Læserbrev

Det vil være et massivt svigt, hvis ikke EU-landene viser indbyrdes økonomisk solidaritet

Det er helt afgørende, at vi holder fast i vores europæiske solidaritet, når EU-indsatsen mod corona går ind i næste fase, hvor det handler om fremtiden for den europæiske økonomi, skriver Kira Marie Peter-Hansen i dette debatindlæg
Debat
20. april 2020

Coronakrisen har vist en næsten uset grad af sammenhold, og samfundssind er nok en meget god kandidat til årets ord. Men på EU-plan er det stadig, som om der mangler noget. Den økonomiske coronakrise er hård for alle EU-lande. Men det er de sydeuropæiske lande, der er hårdest ramt. Igen.

EU’s stats- og regeringsledere er nødt til at blive enige om et fælles økonomisk redskab, hvor EU-landene på en eller anden måde stiller billige lån til rådighed for vores sydeuropæiske naboer, som vi så hæfter fælles for i Europa.

Samtidig er det også helt afgørende, at EU’s næste flerårige budget, der skal færdigforhandles i år, ikke bliver mindre på grund af den økonomiske coronanedtur.

Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort at stable et gældsinstrument på benene, og i de her dage cirkulerer forskellige modeller frem og tilbage mellem hovedstæderne, og der er udtalt modstand fra flere sider. Indtil videre er Holland tydeligst i sin modstand, men det bakkes op af Østrig, Finland og Tyskland.

Når det kommer til medicinsk hjælp, har vi ellers set fine eksempler på solidaritet EU-landene imellem. Tyskland behandler patienter fra Italien, Frankrig har sendt respiratorer til Italien, og både Østrig og Frankrig har sendt værnemidler til Italien. Samtidig har EU-landene hjulpet hinanden med at få strandede EU-borgere hjem.

Det viser sammenhængskraft og sender de rigtige signaler til borgerne. Men det kommer til at klinge en anelse hult, når sådanne tiltag ikke bliver fulgt op med økonomisk solidaritet fra stats- og regeringslederne.

Der er som sagt flere forskellige modeller i spil, og det er egentlig ikke så vigtigt, om det bliver udstedelse af coronaobligationer eller som en del af EU’s budget. Det vigtige er bare, at der kommer noget.

Ellers er jeg virkelig nervøs for, at vi kommer til at skade den europæiske sammenhængskraft gevaldigt og puste til EU-modstanden, hvis italienerne og spanierne føler sig så massivt svigtet af fællesskabet. Det er på tide at vise ægte europæisk samfundssind.

Af Kira Marie Peter-Hansen, medlem af Europa-Parlamentet for SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Kira Marie Peter-Hansen

"Det er på tide at vise ægte europæisk samfundssind"
citat fra artiklen

Hov, hov - er det udsagn clearet med Holger K ??

Nå, det er måske også lige meget - det bliver aldrig til noget.

I dag medvirkede Christel Schaldemose, MEP fra S, i Orientering-Europa.
Christel Schaldemose afviste fuldstændigt Euro-obligationer.

Søren Gade skrev sidste uge indlæg i Jyllands-Posten, hvor han fnysende afviste Euro-obligationer - og for den sags skyld en hel masse mere, bl. a. forøget EU-budget og Traktændringer.

Kim Folke Knudsen

Jeg kan godt forstå at Søren Gade afviser EURO obligationer. Det står nemlig ikke klart hvem det er som hæfter for den stiftede gæld. Det svarer til at udstede et banklån, hvor der ikke er en part på, som hæfter for udstedelsen og dermed opstår der tvivl om, hvem der skal dække et tab på lånet.

Men det må være muligt at finde på andre måder at hjælpe de udsatte EU lande Italien, Spanien og Grækenland - både økonomisk og med hensyn til at forebygge den næste pandemi.

Det ser ud som om værnemidler virkelig har været en flaskehals også indenfor EU området. Her vil det være oplagt at opbygge retningslinjer for hvorledes medlemslandene kan opbygge fælles lagre til fælles benyttelse under devisen der, hvor der er brug for den mest akutte indsats der skal værnemidlerne først hen.

Sengekapaciteten på intensiv afdelingerne kunne også være et sted, hvor der kunne være brug for fælles assistance. Hvis et medlemsland er ved at blive løbet over ende som følge af mange indlagte, så kan andre medlemslande træde til og tilbyde kapacitet i eget sygehusvæsen. Dette vil kræve en fælles erklæring og intern afregning mellem medlemslandene.

Se den nuværende pandemi som muligheden for at koordinere indsatsen i Europa, så vi i fællesskab er endnu bedre forberedt på en anden bølge eller på den næste pandemi.

Agnete La Cour

Snart vil 'man' vel begynde at opfordre danskerne til at stemme ja til Euroen og ECB med et ledsagende farvel til Nationalbankens kontrol med den danske pengepolitik til følge - for så kan Danmark i solidaritetens navn deltage i hjælp til Sydeuropa ved udstedelse af Euro-oblikationer! Det er ikke vejen at gå - for selvfølgeligt skal vi støtte Sydeuropa - i den nuværende situation med respiratorer og hospitalskapacitet mm - men ikke med en øget dansk integration i EU

Torben Lindegaard

@Agnete La Cour 20. april, 2020 - 06:38

Det er jo som at læse Søren Gade, himself:

"Derfor får jeg helt ondt i hovedet, når jeg ser, hvordan flere bruger denne krise til at snige ”mere” EU ind ad bagdøren. Det vil jeg advare kraftigt imod. For EU skal ikke have yderligere, vidtgående beføjelser"
citat Søren Gade i JyllandsPosten 2. april 2020

Agnete La Cour

Torben Lindegaard - Godt at høre, at i det mindste Søren Gade er enig med mig i den sag :-)

Kent Nørregaard

Man kan ikke blive ved med at adressere dette problem uden at stille krav til bekæmpelsen af korruption i Spanien og Italien. Det begynder efterhånden at være til grin.

Spanien har mere korruption nu end ved indtrædelsen i Euro'en hvor det ellers lige så ud til at korruptionen ar ved at mindskes over en årrække. Spanien ligger under Bahamas på korruptionsindekset, Italien et pænt stykke længere nede af listen bag ved Rwanda.

De fire lande der er imod gældsinstrumentet ligger pænt højere på listen og har samtidig styr på sine finanser og er alle i forvejen netto-bidragere til EUs fælleskasse.

https://en.m.wikipedia.org/wiki/Corruption_Perceptions_Index

Torben Lindegaard

Vagt i Gevær ....

Finansminister Nicolai Wammen vil garantere med kr. 5 mia overfor Den europæiske Investeringsbank. Garantierne stilles for lån under den garantifond, hvor EIB skal sikre likviditet til små og mellemstore virksomheder i EU.

Morten Messerschmidt er på sagen:
- Jeg vil advare imod at kaste gode danske skattekroner ind i denne investeringsfond.

Henrik Plaschke

Angela Merkel har i nogle bemærkelsesværdige udtalelser i går udvist en ny og måske overraskende åbenhed over et større EU-budget og over for muligheden for udstedelsen af fælles gæld via EU-Kommissionen – begge med henblik på at modvirke pandemien og den økonomiske krise i EU og med eksplicit henvisning til lande som Italien og Spanien.

I betragtning af de afvisende formuleringer fra Wammen, Schaldemose, Søren Gade m.fl. kan man vel kun glæde sig over, at Danmark ikke deltager i eurosamarbejdet og hermed ikke kan støtte den nordeuropæiske ”afviserfront” dér.

Se nærmere om Merkels udtalelser her: https://www.euractiv.com/section/economy-jobs/news/merkel-open-to-bigger...