Læserbrev

Meget vigtigt arbejde i sundhedsvæsenet er usynligt for sygeplejersken

Man kan hurtigt, som sygeplejersken Casper Jensen gør, få formastet sig til at konkludere, at der ikke er brug for de administrative hospitalsansatte, der lige nu arbejder hjemmefra. Men han burde vende skytset mod Folketingets kontrolkrav, skriver samfundsøkonom Steffen Hougaard i dette debatindlæg
Debat
1. maj 2020

I kommentaren lørdag den 26. april 2020 scorer sygeplejerske Casper Jensen nogle billige point. Det fremstilles, som om hjemsendte medarbejdere i sundhedsvæsenet intet har lavet i coronaperioden. »Pseudoarbejdet i sundhedsvæsenet er blevet afsløret«, hedder hans indlæg i printavisen.

Langt inde i artiklen erkender han dog, »at en del af de ansatte er nødvendige for driften af sygehusvæsenet, samt at mange af de hjemsendte nok fortsætter deres arbejde hjemmefra så vidt muligt«.

Det er nok mere realistisk at erkende, at meget arbejde er usynligt for sygeplejersken. Ikke mindst kontrakter og økonomistyring samt dokumentationen og indberetningerne, som regionerne og staten kræver.

Indlægget minder mig om historien om buschaufføren, som sagde: Her i firmaet er det kun os chauffører, der laver noget.

Han vidste intet om juristen, der indgik kontrakter, og om økonomen, der regnede på priserne. Han tænkte ikke på bogholderen, der holdt styr på indtægterne, og lønningsbogholderen, der udbetalte løn og indberettede til skattevæsenet. Han anede ikke, at der var ingeniører, der lavede ruteføringer og køreplaner.

Han kunne dog til nød anerkende, at mekanikeren kom brændstof på tanken og i det hele taget sørgede for, at busserne kunne komme ud at køre. Og rengøringspersonalet havde han også engang mødt på en tidlig morgenvagt, men alle de andre var usynlige for ham.

I stedet for at rakke ned på kolleger skulle Casper Jensen hellere vende sit skyts mod Folketinget, som i de seneste mange år har vedtaget hundredvis af love med nye krav til kontrol, indberetninger og dokumentation.

Steffen Hougaard er samfundsøkonom

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her