Klumme

Jeg er ikke bange for at dø af corona – men for at krisen tager livet af min fremtid

Coronakrisen rammer os under 35. Ikke på helbredet. Men vi betaler for pandemien med vores forestillinger om, at der er en god, stabil fremtid foran os. Det er ’fear of missing out’ på det, vi kalder det gode liv, skriver kulturjournalist Bodil Skovgaard Nielsen i denne klumme
I weekenden blev det Zoologisk Haves tur til at slå dørerne op, og Danmark er langsomt ved at åbne igen oven på corona-pandemien. Men hos mig er der flyttet en uro ind, som jeg ikke kan slippe af med

I weekenden blev det Zoologisk Haves tur til at slå dørerne op, og Danmark er langsomt ved at åbne igen oven på corona-pandemien. Men hos mig er der flyttet en uro ind, som jeg ikke kan slippe af med

Philip Davali/Ritzau Scanpix

25. maj 2020

Det sker ofte, at jeg bliver spurgt, hvad jeg gerne vil være. Underforstået: Når jeg bliver stor. 

Som barn kunne jeg svare med søde drømme. Hundelufter. Kogebogsforfatter. Professionel cykelrytter.

Men nu er jeg midt i 20’erne og for stor til at svare på fremtiden med luftkasteller. Eller rettere: Mine tidligere almindelige forestillinger om voksenlivet virker pludselig så chanceløse som barnedrømmen.

Omkring mig åbner København, Europa og verden langsomt igen. Forsyningslinjer genoptages. Lagrene fyldes. Cafeerne stiller borde ud, afstandskravene nedsættes, sommervejret kommer.

Men hos mig er der flyttet en uro ind, som jeg ikke kan slippe af med. Efter »alt det her«, som vi nu siger – en vending, der med upræcise ord netop fanger det diffuse i omvæltningen – er det ikke længere et spørgsmål om, at jeg ikke ved, hvad jeg vil. 

Det er en anden type angst, mere lig en stemning, en anden måde, jeg forbereder mig på at møde verden på; en sitrende ængstelse for, hvad der er blevet af fremtiden. 

Klimakrisen har længe ulmet med sin advarsel om, at det hele er under afvikling. Jeg har affundet mig med, at verden, som den ser ud nu, ikke varer ved. 

Jeg drømmer heller ikke om evig vækst og en formue, der avler flere penge af sig selv. Heller ikke om stjernekarriere eller at skulle blive det næste nye hit i en familie, som optimeres for hver generation. Drømmene går ikke på at hæve indsatsen.

I stedet har jeg nok bare haft en forestilling om, at mit liv skulle være almindeligt og stabilt. Ikke nødvendigvis forudsigeligt, men roligt fremadskridende og med de håb og skuffelser, der følger.

Men fra den ene dag til den anden måtte jeg sætte spørgsmålstegn ved ideen om fremtid. Det, jeg har taget for givet, kan jeg ikke længere regne med. Det er luksusproblemer, som ikke at kunne planlægge en sommerferie eller tage en smuttur til Paris. Men også langt mere basale forhold. Som at få et arbejde og have mulighed for at låne til en bolig. Kunne bevæge mig frit og mødes med hvem, jeg vil. At vide, hvordan hverdagen ser ud om et halvt år eller i næste uge. 

Det, jeg tænkte var det almindelige, begynder at ligne de svar, jeg som barn gav på spørgsmålene om fremtiden: rene drømmebilleder.

FOMO på det store plan

I Weekendavisen den 24. april forudsagde m.phil. i økonomi og fremtidsforsker Liselotte Lyngsø, at det vil blive de unge, der kommer til at betale mest for coronakrisen på længere sigt. 

Det samme skrev Noa Redington, politisk kommentator og tidligere rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, i Politiken den 11. maj. Han forudser, at velfærdsstaten slankes for at betale regningen, at det bliver sværere at optage lån, at få lov at købe fast ejendom og få et job som nyuddannet. 

Jeg ved ikke med sikkerhed, hvem der kommer til at trække økonomiens korte strå. Men der er andre måder at betale for krisen på. Hvad jeg har af plusser på kontoen, der hedder godt fysisk helbred, betaler jeg af på med frygten for, at der ikke er en fremtid at forme. 

Nu diskuterer vi, om pandemier bliver the new normal. Om vi skal lære at leve med fænomenet, der jævnligt vil rive det vante op med rødderne.

Jeg bliver lammet af usikkerheden. Hvis det eneste, jeg kan regne med, er ikke at kunne regne med noget, er det vanskeligt at bygge fundamenter.

Jeg har hørt mine venner sige, at vi i det mindste ikke har FOMO længere – fear of missing out, frygten for at gå glip af en sej begivenhed eller de rigtige kontakter. Og jeg har da heller aldrig bekymret mig så lidt, om jeg har været til den rigtige fest.

I stedet bekymrer jeg mig for, om der midt i en ny stor økonomisk krise er et arbejde til mig. Om vi ikke også i min generation vil foragte hinanden, splittes mellem dem, der reddede sig en plads i solskinnet, og dem, der ikke gjorde.

Jeg bekymrer mig for, om vi kan forvente den samme levestandard og normalitet som vores forældre. De troede på, at der ville være vacciner og videnskab og teknologiske løsninger, at vi hele tiden ville blive klogere. Det tvivler jeg på. 

Jeg tænker på, om jeg kan regne med det almindelige, om den hverdag, der gør det muligt at planlægge, have visioner og ændre verden til det bedre, er forbi. Angst og afmagt går hånd i hånd. Jeg har fear of missing out på det, vi kalder det gode liv.

Vi samler, sorterer og prioriterer de vigtigste historier om coronavirus. Hver mandag eftermiddag
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Johnny Christiansen
Carsten Munk og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Måske kulturjournalisten har stiftet bekendtskab med begrebet 'Biedermeier'?

Hvis ikke, er der hjælp at hente i Gyldendals 'Store Danske', hvorfra følgende lille - ganske rammende - tekstbid er stjålet:

"Man trak sig tilbage fra politikkens verden, "tumlepladsen for det onde" (Franz Grillparzer), og betragtede den lille verden, dagligdagen, hjemmet og familien som det menneskeliges tilflugtssted. Grundholdningen er resignation og humor med et melankolsk-idyllisk anstrøg. Man stræbte efter en harmoni mellem det materielle og det ideale, men endte oftest i en følelse af splittelse."
(https://denstoredanske.lex.dk/biedermeier)

Kulturjournalisten Bodil Skovgaard Nielsen synes ikke at have anden referenceramme end sig selv: Alverdens 'begrænsninger', om de så fremtræder i form af en (underkendt) 'klimakrise' eller en for nuværende mere påtrængende 'Corona-krise', reflekteres alene i journalistens bekymring for egen oplevede forestilling om afsavn. Længere rækker blikket tydeligvis ikke.

Jeg fristes til at spørge kulturjournalist Bodil Skovgaard Nielsen om hun for nylig har interesseret sig for de reelle konsekvenser af en vedvarende global opvarmning? I den forbindelse vil jeg rigtig gerne spørge kulturjournalist Bodil Skovgaard Nielsen om, hvorvidt hun selv i fraværet af en 'Corona-krise' ville finde en smuttur til Paris videre fornuftig..Og i så fald, hvorfor?

YOLO?

Er det muligt, at kulturjournalist Bodil Skovgaard Nielsen bevidst og for sit eget liv har valgt en Biedermeiersk filosofi? At få det bedste ud af det hele, mens man samtidig hælder vand ud af ørerne?

Det er bestemt ikke overraskende, at Bidermeier-gæs slås med rædsel i mødet med snart sagt hvad som helst, det blot tilnærmelsesvist truer med at bringe deres fjer i uorden.

Mere overraskende [sic] er det tilsyneladende faktum, at snart sagt enhver gås kan få fjer i avisen..

Mogens Holme, Lars N. Jensen, jens christian jacobsen, Niels Johannesen, Anina Weber, søren ploug, Henrik Peter Bentzen, Hanne Utoft, Jakob Michaelsen, Ruth Sørensen, Ture Nilsson, Anne-Marie Krogsbøll, Erik Winberg, Carsten Svendsen, Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Man har aldrig kunnet regne med noget, verden er altid foranderlig/uforudsigelig, mens det almindelige ændrer sig, og vær glad for det.
Alle generationer har bekymret sig om der var arbejde til dem, og i perioder var der desværre ikke arbejde til alle. Selv før corona har ikke alle kunnet leve/udleve frasen om det gode liv.
Lev i nuet mød verden med nysgerrighed og energi og glem så alle de "kloges" forestillinger/forudsigelser om fremtiden, som ingen alligevel kan forudsige.

Henriette Bøhne, Lars N. Jensen, Marie Jensen, Jens Ole Mortensen, Niels Johannesen, Niki Dan Berthelsen, Anina Weber, Henrik Peter Bentzen, Mikkel Madsen, Markus Lund, Karsten Lundsby, Anne-Marie Krogsbøll, Ib Christensen, Carsten Svendsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo op til jer at skabe en politisk virkelighed, hvor økonomisterne ikke får et ben til jorden, men tilværelsen kan blive harmonisk og givende. Lige netop kulturlivet er jo noget af det, der relativt bruger mindst energi, så det er måske nok dér, aktiviteterne skal findes i fremtiden.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne, Lars N. Jensen, Anina Weber, Henrik Peter Bentzen, Karsten Lundsby, Anne-Marie Krogsbøll og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Kim Ravn-Jensen

Din fremtid, kære Bodil Skovgaard Nielsen? Du har s'gu' da aldrig haft nogen. I alt fald ikke en acceptabel fremtid afstukket af nogen generation før din.
Du har en stemme i et af verdens mest velfungerende demokratier. Brug den, eller find dig i den vej, andre har afstukket for dig.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Lars N. Jensen og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

"Jeg har haft mange bekymringer i mit liv. De fleste blev dog ikke til noget"
Mark Twain.

Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne, jens christian jacobsen, Peter Høivang, søren ploug, Palle Jensen, Henrik Peter Bentzen, Rikke Nielsen, Mikkel Madsen, Mikkel Zess, Karsten Lundsby, Anne-Marie Krogsbøll, Steffen Gliese, Jeppe Lindholm, Carsten Svendsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Gert Hansen

Kære Bodil. Det kunne være du skulle tænke lidt mere over, hvad det gode liv er.

erik pedersen, Henriette Bøhne, søren ploug, Henrik Peter Bentzen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Hvor herre bevares. Om nogle år er alt glemt. Der er vel heller ingen som ligger søvnløs p.g.a. den spanske syge længere. Det er et lille, men ubehageligt, hik på vejen.

Henriette Bøhne, Anina Weber, Henrik Peter Bentzen, Mikkel Madsen, Anne-Marie Krogsbøll og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Flytrafikken er allerede ved at fylde luftrummet op igen. Efter der for et par uger siden var næsten tomt for fly på himmelen er der selv over London sket en market forøgelse af flytrafikken på vej tilbage til normal status.

Mikkel Madsen, Mikkel Zess og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Barske kommentarer Bodil Skovgaard Nielsen får her. Hun må have provokeret voldsomt.

Kim Øverup, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Lauge Floris Larsen, Steen Simonsen og Lars Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Du gjorde mig helt bekymret, Jeppe Lindholm; men Kastrup har i hvert fald mindre end et fly i timen i gennemsnit.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen, Henriette Bøhne, søren ploug og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

"Jeg bekymrer mig for, om vi kan forvente den samme levestandard og normalitet som vores forældre. "

Ja, livet kom i vejen, Bodil. Det gjorde ikke helt, som du havde forventet og planlagt. Det gjorde det heller ikke for de familier, hvis kære er døde eller invaliderede af covid-19. De havde heller ikke bedt om, at den lede sygdom stak en kæp i hjulet for deres planer.

Levestandard og normalitet er ikke en rettighed. Det er det, der bliver i overskud, når alle vigtige og nødvendige problemer er løst. Eks. klimakrisen, coronakrisen, flygtningekrisen, diverse krige og katastrofer, og andre kriser, som de allerfleste mennesker ved skæbnens tilfældige uretfærdighed bliver udsat for i løbet af deres liv - med mindre de da har en særlig kontrakt med VorHerre. Det har de færreste. Corona har mindet os om, hvad der er vigtigt her i livet. Nemlig Livet.

Siden du nu er kulturjournalist: Prøv at læse John Steinbecks "Vredens Druer". Eller Edward Snowdens "I offentlighedens Tjeneste". Gode eksempler på virkelige livskriser.

Mogens Holme, Henriette Bøhne, jens christian jacobsen, Kim Houmøller, Anina Weber, søren ploug, Henrik Peter Bentzen, Hanne Utoft, Steffen Gliese, Mikkel Zess, Markus Lund og Karsten Lundsby anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Jeg er faktisk lidt i tvivl om, om jeg har forstået skribentens indlæg rigtigt. Lige umiddelbart læste jeg det som endnu et af de indlæg, som nærmest har virket som led i en liberalt orkestreret kampagne for at få lukket samfundet op hurtigst muligt, koste hvad det koste vil. En kampagne, som i et par uger har skubbet de unge foran sig som figenblad for pengemændenes krav om at få gang i business igen.

Men er det det? Er det (endnu) et maskeret forsøg på at anklage samfundets solidariske indsats for at redde mange - oftest ældre og syge - mennesker? Eller er det bare et et åbenhjertigt pip om, at de unge er blevet bange for fremtiden - en sorg - selv om de måske i øvrigt går ind for, at vi på solidarisk vis må holde denne epidemi på afstand, selv om det koster på levestandarden?

Det første er jeg træt af. Men hvis det er det sidste, så er det i orden - for selvfølgelig bliver man utryg ved fremtiden. Det bliver vi alle sammen - ikke kun de unge. Men de fleste af os bliver bare endnu mere utrygge ved tanken om et samfund, som prioriterer profit og luksusforbrug højere end at redde potentielt tusindvis af liv.

Mogens Holme, Jim Q Holm, Eva Schwanenflügel, jens christian jacobsen, Anina Weber, søren ploug, Henrik Peter Bentzen, Steffen Gliese, Bodil Skovgaard Nielsen, Mette Bulloch og Markus Lund anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Anne-Marie Krogsbøll - jeg kunne kun læse skribentens tekst på en måde. Som din sidste formodning: utrygheden.

Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne, søren ploug, Steffen Gliese og Bodil Skovgaard Nielsen anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Ja, det er muligt, Maj-Britt Kent Hansen. Men de to henvisninger i debatindlægget giver mig lidt en fornemmelse af noget andet, for de to indlæg opfatter jeg i hvert fald som havende en "dagsorden" om, at vi altså ikke har råd til at bekæmpe covid-19 på anden måde end med flokimmunitet Som så mange andre indlæg af den type på det seneste.

Men jeg kan berolige skribenten - det går nok ikke så galt med velstanden:
https://www.berlingske.dk/business/business-update-danmark-paa-foerstepl...

Om det så er en god ting? Det kommer nok an på synsvinklen, for vi er vel en del, som havde håbet på, at der kunne blive lagt grunden til et mindre forbrugsfikseret og mere solidarisk samfund, når nu vi alligevel SKULLE skrue ned i en periode.

Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Anina Weber, søren ploug, Mette Bulloch og Markus Lund anbefalede denne kommentar
Markus Lund

Det gode liv er hårdt arbejde og slid, julekort og påskefrokost med familien, hundeluft og en mærkedag i ny og næ samt guldbryllup med orkester i haven. Generationer før dig har levet med det og haft høsten som største bekymring. Om der nu var mad på bordet til næste år. Det nye er at mulighederne er uendelige, og at vi kognitivt ikke er bygget til den form for stressbelastning. Jorden går ikke under, bare fordi vi tvinges ned i tempo og er nødt til at tage en dag af gangen med lavkonsum og tidsfordriv. Lønarbejdere og husejere har lige så få penge mellem hænderne som dig når alt er betalt, og alligevel friheden til at vælge at tage det stille og roligt og hvile i deres omgivelser, i modsætning til studerende og arbejdsløse. Måske er det der, skoen trykker.

Eva Schwanenflügel, Jens Ole Mortensen, Trond Meiring, Hanne Utoft og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Tak for respons, Bodil Skovgaard Nielsen. Det glæder mig, at jeg tilsyneladende har læst dit indlæg forkert i første omgang. Undskyld.

Eva Schwanenflügel, Henriette Bøhne, Hanne Utoft og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

"Du har en stemme i et af verdens mest velfungerende demokratier. Brug den, eller find dig i den vej, andre har afstukket for dig."

På en måde er denne bestikkelse af mennesker med en stemme, som oftest har særdeles ringe rækkevidde ... og meget ofte gives på et enten vildledt, desperat eller forført (og dermed uinformeret) grundlag, til valgbare som ofte har karriere og personlig magtudvikling (jævnligt betegnet som 'lysten til at gøre en forskel' blablabla) som hovedmotivator, et gigantisk problem. Primingen af stemmeafgivelse som det afgørende og væsentligste element i demokratisk proces bevirker (og har måske ligefrem til formål?) at det deltagende og det direkte demokrati træder i baggrunden - og tilbage står det indirekte konkurrencedemokrati.

Og selvom det citerede ovenfor ikke kommer fra Bodil Skovgaard Nielsen, kunne jeg godt tænke mig at hun i artiklen havde inddraget en genuin og konkret demokratidiskussion i de bekymrede hæklinger omkring en ny normal.

Anne-Marie Krogsbøll, Jens Ole Mortensen, søren ploug, Anders Reinholdt, Ib Christensen, Trond Meiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Da jeg var barn, var den store bekymring atomkrig. Jeg fik da en fremtid alligevel...
Så ro på... sådan er livet...

Og når du bliver ældre, skal du såmænd nok blive bange for døden i enhver afskygning...

Anne-Marie Krogsbøll, Peter Høivang og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

En ting jeg kan huske fra min barndom / ungdom er det her med "du skal bare være dig selv"
Og jeg forstod det ikke.
Kan ikke huske, at jeg på et tidspunkt oplevede en åbenbaring og forstod, ej heller at jeg stoppede med at bekymre mig om hvem jeg er.

Men måske stoppede det med, at andre stoppede med, at fortælle mig jeg skulle være mig selv. :)

Anne-Marie Krogsbøll og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

Mit råd er, at praktisere taknemmelighed. Skriv en taknemlighedsdagbog, tal om det du er taknemmelig for med dine kære.

Taknemmelighed tvinger fokus over på nuet og gør, at vi glædes over de simple ting i livet. Det er de simple ting i livet, som længes tilbage til når sygdom rammer eller nogen går bort.

FOMO eller mangelmentalitet som Dr. Brene Brown kalder det, er noget vi alle mærker til i større eller mindre grad, de fleste i større grad.

Den skal vi alle arbejde med indefra og sammen, for at mindske den.

Nu har din frygt for, at mangle skiftet fokus fra det materielle, til at komme til, at mangle "det gode liv".

Svaret på at mindske mangelmentaliteten er den samme, udvid taknemmelighed.

Jeg er taknemmelig for, at du delte dine tanker med mig og at jeg derfor har fået en påmindelse om, at fastholde nuet og udøve taknemmelighed.

Lauge Floris Larsen

Fint tidsbillede at hvad unge tænker. Jeg kan genkende mange af tankerne - i lille skala for Corona-pandemien og i kolosal skala for klima- og biodiversitetskrisen.

Jeg forstår til gengæld ikke de upropotionelt provokerede kommentarer til klummen.

Ebbe Overbye, Maj-Britt Kent Hansen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Det er jo sådan, at det ikke er en naturlov, at der efter de gavmilde bidrag til det betrængte erhvervsliv skal komme nedskæringer på velfærden.
Det er noget du, Bodil, er med til at bestemme - du afgør selv, hvem du stemmer på. Jeg skal nok stemme så fornuftigt, jeg nu kan - det lover jeg dig ...