Kommentar

Wolt-bud: Gør Wolt statsejet, så vi kan hjælpe både de udsatte og budene

Nationaliserer vi madudbringningsservicen Wolt, kan udsatte undgå smittefare og få mad leveret billigt, og budene kan få samme rettigheder, som arbejdere i andre vigtige funktioner skriver Wolt-buddet Jack Campbell i dette debatindlæg
I takt med at verden oplever effekterne af coronavirus, søger højrefløjen fremgang ved at skærpe deres retorik mod flygtninge. Venstrefløjen er nødt til at være kreativ i sit modsvar, og en idé som en national madudbringningsservice, der dækker et behov for mange, kunne godt opnå momentum, skriver jack Campbell i dette debatindlæg.

I takt med at verden oplever effekterne af coronavirus, søger højrefløjen fremgang ved at skærpe deres retorik mod flygtninge. Venstrefløjen er nødt til at være kreativ i sit modsvar, og en idé som en national madudbringningsservice, der dækker et behov for mange, kunne godt opnå momentum, skriver jack Campbell i dette debatindlæg.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

29. april 2020

I marts foreslog Mette Frederiksen danskerne at bestille takeaway i stedet for at gå på restaurant for på den måde at reducere spredningen af COVID-19. Som bud for madudbringningsplatformen Wolt i København bed jeg mærke i hendes forslag.

For at udbringningen af takeaway kan fungere optimalt for alle, har vi brug for en koordineret indsats. Oprettelsen af en national madudbringningsservice kunne sikre dette og blive en del af den sociale indsats.

Fundamentet for sådan en service har vi allerede, som Callum Cant skriver i bogen Riding for Deliveroo: Nemlig i den teknologi, der ligger bag eksisterende madudbringningsplatforme som Wolt. Men den teknologi skal gøres statsejet, så den arbejder for os alle, ikke kun for privat profitmaksimering.

Wolt er ikke for udsatte

Wolts algoritmiske system gør, at cykelbude kan arbejde på en ny og yderst effektiv måde, som ikke hidtil har været mulig.

Wolt bruger nemlig big data til at oplære deres algoritme, så den hele tiden kan levere den mest tidssvarende information og på den måde kan optimere alle dele af forretningsgangen, lige fra når buddet henter maden hos en restaurant til den endelige levering hos kunden.

Wolt har på den måde revolutioneret madudbringning i de fleste større byer i Danmark ved at garantere hurtig service og billigere gebyrer end andre madudbringningsfirmaer.

Som det største madudbringningsfirma i større danske byer er Wolt en af de virksomheder, der vinder mest ved statsministerens forslag, og de vil højst sandsynligt opnå øget fortjeneste hen over de næste måneder.

Deres monopollignende status i nogle byer har endda givet dem mulighed for at hæve leveringspriserne og opretholde deres andel af restauranternes i forvejen drastisk dalende omsætning.

Selv om Wolt er billigere end andre, er servicen stadig uden for økonomisk rækkevidde for mange immunkompromitterede såsom ældre og handicappede. De har ikke råd til regelmæssigt at benytte Wolt, selv om madudbringningsservicen kunne være til stor gavn for dem.

Derfor bør man i Danmark nationalisere Wolt og skabe en statsejet virksomhed for madudbringning, der i krisetider som disse kan agere som del af kriseberedskabet.

At gøre Wolt statsejet, ville også løse problemet med budenes ansættelsesforhold. Wolt anser sine bude som værende selvstændige erhvervsdrivende frem for ansatte, hvilket betyder, at vi ikke har arbejdstagerrettigheder såsom løn under sygdom.

For tiden har Wolt dog tilbudt noget hjælp til budene i form af 50 kroner i refusion på køb af håndsprit og en form for sygekompensation, hvis du kan bevise, at du er blevet smittet med COVID-19.

Dette er langtfra den sikkerhed som andre, der udfører vigtigt arbejde for at holde samfundets basale funktioner i gang på trods af øget smittefare, har ret til. Vi er som så mange andre afhængige af vores job for at kunne betale vores regninger, så det er bekymrende, at vi ikke har råd til at være bevidste om eventuelle symptomer.

Bedre adgang til mad

For at gøre op med de nuværende forhold kan man, som Callum Cant foreslår, ekspropriere platformen. Så kan udsatte personer få mad leveret til døren med støtte fra staten frem for at frygte de høje omkostninger ved brug af en service som Wolts. Samtidig vil budene kunne blive ansatte dækket af en overenskomst, så vi har råd til at blive hjemme, hvis vi har symptomer på COVID-19.

Der er mange udviklingsmuligheder inden for denne model. Cant skriver, at »en platformbaseret, medarbejderdrevet udbringningsservice ville kunne dække for behovene hos en aldrende befolkning og udvide hjælpen til dem med midlertidig eller permanent plejebehov«.

En national madudbringningsservice kunne desuden samarbejde med for eksempel folkekøkkener, der før krisen spillede en vigtig rolle i at reducere madspild og afhjælpe social isolation.

I takt med at verden oplever effekterne af coronavirus, søger højrefløjen fremgang ved at skærpe sin retorik over for flygtninge. Venstrefløjen er nødt til at være kreativ i sit modsvar, og en national madudbringningsservice, der dækker et behov for mange, kunne godt opnå momentum og blive en vigtig del af vores vision for en verden efter COVID-19.

Det kommer ikke af sig selv. Vi bliver nødt til at så frøene nu ved at engagere os i hjælpegrupper for udsatte og bakke op om budenes kamp for at organisere sig.

Frem for alt har vi brug for en plan for at reagere på, hvad der har vist sig at være en fundamental krise for kapitalismen – og en omstrukturering af vores adgang til mad til gavn for arbejdere, ældre og andre udsatte personer er en afgørende del af dette.

Jack Campbell er kurerpartner for Wolt. Indlægget er oversat fra engelsk.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • Henrik Leffers
  • Per Klüver
  • Lillie Andersen
  • Dorte Sørensen
  • ingemaje lange
  • Kristian Nielsen
  • Agnete La Cour
Thomas Tanghus, Henrik Leffers, Per Klüver, Lillie Andersen, Dorte Sørensen, ingemaje lange, Kristian Nielsen og Agnete La Cour anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kent Nørregaard

Ja det er altså en socialdemokratisk regering vi har så der bliver nærmere privatiseret... *host* DONG (Ørsted)..

Kenneth Krabat

Lyder sine steder som en reklame for WOLT - går det ikke så godt for virksomheden, at den behøver at blive opkøbt eller buste? Men derudover er det en god idé med den algoritmeoptimerede uddeling, som man derved kunne blive glad for at se i gadebilledet frem for mørk om hjertet af viden om, hvor dårligt betalt de er og hvor elendige deres vilkår, i forhold til HVOR hårdt de skal knokle under de hyperoptimerede algoritmer... Lidt socialdemokratisk varme ind i køretidsregnskravene... nej, vent, optimeringstilbageholdenhed er vist heller ikke lige S' stærke side.

Agnete La Cour

En rigtig god artikel med konstruktive forslag - og af en mand, som er inde i forholdene.

Per Klüver, Dorte Sørensen, ingemaje lange, Hans Ditlev Nissen og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hørte i en udsendelse i sidste uge i P1 et indslag om Wolt hvor en fra ledelsen deltog.
Her blev buddenes arbejdsvilkår debatteret og kritiseret.

Thomas Andersen

Hvis man har ressourcerne til at lade være (dvs at man ikke er ved at gå fra hus og hjem), men alligevel frivilligt tager arbejde under de vilkår som wolt (og andre, gls f.eks.), så legitimerer man de dårlige arbejdsvilkår og sørger samtidig for at virksomheden tjener endnu flere penge.

Hvis man samtidig er i den situation at man blot har tænkt sig at have arbejdet midlertidigt, eksempelvis fordi man er studerende, så undergraver man andres kamp for at opnå acceptable arbejdsvilkår.

Nu kender jeg ikke skribentens situation, men det klinger ualmindeligt hult.

Kurerpartner, fnys!

Alle private virksomheder, der får corona-hjælp af skatteborgerne bør give indflydelse tiol dagspris for pengene. I selskaber betyder det altså aktier, så skatteborgerne er sikret indsigt og indflydelse.

Dette bør selvfølgelig kunne indløses - også til dagspris, når selskabetne har mulighed for det.

torben - nielsen

@Gert Romme, mener du, at når private virksomheder, i disse for vort land så alvorlige tider, modtager hjælp fra staten, så skal hjælpen modsvares med aktier, eller anden form for ejerskab, i gengæld til staten??

Hvad så, når arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og andre værdigt trængende, modtager hjælp fra staten i form af understøttelse, skal de så pantsætte deres sjæl til staten til gengæld???

Christian De Thurah

Artiklens forslag er fuldstændig håbløst. Staten skal ikke ekspropriere et firma, blot fordi det går godt. Der skal være væsentlige interesser for almenvellet på spil, og mener man, at det er der her, må det offentlige selv oprette et selskab til at varetage dem - eller f.eks. lade kommunerne tage sig af det. Wolt ville sikkert køre videre, men under skærpet konkurrence.

Anders Sørensen

@Thomas Andersen, hvis man har ressourcerne til at gøre noget andet og bedre, så gør man naturligvis det. Jeg tror, du overvurderer det "andet og bedre" og ikke mindst de frie muligheder for bare at gøre.

Hvilke dårlige arbejdsvilkår er det, man ikke skal arbejde under? Hvilke arbejdsvilkår arbejder du selv under? Du er med stor sandsynlighed slave af dit eget livs muligheder. Det er vi mange, der er.

Thomas Andersen

Anders Sørensen,
man skal naturligvis ikke acceptere at blive ansat et sted, hvor man ikke er ansat alligevel. Et sted hvor arbejdsgiveren absolut ingen forpligtelser har overfor dig mht. løn, feriepenge, pension, you name it.

"Andet og bedre" afhænger af den enkeltes situation, for fleksibilitet går begge veje, så jeg er ikke i tvivl om at nogle arbejdere synes at det er fedt at de kan arbejde når de vil og sige nej når de vil.
Altså at den enkelte arbejder ikke nødvendigvis er pisket til at være pseudo lønmodtager, men arbejder ved wolt fordi det er fedt at have lidt ekstra indtægt fra tid til anden.
Og hvis man er i den situation, så mener jeg at man har et medansvar overfor de mennesker, der netop ikke har andre muligheder.

Kundernes rolle i det her ræs mod bunden, skal man bestemt heller ikke undervurdere.

Finn Thøgersen

Uden at kende særligt meget til Wolt, så lyder det umiddelbart som samme businessmodel som Uber, Lyft og mange andre i den såkandte gig økonomi:

1) Lav platform (It, app, standardaftaler mm), 2) skaf investorer og 3) brug deres penge til at komme igang og ikke mindst til at subsidiere driften, 4) ekspander vildt ved at "sælge" med tab på hver enkelt levering, 5) om muligt få procenter/tilskud fra "produktet" (restauranterne) fordi du leverer mange kunder til dem, 6) når du er stor nok (eller investorerne bliver desperate): hæv priserne/sænk udgifterne, 7) sælg firmaet (kan komme tidligere)

Mao nok ikke lige den bedste investering, sandsynligvis taber de penge på hver levering og vil fortsætte med det, profitabiliteten i investeringen ligger i enten en diominans på markedet så de kan sætte prisen op eller ved at sælge/børsnotere firmaet - kort sagt spekulativt.

Og som Christian De Thurah er inde på så bør staten holde sig fra at drive virksomheder der rimeligt kan drives af private med mindre der er tungtvejende gfrunde til det.
Specielt bør ekspropriation reserveres til samfundskritiske funktioner

Ib Christoffersen

Fantastisk løsning at nationalisere Wolt. Og så lade udbringningsprisen være så det lige løber rundt = nulforretning. Så bliver det så dyrt at kunderne finder billigere løsninger. Er det ikke lige Statens Konfektionsfabrik om igen.

Agnete La Cour

Thomas Andersen
Hvis arbejdere har dårlige arbejdsforhold, er det ikke arbejderen, man skal skælde ud på, men dem, der tjener på ham/hende. Mange er efterhånden ansat som "partnere" på sølle vilkår, fordi "selvstændige" ikke har samme rettigheder som lønmodtagere. Jeg har også haft mærkelige ansættelsesforhold gennem årene. Det har du åbenbart ikke. Så enten er du meget ung eller meget priviligeret. Ikke just et godt udgangspunkt at dømme andre ud fra.

Agnete La Cour

Vores unge Wolt-medarbejder har fået en ide, som han synes ville gøre hans arbejde meningsfuldt ud fra sit kendskab til branchen. Hvor er det godt gået!

Thomas Andersen

Agnete La Cour,
Ej helt ærligt, det er sgu da ikke en ordentlig måde at debattere på!
Du kan da ikke bare gå ud fra at jeg er i en given situation fordi vi ikke umiddelbart deler holdning. Og så dernæst sige, at fordi jeg er i den situation/det udgangspunkt, så skal jeg ikke dømme andre...
Ja undskyld, men det bliver jeg altså vanvittigt provokeret af! Så forhold dig venligst til argumenterne, for de ændrer sig vel ikke fordi jeg er 20, 40, 60 eller 80?

Men okay, prøver igen, var måske lidt uklar. Jeg går kun efter de arbejdere der har de økonomiske muskler til at sige nej til dårlige vilkår. Og muskler forstået ud fra at man ikke er ved at gå fra hus og hjem og derfor er pisket til at få en indtægt, uanset hvor minimal den end måtte være.

Eksempel: Man er studerende, og man har penge nok til mad, husleje og de nødvendige ting. Men mangler noget fedt tøj eller penge til en ferie.
Så er man altså ikke tvunget at tage arbejde som partner på tvivlsomme vilkår, men man gør det måske indtil man har tjent til ferien. I det tilfælde, så har man et medansvar for at de dårlige løn- og arbejdsvilkår bliver standard - fordi virksomheden jo ikke oplever problemer med at skaffe arbejdskraft, og derfor ikke har incitament til at forbedre arbejdernes forhold.

Selvom det er virksomhederne der starter med at tilbyde et job på de og de vilkår, så er det i bund og grund en medarbejder der takker ja til arbejdet. Derfor har arbejderne også et medansvar for at skabe ordentlige forhold.

Agnete La Cour

En arbejder er et menneske, som er nødt til at sælge sin arbejdskraft for at få mad på bordet og tøj på kroppen. Ikke et menneske, som står i en bolchebutik og vælger mellem en masse fine tilbud. Man kan også vælge at gå på kontanthjælp, indtil der er et 'anstændigt' job at søge. Hvad det så er! Det var ikke lige det, jeg ville råde mine børn til - pokkers usundt og giver ingen erfaring med noget som helst. Nej, så hellere Wolt! Herfra er det op til den ansatte at kæmpe for bedre arbejdsforhold sammen med kollegaerne, som det i øvrigt er i et hvilket som helst job, 'anstændigt' eller ej. Moraliserende bemærkninger udefra kan kun blive støj.

Thomas Andersen

Du forholder dig stadig ikke til det jeg skriver, men lægger mig ord i munden. Jeg skrev netop at det drejede sig om folk der havde økonomi til at tage et valg.

Men kan jeg tolke det som, at du ikke mener at ressourcestærke arbejdere har et ansvar for anstændige arbejdsvilkår?
Anstændige kunne f.eks. betyde overenskomstmæssige forhold.

En arbejder er en der sælger sin arbejdskraft, så langt så godt. Men forhåbentlig til nogle vilkår der betyder mere end bare mad på bordet og tøj på kroppen. Og det er det, der er det springende punkt! For hvor langt ned af "anstændighedsstigen" skal en arbejder acceptere at sælge sin arbejdskraft til?

Vi har åbenbart forskellige grænser, for jeg vil, til hver en tid, råde mine børn til at gå meget langt uden om virksomheder som ikke vil anerkende at virksomheden er arbejdsgiver! Arbejdstageren har jo ingen rettigheder i sådan en situation.
Ligesom at jeg vil holde meget stejt på at de aldrig nogensinde skal acceptere at skulle arbejde gratis, f.eks. for at få foden indenfor i bestemte brancher, eller for at få noget på cv'et.

Arbejdskampene er aldrig blevet vundet ved at acceptere at arbejde under eksisterende løn- og arbejdsvilkår, men tværtimod ved at nægte at arbejde indtil forholdene blev forbedret!