Kronik

EU kommer stærkere og mere demokratisk ud af coronakrisen

Coronakrisen tager ikke livet af EU, tværtimod. EU-kommissærerne har mistet magt til de folkevalgte statsledere i medlemslandene, og det viser, at EU er blevet mere demokratisk – og kan ændre sig, hvis der er politisk vilje til det, skriver Karen Stokkendal Poulsen i dette debatindlæg
Kommisionsformand Ursula von der Leyen forsøgte at tage initiativet og lave udspil til fælles løsninger på coronakrisen. »Hvor vover du at tage initiativet,« lød det kontant fra flere statsledere, skriver Karen Stokkendal Poulsen i kronikken.

Kommisionsformand Ursula von der Leyen forsøgte at tage initiativet og lave udspil til fælles løsninger på coronakrisen. »Hvor vover du at tage initiativet,« lød det kontant fra flere statsledere, skriver Karen Stokkendal Poulsen i kronikken.

POOL new/Ritzau Scanpix

11. maj 2020

Bliver coronakrisen EU’s endeligt? Det spørgsmål bliver rejst på tværs af Europa i disse dage.

Hvordan fremtiden bliver et, to eller tre år efter corona, hvor coronakrisens konsekvenser for alvor vil kunne mærkes og kræve politisk handling, er meget svært at spå om.

Men jeg vil dog vove at påstå, at EU kommer til at bestå efter corona – dog i en ændret form, ligesom EU har ændret sig for hver af de kriser, Europa har været igennem med eurokrise, flygtningekrise og Brexit. Og måske er det et godt tegn, at EU kan ændre karakter i takt med virkelighedens udfordringer.

De første uger af coronakrisen var en pinlig affære for EU. Ingen koordineret indsats, ingen skarpe udmeldinger, nationalstater, der bad om hjælp uden at få det, og endnu flere nationalstater, der begyndte at bryde med et af EU’s fundamentale principper, den fri bevægelighed.

I løbet af de seneste uger er der dog begyndt at komme hvid røg op fra Bruxelles. Der forhandles stadig på livet løs om en del store tiltag, men der er også meget at kaste sig over i den nuværende situation.

Coronakrisen viser os dog i høj grad det samme forløb, som EU har været igennem i de tidligere kriser.

De første uger er alt ren panik, EU er handlingslammet, og medlemslandene tyer til nationale løsninger. Efter nogle uger opnås nogle forhandlingsresultater, og man skaber fælles løsninger for dele af den fremadrettede strategi. Og det er det, vi begynder at se nu.

Forskydning af magt

Kommissionsformand, Ursula von der Leyen, erklærede den 16. april, at man på fire uger har taget flere fælles tiltag i EU, end man gjorde på fire år efter finanskrisen tilbage i 2008. Hun lancerede en såkaldt Marshallplan for EU og understregede væsentligheden af, at solidarisk omfordeling og evnen til at agere i fællesskab heldigvis allerede for længst er etableret i EU-regi i det langsigtede budget for EU.

Kort inden coronakrisens udbrud var forhandlingerne om budgettet brudt sammen. Nu tegner det til, at budgettet bliver større end nogensinde før, og at de restriktive betalere er klar til at gå meget, meget længere, end før verden blev en anden.

Ud over at coronakrisen følger en vis genkendelig logik i processen, har krisen også forstærket en anden tendens: en forskydning af magtbalancen internt i EU fra Kommissionen til Det Europæiske Råd.

Som de tidligere kriser efterhånden har sat præcedens for, blev Det Europæiske Råd, hvor landenes stats- og regeringschefer sidder, meget tidligt indkaldt til ekstraordinært møde – denne gang i et onlineformat – for at forsøge at koordinere en fælles EU-respons på krisen.

Det Europæiske Råd mødes i princippet kun hver tredje måned, og det var for fem år siden ret uhørt, at der blev indkaldt til ekstraordinære møder i Det Europæiske Råd. Proceduren for EU’s beslutninger var først og fremmest den regelbundne vej, det vil sige, at EU-Kommissionen tager initiativet, hvorefter Rådet og Parlamentet behandler forslagene på fagpolitisk og fagministerielt niveau, førend det kommer på dagsordenen i Det Europæiske Råd til endelig godkendelse.

Denne procedure eksisterer fortsat og udgør en stor del af det daglige arbejde i EU, men med de førnævnte kriser i Europa har betydningen af Det Europæiske Råd og ikke mindst mødefrekvensen dramatisk ændret karakter.

Magtbalancen i EU er gennem de seneste fem år i høj grad tippet fra EU-Kommissionen til Det Europæiske Råd.

EU er os selv

Hvad betyder den forskydning? Den betyder, at den førte politik på EU-niveau bliver udviklet direkte af nationalstaternes folkevalgte ledere – og mindre af en EU-Kommission, der er sat i verden for at tænke på ’EU’s vegne’.

For de, der har en tendens til at tale om ’diktater fra Bruxelles’ eller ’EU har bestemt’, viser virkeligheden i dag i højere grad end nogensinde før, at EU er os selv. Intet mere, intet mindre.

Fra hvad jeg hører fra mit kildenetværk i EU-Kommissionen, blev kommissionsformand, Ursula von der Leyen, i den nuværende coronakrise mødt med et kontant svar fra flere statsledere, da hun forsøgte at tage initiativet og lave udspil til fælles løsninger. »Hvor vover du at tage initiativet,« var responsen.

Den tidligere så indlysende og traktatfastsatte procedure, hvor Kommissionen tager initiativet og fremlægger forslag, som Rådet skal behandle, er, i kraft af virkelighedens ændring af praksis, udgået, når det kommer til kriser.

Magtbalancen ser altså ud til fortsat at tippe mere og mere i Det Europæiske Råds favør, det vil sige mod et EU, der i højere grad fungerer som et mellemstatsligt samarbejde.

Det har sine egne udfordringer, og EU er i den grad ufuldstændigt, har langsommelige beslutningsprocesser og er til tider noget præget af laveste fællesnævner. Men det kan også ses som konsekvensen af demokrati.

Demokrati er besværligt, langsommeligt og jo flere, der er med til at tage beslutninger, desto mere knudrede og komplicerede bliver kompromiserne.

EU består

Mange mener, at når EU lige nu fraviger mange af dets egne regler og grundpiller, viser det, at enden for EU er nær. For hvad er der efterhånden tilbage?

Jeg ser det som et tegn på det modsatte.

En kritik, der ofte har været rettet mod EU og særligt eurosamarbejdet, har været, at EU er baseret på nogle principper, man ikke kan ændre på: At landene bliver låst i forhold til den økonomiske politik, de kan føre – og at det var årsagen til de tragiske kriser i Sydeuropa under og efter finanskrisen. Det samme gælder de grundprincipper for det indre marked, som EU er baseret på: At EU først og fremmest er en institution, der er til gavn for markedet.

Den nuværende situation er for mig et bevis på, at det faktisk er muligt at ændre EU selv i dets grundpiller, når virkeligheden og den politiske vilje presser på for en sådan forandring.

Så ud over at jeg rent teknisk set har meget svært ved at forestille mig, hvordan lukningen af EU skulle foregå, tror jeg, at EU fortsat vil bestå på den anden side.

Der findes som bekendt en artikel 50, hvis et land vil melde sig ud, men mig bekendt findes der ingen artikel, man kan hive frem i det tilfælde, hvor man gerne vil lukke selve institutionen ned. Det ville – ironisk nok – kræve en enighed mellem de europæiske ledere eller en dominoeffekt af lande, der melder sig ud, hvis unionen skal lukkes.

En enkelt akilleshæl er selvfølgelig, hvis Tyskland eller Frankrig melder sig ud. Det ville alt andet lige være så hårdt et stød, at det gør det svært at se et fremtidigt meningsfuldt EU.

Men indtil den dag ser det for mig ud, som om EU fortsat vil være der, og at vi rent faktisk har et EU, der ændrer karakter i takt med virkeligheden.

Selv grundprincipper kan ændres, når den politiske vilje i Europa – anført af de folkevalgte ledere i Europa – er til stede. Det er et klart sundhedstegn.

Karen Stokkendal Poulsen er kandidat i statskundskab, filminstruktør og medforfatter på en kommende tv-serie om EU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kan måske være godt, at kommssionen mister lidt magt, og det kan lyde demokrstisk, at denne lille mer-magt lægges over på landene.

Men fakta er jo, at det hele tiden har været landenes regeringer (ministerrådet), der har haft den fulde magt. Kommisionen og parlamentet kan jo ikke beslutte.

Og ministerrådet - altså landene - har jo vist sig at være en solid bremse for både demokrati og handlekraft.

Alvin Jensen, Steffen Gliese og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Nationalstaterne maler kun deres egen kage, og kommissionen skal man strække sig langt, for at kunne kalde folkevalgt. Den mest demokratiske institution i unionen, parlamentet, har praktisk taget ingen magt, og kan ikke engang stille forslag. Så, som Gert Romme har jeg svært ved at se en reel forbedring.