Kommentar

Vi har ikke tid til at vente på fuld videnskabelig evidens for coronamedicin

I flere lande bruger man malaria- og ebolamedicin til behandling af coronapatienter. I Danmark siger myndighederne nej, fordi der endnu ikke er evidens for, at midlerne virker. Men det er tvivlsomt, om det er etisk at vente, til effekten er fuldt ud dokumenteret, skriver Thomas Ø. Wittendorff i dette debatindlæg
Andre lande bruger allerede kendt medicin mod andre sygdomme i bekæmpelsen af COVID-19. Her arbejder en forsker på universitetet i Minnesota med malariapræparatet hydroxychloroquin.

Andre lande bruger allerede kendt medicin mod andre sygdomme i bekæmpelsen af COVID-19. Her arbejder en forsker på universitetet i Minnesota med malariapræparatet hydroxychloroquin.

Craig Lassig

2. april 2020

Hvornår bør man begynde at bruge medicin til behandling af coronapatienter, der har vist lovende resultater i kliniske forsøg? Først når et præparat har været igennem den sædvanlige omfattende godkendelsesprocedure?

Spørgsmålet er især relevant i forhold til medicin, som allerede er godkendt til andre formål, og som derfor er velafprøvet med hensyn til sikkerhed og bivirkninger.

Hvis de foreløbige kliniske resultater er lovende, bør man så begynde at tage præparatet i brug, før der forelægger fuld sundhedsvidenskabelig evidens for dets effekt på COVID-19?

Dette dilemma har før udspillet sig eksempelvis i forhold til aids-behandlingen. Da man i sin tid fik udviklet en effektiv behandling, insisterede de amerikanske sundhedsmyndigheder på, at behandlingen først kunne anvendes efter at være blevet testet i store randomiserede forsøg – lodtrækningsforsøg, hvor én gruppe får den nye medicin, mens en anden gruppe, kontrolgruppen, får placebo.

Kravet fra myndighederne betød altså, at taberne af denne videnskabelige udgave af russisk roulette ikke fik den nye medicin – hvilket var lig med en dødsdom. Det var kun på grund af omfattende folkelige protester, at dette blev ændret, så patienterne undtagelsesvis kunne blive behandlet med den uautoriserede medicin – på såkaldt compassionate use-basis.

De etiske problemer, der er ved at kræve lodtrækningsforsøg med nye præparater til livstruende sygdomme, hvor der ikke findes nogen kendt effektiv behandling, er selvfølgelig mere markante, når det drejer sig om en sygdom som aids, der slår alle ihjel, som får den, hvis den forbliver ubehandlet.

Dilemmaet er ikke desto mindre det samme med COVID-19: Hvad der gavner videnskaben, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, hvad der er godt for den enkelte patient.

Hvis man kun opererer med to typer af behandling – evidensbaseret og ikkeevidensbaseret – gør det rigtignok tingene mere overskuelige, og man slipper for at forholde sig til en række svære afvejninger såsom at vurdere en given behandlings grad af evidens eller sandsynlige effekt sammenholdt med dens bivirkninger og sikkerhed og med, hvad der er af andre behandlingsmuligheder.

En etisk og politisk diskussion

I en del andre lande har man allerede taget medikamenter i brug, som endnu ikke er godkendt til COVID-19-behandling. Det fremgår for eksempel af de protokoller, som sydkoreanske og kinesiske læger har udarbejdet på baggrund af deres erfaringer med sygdommen.

De anbefaler blandt andet gammelkendte malariapræparater (henholdsvis chloroquin og hydroxychloroquin).

Sidstnævnte gives også kronisk mod leddegigt, og det har vist gode resultater i mindre kliniske forsøg, blandt andet i Frankrig.

Det rejser spørgsmålet: Når der er tale om et sikkert (og i øvrigt også billigt) præparat, ville det så ikke være i patientens bedste interesse at få det ordineret? Skulle man så ikke lade ’tvivlen komme patienten til gode’?

Det har de amerikanske sundhedsmyndigheder valgt at gøre: De har udstedt en såkaldt Emergency Use Authorization, idet de noterer, at »de kendte og potentielle fordele opvejer risiciene«.

Også i højtfungerende sygehusvæsner som det franske og det svenske har man valgt at tage hydroxychloroquin i anvendelse.

I Danmark derimod har Lægemiddelstyrelsen frataget praktiserende læger deres frie ordinationsret. Som styrelsens direktør, Thomas Senderovitz, i bedste skrivebordsgeneralstil udtaler, ønsker man at forebygge misbrug af »noget, der ikke er dokumenteret.« Så meget for tilliden og tiltroen til lægerne.

I Sverige har man desuden givet tilladelse til at bruge Remdesivir på compassionate use-basis til kritisk syge COVID-19-patienter. Remdesivir er et præparat, som har været afprøvet på ebolapatienter, og som virologerne betragter som et af de mest lovende.

De kliniske forsøg, der foregår internationalt med Remdesivir, er også kommet til Danmark, men der er tale om lodtrækningsforsøg. Der vil således være en del kritisk syge forsøgspersoner, som vil få placebo og dermed være henvist til symptombehandling. Det samme gælder kritisk syge, der ikke deltager i forsøget.

For mig at se bør sådanne lodtrækningsforsøg begrænses til patienter, der ikke er kritisk syge. Danske læger bør også have mulighed for at behandle alvorligt syge med de tilgængelige præparater på compassionate use-basis.

Og præparater godkendt til andre sygdomme bør kunne komme i anvendelse, før de har gennemgået den sædvanlige, tidskrævende godkendelsesprocedure. I de lægelige afvejninger bør man medtage de erfaringsrapporter, myndigheder og eksperter fra de hårdest ramte lande som Italien og Kina har offentliggjort.

Jeg synes, det er vigtigt at åbne op for en diskussion af disse spørgsmål, for det er ikke udelukkende en sundhedsvidenskabelig diskussion. Det er også en etisk og politisk diskussion.

Thomas Ø. Wittendorff er ph.d. i idéhistorie.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Karen Grue
  • Anders Graae
  • Thomas Wittendorff
  • Arne Thomsen
Karen Grue, Anders Graae, Thomas Wittendorff og Arne Thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu