministeriet mere grønt.

Disse ting er med ét blevet ældgammelt sprog, ugyldige koder, forfaldne politiske symboler.

Når kurven er bøjet af, vil der være en lodret opadgående trang i folket til at tvinge staten til at løse de problemer, den har skubbet foran sig i årevis.

Når kurven er bøjet af, vil staten ikke kunne skjule sig bag økonomi og industrielle hensyn. Der vil herske en ny bevidsthed, og vi vil alle huske foråret 2020, hvor staten afslørede, hvad den i virkeligheden er i stand til.

Når kurven er bøjet af, må folket fejre sin genvundne forsamlingsfrihed ved at gå på gaden og forlange, at staten udøver samme øjeblikkelige magt med henblik på at forandre vores samfund til et bæredygtigt og grønt et.

Staten må da udøve magt for at forebygge et kollaps af økosystemer som følge af klimaforandringer på samme måde, som den nu forebygger et kollaps af sundhedsvæsnet som følge af coronavirussen.

Vi er villige til at gøre, hvad der skal til. Klimakrisen er en eksistentiel trussel mod menneskeheden, mod alle danskere, så hvis Mette Frederiksen ikke erklærer klimanødstilstand, når COVID-19 er under kontrol, vil hendes jerngreb i disse tider fremstå markedsført.

For staten kan rent faktisk rejse sig. Ting kan rent faktisk forandre sig på få dage. Forurenende industrier kan rent faktisk lukkes ned, mens deres ansatte sikres indkomst og mad på bordet. Luftforurening kan halveres på en uge. Enorme omvæltninger kan iværksættes med det samme.

Staten er afsløret: Den kan skabe øjeblikkelig forandring, hvis den vil.

Christian Tranberg er sanger og forfatter.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikkel Zess
  • Carsten Munk
  • Dennis Nielsen
  • Hans Larsen
  • David Zennaro
  • Palle Yndal-Olsen
  • Agnete La Cour
  • lars søgaard-jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jens Flø
Mikkel Zess, Carsten Munk, Dennis Nielsen, Hans Larsen, David Zennaro, Palle Yndal-Olsen, Agnete La Cour, lars søgaard-jensen, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen og Jens Flø anbefalede denne artikel

Kommentarer

Agnete La Cour

Du har ret, forfatter, og du får det til at lyde legende let. Men vi bliver nødt til at organisere os - i politiske, sociale, miljø-, klima-, - - - - organisationer for at deltage aktivt i demokratiet ud over at bruge de rettigheder, vi har som vælgere. Ellers kører 'de' om hjørner med os - - igen.

Steffen Gliese, Jeanette Dahl, Mikkel Zess, Sven-Åge Westphalen, Egon Stich og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Christian Tranberg får det til at lyde, som om staten bare har været bange for at vise - og bruge - sin magt indtil nu, hvor dens styrke pludselig er blevet afsløret.
Mon ikke det snarere forholder sig sådan, at de virkelig magtfulde aktører indenfor erhverv og økonomi for en stund blev panikslagne og nødigt ville tage magten og ansvaret for hele samfundet i krisesituationen. Det gav plads til at det politiske niveau kunne udfolde sin - normalt mere begrænsede - magt uden så mange begrænsninger og barrierer.
De beslutninger, der kræves af magthavere i en så kritisk situation, er alt for risikable i forhold til befolkning og nationaløkonomi til at nogen erhvervsledere ønsker at påtage sig dem.

Men vær sikker på, at så snart den akutte fare for en befolkningskatastrofe er ved at være klinget af, så vil de stærke kræfter indenfor finans og kapital igen stå parat til at kræve deres del af kagen. Og den rent politiske magt vil igen være presset hårdt til at lytte til kravene om at føre "den nødvendige politik".

Agnete La Cour, Mikkel Zess, Sven-Åge Westphalen, Ron Levy, Trond Meiring, Ivan Breinholt Leth og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Staten er ikke mere afsløret, end den altid har været, og der er intet nyt, andet end at virkeligheden ikke er, som folk flest tror den er. I 2009 indkaldte Obama 13 CEOs, som repræsenterede de største Wall St. banker til et møde i The White House. De 13 bankchefer var rystende nervøse, for de var begyndt at tro på rygtet om, at Obama var vor tids Roosevelt. Da Obama sagde: "Mine herrer - efter mig kommer høtyvene," var de 13 bankfolk overbeviste om, at deres dage var talte, og at Obama ville foretage noget der lignede Roosevelt's Glass Steagal Act - bl.a. opsplitning af bankerne i investeringsbanker og såkaldt almindelig bankvirksomhed. Til forskel fra den brede befolkning vidste bankerne godt, at den amerikanske regering kunne gøre det, hvis den ville. Obama var naturligvis ingen Roosevelt. Regeringen besidder 'lender of last resort' funktionen, og kan i kraft heraf bail ot hele den finansielle sektor, når interbankmarkedet fryser. Hvis den finansielle sektor er så magtfuld, som vi tror den er, hvorfor kan den så ikke bail out sig selv? Hvorfor skal den rende til 'barnepigestaten' for at bede om hjælp? Ifølge Adam Tooze (bogen "Crashed") var det The Fed, som havde bailed out hele verdens finansielle sektor efter finanskrisen via lån til en lang række af verdens centralbanker - især i Europa. Også den danske stat måtte låne dollars i The Fed for at bail out Danske Banks udenlandske aktiver. Når The Fed har en sådan magt, har den også magt til at ændre den finansielle sektor. Men vi tror på den neoliberale myte om, at der er en skarp adskillelse mellem stat og centralbank - bortset fra i diktaturlande som Kina. Ganske vist sidder cheferne for Wall St. bankerne i The Fed's bestryrelse, men de er godkendt af den amerikanske stat, og The Fed er underlagt amerikansk lovgivning.

I Danmark i kølvandet på finanskrisen gik regeringen til forhandling om bankpakke 2 med et krav om en upside deal. (Staten skal have andel i fremtidige overskud for at yde lån.) Under forhandlingerne med repræsentanter for bankerne frafaldt regeringen kravet om upside uden forklaring. Sass Larsen var rystet og mumlede noget om historiens største røveri, og Lene Espersen udtalte til en journalist, at hun ikke kunne referere fra et lukket møde, og så kom der ikke mere ud af den sag. Danskerne affandt sig formentlig med fortællingen om den magtfulde banksektor, som man intet kan stille noget op imod. Der var et rygte, som gik på, at bankerne havde truet med at lukke for betalingssystemet, men bortset fra mødedeltagerne, er der ingen der ved, hvad der reelt skete på det møde. Hvis bankerne havde fremsat en sådan trussel, kunne staten så ikke have truet bankerne med at fratage dem retten til pengeskabelse? I så fald hvad kunne bankerne have stillet op? Intet. Da den amerikanske regering forhandlede bail out med AIG (på daværense tidspunkt verdens største forsikringsselskab), fik den amerikanske regering, hvad den havde forlangt - en upside på 80 procent. Det kan selvfølgelig lade sig gøre, fordi kun den amerikanske stat kunne bail out AIG, og AIG's bestyrelse vidste, at den amerikanske stat var dens eneste og sidste chance. Det er den amerikanske stat, fordi kun den kan skabe dollars uden nogen reelle begrænsninger. Ligesom det kun er den danske stat, som kan skabe kroner, og tillade bankerne at gøre det, for så vidt som der er efterspørgsel efter kredit.

For de som tvivler på staten magt, kan jeg anbefale læsning af William Mitchell og Thomas Fazi: "Reclaiming the State".

Ivan Breinholt Leth

Det kunne måske være en god idé at ihukomme Roosevelt's Madison Square Garden tale fra 1936:

" We had to struggle with the old enemies of peace--business and financial monopoly, speculation, reckless banking, class antagonism, sectionalism, war profiteering.
They had begun to consider the Government of the United States as a mere appendage to their own affairs. We know now that Government by organized money is just as dangerous as Government by organized mob.
Never before in all our history have these forces been so united against one candidate as they stand today. They are unanimous in their hate for me--and I welcome their hatred."
http://docs.fdrlibrary.marist.edu/od2ndst.html

De var begyndt at opfatte regeringen som et vedhæng til deres egne private affærer, men Roosevelt havde sat sig for at bevise, at heri to de fejl. Og han fik ret langt hen ad vejen. Med et udtryk som "pøbel-kontrolleret regering", hentydede Roosevelt højst sandsynligt til den nazistiske regering i Tyskland, som var kommet til magten i 1933. For Roosevelt var der følgelig ingen forskel på en totalitær regering og finanskapitalens magt over økonomien. Men Roosevelt vidste, at den statmagt, som han sad på til enhver tid kunne overtrumfe 'pøbelmagten'.. Karakteristisk for Roosevelts holdning til den finansielle sektor forlangte han, at ingen repræsentant for denne sektor måtte deltage i Bretton Woods møderne i 1944. På det møde fastlagde man fremtidens internationale økonomiske system efter nazi-Tysklands kommende sammenbrud. Roosevelt fik naturligvis sin vilje, fordi han kendte sin egen besøgstid. Det gør vor tids politiske ledere ikke.

Steffen Gliese, Flemming Berger, Mikkel Zess og Sven-Åge Westphalen anbefalede denne kommentar
Mikael Jensen

Vi lever midt i en velfærdskrig. Vi har et styresystem som ikke passer til den hastig forandrende virkelighed som vi lever i. Vi skal have et demokratisk system, hvor borgerne bestemmer over egne forhold, så de fattige har demokratisk magt til at fjerne fattigdommen, de syge skal kunne fjerne uligheden i sygehusvæsenet, arbejderklassen skal have indflydelse således at de får en rimelig andel af samfundskagen osv.

Det er et spørgsmål om vilje, vores vilje, ikke regeringens. Socialdemokraterne har ikke afsat bare promiller af de nødvendige penge til formålet ulighedsbekæmpelse. Der skal simpelthen en social revolution til før politikerne kommer ud af starthullerne. Et land som i den grad er toptrimmet udelukket til virksomhedernes fordel, kan ikke undgå det sociale oprør. Borgerne vil simpelt hen ikke finde sig i det længere. Nok er nok. Det vi skal have er en mere progressiv social politik, et bedre alternativt system til det nuværende, som lakker mod enden.

I et ægte demokrati er der åbenhed og gennemsigtighed. De enkelte samfundsgrupper har en demokratisk indflydelse på deres egne forhold, dette ser vi ikke i dag for underklassens vedkommende, tværtimod. Det er åbenlyst blevet Socialdemokratiets hovedopgave at få regeringsmagten, og at sørge for at venstrefløjen ikke omfordeler fra de rige til de fattige. Nogle få millioner hvert år skaber ikke et mere lige samfund, uligheden øges i mellemtiden med milliarder.

Den stigende mængde af unge og kvindelige hjemløse, samt alle nye sofasurfere, der er ramt af de neoliberale nedskæringer, viser entydigt at der er sket en systematisk nedbrydning af velfærdssystemet, som før satte borgernes rettigheder og helbred over virksomhedernes hensynsløse profitjagt. Det er en regulær katastrofe for den enkelte borger hvis sociale rettigheder ignoreres. Som det er i øjeblikket, står det kolosale antallet af love på de sociale områder i vejen for enhver retssikkerhed. Ingen kan overskue systemet, som derved umuliggør enhver retssikkerhed. Dette skal fuldstændigt laves om, vi skal garantere rettighederne for alle.

Dette er sidste chance for at fjerne den fattigdom som politikerne har skabt i de sidste 20 år. Ellers er der kun tilbage at anbefale et socialt oprør, og i det senarie giver det ikke længere mening at sidde og diskutere demokrati. Når vi dertil slutter samtalen.

2020 er det åbne terræn hvor slaget om socialvæsenet og en rimelig levestandard kommer til at stå. Vi vil ikke længere finde os i den massive undertrykkelse. Vi står sammen skulder ved skulder arbejderklassen og underklassen, og en stor del af fagforeningerne bakker nu op om rimelige levestandarder og bedre social sikkerhed. Vi er ikke længere splittede. Den strategi vil ikke igen lykkes for højrefløjen. Vores motto er: Fattigdom - ikke i Danmark, ikke i vores land.

Vi har haft karismatiske og stærke, hensynsløse og direkte voldelige ledere, krigsgale krigsliderlige politikere der giver ordre til at bombe andre lande ud i kaos, noget ingen vil høre om, de lukker af overfor den virkelighed der rammer når bomberne falder over kvinder og børn. De magtfulde og de rige vil kæmpe imod med klør og næb og alle som advokerer for mindre ulighed eller omfordeling, bliver svinet til i 200 medier.

De rige har ikke råd til at afslutte velfærdskrigen, da udplyndringerne giver enorme summer til overklassen og middelklassen hvert år. Middelklassen har sat sig med et så højt forbrug, samt overklassens portefolio er så stramt trimmet til profit med høj risiko, at det ikke er muligt at standse nedskæringerne der fortsætter dag for dag. Husejerne sidder i saksen med investeringer i ejerboligen som de ikke tør tabe. Mange er nødt til at stresse sig selv i en så høj grad, at det går ud over helbredet.

Den bedste måde at forbedre et samfund på, er at investere i de fattigste, ikke de rigeste. Disse penge går direkte ud i samfundsøkonomien igen i form af almindeligt forbrug som sætter gang i hjulene, til gavn for alle. Økonomisk opsving for dem som har mindst, giver højere skatteindtægter, hvilket ikke kan siges for den ene procent i toppen, hvor skattely svindel systemet er eksploderet.