Klumme

Verdens korrupte og undertrykkende ledere er blevet befriet fra gadeprotesterne af coronavirus

Store folkeforsamlinger viste sig sidste år som et effektivt våben mod politiske magthavere. I 2020 er de til smittefare for os alle sammen. Vreden og behovet for at protestere findes stadig, men de skal finde nye former, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i dette debatindlæg
Flere millioner vrede brasilianere har slået på gryder og pander gennem åbne vinduer som en kreativ demonstration mod præsident Jair Bolsonaro og krævet hans afgang i vrede over, at han ikke tager truslen fra coronavirus alvorligt.

Flere millioner vrede brasilianere har slået på gryder og pander gennem åbne vinduer som en kreativ demonstration mod præsident Jair Bolsonaro og krævet hans afgang i vrede over, at han ikke tager truslen fra coronavirus alvorligt.

Rtzau Scanpix

Debat
4. april 2020

Et revolutionært våben blev sidste år genopdaget. Dette våben er fra tiden før biler, fjernsyn og hårde hvidevarer, men det er så enkelt, at alle kan bruge det, og det var i 2019 så effektivt, at det væltede fem autoritære ledere. Det gamle revolutionære våben er gadeprotesten, som i 2019 mobiliserede millioner, så vi pludselig fra flere kontinenter så billeder af vrede folkemasser, som demonstrerede, fordi de troede på forandring.

Gadeprotesterne skabte den globale grønne bevægelse og satte verdens regeringer under massivt pres for at gennemføre en grøn omstilling. Og det var massedemonstrationer, som befriede befolkninger i Algeriet og Sudan fra deres ledere Abdelaziz Bouteflika og Omar al-Bashir, der i årtier havde overvundet al opposition og kontrolleret deres befolkninger.

Demonstranter udfordrede magthavere i Rusland, Irak, Bolivia, Hongkong, Libanon, Chile, Tjekkiet, Frankrig og mange flere steder. Det var ikke alle, som vandt, men jeg tror heller ikke, at der var nogen magthavere, som ikke var bange for dem. »Protestens år« hed 2019 på forsiderne af magasiner og dagblade, og året blev i Financial Times sammenlignet med verdenshistoriens store protestår, 1848, 1917, 1968 og 1989.

Men der er en væsentlig forskel: 1848 var den demokratiske revolution, 1917 var den russiske revolution, 1968 var ungdomsoprøret, og 1989 var kommunismens kollaps. Disse historiske opstande var alle inspireret af én idé. Der var i 2019 ingen samlet idé bag protesterne, ingen ideologisk eller politisk fællesnævner. Nogle kæmpede for klima, andre mod højere priser på transport, atter andre mod korruption, inkompetence og økonomisk ulighed. Det, som samlede de mange massedemonstrationer, var troen på gadeprotesten som metode, og bevidstheden om, at man ikke skulle acceptere det uacceptable.

Men med coronakrisen har verdens demonstranter mistet den aktionsmulighed. Store folkeforsamlinger var i 2019 et våben mod politiske magthavere, men i 2020 er store folkeforsamlinger blevet til en smittefare for os alle sammen. Mange steder er de forbudte, og flere af de steder, hvor de ikke er, bliver folk hjemme alligevel. Verdens korrupte, inkompetente eller upopulære ledere er på sin vis blevet befriet af coronavirus fra truslen mod gadeprotesterne.

Som det amerikanske netmagasin Axios bemærker, blev protesterne mod Indiens autoritære premierminister Narendra Modi stærkere og stærkere i ugerne op til nedlukningen af landet. Han var efter vedtagelsen af en kontroversiel antimuslimsk immigrationslov udsat for de største demonstrationer i sin tid som landets leder. Men med henvisning til smittefaren fra coronavirus kunne han ophæve demonstrationerne og forbyde offentlige forsamlinger.

Potter og pander

Det siger sig selv, at kampen mod coronavirus ikke er en demagogisk konstruktion udtænkt af autoritære ledere til at slå ned på protestbevægelser. For eksempel er der i Brasilien voldsomme protester mod præsident Jair Bolsonaro, fordi han ikke vil lukke landet ned. Flere millioner vrede brasilianere i storbyerne Rio de Janeiro og São Paulo har ifølge BBC slået på gryder og pander gennem åbne vinduer som en kreativ demonstration mod Bolsonaro og krævet hans afgang i vrede over, at han ikke tager truslen fra coronavirus alvorligt.

Men det er lige så klart, at den fælles kamp mod coronavirus er et beredskab, som korrupte og undertrykkende ledere vil kunne misbruge til at begrunde indgreb i frihedsrettigheder og kontrol med befolkningen.

Det vil ikke kun være en fristelse i autoritære regimer, men også for ledere i frie samfund, hvilket de næste måneder kræver et ekstra kritisk beredskab af os alle.

Men hvis man frygter, at protesternes år på grund af coronavirus vil blive afløst af underkastelsens år, er det værd at huske én ting: Gadeprotesterne var ikke andet end en politisk metode. Det, der gjorde protesterne stærke, var bevidstheden om, at borgerne ikke skal acceptere det uacceptable. Og hvad enten det handler om grøn omstilling, økonomisk ulighed eller protester mod korruption, ved alle ledere godt, at de i sidste instans kun kan regere, fordi de regerede finder sig i det.

Og lige så effektivt som at forsamles mange mennesker på pladser kan det være at slå på potter og pander ud af vinduerne. Det kan ses og høres over hele verden.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Vang Nielsen

Hej Rune, bare til baggrund så prøv at læse op på "cacerolazo" (eller "panelaço" på brasiliansk portugisisk). Spoiler: Det er ikke en ny protestform opfundet til lejligheden - selvom den passer glimrende til hjemmekarantæne - men en ret jævnligt forekommende type massedemonstration gennem de sidste mange år i Latinamerika, særligt Chile (siden i hvert fald Allende) og Argentina (bl.a under 2001-bankerotten).

Lise Lotte Rahbek

Njah, jeg ved ikke rigtig. Der virker jo fordi pressen retter sin opmærksomhed derhen og mangfoldiggør, hvad der sker. Formidler, kan man kalde det.
. Under corona sidder også journalisterne hjemme uden fingeren på pulsen.

Torben K L Jensen

Når horisonten gemmer nye farer eller nye muligheder er det to måder at reagere på - Enten bliver man hjemme eller også vinder regnbueguldet.