Kronik

Enhedslisten: Vores rovdrift på naturen er medskyldig i coronapandemien

Det er på tide, vi indser, at vi selv er skyldige i coronakrisen. Og sådan som vi stuver mennesker og dyr tættere og tættere sammen, bliver fremtidige pandemier kun mere sandsynlige, skriver klima- og naturordfører for Enhedslisten, Mai Villadsen, i dette debatindlæg
’I årevis har en lang række forskere advaret om, at jo mere af verdens skovareal, der ryddes, des større er risikoen for, at mennesker kommer i kontakt med virusser, som vores immunforsvar ikke har erfaring med, fordi disse virusser har været lukket inde i skovene i århundreder. I første omgang gør det lokalbefolkningerne nær skovene særligt sårbare. Men med den globale økonomi, vi befinder os i, kan rydning af regnskov ikke blot få lokale konsekvenser, men hurtigt blive et verdensomspændende problem,’ skriver Enhedslistens Mai Villadsen.

’I årevis har en lang række forskere advaret om, at jo mere af verdens skovareal, der ryddes, des større er risikoen for, at mennesker kommer i kontakt med virusser, som vores immunforsvar ikke har erfaring med, fordi disse virusser har været lukket inde i skovene i århundreder. I første omgang gør det lokalbefolkningerne nær skovene særligt sårbare. Men med den globale økonomi, vi befinder os i, kan rydning af regnskov ikke blot få lokale konsekvenser, men hurtigt blive et verdensomspændende problem,’ skriver Enhedslistens Mai Villadsen.

Bruno Kelly

25. maj 2020

Coronakrisen beskrives ofte som en udefrakommende krise, der skyller hen over vores samfund og lammer den globale økonomi. Den er anderledes end finanskrisen, får vi at vide, som var resultatet af uansvarlige finansmarkeder og spekulative banker. Coronakrisen har ingen ophavsmænd.

Der er en vedholdende trang til at se på krisen som et uheld, for det er næsten ikke til at bære, hvis vi selv er skyld i de i skrivende stund 323.653 dødsfald på globalt plan, et potentielt tab for dansk økonomi på 500 milliarder kroneret muligt fald i det globale BNP på op til fem procent, millioner af arbejdsløse, fattigdom og kollapsede sundhedssystemer.

Rigtig meget peger dog på, at det netop er tilfældet. At mennesket er skyld i opkomsten af denne globale krise. Og nægter vi at se den kendsgerning i øjnene, bliver fremtidige ødelæggende globale pandemier kun mere sandsynlige.

Stuvet sammen med dyrene

Årsagen til pandemier skal ofte findes langt inde i de efterhånden så berømte kinesiske flagermusegrotter, i de tropiske skove på det afrikanske kontinent eller i Amazonas regnskov.

Årsagen skal findes i det faktum, at vi mennesker med vores voksende storbyer, tiltagende luftforurening, afskovning og minedrift presser de vilde dyr ved at ødelægge deres levesteder. På den måde tvinger vi dyrene tættere på mennesker. Når vilde og truede dyrearter, men sådan set også almindelige landbrugsdyr, stuves sammen på lidt plads, overføres sygdomme nemmere fra den ene til den anden og fra den ene art til den anden – også til mennesker.

De danske stalde er også en del af problemet. Her står køer og grise tæt side om side, mens de indtager store mængder af sojaskrå, som er blandet i deres foder. Den proteinrige kost får dyrene til at vokse hurtigere og landmandens indtjening til at gå op, men det er ikke uden konsekvenser.

Alt i alt importerer danske landmænd soja fra et areal i Sydamerika på størrelse med Sjælland og Falster. Importen af soja koster 6,2 millioner ton CO2 om året og har i høj grad regnskov på samvittigheden.

I de danske supermarkeder er hylderne også spækket med varer, der indeholder palmeolie. Varer vi gladeligt putter i indkøbskurvene. En del af palmeolien stammer fra plantager, hvor der tidligere stod regnskov. Det giver endnu et nøk opad i CO2-regningen, men det er ikke den eneste regning.

I årevis har en lang række forskere advaret om, at jo mere af verdens skovareal, der ryddes, des større er risikoen for, at mennesker kommer i kontakt med virusser, som vores immunforsvar ikke har erfaring med, fordi disse virusser har været lukket inde i skovene i århundreder. I første omgang gør det lokalbefolkningerne nær skovene særligt sårbare. Men med den globale økonomi, vi befinder os i, kan rydning af regnskov ikke blot få lokale konsekvenser, men hurtigt blive et verdensomspændende problem.

Det er på den måde, at en række af de mest dødelige og ødelæggende epidemier er opstået igennem de seneste fire årtier. Både HIV, ebola, zika, hendravirus, SARS, NERS og fugleinfluenza er hoppet fra dyr til mennesker. I mange tilfælde kan virusserne spores tilbage til vilde dyr, der har levet i økosystemer med en høj biodiversitet.

Selv om disse sammenhænge ikke er fuldt ud afdækket, er der dog klare indikationer på, at årsagerne til pandemier skal ses i en større sammenhæng med naturødelæggelse overalt på kloden. Derfor kan bevarelse af naturen også spille en nøglerolle, når fremtidige epidemier skal forhindres.

Det samme kan arbejdet for at forhindre klimaforandringer. For de er yderligere med til at forværre situationen for mange vilde dyr. På grund af ændrede temperaturer tvinges dyrene til at migrere til nye levesteder. Her kan de igen smitte både dyr og mennesker. De problemer, vi oplever med klimaforandringer, naturforarmelse og tab af biodiversitet, kan ikke skilles ad.

Naturens Paris-aftale

Coronakrisen understreger nødvendigheden af, at regeringer verden over får lavet en ambitiøs New Deal for Nature – en slags naturens Paris-aftale. FN har lagt op til en juridisk bindende aftale, hvor landene forpligter sig til at stoppe tabet af natur og til at udlægge mindst 30 procent af landenes areal til beskyttet natur inden 2030. Aftalen skal vedtages på den 15. partskonference for biodiversitet, COP15, der desværre er rykket til 2021 på grund af COVID-19-pandemien.

Imens bør vi i Danmark forholde os til, hvordan vi mener, at en New Deal for Nature skal se ud. Som et af de lande i verden, der har mindst vild natur, bør vi gå foran og forpligte os til at give plads til den vilde natur og alle dens arter på 30 procent af vores areal. Vil regeringen arbejde for dette mål i de kommende internationale forhandlinger? Det er desværre svært at blive klog på.

I Enhedslisten forslår vi at starte i de kommende forhandlinger om en dansk biodiversitetspakke. Her skal vi sætte et ambitiøst mål for mængden af beskyttet natur i Danmark og gennem en biodiversitetslov sikre, at det bliver til virkelighed. For vi bør udvise lige stor politisk handlekraft, når det kommer til natur- og klimakrisen, som vi har gjort her under coronakrisen.

Vi kan i fremtiden redde menneskeliv og afbøde økonomiske katastrofer, hvis vi indser vores afhængighed af naturen omkring os og den dybe nødvendighed af et stabilt og velfungerende klima.

Men når det er sagt, så er der også et andet og vigtigere argument for at passe på naturen. For det vil i mine øjne være en stor fejl, hvis vi ender med kun at beskytte naturen, når det gavner os selv. For hvad med al den natur vi dybest set ikke har brug for?

Der findes tusindvis af insekter, fugle, planter og pattedyr som ingen nyttige funktioner har for os mennesker. De kunne forsvinde, og vi ville ikke mærke det på pengepungen eller se det i sundhedsvæsnets statistikker.

Derimod ville mange af os nok mærke det et helt andet sted – i hjertet måske. Et savn og en sorg over den tabte utrolige skønhed, den mangfoldighed og det ufattelige liv, som naturen beriger os med. Tanken om, at vores børn ikke skal have mulighed for at høre et væld af trillende toner en forårsdag, når fuglene bygger reder, og alting springer ud – det er i sandhed sørgeligt. Og har alle de arter, planter såvel som dyr, vi deler denne klode med, ikke også en ret til at være her?

Vi skal have en omfattende dansk biodiversitetslov, og vi skal arbejde hårdt for, at ’Naturens Paris-aftale’ bliver ambitiøs og forpligtende. Men vi skal også igennem en mentalitetsændring, hvor vi lader naturen være vild og lader den genforvilde, der hvor vi i alt for mange år har strømlinet den og presset ressourcer ud af den. Vi skal give plads til alt det unyttige i en erkendelse af, at naturen har en værdi i sig selv.

Vi skal med en større ydmyghed se os som en del af naturen, og ikke bare som en forbruger af den.

Mai Villadsen er klima- og naturordfører for Enhedslisten

Vi samler, sorterer og prioriterer de vigtigste historier om coronavirus. Hver mandag eftermiddag
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Annika Rasmussen
  • Alvin Jensen
  • Marianne Stockmarr
  • Erik Karlsen
  • Flemming Berger
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Hanne Utoft
  • Curt Sørensen
  • Søren Kramer
  • Eva Schwanenflügel
  • Gert Romme
  • Karsten Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Lars Myrthu-Nielsen
  • Per Christiansen
  • Carsten Munk
  • Svend Erik Sokkelund
  • Katrine Damm
  • Werner Gass
  • Marianne Borgvardt
  • Ejvind Larsen
  • Lillian Larsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Mikkel Zess
  • Viggo Okholm
  • erik pedersen
  • Trond Meiring
  • Niels-Simon Larsen
Annika Rasmussen, Alvin Jensen, Marianne Stockmarr, Erik Karlsen, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Hanne Utoft, Curt Sørensen, Søren Kramer, Eva Schwanenflügel, Gert Romme, Karsten Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Lars Myrthu-Nielsen, Per Christiansen, Carsten Munk, Svend Erik Sokkelund, Katrine Damm, Werner Gass, Marianne Borgvardt, Ejvind Larsen, Lillian Larsen, Estermarie Mandelquist, Mikkel Zess, Viggo Okholm, erik pedersen, Trond Meiring og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Kloge ord.

erik pedersen, Alvin Jensen, Marianne Stockmarr, Claus Bødtcher-Hansen, Rolf Højland, Anne-Marie Krogsbøll, Eva Schwanenflügel, Gert Romme, Svend Erik Sokkelund, Gitte Loeyche, Werner Gass, Ejvind Larsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

God artikel og meget sand, men hånden på hjertet:vil mennesket af sig selv se den sammenhæng og dæmpe sine materiellebehov/begær/vækst?
Vil mennesket droppe ideen om at undersøge universet for teknikken og prestigens skyld+ Vil mennesket forbyde og afsværge våben og alle de biologiske krigs trusler for alle mennesker og dyrs skyld?

Alvin Jensen, Marianne Stockmarr, Anne-Marie Krogsbøll, Eva Schwanenflügel, Lars Eriksson, Svend Erik Sokkelund, Thomas Corydon, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Thomas Corydon

I første omgang til alle: bliv vegetar - (event. veganer) - dernæst: almenheden - vi alle - må kræve at der indføres love - materielle som sociale - der beskytter almenheden

Alvin Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Søren Kramer, Torben Lindegaard, Erik Winberg, Gitte Loeyche, Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Mai har fuldstændig ret i rovdriften på naturen, og befolkningstilvækst i byerne er medvirkende. Det er åbenlyst at elementer som befolkningstilvækst, sammenklumpning i byer, men også øget migration, herunder migrantarbejde, både mellem og internt i lande, øget aktivitet i ferie og forretningsrejser, også er medvirkende.

Alvin Jensen, Marianne Stockmarr, Rolf Højland, Bjarne Bisgaard Jensen, Anne-Marie Krogsbøll, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Svend Erik Sokkelund, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Aksel Gasbjerg

En udmærket kronik.
Mai Villadsen indleder med “et potentielt tab for dansk økonomi på 500 mia kr og muligt fald i BNP på fem procent”.
Underforstået opfattes denne økonomiske konsekvens som noget negativt.

Men spørgsmålet er: Kan natur og klima overhovedet blive forbedret uden reduktion i forbrug og BNP?
Svaret er et rungende nej. Og reduktionen i forbruget skal tilmed være så stort, at den økonomiske nedgang, som Mai Villadsen nævner i indledningen, blot vil være små ridser i lakken sammenlignet med den reduktion i BNP og forbrug, som der virkeligt er brug for.

Jeg er naturligvis opmærksom på, at reduktionen i forbruget ikke skal udspringe af en krise, men skal være styret, være baseret på en lighedstanke, være socialt balanceret og ramme de rige hårdest osv osv.

Men den enkle pointe er, at hvis vi skal forbedre miljø og klima, så skal vi ikke betegne en reduktion i forbrug og BNP som entydigt negativt. F.eks. er det fremragende for miljø og klima, at mange fly nu står på jorden. Hvorfor skal de igen op at flyve og forurene....og forbedre BNP?

erik pedersen, Viggo Okholm, Alvin Jensen, Marianne Stockmarr, Bjarne Bisgaard Jensen, Hanne Utoft, Eva Schwanenflügel, Karsten Nielsen, Erik Winberg, Lise Lotte Rahbek, Per Christiansen, Svend Erik Sokkelund, Ejvind Larsen, Niels-Simon Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Mai Villadsen ser ud til at være noget særligt, og jeg har søgt lidt mere om hende, som jeg lige vil underholde med:

EL er jo det eneste parti, der har muligheden i sig for at bryde en ny vej. Vi har Pelles ‘positioner’, hvor han forsøger at male et andelsdanmark frem. Mai fører Marias kurs videre, men så har Mai noget, som de andre ikke taler om, ånd. Det kom frem i et interview i Kr.db. EL er det eneste parti, der tør tale om adskillelse af kirke stat, og Mai er med på den. Desværre går hun i kirke, hvad man som god socialist ikke burde, da trosbekendelsen er det værste pløre (jeg har lige måttet overvære en gudstjeneste). Men når det er sagt, så må vi fravriste kirken den åndelighed, den har stjålet fra os. Vi er alle i besiddelse af ånd, og vi skal betragte både os selv og andre sådan og ikke forlange bestemte navne sagt fx Gud. Det ødelægger alt.
EL bør føre sig frem med andelsdanmark og en ny måde at se på religiøsiteten. Hva’ fa’en er religiøsitet? Er vi ikke religiøse ateister eller ateistiske religiøse alle sammen? Selvfølgelig.
Den menneskekærlige forankring ligger i den gode form for socialisme, så hvis de andre to nævnte områder kommer med, er den hjemme, og Mai bliver statsminister en dag - hvis hun ikke bliver roteret ud.

Rolf Højland, Chris Ru Brix, Erik Winberg, Lars Myrthu-Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

Et udemærket indlæg, men vi kommer ikke udenom at diskutere befolkningstilvækst, og det er ikke kun i byerne, men i det hele taget. Vi er ved at være temmelig mange mennesker på denne planet, ja nogen mener alt for mange. Jeg tror ikke på den der med, at så må vi alle sammen blive vegetarer, den holder simpelt hen ikke. Og heller ikke på at det er teknologien, der skal redde os. Vi er ved at tømme havene for fisk, og fylder dem gladeligt med plastik, til stor skade for fisk og fugle. Kvinderne i Afrika får så mange børn, at de sidste levesteder for store pattedyr, er på vej væk. Mennesker skal bruge plads, og har prioritet over dyrene. Store dele af mellemøsten og den nordlige del af Afrika er på vej til at blive ubeboeligt, pga. varme og tørke, og snemasserne smelter på de to poler, med rekordfart.

Vi er fuck.. hvis vi ikke får styr på antallet af mennesker, på den her lille blå planet.

Jens Flø, Niels K. Nielsen, Viggo Okholm, Ejvind Larsen, Rolf Højland, Rikke Nielsen, Niels-Simon Larsen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Vi er for mange mennesker på Kloden, og så længe vi er det vil problemerne tage til. På et tidspunkt vil der blive skabt balance.

Leif Drud, Jens Flø, Ejvind Larsen, Rolf Højland, Jacob Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Vi kan spørge, hvorfor vi ikke har kunnet styre befolkningstilvæksten. Her er der to klare grunde:
De religiøse ledere skal fratages magten over vores seksualliv.
Der bliver født mange børn pga voldtægt især i dårligt fungerende lande. Vi burde støtte meget mere op om kvinderne.

Desværre hviler enhver indsats på, om man kan bryde magtstrukturerne, og det er i praksis umuligt. Kan man få pavekirken til at holde næsen væk fra seksuallivet? Kan vi få indført borgerlig vielse for alle i DK?
Det er nemt nok at forlange noget af andre, men vi skal selv gå foran.

Jens Flø, Niels K. Nielsen, Marianne Stockmarr, Rolf Højland og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Spændende hvad Enhedslisten har tænkt sig at gøre ved den overbefolkning, der er den egentlige årsag til at naturen kommer i klemme: Selv den fattigste familie skal have plads til at have et sted at bo, et sted at finde føde, et sted at finde varme.

Jens Flø, Niels K. Nielsen, Viggo Okholm, Ejvind Larsen, Rolf Højland og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Kramer

Det er ikke antallet af mennesker, byvækst, neoliberalisme, økonomisk vækat, eller skorstene med sort røg, der er den store trussel.
Desværre. Det er fordomme.
Der fældes regnskov for at gøre plads til dyrkning af afgrøder som bruges til kødproduktion. Primært oksekød. Det er det tallene viser. Fakta.

Og heri ligger problemet. For det er temmeligt umuligt for folk at æde den kendsgerning og bortforklaringer står i kø. Som at få kinesere til at stoppe med at spise levende vilde dyr. Folk ryger sig ihjel, og de er også parat til at spise sig ihjel. Der er altid en god forklaring i baghånden.

Ps. Den der med overbefolkning og konstant befolkningsvækst er der ikke snart nogen der skyder den gamle skrøne ned?

Rikke Nielsen

Søren Kramer

Jeg tror mere, at overbefolkning er et tabu... et politisk kæmpeproblem ... og så længe det vedbliver at være dette, behøver de rige lande ikke forholde sig til problemets virkelige omfang.

Det er jo også nemmere at forbyde produktionen af oksekød og dehumanisere flygtninge, end at stabilisere og helst gøre den globale befolkningstilvækst negativ.

Jens Flø, Ejvind Larsen, Rolf Højland og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

Overbefolkning er ikke tabu - men der er klart tabuiseret at hhv. diskutere og gøre noget alvorligt ved den kapitalistiske verdensøkonomi som på flere måder fremmer overbefolkning.

Alvin Jensen, Marianne Stockmarr, Ejvind Larsen, Trond Meiring og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Nu er det jo ikke i Europa, vi har voldsom overbefolkning, selvom Europa er blandt epicentrene for den kapitalistiske verdensøkonomi. Så den sammenhæng eksisterer jo ikke.

Niels K. Nielsen, Niels Jakobs og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Hanne Utoft

Rikke Nielsen, det er nok at Europa er overbefolket og at der er tilvækst i befolkningsantallet - og naturligvis har den kapitalistiske verdensøkonomi andre virkninger for fattige verdensdele (hvor store dele af befolkningerne bl.a. får mange børn fordi de (med mere eller mindre rette) frygter at en flerhed af dem dør inden de bliver voksne (og dermed også i stand til at brødføde deres ældre).

Nils Bøjden

Så vil vi nok se Enhedslistens medlemmer ophøre med at få børn, flytte i jordhuler og stoppe med at bruge hospitaler.

Viggo Okholm

Niels Bøjden:
Dine bemærkninger her viser så at du ikke tager partiets ideologi/ønsker alvorligt.
Hvad har du i ærmet som alternativ?
Befolknings væksten er så både godt og skidt, for i de lande som har rigeligt er der ikke plads til for mange børn, da forældre skal nyde sig selv og deres luksus og i de mere fattige lande hvor der ikke er råd til at passe de ældre er behovet for børn stærkere og heldigvis falder børne dødeligheden nogen steder,hvis ellers vi kan lade krigen ligge.

Niels Jakobs

Kvindernes, uddannelse, selvbestemmelse og politiske ligestilling er formentlig uomgængelig , hvis befolkningseksplosionen, som det hed i min barneskole for 50 år siden, skal undgås.
Derfor er der en lang og sej kamp at føre, ikke mindst i blandt konservative patriarkater.
Hvor starter man? Det gik ikke i Afghanistan med pigeskoler, men ideen bør globaliseres ikke desto mindre.
Hvad med prævention anbefalinger til både katolikker og muslimske kvinder?
Istedetfor religionernes evindelige rivalisering , kunne de måske presses til et samarbejde om 1 barns politik og parret med aldersforsogn?

Jens Flø, Niels K. Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Søren Fosberg

Vi navigerer efter optimering af BNP , vort økonomiske fyrtårn. Om det sagde Bob Kennedy i 1968 i en tale på Kansas universitet:

https://www.google.com/url?sa=t&source=web&rct=j&url=https://m.youtube.c...

Han var ikke den første til at advare mod BNP som målestok. Opfinderen af BNP advarede i klare vendinger mig dens begrænsninger. Men de halvhjerner vi har sat til at lede landet vil ikke høre tale om det. BNP er genial til at sikre økonomisk magt hos de få og maksimere ulighed - så det holder man fast i uanset om man hedder Løkke eller Frederiksen.

Og det er problemets rod.

Søren Fosberg

Hvad er overbefolkning. Alle bruger irdet, ingen fortæller hvad de mener. Er det overbefolkning at Danmark har 6 millioner Birger med en gns årlig købekraft på 200.000 kr/capita (eller hvad det nu er) eller er det overbefolkning hvis Nigeria har en befolkning på 200 millioner med en gns årlig købekraft på 4000 kr? (Jeg har ikke checket tallene, men noget i den retning.

"Overbefolkning" er jo noget man har i de fattige lande. Så ved at høre det til Problemet (med stort P) frikender man de rige lande som ikke har "overbefolkning" men blot overforbrug.

Søren Fosberg

Sagen er jo at befolkning kun er en af tre betydende parametre i mål for menneskets belastning af naturen (I):

- Antal indbyggere (P)
- Købekraft pr indbygger (A)
- Teknologiens belastning pr forbrugt krone (T)

Funktionen kaldes IPAT (I=PAT), slå den op på WIKI. Det et beskæmmende at nogen vil diskutere overbefolkning uden at relatere til den enkeltes forurening og købekraft. Men det lærer man måske ikke på de humanistiske fakulteter?

Martin Sørensen

Jeg er i chok når jeg læser denne her debat , over hvor lidt man faktisk ved om verden.
Verden er ikke overbefolket. og at påstå dette er ganske enkelt, og se bort fra fakta.

Så er der nogen der snakker om at europa er overbefolket. europa har 741 millioner indbyggere og er ja det tættest befolkede, kontinet i verden. og vi har en befolknings tæthed på 72 indbyggere pr kvadrat km. europa brødføder mere end sig selv og har et nu faldende befolkningstal. samlet set vil europas befolkningstal falde, til omkring 500 millioner inden for de næste, 50 år og forsætte dette fald, da fertiliteten i europa længe har været omkring, 1.6 barn pr kvinde. asien der er landfast med europa, har en ligende udviling forand sig, ja alle kontinenter undtaget afrika, vil se en faldende befolkning, mens tilvæklsten er bremset i afrika, som verden nu har nået peak baby. på 2.1 barn pr global kvinde, følge globalis FN´s officelle, statestikbank, med indien der nåede en fertiltiet på 2,1 barn pr indisk kvinde som man ellers først trode der ville ske omkring 2050. følge FN´s nu forælede prognose der skal og vil blive revideret,

ALLE OECD lande vil opleve faldende befolkningstal. og som flere og flere lande oplever at fertiliteten kommer under, 2 børn pr kvinde vil vi se de store folkevandringer stoppe.

Der er ganske enkelt tale om en ufattelig grad af udvidenhed, når man forsat snakker om befolknings bomben, som et problem, og jeg kan anbefale at man begynder med at læse bogen " Empty Planet: The Shock of Global Population Decline by Darrell Bricker and John Ibbitson — what a shrinking world may mean for us"
https://www.thetimes.co.uk/article/review-empty-planet-the-shock-of-glob...

ja selv jørgen randers fra romklubben erkender nu åbent at man ikke så forandringen ske , tilbage i 1971 hvor det var berettigett og råbe vagt i gevær.
https://www.youtube.com/watch?v=73X8R9NrX3w&t=19s

og der er meget der tyder på at han har ret, verden vil peake omkring 8-9 milliarder omkring 2040-50 og ikke som FN´s siger 11.2 milliarder i år2100 i sin sidste prognose der så også er en rettelse fra 15 milliarder som man forventede for omkring 15 .25 år siden. man har ganske enkelt ikke fået opdateret sine prognoser og det er far nok, men at se på dem rigidt, og slutte data ud for dem uden og tage den nyeste viden med er meget forkert.
klima problemet er ikke vores største problem. vores største problem i fremtiden, er vores faldende befolkningstal. som der vil ramme os hårdt i europa om meget få år.

demografien vil være en stor medspiller på holdet for at løse vores klima problem sammen med den teknologiske udvikling som vil ændre vores handle mønstre drastisk vi går imod en dele økonomi, der er drevet af vedvarende energi med et lavere forbrug, og da teknologien pr definition vil virke, defalionsskabende, er vækst som traditionel øget bnp og forbrug ganske enkelt, en umulighed i fremtiden. umuligt i fremtiden fordi vi har en faldende befolkning, og en teknologisk udvikling, der giver et naturligt faldende forbrug.

jeg måber over den malthusnisme der er på venstrefløjen, dette totale fravær af viden om verdens faktiske tilstand, med en ja for venstrefløjen mærkelig tendens til at læne sig op af en ny form for øko socialdarwinisme, hadet til kapitalismen er ganske enkelt så stor og hyldesten til karl marx så enorm at man overser det indlysende, og gør det bevist. jeg ville ønske at kunne sige at man ikke har afprøvet tankerne før, som der er hos, øko socialdarwinisterne på venstrefløjen.

men denne modstand mod grøn vækst ligner faktisk meget af det som pol pot ønskede og gennemføre. i sit morderiske regime, fra 1975-79 hvor 1,7 millioner cambodjanere mistede livet. i the killing firds kinas befolknings tal vil kolapse inden for de næste, 20-30 år, https://www.youtube.com/watch?v=t487ILVf87k&t=2s

ja kina har ganske enkelt bygget ALT for meget indfrastuktur, ( igen et eksembel på at en komando økonomi er en socialistisk hjerneblødning) som georgist måber jeg over den grad af fravær på viden som der domminerende hersker på venstrefløjen. ja den er ganske enkelt lige så post faktuel i dette spørgsmål som den yderste højrefløj er det,

bemærk jeg anerkender totalt at der er et klima problem for det er videnskabeligt bevist. men det er lige så videnskabeligt bevist at vi ikke har et overbefolknings problem. og her må jeg som Anti malthusnistisk georgist bare råbe vagt i gevær. når man på venstrefløjen hylder malthusnistiseke tanker. ja man er ganske enkelt økonomiske analfabeter. når man ikke ved at en faldende befolkning, og en teknologi, der er deflasiiv, vil virke, som en vækst hæmmer på økonomien. og gøre at vi konstant vil forbruge færre resurser i fremtiden.

.

.

Nils Bøjden

"Niels Bøjden:
Dine bemærkninger her viser så at du ikke tager partiets ideologi/ønsker alvorligt.
Hvad har du i ærmet som alternativ?"

Tvært imod. Jeg tager udtalelserne særdeles alvorligt. Og forventer derfor at Enhedslistens medlemmer "walk-the-walk" og ikke bare "talk-the-talk"

Søren Fosberg

Martin: befolkningstallet er ikke den afgørende parameter, derimod belastningen på naturgrundlaget der, som forklaret ovenfor, er en funktion af befolkningstal såvel som forbrug (købekraft) og specifik forurening (dvs teknologi).

Som jeg er orienteret er befolkningstallet i verden stort set stabiliseret med undtagelse af Afrika som først vil stoppe sin vækst omkring 2100 med en total befolkning på 4 milliarder. Så vi er i hvert fald delvist enige. Men problemet er som sagt ikke befolkningstallet men naturbelastningen og selvom befolkningen ikke vokser gør forbruget eller købekraften målt på BNP. Og BNP måler ikke på forurening og ødelæggelse af naturgrundlaget. BNP vil perverst nok vokse som følge af et jordskælv, en flod bølge eller en tyfon. Vækst af BNP er ikke desto mindre det centrale mål for næsten alle lande.

Du har stor tillid til at vi får en teknologisk udvikling der vil forhindre yderligere forurening. Men det er jeg bange før først sker den dag det ikke kan betale sig at forurene. Det kræver at samfundene kræver afgift på forurening så det kan betale sig ikke at forurene. Som foreslået af Klimarådet, mange andre økonomer og eksperter og folk med lidt fornuft i det hele taget.

Men du kan jo se hvordan vores super grønne regering ser på det spørgsmål. Det er deprimerende. Vi kom af med Løkke og Venstre, nu skal vi se at komme af med Mette. Men først må vi forstå hvorfor vi forurener. Problemets rod er økonomien, at vi lever i et globalt markedssystem hvor det kan betale sig at forurene og plyndre naturgrundlaget men det koster tab af konkurrenceevne hvis man skiller sig ud ved ikke at forurene