Kronik

Vismændene: Statsstøtte til bestemte grønne løsninger er en dyr og dårlig vej til klimamål

Mange bruger coronakrisen som anledning til at foreslå statslige tilskudsordninger til dem, der gør noget grønt. Men skal vi nå målet om at reducere udslippet med 70 procent i 2030, er CO2-afgifter det eneste effektive. Subsidier er en dyr og dårlig løsning, skriver formandskabet af De Økonomiske Råd i dette debatindlæg
Vismændene foreslår, at vi venter med at pålægge CO2-afgiften, indtil vi er ude af den aktuelle krise, og så kun gradvist forøger den på en transparent måde frem mod 2030 – i takt med at økonomien kommer sig oven på krisen.

Vismændene foreslår, at vi venter med at pålægge CO2-afgiften, indtil vi er ude af den aktuelle krise, og så kun gradvist forøger den på en transparent måde frem mod 2030 – i takt med at økonomien kommer sig oven på krisen.

Lars Bahl

Debat
20. april 2020

Vi lever i en tid, hvor eftervirkningerne af sundhedskrisen skal håndteres. Men så længe vi har en klimalov, er 70-procentsmålet i 2030 også en bunden opgave. Krisen betyder ikke på det foreliggende grundlag, at vi står over for nye forhindringer i relation til at nå dette mål.

Men vejen til klimaneutralitet er ikke udstukket. Det fører den risiko med sig, at den største politikdrevne transformation af det danske samfund i en menneskealder bliver blandet sammen med håndteringen af coronakrisen.

Fra flere sider er det blevet foreslået, at de offentlige penge, der skal understøtte efterspørgslen efter coronakrisen, samtidig kan sætte gang i klimaomstillingen, hvis de bruges på tilskud til blandt andet grønne opvarmnings- og industrielle processer, til energirenovering af bygninger og til vindmøller.

Det er ikke nødvendigvis en god idé, for de beslutninger, vi træffer om den grønne omstilling, vil kaste lange skygger. Hvis vi – optændt af behovet for at hjælpe økonomien her og nu – træffer beslutninger, der gør vejen til klimaneutralitet besværlig og dyr, får det vidtrækkende konsekvenser.

På overfladen virker det måske ikke så urovækkende. Vores egne beregninger har vist, at omkostningerne, der vil påhvile samfundet af at opnå fossilfrihed i 2050, ikke er voldsomme: måske i retning af o,5 procent af BNP. Beregningerne er imidlertid foretaget under den afgørende antagelse, at processen drives omkostningseffektivt. Altså at vi gennemfører den grønne omstilling med så små konsekvenser for almindelige menneskers liv som muligt. Selvfølgelig vil vores liv forandres. Men måden, vi tilrettelægger omstillingen på, vil afgøre, hvor radikalt det bliver.

Effektive afgifter

Hvordan gennemfører man omstillingen på en effektiv måde? Grundlæggende handler det om, at vi får igangsat en positiv spiral, hvor markedet bliver en aktiv medspiller i processen. Hvordan bliver markedet det?

Det gør det, hvis priserne, alle økonomiens aktører står over for, er de ’rigtige’. Med ’rigtige’ menes, at de blandt andet afspejler omkostningerne, der påføres samfundet ved CO2-udslip. Det vil sige, at forbrugeren, virksomheden og elkraftværket står over for priser, der gør det dyrt at betjene sig af varer eller teknologier, der er forbundet med CO2-udledning.

Hvis sort er dyrt, vil forbrugerne mindske forbruget af ’sorte varer’. Virksomhederne vil også reagere ved at prøve at tilrettelægge produktionen sådan, at de bliver mindre CO2-forurenende, da det er i deres egeninteresse. Ligeledes vil kraftværket prøve at omlægge energiforsyningen. Hvis priserne afspejler CO2-udslip, er det ganske enkelt i alles interesse af ændre adfærd.

Hvordan starter vi processen? Det nemmeste er afgifter. CO2-afgifter. Jo mere udslip, jo højere afgift. Og siden vi kender udslippet, fordrer det ikke mere information, end vi har. Med afgifter kan den positive spiral starte. Det er overskueligt, og det vil virke, så længe forbrugere, virksomheder og kraftværker handler i deres egen interesse. Det er derfor, økonomer er glade for afgiftsmetoden.

Ineffektive subsidier

Men er det ikke alt sammen mere positivt, hvis man støtter dem, der gør noget grønt, frem for at straffe dem, der gør noget sort? Og leder det ikke også til den positive spiral? Næppe. For at forstå hvorfor, er et tankeeksperiment nyttigt.

Vi vil gerne have folk til at spise mindre kød, fordi det udleder CO2. Forstil dig to alternativer til kød: kartofler og gulerødder – som vi leger slet ikke udleder CO2. I stedet for en afgift på kød vil vi støtte kartofler og gulerødder. Vi håber, at folk spiser mindre kød, når de spiser flere grøntsager. Men hvor stor skal støtten til henholdsvis kartoffel- og gulerodsproducenterne være? Det er lidt svært at sige, eftersom de begge gør noget grønt.

I sidste ende bliver det let kartoffellobbyen og gulerodslobbyen, der kommer til at bestemme. Lad os sige, at kartoffellobbyen vinder – de får mest tilskud. Begge får tilskud, kartoffelavlerne får bare mere. Gør det en forskel? Måske. Hvis man eksempelvis ofte spiser bøffer til sine nu billige kartofler. Og på grund af tilskuddet, der har gjort kartofler billigere, har man faktisk råd til at købe flere bøffer. Nå, men så skal gulerødderne måske have flere subsidier? Det er svært at afgøre. Og det er essensen af problemet.

Vi kommer let til at udbetale subsidier, der har en uhensigtsmæssig virkning, og i hvert fald ikke giver et lige så klart resultat som afgiften. Specielt når vi tager i betragtning, at eksemplet her blot er en illustration. Der er myriader af valg, der skal træffes: Hvem er mest grøn og derfor mest egnet til støtte?

Det omfatter ikke bare forbrugere, men alle led i kæden. Virksomheder og kraftværker er også indbefattet. For dem handler det om teknologivalg. Mange teknologier kan være grønne. Nogle er bare ikke så effektive. Men det er virkelig svært at afgøre fra Christiansborg, hvad der er mest effektivt.

Omvendt er afgifter lette at fastlægge, for vi kan måle udslip. Vi kan ikke måle ’grønhed’, og det kræver uhyrlige mængder af information at gennemskue implikationerne af forskellige teknologier.

Til gengæld ved vi, at subsidier koster staten penge. Det betyder skatter, der skal opkræves. For de, der modtager subsidier eller der investeres offentlige midler i, kan det måske godt betale sig. Men det kan ikke betale sig for alle de andre, der kommer til at betale subsidierne.

Det eneste effektive våben er afgifter. Subsidier kan måske godt få os i mål. Men regningen bliver større, end hvis vi var gået afgiftsvejen – og den kan blive meget større.

Vent med CO2-afgift

Nu bryder protesterne løs: Hvad med coronakrisen? Det er en rimelig bekymring. Man skal selvfølgelig ikke pålægge erhvervslivet byrder i en situation, hvor økonomien er så skrøbelig, som den vil være, når vi er ude af sundhedskrisen. Så det, vi foreslår, er at vente med at pålægge CO2-afgiften, indtil vi er ude af den aktuelle krise, og så kun gradvist forøge den på en transparent måde frem mod 2030 – i takt med at økonomien kommer sig oven på krisen.

Videre kan man forestille sig, at vi sænker elafgifterne, som desværre også beskatter brug af vedvarende energi. Afgiftslettelsen på el skal ske først, og da den i udtalt grad går til forbrugerne og serviceerhvervene, stimuleres forbruget nu, hvor vi har brug for det. Pengene opkræves først igen senere, når økonomien er kommet sig, og vi kan hæve CO2-afgifterne. Så forenes konjunkturhensynet og strukturhensynet i form af en effektiv grøn omstilling.

Vi medgiver gerne, at det kan være nødvendigt med offentlige investeringer. Hvad der skal investeres i, er dog svært at afgøre. For vi skal helst ikke låse os ind på teknologivalg, der ikke er profitable for samfundet på lidt længere sigt.

Men hvis nødvendige investeringer kan identificeres og implementeres hurtigt, kan det støtte efterspørgslen i en svær tid. Det kræver, at man har information til at lave den afgørelse, for det er endemålet – 70-procentsmålsætningen – det skal handle om. En efterspørgselsdrivende virkning her og nu kan ikke begrunde en urentabel langsigtet investeringsoffensiv.

Den grønne omstilling er mulig, og den skal igangsættes givet folketingsbeslutningen om 2030-målet. Men afhængig af hvordan man gør det, kan det kaste lange skygger over dansk økonomi. Det handler om realløn, beskæftigelse, offentlige finanser og velfærd hele vejen frem til 2050. Som borger skal man altså spidse ører, når den grønne omstilling kædes sammen med krisehåndteringen. Der er meget på spil.

Carl-Johan Dalgaard, Nabanita Datta Gupta, Lars Gårn Hansen og Jakob Roland Munch, formandskabet af De Økonomiske Råd

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er kun økonomer, der tror, at man kan klare alt med penge. Problemet med penge er, at det giver nogle en bekvem mulighed for ikke at gøre noget: hvis man kan betale sig fra det, er det en omkostning, ikke et krav. Man kommer ikke udenom, at drivkraften må være moral, herunder især offentlig moral, der kan hylde og fordømme. Og kræve forbud eller investering af de folkevalgte repræsentanter, der skal udmærke folkets retfærdige krav om et godt og bæredygtigt samfund.
Tiden er inde til at se penge for det, de er, og ikke andet: en infrastruktur, der bærer ressourcer derhen, hvor de er bedst forvaltet, ikke ved at afføde flere penge, nødvendigvis, men ved at give de resultater i samfundet, man ønsker.

Anker Heegaard, Trond Meiring og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

udmønte, det må være autokorrekturen, der slog til. ;-)

Sven-Åge Westphalen

Helt enig i kronikken om gradvist stigende CO2 afgifter, der gradvist udfaser forurenende teknologier og energikilder. Det kan så i sidste ende i et egentligt forbud, som man fx har set det med freon og blyholdig benzin.

Steffen Gliese

Troen på økonomiske incitamenter er religiøs.

Troen på folkets fremfor pengepungens moral er, om ikke helt hen i vejret, så stærkt overdrevet. Når det er sagt, så bør fossile afgifter også ledsages af indirekte støtte til grøn produktion. Hvis grundlaget for subsidiering af bestemte brancher eller varegrupper ikke er transparent, så via bl.a. forskning og udvikling af grøn teknologi som bl.a Klimarådet anbefaler. Dog vil direkte subsidiering som følge af afgiftssystemet vel sidste ende gøre den ineffektive grønne produktion dyrere og dermed udskille den.