Læserbrev

Sygeplejerske: Jeg tør ikke tænke på, hvor mange jeg har smittet, før jeg fik coronasymptomer

I ældresektoren mangler vi værnemidler, og derfor må de ikke bruges forebyggende, selv om corona smitter, inden man får symptomer. Nu har jeg fået coronasymptomer og frygter at have smittet sårbare borgere. Vi har brug for flere værnemidler, skriver hjemmesygeplejerske i dette debatindlæg
Debat
16. april 2020

I hjemmeplejen, hvor jeg arbejder, er der mange sårbare borgere. Borgere, der har en eller flere kroniske lidelser såsom kræft-, lunge- og hjertesygdomme. Derfor har de større sandsynlighed for at dø af eller med coronavirus end os andre, hvis de bliver smittet.

Problemet med de nuværende tiltag mod smitte er, at de ikke engang beskytter de mest sårbare.

I hjemmeplejen og ældresektoren, hvor de fleste af de sårbare er, har vi ikke de værnemidler, der skal til for at beskytte dem. Nogle steder i Københavns Kommune er man ifølge Dansk Sygeplejeråd begyndt at bruge malerdragter og vandtætte festivalfrakker for at undgå smitte mellem sundhedspersonale og patienter.

Ifølge instrukserne må sundhedspersonalet ikke bruge værnemidler forebyggende, selv om coronavirus smitter lang tid før, man overhovedet aner, at man er syg. Enhver kan få virussen med hjem, når de er ude at handle eller besøger en ven eller nabo. Det sker også for sundhedspersonalet.

Når værnemidlerne ikke må bruges forebyggende, er resultatet, at der er stor fare for, at vi kommer til at smitte dem, vi skal passe på.

En falsk fornemmelse af tryghed

I skrivende stund er jeg syg med symptomer på corona. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange sårbare borgere, jeg kan have nået at have smittet, før jeg fik tegn på sygdommen, som opstod pludseligt.

I mit fag er det nemlig umuligt at holde sig to meter fra de mennesker, man skal hjælpe. Og vi må kun bruge værnemidler, hvis en borger er testet positiv for corona eller har tydelige tegn på smitte. Vi kører ikke rundt med værnemidler. Det har vi ganske enkelt ikke nok til.

Selv hvis jeg kommer ud til en borger med akut opståede symptomer som for eksempel feber og åndenød, er mit eneste værn handsker og håndhygiejne. Jeg er ubeskyttet, når jeg arbejder tæt på den enkelte borger, men jeg hjælper selvfølgelig alligevel.

Det betyder, at ligesom jeg selv kan bringe smitte til sårbare uden at vide det, kan jeg også blive smittet med corona.

De nuværende instrukser mod coronavirussen er meningsløse. Vi beskytter ikke de mest sårbare, tværtimod.

Tiltagene skaber en falsk fornemmelse af tryghed, for vi kan ikke beskytte de sårbare, så længe vi ikke har værnemidler nok.

Nana Nordenhof Gammelgaard er hjemmesygeplejerske.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

15/apr/2020

Kære Nana Nordenhof Gammelgaard,
jeg forstår dig til fulde ...

Og hvordan får jeg, som er 73 år, selv
beskyttelses-midler som masker og
plastik-handsker ???

De har dem ikke i mit Meny-supermar-
ked eller i Apoteket i Måløv :-( :-( :-( !

Så, hvordan passer jeg på mig selv ???

Med bekymret hilsen
Claus