Kommentar

Det er foruroligende, at Pia Kjærsgaards menneskesyn ikke længere er rabiat

Pia Kjærsgaards seneste kronik stiller groteske krav til, hvad det kræver at være dansk. Men det mest foruroligende er, at hendes menneskesyn i vid udstrækning er blevet fæstnet i islamfjendtlig og racistisk lovgivning, skriver studerende Karl Sødring Bastholm i dette debatindlæg.
’Man må tage sig i agt for, hvilke graverende konsekvenser det kan have, når man som politiker bidrager til at legitimere en hadefuld og respektløs behandling af udvalgte befolkningsgrupper og gør dem til syndebukke for alverdens problemer,’ skriver Karl Sødring Bastholm i denne kommentar til Pia Kjærsgaards nylige kronik.

’Man må tage sig i agt for, hvilke graverende konsekvenser det kan have, når man som politiker bidrager til at legitimere en hadefuld og respektløs behandling af udvalgte befolkningsgrupper og gør dem til syndebukke for alverdens problemer,’ skriver Karl Sødring Bastholm i denne kommentar til Pia Kjærsgaards nylige kronik.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
26. maj 2020

Pia Kjærsgaard skriver i sin kronik i Information den 18. maj, at coronakrisen har fjernet fokus fra et alvorligt problem, der truer sammenhængskraften i samfundet. Det er ikke, som man kunne ønske sig, klimakrisen, hun pludselig har begrebet alvoren af, men i stedet et problem, der angiveligt udgøres af en fejlslagen integration af hendes foretrukne syndebukke: ikkevestlige indvandrere.

Kjærsgaard hævder, at man skal føle sig »dansk i hjertet«, for at være velintegreret, og fremhæver som eksempel, at en nybagt far med libanesiske rødder bør navngive sin søn Morten i stedet for Mohammed. Med sit groteske krav forlanger Kjærsgaard, at man som ikkevestlig immigrant i Danmark skal fortrænge sin kulturarv og identitet, for at blive opfattet som en ligeværdig del af samfundet.

Denne fordring er udtryk for ideen om, at ikkevestlige (læs: ikkehvide) immigranter skal assimileres og underordnes en imaginær forestilling om et homogent dansk værdisæt, der alt for længe har præget udlændingepolitikken – og i høj grad fortsat gør det under den nuværende regering.

Stueren racisme

Det, jeg finder mest foruroligende ved kronikken, er, at den er en påmindelse om, at Kjærsgaards menneskesyn ikke længere kan betragtes som rabiat og yderliggående. 

Skiftende Venstre-regeringer, og nu også Mette Frederiksen (S) med sit socialnationalistiske projekt, har givet det en prominent plads i midten af det politiske spektrum. Det kommer i øjeblikket blandt andet til udtryk i statsministerens sprogbrug, hvor ideen om et samfund bestående af borgere synes at være afskaffet: Nu tales der i ét væk om ’danskerne’ – hvilket mange journalister i øvrigt synes at have overtaget ukritisk.

Den overdrevne brug af denne betegnelse er udgrænsende, og implicerer, at man skal føle sig »dansk i hjertet« for at være en del af samfundet. Men det er tilsyneladende ingen universel forudsætning.

Min italienske farmor, der har levet i Danmark i 60 år, forlanges ikke at identificere sig som dansker, for at blive opfattet som velintegreret. Hun ser italiensk tv, tilbereder italienske retter og hendes danskkundskaber er ikke perfekte. Men hendes tilstedeværelse i Danmark vil af de fleste snarere opfattes som en berigelse end som et problem, fordi hun kommer fra Sydeuropa, kan lave pasta bolognese, og er hvid. Det er et udtryk for den racisme, der gennemsyrer samfundet.

Som ikkevestlig immigrant derimod skal man, ifølge den dominerende udlændingediskurs, opfylde høje krav om tilpasning og fortrængning af adfærd og levevis, hvis man vil bydes velkommen i den danske stats fællesskab. Kjærsgaards kronik er desværre ikke bare en tidligere partileders sure opstød, for hendes idé om, at der må gælde strenge krav for at være dansk, er i vid udstrækning blevet fæstnet i islamfjendtlig og racistisk lovgivning.

Eksempler herpå er ghettoplanen, der blandt andet har hævet strafferammen i udvalgte boligområder, hvor der bor mange ikkevestlige (læs: ikkehvide) mennesker. Loven om håndtryk ved statsborgerskabsceremonier og maskeringsforbuddet, der blev vedtaget for at chikanere og kriminalisere niqabbærende kvinder, er blot et par yderligere eksempler ud af alt for mange.

Livsfarligt stigma

Pia Kjærsgaard påstår, at Danmark ville være et rigere, mere velfungerende og tryggere samfund, hvis der ikke boede mennesker fra ikkevestlige lande i det. Det er en absurd påstand, der stadig har til gode at blive understøttet af saglige argumenter. Det gør den dog ikke mindre farlig. Når man bestandig søger at forskubbe grænsen for, hvad der opfattes som stuerent at sige og gøre, skabes der rum for radikalisering af endnu mere rabiate aktører.

Hjemlige eksempler herpå er en person som Rasmus Paludan og hans parti Stram Kurs eller den nazistiske hærværksaktion i efteråret mod jødiske gravsteder, mediehuse, synagoger og privatpersoner, der var koordineret på tværs af de skandinaviske lande. I Tyskland, hvor jeg bor, rykkes den politiske diskurs ligeledes mod højre, stærkt fremdrevet af partiet AfD. I den senere tid har der været flere racistisk motiverede terrorangreb, senest i februar i byen Hanau, hvor en mand dræbte ti mennesker.

Man må tage sig i agt for, hvilke graverende konsekvenser det kan have, når man som politiker bidrager til at legitimere en hadefuld og respektløs behandling af udvalgte befolkningsgrupper og gør dem til syndebukke for alverdens problemer.

Det er ikke bare nedrigt og chikanøst, men kan være livsfarligt for de mennesker, der rammes af den vold, som hadet kan medføre.

Et velstående og relativt velfungerende samfund som det danske burde kunne finde plads til en højere grad af anstændighed og i stedet for at splitte befolkningen, søge at samle den om medmenneskelighed og tværkulturel sameksistens.

Karl Sødring Bastholm er studerende 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karen Nygård

Tak for et rigtig godt indlæg. Jeg er meget enig med dig.
Og jeg synes også, det er beskæmmende, at vores statsminister (og mange andre desværre) bruger ordet danskerne i tide og utide. Det er ekskluderende, det er dovent sprog, det er mangel på nuanceret sprog - og mest af alt uværdigt for en statsleder.