Kronik

Vi går ikke længere op i, om vi synger om Jesus eller Joanna – bare vi synger sammen

Traditionelt har teksten været det vigtigste i fællessangen. Den skulle passe til lejligheden og årstiden. Men Phillip Fabers fællessang på DR viser, at vi nu går mere op i det musikalske fællesskab, end om vi synger om Jesus eller Mariehønen Evigglad, skriver musikforskerne Lea Wierød Borčak og Henrik Marstal i dette debatindlæg
De daglige tv-udsendelser med fællessang med værten Phillip Faber er udtryk for en interessant tendens, nemlig den øgede betydning, som musikken har fået i forhold til teksten.

Foto: Mikkel Suppras Kjeldsen/DR

 

De daglige tv-udsendelser med fællessang med værten Phillip Faber er udtryk for en interessant tendens, nemlig den øgede betydning, som musikken har fået i forhold til teksten.

Foto: Mikkel Suppras Kjeldsen/DR

 

15. maj 2020

Fællessangskulturen har nydt en overraskende opblomstring under coronakrisen. Og den er blomstret op på måder, der ligeledes har været overraskende. Som to musikforskere, der begge har lavet ph.d.-afhandlinger om dansk sangkultur, har vi nøje fulgt med og talt med mange fællessangsbrugere om deres oplevelser under krisen.

Ikke mindst på baggrund af de daglige tv-udsendelser på DR med fællessang, hvis succes har gjort værten Phillip Faber til en slags folkehelt, tegner der sig en interessant tendens, der ganske vist har været undervejs i en årrække, men som under coronakrisen har vist sig at stå særligt tydeligt frem. Tendensen angår den øgede betydning, som musikken har fået i forhold til teksten.

Inden for såvel sangforskningen som tilrettelæggelsen af sangbøger og fællessangsaktiviteter har relationen mellem tekst og melodi traditionelt set været i førstnævntes favør. Det har betydet, at musikken ofte har været opfattet som en underordnet kategori, der trods sin indlysende æstetiske funktion primært er blevet anset som formidler af teksten.

Det er derfor stadig meget almindeligt at opfatte sange, næsten som om de alene var tekster – vi taler for eksempel om en ’Grundtvig-salme’ eller en ’sang af Jens Rosendal’. Også hvad angår for eksempel Højskolesangbogens repertoire har denne opfattelse været gældende: Sangenes kvalitet og relevans i den givne sammenhæng er blevet vurderet ud fra et rent tekstligt kriterium, uden at man i tilstrækkelig høj grad har taget musikkens karakter i betragtning.

Men med coronakrisens fællessangsfokus har vi kunnet se, hvordan dette nu er i færd med at ændre sig.

Intet krav om relevans

Glæden ved at synge alene for at få en oplevelse af fællesskab har været et vigtigere kriterium end det at synge tekster, der kunne mobilisere borgerne moralsk eller dannelsesmæssigt. I sangudsendelserne på DR har det kunnet ses på flere måder:

Der har ikke været krav om nogen emnemæssig rød tråd i sangvalget. Repertoiret har været bemærkelsesværdigt bredt til trods for, at kun et begrænset antal sange har været i spil.

Der har heller ikke været noget ideal om relevans i forhold til lejligheden – således har vi i udsendelserne sunget godnat- og aftensange som »Elefantens vuggevise« og »Stille, hjerte, sol går ned«, og selv en efterårssang som »Det lysner over agres felt« er endda også blevet brugt.

Endvidere har selv meget forskellige sange helt uproblematisk kunnet synges ved samme lejlighed. Den dag, hvor vi sang »En lærke letted« med sin tekst skrevet til besættelsestidens afslutning, blev denne prompte efterfulgt af »Mariehønen evigglad«. Der var altså intet til hinder for at gå direkte fra at mindes de tapre døde og takke dem, der segnede, til at synge om at gå tur på et rabarberblad og slå bankeslag på sneglehusets lille tag.

Så længe der blot er en bredde til stede i valget af sange i DR’s fællessangsprogrammer, spiller teksterne til sangene en mindre vigtig rolle.

Alt dette peger i retning af, at teksten ikke længere alene dikterer, hvad der bliver sunget, hvornår det bliver sunget, samt hvorfor det bliver sunget. Og det peger i retning af, at fællessangens samlende kvaliteter nu mere har at gøre med glæden ved at synge sammen i sig selv end med bevidstheden om, at man synger en bestemt tekst med en særlig fællesskabende betydning.

Endelig peger det i retning af, at den gode og medrivende melodi omsider ser ud til at være blevet mere anerkendt i fællessangskulturen som den primære årsag til overhovedet at synge sammen.

Det har allerede længe været sådan i den kommercielle popmusik og endda også i kirkerne, hvor ’åndelige sange’ gennem de senere år har kunnet ses anvendt side om side med salmerne, og hvor man ikke længere går af vejen for at synge Anne Linnet, Kim Larsen og andet sekulært repertoire.

Den melocentriske vending

Lea Borčak har navngivet denne tendens ’den melocentriske vending’. Begrebet betegner den ændring i fællessangskulturens praksis, som er blevet mere og mere tydelig gennem de seneste par årtier: at det er fællesskabet om den musikalske performance snarere end om teksterne, der motiverer nutidens danskere til at synge. Forholdet er nemlig nu blevet vendt om: Ordene er begyndt at tjene en ledsagende funktion til musikken.

Årsagerne til denne vending er formodentlig temmelig komplekse og kan derfor ikke indfanges på få linjer. Men vi mener, det kan skyldes i hvert fald disse fire ændrede forhold for danske borgere i det 21. århundrede:

1. En mindre andægtig tilgang til det skrevne ord, som er formet af ikke mindst popmusikkens tendenser til lethed, ligefremhed og foreløbighed i sit ordvalg. I mange popsange er tekstlig betydning ikke bare nedtonet, men helt fraværende. Noget lignende er på spil i fællessangen på DR – det er for eksempel ikke godt at vide, hvem eller hvad »Joanna« egentlig er, men det er også lige meget, for det lyder godt.

2. En ændret tilgang til sangkulturen som et område, hvor man primært navigerer sine smagspræferencer efter det melodiske/musikalske snarere end efter det tekstlige. Også denne tilgang er formet af popmusikkulturen.

3. En mindre dogmatisk og mere kulturelt frisat tilgang til historien som noget, der først og fremmest opleves som relevant, for så vidt som det formår at indpasse sig til nutidige smagshierarkier. Denne tendens hænger sammen med den generelle forbrugskultur på det musikalske område, hvor vi frit kan hoppe fra Bach til Beyoncé på streamingtjenesterne.

4. Der er sket en øget aftraditionalisering, der har svækket identifikationen med de forestillingsverdener, som ikke mindst ’det kristne’ og ’det nationale’ traditionelt har holdt i hævd. Disse forestillinger har ganske enkelt en mindsket betydning, hvorfor de også fylder mindre i fællessangskulturen.

Fællessang vil blive mindre dansk

Det interessante er, at denne samfundsudvikling ikke har medført trangere kår for sangtekster med kristent eller nationalromantisk indhold – for dem synger vi stadig af karsken bælg. Også det hænger nøje sammen med den melocentriske vending: Når salmen »Hil dig, Frelser og forsoner« kan være et hit både blandt konfirmander og til fællessang på tv, tror vi, det skyldes den harmoniske, følelsestætte og herligt patossvungne melodi – snarere end den middelalderlige, tekstsbilledligt kontemplative visualisering af den korsfæstedes sår.

Koblingen mellem det nationale og fællessangskulturen har stået stærkt lige siden Slesvigkrigene, især efter 1864. Det vil sige i en periode, hvor fællessangskulturen på nationalt plan var under opbygning. Men den melocentriske vending kan snart vise sig at ændre på dette.

Fællessang vil blive mindre dansk fællessang, og den ellers ikoniske linje »Så syng da, Danmark, lad hjertet tale« fra Carl Nielsen og Kai Hoffmanns allestedsnærværende »Den danske sang« kan derfor meget vel snart blive oplevet som anakronistisk og måske endda med tiden helt overflødig.

Den videre formidling af fællessangskulturen står derfor over for en række store udfordringer i de kommende år, som handler om at anerkende den ændrede vægtning fra det verbale til det musikalske. Det er en ændring, vi som musikforskere i fællessangskulturens potentiale som social og kulturel brobygger bakker varmt op om.

Lea Wierød Borčak er fællessangsforsker og postdoc

Henrik Marstal er sangbogsredaktør og lektor

'Phillip Faber sidder foran et smukt, brunt flygel prydet med en vase med forårsgule tulipaner. Det er lige den slags, vi trænger til,' skriver Mikkel Juul Krongaard om Phillip Fabers morgensang på DR1.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Mikael Aktor
  • Oluf Husted
Viggo Okholm, Mikael Aktor og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens christian jacobsen

Man kan vel ikke tale om at sparke en åben dør ind men kunne den kronik ikke være skrevet for 30 år siden?

Det måtte jo komme. At en nuttet slipsedreng som Philip Faber, hvis stemme er fuld af vibrato og gefühl, nu er blevet nationalhelt, siger noget om nationens kulturelle stade. Han ville gøre sig godt som forsanger hos Frelsens Hær ved juletide. Hans repertoire er fyldt med kvalmende nationalisme.
Men ellers har de to skribenter ret: Bare det lyder godt, og er fyldt med patos, smil og løftede øjebryn, så skide være med de ofte uhyrlige tekster.
Nogle vil spørge, hvorfor jeg ikke slukker. Det gør jeg også, men jeg kan jo ikke slukke min nabos tv.

Erik Jensen

Det må da være opdagelse"...

Vi skal såmænd helt tilbage til sidste halvdel af 70'erne, for at finde skredet mellem tekster med kant og holdning, og indtoget af de ligegyldige "ledsagende ord" som musikken efterhånden kom til at indeholde, og stadig gør det.

Hertil kam lægges en ekstrem ligegyldighed i forhold til brugernes krav til lydkvaliteten. I dag er ungdommen tilfreds med en skrattende tynd lyd fra en mobiltelefon eller en lille pap-højtaler, hvor vi andre brugte penge på at købe Hi-Fi anlæg, som kunne gengive hele lydspekteret, med netop "høj troværdighed".

Det er tydeligt, at kvaliteten bliver mere og mere ligegyldig for "musikforbrugerne", så længe kvantiteten af musik er let og ubesværet tilgængelig. Hellere en skrattende telefon eller bluetooth-højtaler med adgang til millioner af musikstykker, end et rigtigt musikanlæg med nogle hundrede selvvalgte numre.

Det samme kan i øvrigt siges om fotografering, hvor min generations spejlreflekskamera er afløst af en flad mobiltelefon med et middelmådigt kamera. Men det er nemt...

Viggo Okholm

Ak ja-alt kan intellektualiseres, men bør det det? Sønsang og fællessang går ikke altid i spænd og nej her i huset ser vi de tikke,men jeg glæder mig alligevel over at sangen igen får en plads.
De gamle sange med forfærdelige højtidelige ord og nationalistiske budskaber kan da give krumme tæer hos nogle og tårer i øjnene hos andre.
Men de var og er en del af arven,men det skønne er jo netop at de kan synges sammen med de nyeste sange med rod i p 6 beat Gud slipper vi vel ikke af med og ej heller Marx og Grundtvig. Men hvis alle skal være med ug som gammel så må Mariehønen Evig glad da være en det og så lige fra det via Kim Larsen og Sebastian til mange af de nyere. Musik og sang skal være glæde og må aldrig blive for tung.