Læserbrev

Et flertal vil fastholde 14 dages fængselsstraf til udsatte, der tigger. De burde hjælpe dem

Vi skal hjælpe hjemløse med sociale indsatser og udenlandske hjemløse med at få en værdig hjemsendelse, i stedet for at straffe dem med fængsel. Folketinget bør ikke gøre lov om utryghedsskabende tiggeri permanent, skriver formanden for Rådet for Socialt Udsatte i dette debatindlæg
Debat
4. maj 2020

I disse tider er lovmøllen sat på lavt blus. Folketinget har dog taget hul på behandlingen af justitsminister Nick Hækkerups (S) forslag om at gøre den midlertidige lov om skærpet straf for såkaldt utryghedsskabende tiggeri permanent.

Mener Folketinget virkelig stadig, at 14 dages fængselsstraf til hårdt marginaliserede mennesker, der tigger, er en bedre løsning end at hjælpe dem på fode igen?

Rådet for Socialt Udsatte mener, at skærpet straf for tiggeri er udtryk for en politik, der bekæmper hjemløse og marginaliserede mennesker frem for at bekæmpe hjemløshed og marginalisering.

I det forståelsespapir, som regeringen bygger sin eksistens på, står der, at man vil »hjælpe de mest udsatte«.

For mig at se er dette en anledning til at gøre netop det: Sats på bedre sociale indsatser til hjemløse og hjælp med en værdig hjemsendelse til de udenlandske hjemløse i stedet for at gøre skærpet straf permanent.

Da Folketinget i 2017 indførte den skærpede straf, var det tydeligt, at det primært var udenlandske hjemløse, der skulle rammes. Straffen kan dog gives til alle, som gør sig skyldige i tiggeri.

De domme, der er faldet, viser, at skærpelsen har ramt mennesker, som bare har siddet passivt med en kop, folk har lagt penge i.

Helt forkert

Er man hjemløs, har man brug for sociale indsatser, ikke 14 dage i fængsel. Det gælder også for udenlandske hjemløse. 

Er man syg, har misbrug eller stor gæld derhjemme, hjælper 14 dage i fængsel heller ikke på lysten til at rejse hjem. Der er brug for en social og sundhedsfaglig indsats, hvis man skal kunne tage beslutningen om en eventuel rejse.

Transitprogrammet i København leverede en sådan indsats, men den er nu sparet væk i det kommunale budget for 2020, og det, mener jeg, er helt forkert.

Prisen på den skærpede straf er godt otte millioner kroner om året. Det beløb kan hjælpe mange af dem, der tigger.

Ifølge Projekt UDENFOR er op mod 200 udenlandske hjemløse om året rejst hjem fra København ved hjælp af det nu lukkede transitprogram.

Det kostede blot 2,7 millioner kr. om året. Der er altså til næsten tre års drift af transitprogram i ét års drift af skærpet straf.

Vi kan ikke løse sociale problemer med fængselsstraf – det håber jeg, at Folketinget vil indse.

Vibe Klarup er formand for Rådet for Socialt Udsatte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Anker Sørensen

Jeg regner da med, at medunderskriverne på "forståelses papiret" vil forhindre, at loven gøres permanent.

Bent Larsen, Anne Schøtt, Dorte Sørensen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

ER det ikke det mest almindelige i Danmark, at der laves love, som skal ramme ganske små segmenter. Som f.eks. maskeringsforbuddet, der kun havde til hensigt at ramme (var det) 43 kvinder med Hijab Niqab? En såkaldt byttelov, hvor DFF fik dét, og regeringen fik resten. Problemet her er så bare, at de fleste partier er enige i at være nogle svin - men gør det på den vanlige måde ved at lade som om det er til gavn snarere end straf.

Kulden strømmer ud af Borgen. Og det er ikke engang nødvendigt, for slet ikke at sige udbedt ved stemmeafgivelse.

David Zennaro, Hans Larsen, Anne Schøtt, Carsten Svendsen, Dorte Sørensen og Tommy Clausen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for det indlæg. Det er dejligt at få nogle tal på bordet, der tydeligt viser hvor væmmeligt Folketingets lov er. Den er umenneskelig og slet ikke mest for pengene , som mange ellers råber op om.

Jeg var så naiv at tro, at regeringen nu ville afskaffe denne middelalderlige lov, især efter al MF's tale om samfundssind.

Thomas Tanghus, Christian Mondrup, Peter Mikkelsen, Bent Larsen og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar