Klumme

Gå over for rødt og oplev den frihed, det er at bevæge kroppen hen, hvor man vil

Når jeg går over for rødt og på græs, der ikke må betrædes, bestemmer jeg selv. Det er det, der gør det nogenlunde udholdeligt at være til i et lukket land: Glæden ved den frihed, vi stadig har, til at kunne bevæge kroppen hen, hvor vi vil, skriver kulturjournalist Bodil Skovgaard Nielsen i denne klumme
»Og jeg er blevet uhyggeligt bevidst om gåturens minimulighed for, hvad der næsten føles som et oprør. Jeg springer over lave gærder, jeg går på græs, der ikke må betrædes, jeg laver uventede U-vendinger, jeg sætter i gadedrengehop – for at stå ved, at jeg bestemmer over min egen krop,« skriver Bodil Skovgaard Nielsen i sin kommentar.

»Og jeg er blevet uhyggeligt bevidst om gåturens minimulighed for, hvad der næsten føles som et oprør. Jeg springer over lave gærder, jeg går på græs, der ikke må betrædes, jeg laver uventede U-vendinger, jeg sætter i gadedrengehop – for at stå ved, at jeg bestemmer over min egen krop,« skriver Bodil Skovgaard Nielsen i sin kommentar.

Henning Bagger

Debat
12. maj 2020

Forleden gik jeg over for rødt. Ikke fordi jeg havde specielt travlt, eller fordi jeg havde tankerne et andet sted. Men med vilje.

Jeg kiggede til højre og venstre, og det er måske ikke den mest forbryderiske handling, jeg kan komme i tanke om. Men i en tid med skærpet kontrol, med ensretning om Søerne og forsamlingsforbud er jeg blevet overordentligt bevidst om, hvor jeg sætter mine fødder. 

Da Italien for nylig lempede sit udgangsforbud og tillod befolkningen at bevæge sig udenfor, to og to og iført ansigtsmasker, var udendørslivet en åbenbaring. En italiensk kvinde fortalte i The Guardian, at den friske luft var et stort chok. 

I en video fra The New York Times ser man italienere gå rundt i parker og på gader. Med frygtsomt spændte skuldre og missende mod solen køber de espresso og hilser på hinanden. De spadserer egentlig bare, men kalder det, der tidligere var så normalt, for en befrielse – »liberazione«.

Vi har ikke haft udgangsforbud i Danmark, men vi må ikke samles til demonstration eller fredsmarch. I den mere hverdagslige afdeling er det knapt nok muligt at gå i langsommere tempo end andre på fortovet uden at blive mødt med irriterede overhalinger og skulende blikke. De uskrevne regler for god fodfærdselsetikette er blevet strammet.

Alligevel er det at spadsere for mig blevet åbenlyst synonymt med frigørelse, ligesom italienerne oplever det nu. Friheden ligger ikke kun i kontrasten til alt det, vi stadig ikke må, men i selve den handling, det er at flytte fødderne, som man vil. 

Så på det sidste har jeg i det allermindste forsøgt at sætte mine fodtrin på en måde, der ikke gør mig modløs og vrangvillig, som tidens mange nye forholdsregler ellers gør. Jeg går nu ture, hvor jeg bryder stisystemernes konventioner bare en smule. Jeg stopper op og kigger på husfacader og skulpturer, jeg aldrig har lagt mærke til før. Jeg undgår som et barn revnen mellem to fortovsfliser. Jeg skiftevis tripper og tager tunge skridt. Og jeg skrår over vejen, selv om der ikke er en fodgængerovergang.

Jeg prøver ikke at irritere mine medgængere, men jeg går, som jeg vil, for at mærke, at der stadig er noget, jeg selv bestemmer over.

Hverdagsoprør

Den franske hverdagslivsforsker Michel de Certeau skriver i essayet »Walking in the City« fra bogen The Practice of Everyday Life fra 1980 om, hvordan fodgængeren, og ikke kun byplanlæggeren, skaber byens infrastruktur. Hvor staten, kommunen, brolæggeren og gadebetjenten har overblik og bestemmer, hvordan man må opføre sig, og hvad det hele er designet til, så er de i sidste ende ikke de eneste, der påvirker byens anatomi.

Det gør nemlig fodgængeren. Hver enkelt har sin egen »bevægelsesretorik«, mener de Certeau, og den indeholder både gangart, tilbøjeligheder til at skrå over vejen og viden om genveje gennem de ordnede systemer, der er fodgængerfelter, cykelstier og vejbaner. Egentlig betyder det bare, at fodgængerne er mange og mangfoldige og aldrig helt til at regulere som en flok. 

Og jeg er blevet uhyggeligt bevidst om gåturens minimulighed for, hvad der næsten føles som et oprør. Jeg springer over lave gærder, jeg går på græs, der ikke må betrædes, jeg laver uventede U-vendinger, jeg sætter i gadedrengehop – for at stå ved, at jeg bestemmer over min egen krop. Og med den kan sætte et fodaftryk, som, selv om det straks bliver visket ud af regn og blæst, er mit eget.

Måske er det også derfor, det er blevet den nye dille at tage på skovtur og finde ud af, hvad der gemmer sig af udflugtsmuligheder på Vestegnen, i Hareskoven eller på Sydhavnstippen.

Gåturen har gennem tiderne været moment of zen og filosofisk metode. For filosoffer som Kant, Nietzsche og Rousseau var den daglige spadseretur en rutine, der satte tænkningen i gang og gav rytme og orden til tankemylderet. Men i sin basale form er gåturen en måde at udøve sin fri vilje på. 

Så hermed ikke en direkte opfordring til at gå over for rødt. Men en opfordring til ikke at glemme den frihed, det er at kunne bevæge kroppen hen, hvor man vil. Det er ikke kun tanken, der skal være fri, det er faktisk også kroppen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Rasmussen
John Larsen

Måske mundbindet er røget lidt op og dækker for frontallappen:-)
Fortsat god tur på kanten af samfundet :-)

Jens Flø, jens christian jacobsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Thomas Corydon

På et tidspunkt får vi måske/ganske givet brug for VIRKELIG at udøve civil ulydighed, derfor er det VIRKELIG godt at begynde et sted - jeg sætter min hat som jeg vil - iøvrigt, er der nogen der ved hvad frihed betyder (længere)? - det er vel ikke kun frihed som forbruger/frihed til at udnytte "de andre"?

Erik Karlsen

Ja, hvorfor GÅ over for grønt, når man kan blive KØRT over for rødt.....?

Anne-Marie Krogsbøll, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, jens peter hansen, Ib Christensen, simon jørgen simonsen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
erik pedersen

Sådan var det muligt at bevæge sig frit indtil vi blev ramt af overbefolkning .

Anders Sørensen

Der er ikke noget bedre end at gå helt frit. Det skulle da lige være tilladelse til at gøre det fra gamle filosoffer. Så kan man gå frit i bevidstheden om, at man går i cool fodspor.

Så kan man være lidt fræk og gå over for rødt og trække lidt fnisende i land på den anden side, sikkert hjemme.

Ib Christensen

Kan godt se lidt i det.
Hvis man har valget mellem at gå på sti eller græs, men der så står et skilt med, at græsset ikke må betrædes. Vil det så være et frit valg at blive på stien? :)

Steffen Gliese

Forbud mod at gå over rødt kom som en misforstået millimeterretfærdig foranstaltning i 1981. Den har ikke noget med sikkerhed at gøre, den skal bare ligestille retsstillingen mellem bilister, cyklister og gående - selvom de ikke er ens. En fodgænger er mere tilbøjelig til at blive kørt over af en bilist, der ikke ser sig for, hvis vedkommende går over for grønt, end hvis man påpasseligt ser sig for, selvom der er rødt.

Eva Schwanenflügel, Thomas Corydon og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Steffen Gliese, man kunne selvfølgelig også se sig for som fodgænger, selv hvis der er grønt. Og undlade at gå over for rødt. Så får man det bedste af begge verdener - selvom man selvfølgelig ikke opnår den personlige tilfredsstillelse ved at gå over for rødt og dermed manifestere sig som selvstændigt agerende eller lovbryder på den lidt frække, uskyldige måde ...

Personligt undlader jeg at gå over for rødt, selv når det er åbenlyst, at ingen kan have noget imod det. På en stille vej, klokken 2 om natten eksempelvis. Jeg føler mig derved både som lovlydig borger samt en smule fræk ved at overholde loven, når det ikke engang er nødvendigt.